Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Holmfried Eriksdotter

Holmfried Svendsdatter ? datter af Svend Tveskæg
Holmfried Olufsdatter ?


Svend II Estridsøn, Konge af Danmark

1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.

Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.

Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.

Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.

Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.

Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.

Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).

Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.

Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.

Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.

Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.

I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.

Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.

Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.

Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.


Svend II Estridsøn, Konge af Danmark

1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.

Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.

Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.

Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.

Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.

Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.

Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).

Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.

Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.

Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.

Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.

I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.

Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.

Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.

Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.


Gyda Anundsdotter

Ifølge Adam af Bremen dræbt af frillen Tora med gift


Inge I den Ældre Stenkilsen

? &1 Maer Sverker, søster til Helene Torildsdotter


Inge I den Ældre Stenkilsen

? &1 Maer Sverker, søster til Helene Torildsdotter


Margrethe Fredkulla

blev som fredspant gift med Magnus Barfod


Mstislav I den Store

Nedstammer fra den første Rus-konge Rurik (Hrærik el Erik) (- 879). Fyrste i 1125, men kun over Kiev, idet Rus-riget er gået i opløsning.


Iziaslaw II Rurikide

& de Hohenstaufen


Knud Lavard

Søn af Erik 1. Ejegod. Blev udpeget af kong Niels til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk Obodritterne i Holsten. Efter på denne vis at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige, blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, kong Niels' søn Magnus den Stærke, som så ham som en farlig konkurrent til tronen.

Efter forældrenes død i 1103 på pilgrimsrejse opfostredes Knud først hos den sjællandske høvding Skjalm Hvide, senere hos hertug Lothar af Sachsen, der blev tysk konge i 1125. Ca. 20 år gammel blev han jarl af Slesvig og fik til opgave at beskytte købmændene og handelsruterne omkring Slien og via Danevirke til Trenen. Hans store interesse for handel havde formentlig også baggrund i, at han fik toldindtægter beregnet på baggrund af handelen.

Knud Lavard udnyttede sin position som grænsejarl og skabte sig via forbindelsen til Lothar stor indflydelse over den vendiske stamme Abodritterne, som han ved hjælp af Lothar blev konge over ("knés" eller "knjaz"). Knud Lavard var således både den danske og den tyske konges lensmand.

Som søn af Erik 1. Ejegod var Knud et oplagt kongsemne, også fordi han havde så gode kontakter til Lothar og venderne. Men andre drømte også om den danske kongemagt, herunder den regerende kong Niels' søn Magnus og hans øvrige fætre.

Den 7. januar 1131 blev Knud Lavard dræbt af sin fætter Magnus i Haraldsted Skov, ca. 5 km. nord for Ringsted. Knud blev først begravet i Haraldsted kirke, men hans kiste blev senere flyttet til Ringsted. Mordet udløste en hævnkrig, som i 1134 bragte Knuds halvbror Erik Emune på tronen, og han indledte straks bestræbelser på at styrke sin legitimitet ved at få Knud gjort til helgen; det lykkedes dog først for Knuds søn Valdemar den Store. Knud kanoniseredes ved pavelig bulle af 8. november 1169. Hans helgenværdighed er af rent politisk karakter, men Saxos strålende billede af hans væsen og politiske indsats har holdt sig helt op til nutiden.

Knud Lavard vises i billedkunsten med blomsterkrans eller hertugkrone. Han ses i kalkmalerier i bl.a. Sankt Bendts Kirke i Ringsted (begyndelsen af 1300-tallet) og Vigersted Kirke ved Ringsted (ca. 1450).

Knud Lavard har mere eller mindre indirekte været årsag til de stridigheder, der senere er opstået Slesvigområdet (1848 og 1864), da han samtidigt var underlagt den danske konge og den tyske kejser.

Han var også konge af Obodritterne, og hans tilnavn betyder herre på Saksisk og andre germanske sprog, men oprindelig = "brødgiver", jf. engelsk lord.

Knud Lavard var far til den senere kong Valdemar den Store der i 1169 fik Knud Lavard helgenkåret.


Ingeborg af Kiev

Fra sin moster, dronning Margrethe (gift med kong Niels af Danmark) fik hun store svenske godser i medgift.
(Kilde: Dahl & Engelstoft: Dansk Biografisk Håndleksikon. 1920-26)
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)


Kirstine Knudsdatter

Ifølge folkevisen skal hun være 'Liden Kirsten' som blev forført af
prins Buris og derpå pisket ihjel af sin bror Valdemar den store.
Visen handler nu snarere om hendes søsterdatter af samme navn.
(Kilde: Salmonsens Konversations Leksikon, 2' udg. 1915-1930)