Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Isidore Panduro

Blandt de spanske soldater, der blev sendt til Danmark i 1808, var en menig dragon ved navn Isidoro Panduro. Han var en del af Almansa-regimentet, der blev indlogeret ved Odense. Da oprøret mod franskmændene brød ud, lå han på hospitalet med et brækket ben, og han nåede derfor ikke med, da Royal Navy sejlede tusinder af spanske soldater hjemover. I stedet blev han i Danmark, hvor han blev gift med en gårdmandsdatter fra Viby og blev stamfader til Panduro-slægten, der blandt andre tæller forfatteren Leif Panduro.


Peder Wøldike

Følgende oplysninger stammer fra T.O.Achelis: Haderslev i gamle dage. Personalhistorisk tidsskrift 1925, 233 - 254 og fra Peter Christian Rhode: Samlinger til Haderslev amts beskrivelse, 1775.

Efter sin hjemkomst til Wittenberg, fra Holland og England, hvor han måtte lide nød, blev han i porten af hververe opsnappet, men en af hans gamle venner mødte disse "galeatos Martis lepores", idet de ville bringe ham til kommandanten, de rev Wøldike af deres magt, og afpryglede dem til fornødenhed. I 1680 blev han som conrektor kaldet til Haderslev latinskole. I kaldsbrevet til latinskolen stod, at han skulle få et præstekald, når han havde tjent skolen i 10 á 12 år; alligevel søgte han allerede i 1682 bort fra skolens arbejde. Han kunne jo nok tænke sig et liv med kone og børn; men hertil var der ingen udsigter for en konrektor i Haderslev, særlig efter at borgmestre og råd med provstens samtykke i året 1671 havde solgt konrektorens hus i Nørregade, og han kun fik 8 mark årligt til erstatning. Borgerne i Haderslev var imidlertid meget tilfredse med den unge konrektor og søgte at beholde ham. Kong Christian V opfyldte da på en måde begge parters ønsker, idet han 1682 gav Wøldike en "ekspetance" på det første efter tre års forløb ledigblevne pastorat i provstiet, således at han altså i de første år vedblev at være konrektor. Nu døde i 1684 sognepræsten i Sommersted, Hans Jacobsen Buch, hvorefter Wøldike fik dette kald, idet han en af de sidste dage i året tilskrev kongen herom, skønt fristen jo ikke var udløbet, og blev bønhørt. Den 1. oktober viedes han til sin forgængers datter, Cathrina Magdalena Buch.

Med hende fik han 10 børn, af hvilke 5 sønner blev voksne. Rhode skriver: Så lille Wøldickes embede var, så store blev han sønners: Andreas biskop i Viborg, Johannes præst i Odense, Peter faders efterfølger i Sommersted og senere provst i Haderslev, Jørgen (Georg) rektor ved Frederiksborg skole og Markus professor i theologi ved Københavns Universitet.

I begyndelsen var Wøldike ikke særlig tilfreds i Sommersted. I en latinsk ansøgning af 18. februar 1687 klager den unge ægtemand over at være kasted fra Haderslev Latinskoles sikre havn til Sommersted kirkes urolige hav, men efterhånden som hans børn voksede til, er han blevet mere og mere tilfreds.

Samtidig med, at han underviste sine egne børn, sendte efterhånden adskillige folk i Haderslev og andensteds deres børn til ham i Sommersted, hvor de fik undervisning og bolig i præstegården.

Hans søn Andreas dimitteredes af faderen i 1702; men i årene 1697 - 99 vides han tillige at have undervist en nabopræsts søn. Efterhånden blev antallet af "studenterne fra Sommersted" større og større. Rektor ved Haderslev latinskole var utilfreds med denne konkurrence og sendte 1712 en bønskrivelse til amtmanden, Christian Detlef Reventlow. Amtmanden læste rektorens ydmyge og angerfulde bønskrift og henvendte sig så til provsten, mag. Michael Stichelius, der havde opsyn med skolevæsenet, og krævede en nøjagtig revision af skolens kår. Med dette brev var amtmanden imidlertid kommet til den forkerte. Provsten havde nemlig, ligesom borgmesteren, en søn i Sommersted latinskole, og så trak han sagen i langdrag.

I 1725 sendte lærerne i Haderslev på ny et langt klageskrift til amtmanden. I Sommersted var den gamle Peter Wøldike død, og nu håbede lærerne at få bugt med skolen der, men forgæves.

Forældrene, der havde sendt deres børn til Sommersted, ønskede ingen afbrydelse i undervisningen og bad den unge Peter Wøldike, som nu blev faderens efterfølger på prædikestolen, om at fortsætte i faderens spor, og han opfyldte deres ønske med stor glæde og for mange børns vedkommende med et særdeles godt resultat.