Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Per Frits Schiødtz Milner

Per Milner død

Per Milner død: Han gik bort fredag d. 8. juli 2011 på plejehjemmet Møllebo, hvor han har boet den senere tid.

På Vejdirektoratets hjemmeside står:

Farvel til en stor bygherre

Af vejdirektør Per Jacobsen, Vejdirektoratet

Han er blevet kaldt den mest markante anlægsbygherre i Danmark siden kirkernes opførelse, tidligere direktør for Vejdirektoratet Per Milner, der døde fredag den 8. juli.
Betegnelsen skyldtes det afgørende præg på det danske landskab, som blev sat af Vejdirektoratet under Milners mangeårige direktørtid i form af det såkaldt ”store H” – altså det landsdækkende motorvejsnet, der strækker sig over Sjælland, Fyn og Jylland, og som ligner et H, når man betragter det i fugleperspektiv.
Ideen om et sammenhængende motorvejsnet i form af et H blev udtænkt af nationens ledende entreprenør- og ingeniørfirmaer helt tilbage i 1936, men krigen og diverse oliekriser forsinkede projektet. Og først i 1994 blev det færdiggjort, da Milner i selskab med regentparret kunne åbne den sidste strækning ved Aarhus.
Udbygningen af motorvejsnettet er dog ikke det eneste, som Milner vil blive husket for. Med sin driftige og visionære natur sørgede han for, at Vejdirektoratet konstant lå i front blandt offentlige institutioner, når det drejede sig om at udforske nye udviklingsområder.
Således var han foregangsmand i udviklingen af indtægtsdækket virksomhed og systemeksport – to områder, som det bestemt ikke var en selvfølge, at offentlige virksomheder beskæftigede sig med på den tid. Men Milner havde blik for de muligheder, der bød sig, og forfulgte dem med karakteristisk ildhu i Vejdirektoratets regi.
I det hele taget beviste han gennem sine 24 år som vejdirektør, at daværende trafikminister Jens Kampmann så rigtigt, da han i 1972 udnævnte ham til chefstillingen. Milner ruskede op i Vejdirektoratet og gjorde det til en vital trafikvirksomhed, som har spillet en stor rolle for udviklingen af det moderne Danmark.
Samtidig var han en behændig politisk operatør, der havde et bredt netværk blandt politikerne og embedsmændene på Slotsholmen – hvilket er en nødvendighed, når man skal drive de ofte ombruste motorvejsprojekter igennem.
Internt i Vejdirektoratet huskes han som en karismatisk og dynamisk skikkelse, der altid drev medarbejderne fremad, men som samtidig havde stor respekt for deres faglighed og gav dem rum og plads til at udfolde deres evner.
Han gik på pension i 1996 – hvilket dog ikke fik ham til at sætte dampen ned. I stedet kastede han sit rastløse intellekt over sin store interesse for historie, og i 2003 blev han - som 76-årig - bachelor of art i historie og østeuropastudier fra Københavns Universitet.
Æret være hans minde.