Kamma Rahbek (Kamma Rahbek fra Bakkehuset).
Ulykkelig opvækst
Kamma (Karen Margrethe) Rahbek, født Heger, var født ind i et velhavende borgerligt miljø, hvor faderen både ejede en stor bryggergård og var dommer i Byretten senere Højesteret. Forældrenes ægteskab var ikke lykkeligt, hvilket prægede både de 5 børn og det daglige liv i hjemmet. Måske er det en af grundene til, at Kamma Rahbek stillede så store krav til sig selv og sin etiske livsførelse.
Begavet pigeFaderen tog sig imidlertid meget af sin begavede datter, sørgede for skolegang og private lærere og drog hende med ind i sin store interesse for havebrug, astronomi og æskemageri. Hun havde et fint sprogøre og lærte hurtigt alle de europæiske hovedsprog – især spansk havde hendes interesse – og læste litteraturen på originalsproget. Hun var tillige dybt religiøs og gjorde sig mange overvejelser om menneskets moralske forpligtelser.
Moderlige værtindeHendes kunstneriske evner kom til udtryk igennem æskemageriet (små fornemt udførte æsker af pap beklædt med fine guld-, sølv-, moire- og cambricpapirer) og hendes maleri og tegning. Men først og fremmest er hun kendt som den betænksomme og ofte moderlige værtinde for alle de mange gæster, der i årenes løb besøgte Bakkehuset. Hun havde en skarp humor, der ikke skånede det forlorne, og ofte har hendes vid fået latteren til at lyde i hendes dagligstue.
Guldalderens mest fremtrædende kvinderHendes ægteskab med den 15 år ældre Knud Lyne Rahbek var meget harmonisk, og selvom de bogstaveligt talt tilhørte 2 forskellige tidsaldre, følte de sig bundet sammen af et fælles kulturelt bånd. Hendes begavelse og viden gjorde, at hun intellektuelt var på højde med de mange kulturpersonligheder, der besøgte hjemmet, hvilket også kommer til udtryk i hendes breve. Hun er kendt som en af samtidens ypperste brevskrivere. Lille, spinkel, køn og væver var hun og med et beklageligt dårligt helbred, som kun hendes jernvilje kunne tæmme. Hun døde knap 54 år gammel, men havde da nået at placere sig som en af guldalderens mest fremtrædende kvinder.
Han regnes for Danmarks første store romantiske forfatter. Hans mest berømte værker er Danmarks folkelige nationalsang Der er et yndigt land og digtet Guldhornene . Sidstnævnte stammer fra digtsamlingen Digte 1803, der regnes for at være det værk, der varsler romantikkens indmarch i Danmark. Men før den kunne skrives, skulle den unge Oehlenschläger introduceres til romantikken. Det skete ved Heinrich Steffens velbesøgte forelæsninger på Elers Kollegium i 1802. Oehlenschläger forsøgte sig i årene 1797 -1799 som skuespiller, men uden held. Han fortsatte sin skolelæsning, og fik i 1800 adgangseksamen til Københavns Universitet, hvor han begyndte på jurastudiet. Det var i de første år, at Oehlenschläger skabte sit navn. Efter Digte 1803, Poetiske Skrifter I-II og Nordiske Digte udnævnes han i 1810 til professor i æstetik ved Københavns Universitet. Han skrev indtil sin død kort efter sin 70 års fødselsdag i 1850.
Værker
I Oehlenschlägers forfatterskab er der to hovedværker: Aladdin, som er en del af dobbeltbindet Poetiske Skrifter I-II, og Digte 1803. Det bedst kendte digt fra sidstnævnte er Guldhornene. Dette digt om guldhornenes fund og tyveri er skrevet i et versemål, der efterligner de gamle skjaldevers, man kendte fra Island. Om tilblivelsen af dette digt findes også en af de bedst kendte anekdoter i den danske litteraturhistorie: Oehlenschläger og Steffens gik sig en tur en sommerdag. Det endte med at blive en 16 timer lang samtale, som inspirerede Oehlenschläger til at skrive Guldhornene. Da han viste Steffens digtet, udbrød han: "Ei, min Bedste! [...] De er jo virkelig en Digter!" (citeret fra A. Oehlenschläger: Erindringer). Digtet viser tydeligt den længsel efter tidligere tider, som hele digtsamlingen bærer præg af. Inspirationen fra Steffens ses også i Aladdin. Historien om den unge gadedreng, der ender som sultan, er en arketypisk romantisk historie. Emnet er fra 1001-nats eventyr, de arabiske folkeeventyr, og viser på samme måde som Digte 1803' Oehlenschlägers forkærlighed for folkeviser, en søgen tilbage til folkesjælen. I sit stykke bruger Oehlenschläger Aladdin til at illustrere Steffens genitanke. Geniet er en person, der er født til storhed, han er med Steffens ord "det eviges åbenbaring i det endelige". Han er en person, der rækker ud over sin tid, og geniets udtrykte billede er Aladdin. I hele stykket dumper lykken ned i hans turban, uden at han skal gøre noget særligt for det. Hans modstander Noureddin, troldmanden, som har studeret og arbejdet sig til sin position, kan ikke opnå Aladdins gaver. Han forsøger at stjæle dem, men kæmper forgæves. Oehlenschläger har også skrevet den danske nationalsang: Der er et yndigt land. Den bliver brugt til bl.a. fodboldkampe, hvor det danske landshold spiller.