Heinrich Ernst lensgreve Schimmelmann til Grevskabet Lindenborg
Grevskabet Lindenborg (00-00-1782 - 2. Besidder), Daasborg, Blenstrup.
Ernst Heinrich lensgreve von Schimmelmann (4. december 1747 i Dresden - 9. februar 1831 i København) var en dansk-tysk greve, politiker og søn af Heinrich Carl von Schimmelmann. Han studerede bl.a. nationaløkonomi i udlandet og beklædte en række embeder i centraladministrationen, men blev afskediget af Ove Høegh-Guldberg i 1783. I 1784 deltog han i kuppet mod Høegh-Guldberg og blev udnævnt til finansminister. Det var han til 1813 og blev senere statsminister. I 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i talrige kommissioner og direktioner.
Han bidrog til forbuddet mod handel med slaver ved i en rapport at påvise at slavehandlen gav tab og var umenneskelig. Her redegjorde han også for, at hvis slaverne behandledes bedre, kunne den store børnedødelighed mindskes, som hvert år betød en stor nedgang i antallet af slaver på de danske øer i Vestindien. Han var selv slaveejer med en stor sukkerplantage på Sankt Croix. Han var desuden medejer i selskabet, som førte slaver fra Guldkysten, og han havde interesser i sukkerindustrien.
Schimmelmann havde altså fokus på at forbedre behandling af slaverne på samme måde, som forbedring af behandlingen af husdyr. Det var transporterne af slaver fra Afrika, han var imod, ikke selve slaveriet. Han er blevet portrætteret sammen med sin negerslave i København. Hans familie havde flere slaver i København, en af dem hed Hans Jonathan. Hans Jonathan flyttede til Djúpivogur i Island i 1802. Han blev assistent og senere faktor over handelen der. Han giftede sig med en islandsk kvinde og lærte islandsk. I Island siges han altid at have været søn af Heinrich Ludwig Ernst von Schimmelmann, født på St. Croix 20. juni 1784
Finansminister Schimmelmanns arbejde for et stop for slavehandelen blev sat i kraft 1792. Der var ikke forinden begrænsninger af slaveimporten, og staten skulle yde billige lån til indkøb af slaver før stoppet. Hans synspunkter blev fulgt. Schimmelmann-familien blev i 1700-tallet Danmarks rigeste på grund af sukkerimport fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark.
Han blev 1775 gift med komtesse Emilie Rantzau, som døde af tuberkulose fem år senere i en alder af 28 år. Schimmelmann giftede sig i 1782 med Charlotte Schubart. De boede på landstedet Sølyst i Klampenborg. I 1782 lod han ved Sølyst rejse et klassicistisk monument, Emiliekilde, over sin første hustru.
Han var frimurer og medlem af en københavnsk loge.
Hans familie og han selv ligger begravet i Sankt Petri Kirke, for hvilken han var patron fra 1800 til sin død.
Wikipidia
Amalie "Emilie" Caroline Christiane rigsgrevinde von Rantzau af Breitenburg
I 1782 lod ægtemanden ved Sølyst rejse et klassicistisk monument, Emiliekilde, over hans første hustru. Hun døde af tuberkulose.
Heinrich Ernst lensgreve Schimmelmann til Grevskabet Lindenborg
Grevskabet Lindenborg (00-00-1782 - 2. Besidder), Daasborg, Blenstrup.
Ernst Heinrich lensgreve von Schimmelmann (4. december 1747 i Dresden - 9. februar 1831 i København) var en dansk-tysk greve, politiker og søn af Heinrich Carl von Schimmelmann. Han studerede bl.a. nationaløkonomi i udlandet og beklædte en række embeder i centraladministrationen, men blev afskediget af Ove Høegh-Guldberg i 1783. I 1784 deltog han i kuppet mod Høegh-Guldberg og blev udnævnt til finansminister. Det var han til 1813 og blev senere statsminister. I 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i talrige kommissioner og direktioner.
Han bidrog til forbuddet mod handel med slaver ved i en rapport at påvise at slavehandlen gav tab og var umenneskelig. Her redegjorde han også for, at hvis slaverne behandledes bedre, kunne den store børnedødelighed mindskes, som hvert år betød en stor nedgang i antallet af slaver på de danske øer i Vestindien. Han var selv slaveejer med en stor sukkerplantage på Sankt Croix. Han var desuden medejer i selskabet, som førte slaver fra Guldkysten, og han havde interesser i sukkerindustrien.
Schimmelmann havde altså fokus på at forbedre behandling af slaverne på samme måde, som forbedring af behandlingen af husdyr. Det var transporterne af slaver fra Afrika, han var imod, ikke selve slaveriet. Han er blevet portrætteret sammen med sin negerslave i København. Hans familie havde flere slaver i København, en af dem hed Hans Jonathan. Hans Jonathan flyttede til Djúpivogur i Island i 1802. Han blev assistent og senere faktor over handelen der. Han giftede sig med en islandsk kvinde og lærte islandsk. I Island siges han altid at have været søn af Heinrich Ludwig Ernst von Schimmelmann, født på St. Croix 20. juni 1784
Finansminister Schimmelmanns arbejde for et stop for slavehandelen blev sat i kraft 1792. Der var ikke forinden begrænsninger af slaveimporten, og staten skulle yde billige lån til indkøb af slaver før stoppet. Hans synspunkter blev fulgt. Schimmelmann-familien blev i 1700-tallet Danmarks rigeste på grund af sukkerimport fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark.
Han blev 1775 gift med komtesse Emilie Rantzau, som døde af tuberkulose fem år senere i en alder af 28 år. Schimmelmann giftede sig i 1782 med Charlotte Schubart. De boede på landstedet Sølyst i Klampenborg. I 1782 lod han ved Sølyst rejse et klassicistisk monument, Emiliekilde, over sin første hustru.
Han var frimurer og medlem af en københavnsk loge.
Hans familie og han selv ligger begravet i Sankt Petri Kirke, for hvilken han var patron fra 1800 til sin død.
Wikipidia
Otto Diderik lensgreve Schack til Grevskabet Schackenborg
Grevskabet Schackenborg (00-00-1719 - 4. Besidder), Schackenborg, Møgeltønder
Frederik Christian greve Schack til Stamhuset Giesegaard
Grevepatent (08-10-1749)
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)
Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou til Stamhuset Rathousdal
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)
Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou til Stamhuset Rathousdal
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)