Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Haver Fridleifsson

”Håvard Håndramme” efterfulgte sin fader som konge i Danmark (håndramme kaldes de der krampagtigt holder fast på ting de har i hånden). Om ham er der ikke overleveret yderligere. Broderen Leif efterfulgte ham som konge, og dernæst kom Leifs seks sønner efter hinanden; de havde alle kongesæde i Lejre på Sjælland. Hvad Åleif angår, fortælles der at han ikke ønskede at få nogen opvartning der var forskellig fra den hofmændene fik. Fætteren Frode efterfulgte dem som konge, og efter denne fætter fulgte hans søn Vermund. Hvis vi regner alle disse med til den tidlige danske kongerække, er vi nu ved den femtende konge i rækken.


Fridleif Frodasson

Også Herleifr. Frode efterlod en arving Leif, der var opkaldt efter sin farfader. I hans tid ophørte fred og fordragelighed i riget, og krige og ran blussede op igen. På grund af sin tapperhed i krig fik han ændret sit navn og blev kaldt Hær-Leif. Han efterlod mange sønner.


Frodi Fridleifsson

Danskerkonge. Kaldet ”Frode” på grund af sine mangesidige kundskaber. Hans navn blev siden brugt som fællesnavn, så at enhver kundskabsrig og erfaren mand blev kaldt frod. Kong Frode (kaldet Frode Fredegod efter sin fredfyldte regeringstid).


Friedleif Skjoldsson

Også Fridleif, Friedleif Skjaldarsson, Danakonungur. Skjold havde en søn Leif, arving til hans rige. På hans tid levede folk så roligt og fredeligt, fortælles det, at intet manddrab blev begået, hvad der så sandelig står i modsætning til den tids skik. Danmarks konge Leif fik, efter den fredelige tilstand i landet på hans tid, navnet Fred-Leif eller Fridlev.


Skjold Danskekonge

Udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark. Kong Skjold skulle være sendt af selveste Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie.

Sagnkonge Skjold, i beretningerne om sagnkongen blander sagaer, myter og legender fra den nordiske mytologi sig med mere kendte, tidlige elementer af den danske historie

Ifølge sagaen om skjoldungerne var Skjold søn af Odin og Rind. Som konge af Sjælland og forfader til Dan 2. den Storslåedes dronning er han forfader til den danske kongerække.

Skjold var imidlertid kun konge af Sjælland og regerede sit rige fra kongsborgen i Lejre, der formentlig lå i nærheden af det landsbyområde, der i dag betegnes Gammel Lejre.

En gammel fortælling:

I gamle dage, før kongemagten var indført i vort fædreland, havde danskerne ingen love at rette sig efter. Det gjaldt kun om at have kræfter den gang, for den stærkeste har altid ret. Det var den regel de mægtige levede efter, og de svage måtte bøje sig for den, hvor nødig de end ville.Det var ikke alene mellem danskerne indbyrdes der var stridigheder, man kan tænke sig, at når landsmænd overfaldt hinanden, så kom der også fjender fra andre lande, og Danmark har altid haft en urolig nabo mod syd, som den gang plyndrede på vore kyster.Derfor var der nød i Danmark. Tyve og røvere, både indfødte og udlændinge, dræbte og brændte, så det var en gru, og folket som det gik ud over bad til Odin om hjælp, at det dog måtte blive anderledes, og skønt ingen vidste hvorledes det skulle ske, håbede de dog hver morgen at hjælpen ville komme inden aften. Men dagen gik og om aftenen hørte de intet andet end rygter om nye overfald, og så kunne de glæde sig over at det ikke var dem selv der var blevet hjemsøgt. Værst var det i Hedeby. Denne stad lå så nær ved grænsen at den til stadighed var udsat for fjendens plyndringer, og desuden havde mange slette mennesker givet sig hen til drukkenskab og andre laster, og de gjorde de fromme al den skade de kunne finde på.
Da skete det en dag, som nogle folk gik ved stranden og så ud over havet, at de fik øje på et underligt skib der kom sejlende langt ude. Det var højt med dragehoved udskåret på forstavnen, og det skar gennem vandet for en gunstig vind, nærmere og nærmere, så de kunne se det kostelige silkesejl og den spraglede vimpel på den høje mast. Men folkene på stranden stirrede og stirrede efter søfolk om bord, uden at se en eneste. Hverken ved ror eller sejl stod nogen styrmand, og dog gik skibet ind mod landet, ind i den smalle fjord, og skønt denne bugter sig, stødte det dog ikke på grund, for vinden drejede og blæste den vej skibet skulle gå, indtil det nærmede sig det inderste af fjorden. Da tog vinden af, lidt efter lidt, og lagde sig helt til sidst, så skibet flød roligt og lagde stille til land. Langs med fjorden havde folk set den underlige sejlads, og de fulgte skibet ad stranden. Flere og flere kom til, og da skibet stod stille, var der samlet en stor mængde mennesker, som betragtede det underlige fartøj, og da så de, at der dog var et menneske om bord, for i bagstavnen lå mellem guld og våben en lille dreng, der sov på et skjold med et kornneg som hovedpude, og nu slog han øjnene op, just som skibet standsede, og folket var forsamlet. Odin har hørt vor bøn, for det er sikkert hans søn han har sendt os, og han skal være vor konge. De bar ham i land på skjoldet, og satte ham i toppen af neget og hyldede ham alle. Og de gav ham navnet Skjold, fordi han skulle værne landet og dets beboere. Det var en ung hersker danskerne havde fået, og endnu kunne han ikke værne om noget, tværtimod trængte han selv til værn i sin barndom, men det var dog som om man kunne mærke, at Odins søn var kommet til landet, for der var frugtbarhed og fred over hele riget. Imidlertid gik årene, og Skjold voksede til. Han blev stor og stærk, og mod manglede han heller ikke. Folkene som var sat til at vogte og opfostre ham, gav ham da også en god opdragelse og lærte ham alt hvad der var godt og ret. Han var ikke gammel, før han fik undervisning i våbenbrug, og han var ikke stort ældre, da han for første gang fik god anvendelse for sin færdighed og sine kræfter. Det hændte sig nemlig engang at Skjold var på jagt med sine mænd i de store skove, som på den tid bredte sig over hele landet. Skjold var imidlertid så ivrig i at forfølge dyrene at han kom bort fra sine ledsagere, som også hver for sig jog efter vildt. Som Skjold nu trængte frem gennem skovens tykning, kom han til at stå lige for en vældig bjørn, der just belavede sig på at angribe ham. Skjold måtte hurtigt tage sin beslutning, og da han næsten var værgeløs over for et så stort dyr, tog han sin bælte af og brødes nu så længe med bjørnen, at han fik den under sig og bandt den med bæltet. Således holdt han den, idet han ventede på sine ledsagere. De havde jo opdaget at Skjold var borte, og de fik travlt med at søge efter ham, for de tænkte sig den fare han kunne være i, men mindst, at han havde overvundet den på en sådan måde. Derfor strejfede de rundt i skoven, og råbte på ham, og til sidst fik de svar. Det var et uventet syn de så, og i begyndelsen blev de forskrækket over den fare, drengen havde været i, men de glædede sig ved hans mod og beundrede hans styrke. Ligesom Skjold overvandt de vilde dyr, undertvang han også fremmede kæmper, men sit rige styrede med så meget klogskab og mildhed, at han blev almindelig afholdt, for han gav gode love og gjorde godt mod alle. Han indførte den lov at trællene skulle have deres frihed, så de kunne flytte fra en herre til en anden. De fattiges gæld betalte han, og sine stridsmænd gav han hvad de vandt på krigstogt, for Skjolds regel var, at byttet var kæmpernes, men æren Kongens. Dog kunne han også straffe. En træl, Skjold selv havde givet fri, ville lønne denne velgerning ved at slå ham ihjel. Men denne plan blev opdaget i tide, og da måtte trællen selv bøde med livet, både fordi han havde fortjent denne straf, og fordi Skjold ville, at andre ildesindede mennesker kunne se hvad der var i vente ved sådanne forsøg. Også udenfor Danmark indlagde Skjold sig berømmelse. I Tyskland boede nemlig en jomfru, hvis rygte gik vidt omkring, for hun var både smuk og klog. Hun hed Alvilda, og Skjold hørte så meget godt om hende, at han rejste derned for at bejle til hende. Men der var en tysk konge ved navn Skate kommet ham i forkøbet, og Skjold måtte enten vinde sin brud med sværdet, ved at dræbe Skate eller drage hjem med uforrettet sag. Det sidste ville han ikke og var derfor nød til at udæske tyskeren til tvekamp, skønt partiet var ulige, eftersom Skate var en stor kæmpe, og Skjold var både ung og meget mindre. Imidlertid begyndte striden, og danskerne og tyskerne stod på hver sin side af kamppladsen for at se, hvem der vandt. Det blev Skjold, der fik overhånd, og derved vandt han ikke alene sin brud, men han undertvang også Tyskland, så tyskerne måtte betale skat til Danmark. Om det nu er denne Dronning Alvilde, der også hed Gefion, er ikke godt at vide, ellers må hun være død før Skjold, og han har da giftet sig igen med Gefion. Det fortælles at Gefion engang besøgte Kong Gylfe i Sverige, og han syntes så godt om hende, at han gav hende så meget land, som hun i et døgn kunne pløje op med fire stude. Hun omskabte da hendes fire sønner til stude og spændte dem for ploven. Men så dybt gik ploven, at landet blev revet løs, og så hurtigt gik det, at hun fik ompløjet et stykke land, som blev til en stor ø, for studene trak den ud i sundet mellem Fyn og Sverige, og hun gav det navnet Sjælland, som det hedder endnu. Men der hvor hun tog det fra, blev en sø, som er til den dag i dag, og kaldes Mælarn. Denne ø som Gefion således dannede, gav hun Skjold, og han byggede sig et kongesæde i Lejre, hvor han boede med Gefion, som han tog til ægte. Kong Skjolds henfart blev som hans ankomst, for da han døde, blev hans lig, som han selv havde ønsket det, lagt ud på det skib han var kommet med, og omkring ham blev lagt våben og kostbarheder, og hans banner vajede over hans hoved. Der var forsamlet en stor mængde mennesker for at se den elskede konges sidste fart, men ingen søfolk var om bord, og derfor ved ingen hvorhen det sejlede, lige så lidt som nogen vidste, hvor det var kommet fra. Men det var folkets tro, at Skjold var Odins søn, og at hans lig drog til Odin igen, og derfor var det kongernes hædersnavn, når de kaldtes Skjoldunger efter ham.


Gefion

Gefion er i nordisk mytologi terne for Frigg og en Asynje. Hun udpløjede ifølge myten Sjælland. Historien har følgende to udgaver:

a) Engang var Odin var ude at rejse sammen med Gefion. De kom til en ø, og de kaldte den Odins Ø. Formodentligt mødte Odin en frille, og ville ikke have Gefion i nærheden som vidne. Derfor sendte han Gefion væk og bad hende finde et andet sted at bo. Gefion rejste mod nordøst og kom til Kong Gylfe i Sverige. Gefion var meget smuk, og Gylfe blev naturligvis betaget af hende. Af den grund tilbød han hende så meget jord, hun ville have, som tak for hendes milde gerninger. Hun skulle blot pløje det på et døgn. Gefion var klog. Hun vidste at det ikke kunne klares uden jættehjælp, så hun rejste strakt til Jotunheim. Har parrede hun sig med en jætte og fik med ham 4 stærke sønner. De blev iklædt tyreham, spændt for ploven og med deres jættekræfter pløjede Gefion landet ud. Hun rejste da fra Kong Gylfe, men da hun gerne både ville være sammen med Kong Gylfe og Odin lagde hun landet imellem. Hun kaldte øen Sælund (senere Sjælland), fordi den straks blev beboet af sæler. Senere blev øen et samlingspunkt for konger, og Gefion giftede sig endda med en af dem. Det land Gefion havde pløjet ud, blev til en stor sø i Sverige. Den kaldes Väneren. Kong Gylfe blev naturligvis forarget over hvad Gefion kunne med hendes okser. Der, hvor søen har en bugt eller vig, er der et næs eller en halvø på Sælund. Det skulle efter sigende være meget tydeligt.

b) Gefions sønner gjorde oprør imod Svitjod og løsrev Danmark, det senere Västmanland, ved Mälaren. De skrev et kvad om det, et kvad som blev husket i århundreder, længe efter at Vestmannerland og Svitjod var forenet under samme konge. I middelalderen blev Svitjod lagt sammen med Västmanland igen.


Odin (Woden)

Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er den øverste gud inden for den traditionelle nordiske religion, og han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst. Han omtales hyppigt med sit tilnavn Alfader.

Odin er meget klog da han har givet sit ene øje for en slurk af Mimers brønd. Det er spået at han bliver dræbt når Ragnarok kommer, af Fenrisulven. Onsdag er opkaldt efter Odin. Odin er søn af Bestla og Borr og broder til Vile og Ve, sammen med hvilke han dræbte urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, med hvem han har sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Odin beskrives ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. Han afbildes gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin er formskifter af natur; han har utallige skikkelser og navne og optræder ofte i forklædning, som f.esk. i Eddakvadet om Gråskæg. Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin tidligere ikke indtog helt samme dominerende rolle i den nordiske gudekreds. F.eks. er relativt få byer opkaldt efter ham, medens guder som Frej og Thor er langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. Ifølge Saxos Danmarkskrønike kommer Odin og de andre aser fra Byzans, og en del historikere mener da også, at der kan være noget om, at 'asaslægten', kan være indvandrere fra området omkring Grækenland, som datidens skandinaver åbenbart har fundet guddommelige.

I nordisk mytologi er Asgård den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård. Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Hejmdal.

Onsdag er opkaldt efter Odin.


Frigg (Friege eller Frea)

Frigg (norrønt Frigg) er Odins hustru i den nordiske mytologi. I litteraturen beskrives hun som Odins ligeværdige, når det gælder viden om verdens skæbne, men modsat ham tier hun. Kun i digtet Baldrs draumar skildres Frigg som aktivt handlende i forsøget på at ændre skæbnens gang, da hun først beder alle ting i verden skåne sin søn Balder. og siden, da det mislykkedes, at græde for ham. Pga. hendes visdom søger Odin ofte hendes råd i vanskelige beslutninger. Hun er mor til Balder, Hermod og Høder og datter af Fjørgyn, hun ejer hesten Hovvarpner og bor i huset Fensale (der betyder ’’Mosesalen’’). Frigg har flere tjenere, de vigtigste er Fulla, der er hendes tjenestepige og Gna, som er hendes sendebud.

Frigg kan genfindes i jernalderens sydgermansk religion som Frija eller Frea, men da kildematerialet til religionen i denne periode er langt mere sporadisk end til vikingetidens i Norden, så er det usikkert i hvor høj grad de ligner hinanden. I Norden blev Frigg bl.a. opfattet som gudinde for ægteskabet. Kilderne tyder på, at hun blev tilbedt i forbindelse med fødsler og hvis mødre havde brug for beskyttelse af deres børn, specielt drenge, der drog i krig. Herudover stod hun som beskytter og hjælper ved traditionelt kvindearbejde, som vævning, syning, madlavning o.l. I flere myter beskrives gudinder Frigg og Freja på mange måder, det næsten sammen, det har ført til spekulationer om, at de oprindelig måske har været samme gud. I de nordiske kilder bliver Frigg hovedsageligt relareret til den ægteskabelige og moderlige kærlighed, mens Freja knyttes den sensuelle kærlighed og frugtbarhed. Ugedagen fredag er opkaldt efter Frigg.


Odin (Woden)

Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er den øverste gud inden for den traditionelle nordiske religion, og han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst. Han omtales hyppigt med sit tilnavn Alfader.

Odin er meget klog da han har givet sit ene øje for en slurk af Mimers brønd. Det er spået at han bliver dræbt når Ragnarok kommer, af Fenrisulven. Onsdag er opkaldt efter Odin. Odin er søn af Bestla og Borr og broder til Vile og Ve, sammen med hvilke han dræbte urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, med hvem han har sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Odin beskrives ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. Han afbildes gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin er formskifter af natur; han har utallige skikkelser og navne og optræder ofte i forklædning, som f.esk. i Eddakvadet om Gråskæg. Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin tidligere ikke indtog helt samme dominerende rolle i den nordiske gudekreds. F.eks. er relativt få byer opkaldt efter ham, medens guder som Frej og Thor er langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. Ifølge Saxos Danmarkskrønike kommer Odin og de andre aser fra Byzans, og en del historikere mener da også, at der kan være noget om, at 'asaslægten', kan være indvandrere fra området omkring Grækenland, som datidens skandinaver åbenbart har fundet guddommelige.

I nordisk mytologi er Asgård den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård. Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Hejmdal.

Onsdag er opkaldt efter Odin.


Odin (Woden)

Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er den øverste gud inden for den traditionelle nordiske religion, og han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst. Han omtales hyppigt med sit tilnavn Alfader.

Odin er meget klog da han har givet sit ene øje for en slurk af Mimers brønd. Det er spået at han bliver dræbt når Ragnarok kommer, af Fenrisulven. Onsdag er opkaldt efter Odin. Odin er søn af Bestla og Borr og broder til Vile og Ve, sammen med hvilke han dræbte urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, med hvem han har sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Odin beskrives ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. Han afbildes gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin er formskifter af natur; han har utallige skikkelser og navne og optræder ofte i forklædning, som f.esk. i Eddakvadet om Gråskæg. Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin tidligere ikke indtog helt samme dominerende rolle i den nordiske gudekreds. F.eks. er relativt få byer opkaldt efter ham, medens guder som Frej og Thor er langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. Ifølge Saxos Danmarkskrønike kommer Odin og de andre aser fra Byzans, og en del historikere mener da også, at der kan være noget om, at 'asaslægten', kan være indvandrere fra området omkring Grækenland, som datidens skandinaver åbenbart har fundet guddommelige.

I nordisk mytologi er Asgård den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård. Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Hejmdal.

Onsdag er opkaldt efter Odin.


Rind

Rind er en jættekvinde. Sammen med guden Odin har hun sønnerne Skjold og Vale.


Vale

Vale (eller Bo) er navnet på en gud fra den nordiske mytologi, som sønnen af Odin og Rind. Det er guden der refereres til i forbindelse med overlevelsen af ragnarok.

Loke fik også en søn ved navn Vale med Sigyn. Vale var en ulv, og han slog ved et uheld sin bror Narfe ihjel.


Odin (Woden)

Odin (oldnordisk Óðinn, af óðr "raseri") er den øverste gud inden for den traditionelle nordiske religion, og han forbindes i særlig grad med krigslykke (og de i krigen faldne), kongemagt, runemagi, visdom og skjaldekunst. Han omtales hyppigt med sit tilnavn Alfader.

Odin er meget klog da han har givet sit ene øje for en slurk af Mimers brønd. Det er spået at han bliver dræbt når Ragnarok kommer, af Fenrisulven. Onsdag er opkaldt efter Odin. Odin er søn af Bestla og Borr og broder til Vile og Ve, sammen med hvilke han dræbte urjætten Ymer og dannede verden af hans krop. Med Fjørgyn/Jord har Odin sønnen Thor, men hans retmæssige hustru er dog Frigg, med hvem han har sønnerne Balder, Høder og Hermod. Med jættekvinden Rind har han tillige sønnerne Skjold og Vale. Med jættekvinden Grid har han sønnen Vidar. Odin beskrives ofte som en høj, enøjet og gråskægget mand. Han afbildes gerne ridende på den ottebenede hest Slejpner med spyddet Gungner i den ene hånd, fulgt af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Men Odin er formskifter af natur; han har utallige skikkelser og navne og optræder ofte i forklædning, som f.esk. i Eddakvadet om Gråskæg. Selv om Odin ifølge de islandske kilder er den fremmeste guddom, er der dog grund til at antage, at Odin tidligere ikke indtog helt samme dominerende rolle i den nordiske gudekreds. F.eks. er relativt få byer opkaldt efter ham, medens guder som Frej og Thor er langt stærkere repræsenteret i det onomastiske materiale med adskillige forekomster af bynavne som Frøstrup og Torsted. Ifølge Saxos Danmarkskrønike kommer Odin og de andre aser fra Byzans, og en del historikere mener da også, at der kan være noget om, at 'asaslægten', kan være indvandrere fra området omkring Grækenland, som datidens skandinaver åbenbart har fundet guddommelige.

I nordisk mytologi er Asgård den verden hvor guderne (både aser og vaner) bor. Udenom Asgård ligger Midgård og Udgård. Indgangen fra Midgård til Asgård er over regnbuen Bifrost, der bliver bevogtet af Hejmdal.

Onsdag er opkaldt efter Odin.


Borr (Frithuwald)

Borr, Burr (oldnord. »søn, den fødte«): Nordisk urtidsjætte og gudernes stamfader. Søn af Buri og gift med Bestla, en datter af Bolthorn, samt fader til de første guder Odin, Vile og Ve.


Beltsa

Bestla er i nordisk mytologi navnet på den kvinde, som Borr tog til hustru. Er således moder til Odin, Vile og Ve. Er endnu i live og bor i Jotunheim som jættekvinde og frygter således sine sønner, de mægtige aser.


Ve

Vile og Ve er i den nordiske mytologi Odins brødre, og de tilhører sammen med ham den første generation af asernes gudeæt. De er sønner af Borr og jættekvinden Bestla.

De tre brødre skabte i fællesskab det ordnede univers af urjætten Ymers krop. Snorre Sturlason fortæller endvidere, at de efterfølgende også gav liv til de første mennesker, Ask og Embla af to stykker træ; Vile gav dem forstand og bevægelse, mens Ve gav dem form, tale, hørelse og syn. Eddakvadet Völuspá fortæller imidlertid, at det var Odin, sammen med Høner og Lodur, som gav Ask og Embla liv. Ve kan derfor være synonym med Honr, Høn eller Høne, ligesom Vile måske er det med Lodur, Loke og Mundilfore.

Snorre fortæller også, at Vile og Ve styrede Odins rige i Asgård, når han var borte. Han fortalte i Ynglingesaga, at en gang var Odin borte så længe at aserne ikke troede, at han ville komme tilbage. Derfor giftede de to brødre sig begge med Odins kone, Frigg, og delte arven mellem sig. Odin vendte dog tilbage og tog også Frigg tilbage.

På et tidspunkt forsvandt Vile og Ve dog sporløst, og Odin har styret Asgård alene lige siden.


Vile

Vile og Ve er i den nordiske mytologi Odins brødre, og de tilhører sammen med ham den første generation af asernes gudeæt. De er sønner af Borr og jættekvinden Bestla.

De tre brødre skabte i fællesskab det ordnede univers af urjætten Ymers krop. Snorre Sturlason fortæller endvidere, at de efterfølgende også gav liv til de første mennesker, Ask og Embla af to stykker træ; Vile gav dem forstand og bevægelse, mens Ve gav dem form, tale, hørelse og syn. Eddakvadet Völuspá fortæller imidlertid, at det var Odin, sammen med Høner og Lodur, som gav Ask og Embla liv. Ve kan derfor være synonym med Honr, Høn eller Høne, ligesom Vile måske er det med Lodur, Loke og Mundilfore.

Snorre fortæller også, at Vile og Ve styrede Odins rige i Asgård, når han var borte. Han fortalte i Ynglingesaga, at en gang var Odin borte så længe at aserne ikke troede, at han ville komme tilbage. Derfor giftede de to brødre sig begge med Odins kone, Frigg, og delte arven mellem sig. Odin vendte dog tilbage og tog også Frigg tilbage.

På et tidspunkt forsvandt Vile og Ve dog sporløst, og Odin har styret Asgård alene lige siden.