Harry Dessau (8. juli 1862 i Horsens - 27. juni 1915 i Odense) var en dansk erhvervsleder. Hans brødre Benny, Hartvig og Martin Dessau blev også store erhvervsledere.
Harry Dessau var født i Horsens som søn af mægler Salomon Dessau (død 1869) og hustru Flora født Meyer. Efter fra 1876 at være uddannet i manufakturfaget oprettede han bomuldsvæveriet Odense ny Dampvæveri, der senere sammen med Mogensens Spinderi omdannedes til N.S. Mogensen og Dessaus Væverier, for hvilket Dessau blev administrerende direktør. I denne egenskab udfoldede han en betydelig virksomhed, dels som medlem af Industriens Toldudvalg, dels som medlem af Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse.
Dessau var desuden medstifter af og senere formand for Tekstilfabrikantforeningen, medlem af Industrifagene og medlem af sammes forretningsudvalg, formand for Østifternes afdeling i Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Håndværk. Dessau deltog med stor interesse i det kommunale og politiske Liv som udpræget konservativ og protektionist. Ved sin død var han formand for Prisreguleringskommissionen for Odense.
Han var gift med Frederikke, født Nathansen den 24. juli i Randers.
Han er begravet på Mosaisk Gravplads i Odense.
Benny Dessau (15. januar 1868 i Horsens - 2. juli 1937 i Hellerup) var en dansk direktør, der var adm. direktør for Tuborg og De forenede Bryggerier. Hans brødre Harry, Hartvig og Martin Dessau blev også store erhvervsledere.
Benny Dessau var født i Horsens i et jødisk hjem som søn af mægler Salomon Dessau (død 1869) og hustru Flora født Meyer. Han tog præliminæreksamen i Horsens 1883, var hos Oscar Prior og Beckett & Meyer i København, blev uddannet i Hamborg) og London. 1891 blev Dessau prokurist og 1894 direktør for Tuborgs Fabrikker efter forgængeren og Tuborgs grundlæggers Philip W. Heymans død. I 1899 opnåede han at blive direktør for De forenede Bryggerier, og både dette selskabs store fremgang og den med Carlsbergbryggerierne 1902 afsluttede overenskomst, der har fået så stor betydning for den danske ølindustri, skyldes formentlig hans hurtige og klare forretningsblik, store arbejdsevne og ikke mindst den anseelse, han nyder i forretningskredse og blandt arbejderne.
Ud over sit daglige virke som virksomhedsleder var Dessau formand for Bryggeriforeningens bestyrelse, næstformand for Industriforeningens bestyrelse og for Industrirådet, medlem af Privatbankens repræsentantskab, næstformand i repræsentantskabet for Nordisk Livsforsikrings-Aktieselskab af 1897 og Nordisk Ulykkesforsikrings-Aktieselskab, formand for Mineralvandsfabrikanternes Forening i København og for Danske Mineralvandsfabrikanters Fællesforening. Derudover formand i bestyrelsen for aktieselskaberne Nordisk Kulsyrefabrik og Krystalisværket, medlem af den Internationale Gerstebonitirungs Kommission og af bestyrelsen for forskellige godgørende foreninger.
Det velkendte maleri Den tørstige mand af Erik Henningsen blev reklame for Tuborg på Dessaus initiativ. Maleriet deltog i en plakatkonkurrence udskrevet af Tuborg i år 1900. Maleriet fik ingen placering i konkurrencen, men Benny Dessau foretrak dette maleri frem for vinderen.
Benny Dessau ægtede Paula Heyman, en datter af Tuborgs grundlægger og hans forgænger, etatsråd Philip W. Heyman. De fik sønnen Einar Dessau. Dessau stiftede i 1931 Tuborgfondet og desuden Direktør Benny Dessau og Hustrus Familielegat.
Benny Dessau medvirkede også til at etablere det danske studenterhus i Paris (La Fondation Danoise) sammen med daværende kulturattaché i Paris Helge Wamberg ved at fremskaffe de fornødne midler gennem en privat indsamling. Huset blev tegnet af Kaj Gottlob.
Dessau fik bygget en stor direktørvilla på Strandvejen 46 umiddelbart ved Tuborg, og siden valgte broderen Martin Dessau at flytte til nabolaget, da han købte landstedet Eltham på Strandvejen 34. Begge villaer er siden revet ned.
Som den eneste af Dessau-brødrene konverterede Dessau i slutningen af sit liv til kristendommen. Benny Dessau og hustruen Paula Dessau er derfor begravet på Hellerup Kirkegård.
Ludvig Elsass (8. september 1870 i Viborg - 14. april 1959 i København) var en dansk grosserer, far til Adam Elsass.
Elsass var søn af handelsagent og fotograf Moritz Elsass (1822-1878) og hustru Helene f. Dessau (1833-1912) og var kontorist i firmaet Sophus Berendsen fra 1886, og blev da ved Albert Berendsens pludselige død 1897 og forretningens omdannelse til aktieselskab direktør for dette til 1941 og atter fra 1945 til sin død 1959. Ligesom Berendsen-familien havde Elsass jødisk baggrund, og under besættelsen måtte han flygte til Sverige.
Elsass var endvidere næstformand i Kreditorforeningen for Jern- og Metalbranchen 1910-45; viceformand for Fællesudvalget for Danmarks Jern-, Metal-, Rør- og Maskinbrancheforeninger 1919-45; næstformand for Foreningen af Grosserere i Jern- og Metalbranchen 1919-44; medlem af Grosserer-Societetets repræsentantskab 1934-38, næstformand 1935-38, af Grosserer-Societetets komité 1938-43; medlem af Akkordretten 1928-42, af bestyrelsen for Importørforeningen af 11. August 1933 1933-41 og af Prisnoteringskomitéen 1939-40 samt formand for Københavns Voldgiftsudvalg for jern- og metalbranchen.
Han var Kommandør af Dannebrogordenen, Dannebrogsmand og bar en række udenlandske ordener.
Han blev gift 1. gang (1898, ægteskabet opløst 1912) med Marie Christine Petræus (død 1942), datter af distriktslæge P.M. Petræus, Nibe (død 1900) og hustru Marie Christine f. Krarup (død 1872); 2. gang (1919) med Sara Beckett (død 1943), datter af grosserer H.L. Beckett (død 1902) og hustru Cathrine f. Petræus (død 1921).
Ludvig Elsass virkede som filantrop. Deres datter Helene Elsass stiftede desuden i 1975 Ludvig og Sara Elsass Fond ved en gavedisposition.
Sønnen Adam overtog ledelsen af Sophus Berendsen A/S.
Helene Elsass var spastisk lammet. Hun var datter af direktør og medejer af Sophus Berendsen og relaterede virksomheder, Ludvig Elsass. Helene Elsass testamenterede i 1975 hele sin arv til Ludvig & Sara Elsass Fond.