Niels Munk Plum (29. marts 1911 i København - 7. juli 1986) var en dansk forfatter, civilingeniør og modstandsmand, der var aktiv på venstrefløjen og medlem af VS. Han var far til Camilla Plum og bror til arkitekten Harald Plum.
Plum var søn af civilingeniør Niels Munk Plum og hustru Hanne f. Thiele. Han blev student 1929, cand.polyt. 1934, var dernæst ansat i forskellige firmaer 1934-36, i A/S Christiani & Nielsen 1936-45. Han var under Besættelsen medstifter af "Ringens" ingeniørgruppe 1942 og medlem af modstandsbevægelsens Jyllandsledelse 1945. Efter krigen var han generalsekretær for De danske Hjemmeværnsforeninger 1945-46 og forskningsleder ved Statens Byggeforskningsinstitut 1947-64.
Niels Munk Plum giftede sig 17. august 1948 med Anna Lise Henriksen, herefter Lise Plum, datter af den velhavende entrepenør H.J. Henriksen og kom ind i den mægtige H+H-koncern, der producerede gasbeton og byggemoduler i beton. Han stiftede i 1967 sammen med sin kone Lise og Niels Munk Plums Fond, der støttede fredsarbejde, menneskerettigheder og økologi (omdannet til Fredsfonden 1981). En aktiepost i H+H udgjorde en del af kapitalen i de fonde, som Lise Plum senere oprettede: Plums Økologifond og Enkefru Plums Støttefond. Fondene lukkede i 2012 da kassen var tom.
Han var medstifter af Dansk Ingeniørforenings arbejdsgruppe for beton og jernbeton 1946 (nu Dansk Beton), formand 1946-52; 1948-69 permanent dansk delegeret for Réunion Internationale des Laboratoires d'Essais et de Recherches sur le Matériaux et les Constructions (RILEM), æresmedlem af organisationen 1969; 1967-70 formand for RILEM's Advisory Committee. 1965-72 medlem af Dansk Ingeniørforenings fagråd.
Medudgiver af månedsbladet Tænk i Tide 1953-54. Medstifter 1964 og medlem af bestyrelsen for bladet: Politisk Revy (1964-65). Formand for Studentersamfundet 1961-64. Medlem af Nordisk samarbejdskomité for Materialprøvning og -forskning på byggeområdet (NMB) 1964-72; 1965 medstifter af Dansk Selskab for Materialeprøvning og -forskning, formand 1965-72; 1965 medstifter og 1966 formand for Den danske Anti-Apartheid Komité. 1966 medlem af Fællesrådet for Sydafrika og Udenrigsministeriets udvalg vedr. bistand til ofrene for den sydafrikanske regerings raceadskillelsespolitik.
Wikipedia
Niels Munk Plum (29. marts 1911 i København - 7. juli 1986) var en dansk forfatter, civilingeniør og modstandsmand, der var aktiv på venstrefløjen og medlem af VS. Han var far til Camilla Plum og bror til arkitekten Harald Plum.
Plum var søn af civilingeniør Niels Munk Plum og hustru Hanne f. Thiele. Han blev student 1929, cand.polyt. 1934, var dernæst ansat i forskellige firmaer 1934-36, i A/S Christiani & Nielsen 1936-45. Han var under Besættelsen medstifter af "Ringens" ingeniørgruppe 1942 og medlem af modstandsbevægelsens Jyllandsledelse 1945. Efter krigen var han generalsekretær for De danske Hjemmeværnsforeninger 1945-46 og forskningsleder ved Statens Byggeforskningsinstitut 1947-64.
Niels Munk Plum giftede sig 17. august 1948 med Anna Lise Henriksen, herefter Lise Plum, datter af den velhavende entrepenør H.J. Henriksen og kom ind i den mægtige H+H-koncern, der producerede gasbeton og byggemoduler i beton. Han stiftede i 1967 sammen med sin kone Lise og Niels Munk Plums Fond, der støttede fredsarbejde, menneskerettigheder og økologi (omdannet til Fredsfonden 1981). En aktiepost i H+H udgjorde en del af kapitalen i de fonde, som Lise Plum senere oprettede: Plums Økologifond og Enkefru Plums Støttefond. Fondene lukkede i 2012 da kassen var tom.
Han var medstifter af Dansk Ingeniørforenings arbejdsgruppe for beton og jernbeton 1946 (nu Dansk Beton), formand 1946-52; 1948-69 permanent dansk delegeret for Réunion Internationale des Laboratoires d'Essais et de Recherches sur le Matériaux et les Constructions (RILEM), æresmedlem af organisationen 1969; 1967-70 formand for RILEM's Advisory Committee. 1965-72 medlem af Dansk Ingeniørforenings fagråd.
Medudgiver af månedsbladet Tænk i Tide 1953-54. Medstifter 1964 og medlem af bestyrelsen for bladet: Politisk Revy (1964-65). Formand for Studentersamfundet 1961-64. Medlem af Nordisk samarbejdskomité for Materialprøvning og -forskning på byggeområdet (NMB) 1964-72; 1965 medstifter af Dansk Selskab for Materialeprøvning og -forskning, formand 1965-72; 1965 medstifter og 1966 formand for Den danske Anti-Apartheid Komité. 1966 medlem af Fællesrådet for Sydafrika og Udenrigsministeriets udvalg vedr. bistand til ofrene for den sydafrikanske regerings raceadskillelsespolitik.
Wikipedia
LP (Lise Plum) voksede op sammen med tre søskende i en familie, der havde arbejdet sig op fra jævne kår til stor velstand. Faderen, der var entreprenør, skabte flere virksomheder i byggeindustrien, bl.a. Henriksen og Kähler, senere udskilt til Henriksen & Henriksen. Fra hjemmet arvede LP interesse for æstetik, kunsthåndværk og restaurering af gamle bygninger. Hun giftede sig tidligt og fik en søn, som døde ung. I sit andet ægteskab med civilingeniør Niels Munk Plum begyndte hun at uddanne sig som væver og tekstilkunstner og havde 1951-61 eget værksted. Hun var nyskabende både med teknikker og i farvevalg, hvilket bl.a. stoffet Harlekin viste. Det blev i en årrække produceret i mange farvekombinationer af Den blaa Fabrik. Hun udstillede bl.a. i New York, London, Paris og Milano og blev 1954 hædret med Dansk Kunsthåndværks Årspris. I 1962 holdt hun imidlertid op med at væve for sammen med sin ægtefælle at involvere sig i politiske aktiviteter. I begyndelsen af 1960’erne var de blandt hovedkræfterne i rekonstruktionen af Studentersamfundet, en paraplyorganisation for flere grupper på venstrefløjen og et livligt og nyskabende debatforum. Også Anti-Apartheid Komitéen og atommarchbevægelsen var de engagerede i fra begyndelsen af 1960’erne, og hjemmet i Gentofte dannede ramme om mange af aktiviteterne.
LP var en stor kender og skaber af god mad, og for sit firma Pot og Pande, som importerede køkkenredskaber af høj kvalitet, fik hun Det Danske Gastronomiske Akademis Diplom. Da hun senere solgte firmaet, gik overskuddet til nej-kampagnen mod EF i 1972. LP rådede over betydelige økonomiske midler fra den del af familiekoncernen, som hun arvede, og som ægtefællen med stor dygtighed gik ind i. I 1967 stiftede de Lise og Niels Munk Plums Fond, som støttede små og store projekter inden for fredsarbejde, international solidaritet, menneskerettigheder og økologi. Den skiftede 1981 navn til Fredsfonden og fik en mindre aflægger i Gamle Rosas Fond for Børn og Unge. Efter sin mands død i 1986 fortsatte LP de politiske aktiviteter, bl.a. i bevægelsen mod Øresundsforbindelsen. Hun oprettede endnu en fond, Økologifonden og købte et hus i Nyhavn, som kom til at rumme Fredsfonden og Økologifonden, den økologiske restaurant Cap Horn, som datteren Camilla Munk P. kom til at drive, samt en mindre bolig til hende selv. I Cap Horn arrangerede hun desuden politiske debataftener. I de sidste år, hvor hun vidste, hun var ramt af en uhelbredelig kræftsygdom, satte hun alle sejl til for at få sin formue placeret i en fond, som skulle bære navnet Enkefru Plums Fond og virke til gavn for fred, menneskerettigheder og miljø. Fonden blev en realitet i 1997 og lukkede endeligt i 2012 da kassen var tom.
Entreprenør, Henriksen og Kähler.
Historien begyndte på Storebæltsøen Omø ud for Skælskør. På Omø gik murermester Henrik Johan Henriksen - Ruth Riis-Hansens far, og teglværksejer Valdemar Kähler - Tom Kählers oldefar, begge Korsør, i 1909 sammen om at grave sten og grus. Det blev bl.a. solgt til en udvidelse af Kielerkanalen.
Henriksen og Kähler udvidede deres virksomhed til andre dele af landet og gik ind i handel med træ, brunkul, maskiner og jern. De åbnede grusgrave rundt i landet - bl.a. ved Trige udenfor Århus, Munke Bjergby ved Slagelse - og de drev en stor brunkulsudgravning ved Troldhede i Midtjylland.
I 1919 købte de en kalkstenfabrik i Ølsted ved Frederiksværk, hvor H+H Holding i dag har hovedkvarter. I 1927 købte de en skærvefabrik ved Hedehusene imellem Tåstrup og Roskilde, hvor Rockwool-koncernen i dag har hovedsæde.
Henriksen og Kähler blev i 1922 entreprenører på et udbedringsarbejde af digerne ved Saltbæk Vig. Digerne var gennembrudt af havet, og vandet stod op i 1,5 meters højde på det inddæmmede areal. Henriksen og Kähler blev så glade for området, at de senere opkøbte det.
I midten af 1930'erne kom 2. generation i Henriksen-familien, Finn Henriksen, tilbage fra USA med rettighederne til at fremstille stenuld. Det som senere blev til Rockwools produktion.
Men da de to familier skiltes 30 år senere, var det Kähler-familien, som overtog Rockwool.
Delingen skete efter en uenighed imellem de to familier. Så valgte de at bruge et princip kendt fra mange børneværelser: den ene - i det her tilfælde Kähler-familien - delte kagen, og så valgte den anden - Henriksen-familien - først.
Begge virksomheder forblev som familievirksomheder i mange år, og kom først på Fondsbørsen og fik ejerskabet spredt ret sent i deres historie. H+H Holding blev børsnoteret i 1985. Rockwool International blev det i 1996.