Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Knud Carlo Foldschak Petersen

Ejer af et ismejeri på Hyldegårdsvej i Ordrup og en tæppefabrik i Skovshoved.

Skibsreder, fabrikant og hotelejer. Ejede Vikingebådene der sejlede mellem København og Landskrona. Klampenborg. Gik konkurs.

Bopæl ved fødsel Istedgade 34B, København

Bopæl den 1. maj 1916: Istedgade 72, 1. (Ifølge politiets registerblad (station 5, Vesterbro), der oplyser navnet til Knud Carlo Folschach Petersen).

FT 1916 anført som hjemmeboende på Istedgade 72,1.

Ifølge Navnebevis af 15. okt. 1965, Kbhvns. Overpræsidium O.1209/1964, er det fulde navn fremtidigt Knud Carlo Foldschack (Apostelkirken, fødte drenge, opslag 17).

Der er en svensk slægt/gren der stadig staver navnet Foldschak og Foldschak-Petersen.


Inez Schröder

Svensk-Norske Forældre.

I Skovshoved arbejder hun på en tæppefabrik.

Var en svensk rigmandsdatter, der som 15-årig blev gravid og sendt ud på en ø for at føde barnet. Siden blev hun forvist til Danmark og bosatte sig på Strandvejen 303 i Skovshoved. Hun var sammen med en travkusk (Alfred Ingemann Johansen), der senere døde af blodforgiftning.

Sideløbende havde hun et forhold til ejeren af tæppefabrikken i Skovshoved - den senere skibsreder Knud Foldschack (senior) med hvem hun fik sønnen Knud.

Inez arvede og købte den første "spritbåd" til Knud Foldschack (senior), som hun senere arbejdede på som restautatrice og bestyrer af restauranter og kiosker. Den første båd var en ombygget motortopedobåd der hed Gay Viking. I velmagtsdagende havde de 17 både - senere gik selskabet konkurs.


Tyge Ovesen Lunge

DAA 1902 s 311


Anna Nielsdatter Kabel

DAA 1899 s 223


Jens Knudsen

Ses i folketællingen 1803 hvor han nævnes som landboelsmand og post- skipper, der sejlede mellem Årøsund og Assens. I 1803 boede på land- boelsstedet, der lå mellen Årøsund og Hajstrup, foruden kone og 2 døtre på 18 og 21 år, også moderen, som var enke og sad på aftægt.


Robert II af Normandiet

Kaldet for den "den Storslåede" (fransk, "le Magnifique") for sin forkærlighed for pynt. Han var søn af hertug Richard II af Normandiet og dennes hustru Judith, datter af Hertug Conan I af Bretagne. Da Richard II døde, efterfulgte hans ældste søn ham som Richard III, mens Robert blev greve af Hiémois. Richard III døde dog inden et år, og der er stor mistanke om, at Robert skulle være indblandet i broderens død. Derfra fik han sit øgenavn "Robert le Diable" (djævelen). Han er ofte blevet sammenblandet med den legendariske Robert den diabolske. Robert I hjalp Kong Henrik I af Frankrig imod Henriks oprørske bror og mor, og for dette gav kongen ham land i Vexin. Han blandede sig også i Flanderns indre forhold, da han støttede Edvard Bekenderen, som var i eksil ved Roberts hof. Robert støttede også reformer i klostrene i Normandiet. Med sin frille, Herleva, blev han far til den senere Vilhelm Erobreren. En uægte datter, Adelaide, blev grevinde af Ponthieu og Champagne. Efter at have gjort sin uægte søn til arving, tog han på pilgrimsrejse til Jerusalem og døde i Nicaea mellem 1.-3. juli 1035. Hans søn Vilhelm var 8 år gammel, da han efterfulgte sin far.


Herleva eller Arlotta

Frille.

Garverdatter fra Falaise ved Navn Arlotta


William I af England

Vilhelm Erobreren (på fransk Guillaume),1027-9. september 1087. Konge af England som William 1. af England 1066-1087 var uægte søn af den hertug Robert 2. af Normandiet, som blev kaldt "Djævelen". Han efterfulgte faderen som hertug. Man skal her lige huske på at uægte sønner ikke var arveberettigede efter fransk lov, men efter nordisk lov, som gjaldt i Normandiet. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at faderen forbigik sine ægtefødte børn og lod Vilhelm arve hertugdømmet.

Vilhelm 1. Erobreren (1027 eller 1028 - 9. september 1087), konge af England (1066-87), hertug af Normandiet, født i Rouen, var en uægte søn af hertug Robert 2., »Djævelen«, af Normandiet og en garverdatter fra Falaise ved Navn Arlotta. Han kaldes derfor også Vilhelm Bastard. Da budskabet nåede til Normandiet om, at hans far var død på en pilgrimsfærd, valgte stormændene Vilhelm til hertug 1035, men hele hans første ungdom gik hen med fejder mod den oprørske adel; 1047 udbrød en farlig opstand, men ved den franske Henrik 1.s hjælp sejrede Vilhelm over adelen ved VAl-ès-dunes samme år. Siden dette slag herskede ro og orden i Normandiet, og rig på kraft og list styrede Vilhelm sit land. Fremfor alt skabte han sig en god støtte i kirkens mænd. Hans bedste rådgiver blev italieren Lanfranc, som stiftede en skole, der bragte lærdom blandt Normandiets gejstlige. Smukke kirker, byggede i den kraftige, romerske rundbuestil, rejste sig nu i Normandiet. Vilhelm var derfor en mægtig fyrste, da han 1051 besøgte Edvard Bekenderen (Edward Confessor) i England, som var nøje knyttet til Normandiet, fordi hans mor, Emma, Vilhelms grandtante, var en normannisk hertugdatter, og Edvard var barnløs, og det synes, at han under Vilhelms besøg lovede ham, at han skulle være hans efterfølger, hvad han dog ikke kunne uden Witenagemotets (stormændenes) samtykke. Efter Vilhelms hjemkomst udbrød en kamp mellem Henrik 1. af Frankrig, men da Vilhelm 1063 havde erobret Maine, var hans sydgrænse sikret, og han kunne tænke på at tage England. Ved alle midler havde han søgt at sikre sin tronfølge i England. Da jarl Harold Godwinson, der var angelsaksernes fører og havde taget magten ved kong Edvards hof, på en sørejse var drevet ind på den franske kyst, fik hertug Vilhelm ham udleveret og tvang Harold til over et helgenskrin at sværge en ed, som måske skulle sikre Vilhelms tronkrav, men som Harold i alt fald aldrig opfyldte. Da Edvard Bekenderen døde 1066, og Harold Godwinson blev engelsk konge, skyldte Vilhelm ham for at have svoret mened til ham, han gjorde krav på tronen som den arving, kong Edvard havde indsat, og pavens støtte vandt han, fordi ærkebispen af Canterbury, en fransk norman, var blevet jaget bort af angelsakserne ved hoffet. Paven sendte ham et banner som kirkens stridsmand. Det kostede Vilhelm stor vanskelighed at få de normanniske baroner med sig, men han forstod at drage krigere til sig fra Frankrig og Tyskland ved løfte om rigt bytte. Hele foråret og sommeren byggedes skibe til togtet. Harold Godwinson holdt årvågen vagt; men da Norges konge Harald Haardraade faldt ind i Nordengland, hvor Godwinson sejrede ved Stanford Bro september 1066, landede Vilhelm ved Pevensey, og da Godwinson hurtig ilede til uden at have kunnet få de norlige jarlers hjælp, slog Vilhelm hans fodfolk med sine normanniske ryttere i slaget ved Hastings 14. oktober 1066, hvor Harold Godwinson faldt. Det var forgæves, at angelsakserne nu valgte Edgar Ætheling, Edmund Jernsides sønnesøn til konge; Vilhelm trak sin hær nord om London og afskar byen fra Danelagen; Edgar og bisperne tilbød derfor selv Vilhelm kronen, og juledag 1066 blev han kronet i London. Kun Sydengland var imidlertid vundet, men angelsaksernes oprør overvandt Vilhelm let. Da Svend Estridsen sendte Asbjørn Jarl over med en flåde til de danske i Danelag, købte Vilhelm ham bort og tog derpå en grum hævn over det nordlige England, som havde sluttet sig til Edgar Ætheling og andre angelsaksiske høvdinge. Hele byen Yorks opland blev grusomt hærget, og Vilhelm drog ligeså til Chester og lagde hele landet under sig indtil Wales' grænse 1070. Skotlands konge, Malcolm, svoger til Edgar Ætheling, faldt ind i Nordengland, men Vilhelm, som nu også havde kuet de sidste stridige jarler, rykkede ind i Skotland, og Malcolm måtte hylde ham som sin herre. Da Vilhelm havde sikret sin magt, var det hans første opgave at hindre al modstand i fremtiden. han følte sig som kong Edvards rette arving og betragtede England som sit eget land, ikke som en erobring, han havde taget med sine normanner. Alle de angelsaksere, der havde kæmpet mod ham, fratog han deres gods og indsatte i deres sted normanner, mens de, der havde holdt sig rolige og altså ikke hjulpet ham, deres rette herre, fik fornyelse på deres ejendom mod at betale store bøder. Lensherreretten i den franske form gennemførtes nu i hele landet: Det var kongen, der ejede alt jordegods. Nogen stor omvæltning skete der ikke ved den ny ordning; underklasserne og de små godsejere i landet beholdt omtrent samme vilkår som før erobringen, og store samlede grevskaber og hertugdømmer blev ikke oprettede af Vilhelm. Lensvæsenet fik også en mere sikker form end på fastlandet, idet alle vasaller i England blev kongens umiddelbare lensmænd. En lensopløsning som i Frankrig hvor undervasallen kun fulgte kronvasallen og sammen med ham ofte rejste sig mod kongen, fandt derfor aldrig sted i England. Under Vilhelm som lensherre stod i første række 600 kronvasaller (tenentey in capite), under dem stod 8.000 subtenentes. De 600 kronvasaller var næsten alle normanner og ejede uhyre jordegods, men Vilhelm sørgede for at sprede deres besiddelser over forskellige grevskaber - undertiden i fra 6 til 20 grevskaber -, således havde han vel selv rundt i landet stadig sine normanniske herrer rede til at holde det fremmede folk i ave, men normannerne kunne ikke hurtig samle deres magt til oprør mod ham. Tilmed blev de største len taget tilbage af Vilhelm i hans egen levetid. I de vigtigste byer byggede Vilhelm borge, som han holdt med sine egne mænd; den stærkeste af alle var Tower i London. Også kirken, der før erobringen havde været engelsk-national og gammeldags, gav Vilhelm en ny ordning. I alle kirkens høje embeder indsattes normanner. Ærkebisp af Canterbury blev hans ven, den lærde Lanfranc (1076). Præsteægteskaber blev forbudte, klosterreglerne skærpede, og bisperne tog fra nu af bolig i de folkerige byer såsom Lincoln og Norwich, og smukke rundbuekirker byggedes. Over for paven i Rom hævdede Vilhelm sin selvstændighed og nægtede Gregor 7. hylding. Om hvor stor Vilhelms magt var, vidner bedst af alt »Domesdaybook«, der kaldtes således, fordi det var lige så umuligt at appellere fra den som fra den yderste dom, og udarbejdedes af kongelige udsendinge, som rejste hele riget rundt 1085-86, da Knud den Hellige truede England med sin ledingsflåde. Det var en optegnelse af alt jordegods, kvæg og skatskyld i hele riget over alt lensmændenes, bispernes og kongens gods. Og da »Domesdaybook« var affattet, måtte alle vasaller i England på mødet i Salisbury 1086 sværge Vilhelm umiddelbar lensed. Vilhelm var lige stærk af ånd og legeme, jagten var hans største glæde, og i det sydvestlige Hampshire lod han den store New Forest vokse op, hvor hans dyr kunne gå i fred, og jagtlovene udøvedes med stor grumhed. Han havde 1053 ægtet Mahilda, datter af Balduin af Flandern. Deres ældste søn, den ustyrlige Robert, fik Normandiet efter hans død, de to yngre, Vilhelm og Henrik, blev begge, engelske konger. Hans datter, Adele, blev gift med greven af Blois og mor til kong Stefan af Blois. 1087 kom Vilhelm i krig med sin franske lensherre Filip 1.; han kastede sig over byen Mantes og brændte den; men da han red mellem de brændende huse, blev hans hest sky, og en ulykke tilstødte ham, hvoraf han døde 9. september i Rouen og blev begravet i Caen i det af ham selv grundlagte St. Stefans Abbedi.


Niels N Vognsen af Stenshede

Der er 4 slægter i Vendsyssel som er tillagt navnet (Vognsen) da nogle af dem havde en del medlemmer kaldet Vagn/Vogn/Vognsen. De har aldrig selv brugt Vognsen som slægtsnavn. De 4 Slægter har forskellige våben, men er grundigt indgiftet i hinanden.
Denne lille slægt havde herregården Hørbylund i Hørby s, 10 km V for Sæby i Vendsyssel. Der var faktisk ingen i denne slægt der hed Vogn eller Vognsen.
Skjoldet er rødt med en guld ørneklo, på hjelmen samme klo opadvendt. Slægten Urne og den lille slægt Rafvad fører omtrent samme våben, dog med blåt felt og 2 ørnekløer på hjelmen.


Gorm den Gamle, Konge af Danmark

916 Konge i Danmark Undertvang sig Jylland omkring 880.

Dansk konge med sæde i Jelling; havde også tilnavnet "Løge", d.v.s. "den dvaske". Han var gift med Thyra og rejste sten over hende i Jelling, hvor de begge begravedes i kæmpehøje.

Sønnen Harald Blåtend rejste dem den store Jelling-sten.Til trods for al usikkerhed er Gorm den første danske konge efter 873, som er mere end et navn for os. Runestenene i Jelling bekræfter at Harald var hans søn og efterfølger og at Gorms hustru, Haralds mor, hed Tyre. Disse indskrifter og andre mindesmærker på stedet viser at Jelling var et vigtigt centrum for begge kongers virke.Gorm blev først begravet i den store nordlige Jellinghøj, men efter Haralds omvendelse blev liget flyttet og gravlagt under gulvet midt i den kirke, som Harald byggede i nærheden. Det meste af Gorms skelet er nylig blevet fundet, og det viser at han var 40 - 50 år gammel ved sin død. Han var ca. 172 cm. høj og ikke særlig kraftigt bygget. Efter undersøgelse af knogleresterne erklæres det, at han i lighed med de fleste midaldrende danskere led af osteoarthritis i den nederste del af rygsøjlen. Der er fundet 72 knoglestumper og 17 tænder.

Man ved ikke præcis hvor langt Gorms kongerige strakte sig, men man kan med rimelighed regne med at han beherskede Hedeby og Danevirke, ligesom han kan have haft magten over hele Jylland og naboøerne.Om Gorms herkomst hersker der en del tvivl. Datidens krønikeskrivere anfører divergerende oplysninger; Det mest sandsynlige er, at Gorms far er Hardeknud; Adam af Bremen skriver "... da ærkebiskop Unni besøgte danerne i 936 var Hardeknuds søn Gorm konge".

Fødsels- og dødsår er arkæologiske vurderinger. Træet til hans gravkammer er fældet 958/959 hvorfor Gorm den Gamle menes at være død på det tidspunkt.

Kilde: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie III, side 219-221.

Det formodes at Gorm senere er flyttet ind i et gravkammer i den af Harald opførte stavkirke. Gravkammeret er fundet i den nuværende kirke.

Gorm er antageligt et kælenavn for Guttorm.

Tilnavnet 'den gamle' har Gorm måske haft i levende live, for hans datter Gunhild opkalder sine to sønner Gorm og Gamle.

Han bliver konge af Danmark efter sin far Hardeknud, dvs engang efter 934.

Ifølge Adam af Bremen var biskop Unni (- 936) på missionsrejse til Sverige i 935, og havde undervejs et møde med kong Gorm. Den beretning er dog for usikker, og kan ikke bruges til at tidsfæste Gorms regeringstid.

Ifølge Dudo's Normandi-krønike fra ca 1000, var der i årene op mod 842 løbende krig mellem Danmark og Sachsen, og Sachsens hertug Herman Billung var en overgang fange i Danmark og lærde her nordisk. Desværre ved vi ikke om det var Gnupa, Hardeknud, Gorm eller Harald der fangede ham. Også i Widukinds sachser-krønike er kampene omtalt.

I 948 er der 3 (udenlandske) biskopper i Danmark, ifølge Adam på foranledning af kejser Otto den Store (- 973), så tyskerne må have vundet i den sidste ende.Danmark lå også i krig med Norge i denne tid. Erik Blodøkses sønner ville med dansk hjælp have kongemagten fra Håkon Adelstensfostre, men han slog dem og danskerne til lands og til vands, og krævede derefter skat af Danmark. Dette sker omkr
ing 947.

Gorm er antageligt gravlagt i Jellings Nordhøj, og begravelsen er årringsdateret til 958.

Graven er siden forstyrret, antageligt er Gorm gravet op af kristne efterkommere, og rimeligvis er det Gorms ben, der er fundet i en grav under Jelling kirkes gulv, men derom strides de lærde endnu.


Thyra Dannebod, Prinsesse af England

Ifølge Saxo datter af den engelsk konge Aethelred I af England -871. Hübner har datter af Edward the Elder - det må være af hans første ægteskab. Angives oftest som født ca. 0900 og død ca. 0945. Et af sagnene beretter at Gorm havde lovet at dræbe den der bragte ham bud om Knud Dane-ast's død. Da Thyre fik nyheden, smykkede hun kongshallen til sorg, og fortalte Gorm en historie om en grå og en hvid høg. Da Gorm så spurgte hende om Knud var død, svarede hun de kendte ord: 'Det sagde I og ikke jeg, herre konge'.