Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Claus Clausen Plum

Se endvidere Frands Madsen.


Claus Frederiksen Plum

Se endvidere Frands Madsen.


Frederik Plum

Frederik Plum var en dansk biskop (født 12. oktober 1760 i Korsør, død 18. januar 1834 i Odense). Søn af residerende kapellan, senere sognepræst i Korsør Claus Plum (1721-81) og hustru Anna Elisabeth Rohn (1730-85). Gift 1792 med Maria Sophia Munk. Fra dem nedstammer personerne med navnekombinationen Munk Plum.

Plum blev student fra Odense 1778 og cand.theol. fra Københavns Universitet 1788. 1789 blev han udnævnt til præst ved arresthuset i København. 1790 blev han dr.phil. på en latinsk afhandling om tolkningen af gammeltestamentligt billedsprog og året efter sognepræst i Korsør-Tårnborg. 1792 blev han dr.theol. i Göttingen på en eksegetisk undersøgelse af de græske oversættelser af profeterne Habakuk og Obadjas skrifter. 1794 blev han provst for Slagelse Herred.

Frederik Plum udførte et stort arbejde med at reformere fattig- og skolevæsenet i Korsør og siden i hele herredet. 1796 fik han et større arbejdsområde som sognepræst ved Skt. Mikkels kirke i Slagelse, hvorefter han bl.a. oprettede en offentlig læse- og arbejdsskole i Slagelse.

1803 blev han stiftsprovst og sognepræst ved Vor Frue Kirke i København og gennemførte herefter bl.a. en større forbedring af hovedstadens almueskolevæsen. 1809 blev han meddirektør for det nyoprettede pastoralseminarium.

1811 udnævntes han til biskop i Odense, hvor han straks tog fat på at reformere skolevæsenets ordning. 1813 oprettede han Fyns Stiftsbibliothek, og i 1815 stiftede han det fynske litterære Selskab.

Frederik Plum var en særdeles engageret og anset gejstlig, som udrettede mange ting, der lå udover hans egentlige arbejdsfelt, specielt på det sociale og undervisningsmæssige område.

Han er bl.a. forfatter til læsebogen Anders Kiærbye af Vissenberg Sogn. En læsebog især for Fynboer (1821). Dens formål var at lære den fynske ungdom at læse, men også at give den kendskab og kærlighed til hjemstavnen og at højne dens moral.

Wikipedia


Harald Skovby Plum

Harald Skovby Plum (30. januar 1881 i Assens - 24. oktober 1929 på Thorø) var en dansk erhvervsmand.

Harald Plum voksede op i et velhavende købmandshjem i Assens som søn af købmand Niels Munk Plum (1841-1905) og hustru Agnes Nicoline Christiane Skovby (1846-?). Han blev uddannet jurist, men det blev handelen, der tiltrak ham. 1908 stiftede han The Crown Butter Export Co. og i 1916 Transatlantisk Kompagni, der var oppe på at have 127 datterselskaber og afdelinger under sig. Harald Plum var kendt som gullaschbaron og forsynede tropperne på begge sider i Første Verdenskrig med dåsemad af tvivlsom kvalitet. Den russiske revolution 1917 var et hårdt slag for Plum, der havde satset på handel med Rusland. Selskabet gik konkurs i 1922 og trak Landmandsbanken med i faldet, fordi banken havde investeret ca. 600 millioner i kompagniet, hvilket svarer til ca. 17 milliarder nutidskroner.

Plum gik dog relativt uskadt ud af konkursen og gjorde nu The Crown Butter Export Co. til sin base. Firmaet voksede og blev til Nordisk Trust Co., som omfattede 20 firmaer. Men Harald Plum var dyr i drift, og de banker, som ydede kredit, blev skeptiske og iværksatte undersøgelser. Politiet blev involveret, og i 1929 forelå der anklager om bedrageri, falsk regnskabsaflæggelse, udstedelse af falske obligationer m.m. Aktionærerne mistede ca. 20 millioner kroner (ca. 450 millioner nutidskroner), og Harald Plum begik selvmord på Thorøgård på Thorø, inden forhørene startede. På grund af den spektakulære og langtrukne måde at begå selvmord på, samt fraværet af et afskedsbrev, har der været mange spekulationer om, at der skulle være tale om mord ofte sammenvævet med konspirationsteorier, om at H.N. Andersen fra ØK, der var Plums nærmeste konkurrent, eller kongehuset skulle have beordret Plum myrdet. Sagføreren Carl Madsen har bl.a. næret disse spekulationer i bogen Fortids møre mure. Teorierne hviler dog på et løst grundlag.

Hændelsesforløbet var som følger: Mandag den 21. oktober 1929 forsøgte Harald Plum formentlig at begå selvmord, idet han spiste 30 Cibalgin tabletter (sovepiller). Det er dog hævdet, at han kun spiste en mindre antal piller for at dulme smerterne fra den alvorlige sukkersyge han led af. To dage senere, den 23. oktober, skød Harald Plum sig to gange i brystet med en revolver. Skuddene var ikke dødbringende. Hans pårørende fandt ham og fjernede revolveren, og en læge ankom og gav Harald Plum en saltvandsindsprøjning. Dagen efter skød han sig igen i brystet med et andet våben, en Browning-pistol, som han havde gemt i en hemmelig skuffe i sengemøblet. Skuddet var dræbende. Selv om Harald Plums læge og hans fætters søn, Preben Plum, bortskaffede begge våben ved at kaste dem i vandet, blev de fundet lørdag den 26. oktober. Politirapporten samt obduktionsrapporten udfærdiget på Assens Sygehus søndag den 27. oktober forefindes og betegner hændelsesforløbet som selvmord.

Plum havde købt hele øen Thorø ud for Assens i 1917 og lod Thorøgaard restaurere ved arkitekt Aage Lønborg-Jensen. Haven var tegnet af G.N. Brandt, og i 1926 lod Plum en stor skulptur af Carl Bonnesen, Thors Kamp med Jætterne, opstille på øen. Han havde set skitsen til skulpturen på Charlottenborg Forårsudstilling i 1918 (efter hans notater i "Dagbogsblade") og bad i maj 1921 Bonnesen udføre skulpturgruppen i bronze til opstilling på øen. Efter Plums død blev øen i 1930 solgt til Københavns Kommunelærerforening, der lod monumentet pille ned 1958 og transportere til Odense, hvor det i dag står ved Haustrups Fabrikker. Orginalgipsafstøbningen fra 1892 findes på Willemoesmuseet i Assens. Plum lod også et mausolæum opføre på øen 1926; han blev dog ikke gravsat her og mausolæet blev sløjfet efter 1929.

I 1929 påbegyndte han byggeriet af Vesterborg, der skulle være et lokalt handels- og søfartsmuseum. Udformningen skulle være en hybrid mellem Rundetårn og Trinitatis Kirke, dog her med tre fløje i tre etager; det var stort tænkt, men byggeriet nåede kun til en etages højde, men det måtte opgives og blev færdiggjort af Københavns Kommunelærerforening. Bygningen er i dag feriekoloni.

Wikipidia