Johan Hartvig Ernst lensgreve Bernstorff til Grevskabet Gyldensteen
Johann Hartwig Ernst lensgreve von Bernstorff (13. maj 1712 i Hannover - 18. februar 1772 i Hamborg) var en tysk-dansk adelsmand, gehejmeråd og dansk gehejmestatsminister. Han var søn af friherre Joachim Bernstorff, der var godsejer, og farbror til Andreas Peter Bernstorff.
Johann Hartvig Ernst Bernstorff var søn af en hannoveransk adelsmand, Joachim Engelke friherre Bernstorff til Gartow, Wotersen og flere godser. Efter at hans morfader, Andreas Gottlieb Bernstorff, havde spillet en vigtig rolle som hannoveransk minister hos kong George 1. af England, blev han den næste fremragende statsmand af denne familie. Han var selv farbroder til Andreas Peter Bernstorff. For en del opdraget hos morfaderen vandt han dernæst sin uddannelse på intelligente unge adelsmænds vis i hin tid, dels ved ophold på forskellige universiteter, dels ved udenlandsrejser. Således lagde han grunden til den rige åndsudvikling og den sjældne sprogfærdighed i flere europæiske sprog, særlig i fransk, som udmærkede ham senere.
Beslægtet med familien Plessen blev han af de to brødre af dette navn, der var statsministre under Christian 6., bragt i forbindelse med denne konge, der 21. april 1732 gjorde ham til kammerjunker og (1733) sendte ham som envoyé (udsending) til Kursachsen. Den Polske Arvefølgekrig udbrød netop på den tid, og da kurfyrsten af Sachsen ved den nåede at blive konge af Polen, var Dresden et sted, hvor den unge Bernstorff fik rig lejlighed til både at komme ind i det europæiske diplomatis finesser og bugtede veje og til på nært hold at følge løsningen af vigtige politiske knuder. 12. december 1735 blev han etatsråd.
Nogle år senere (1737) lod Christian 6. ham repræsentere den dansk-norske stat ved den tyske rigsdag i Regensburg, og han gjorde god gavn under de forhandlinger med Hannover, som strid om amtet Steinhorst fremkaldte (1739). Endelig fik han, da han 1744 blev sendt til Frankrig som gesandt, den diplomatiske stilling, der på den tid havde størst vigtighed for regeringen i Danmark. Han havde her en betydningsfuld del i de forhandlinger, der førte til en nøje tilknytning mellem Danmark og Frankrig (1749) og samtidig også hidførte mageskiftetraktaten (1750) med den svenske tronfølger Adolf Frederik. Det var også under Paris-opholdet at Bernstorff lagde grunden til sin senere betydelige bogsamling, bestående af de nyeste bøger indenfor genrerne historie, statsvidenskab og skønlitteratur, og mange dyre pragtværker. I 1803 erhvervedes en del af samlingen af det Kongelige Bibliotek, hvor de i dag kan kendes på det bernstorffske super-exlibris som de alle er forsynet med.
Den gang Bernstorff skulle sendes til Frankrig, skrev den franske statsafsending i København til sin regering med afgjort uvilje om ham. Hans hannoveranske byrd gjorde ham i den mistænksomme franske diplomats øjne til en farlig person, der havde engelske sympatier, og med den i den diplomatiske verden ganske almindelige letfærdighed i domme forberedte han sin regering på, at Bernstorff var "en lidet paalidelig Karakter" og så meget mere farlig, som han var "dygtig, af et vindende Væsen og elskværdig i Selskabslivet". Det blev kun disse sidste egenskaber, man kom til at gøre bekendtskab med i Paris, thi han var i virkeligheden såre langt fra at være fjendtlig stemt imod Frankrig, og den franske udenrigsminister fik i sine depecher til statsafsendingen i København lejlighed til ikke alene at fremhæve den store "Veltalenhed", som Bernstorff kunne udfolde i sine forhandlinger med ham, men også til at omtale hans fremragende begavelse, behageligheden ved at forhandle med ham ("sa douceur") og den ubegrænsede tillid og højagtelse, han selv havde for ham.
Men regeringen havde brug for den prøvede, talentfulde diplomat på et endnu større område. Udenrigsministeren Johan Sigismund Schulin var svagelig, han ønskede at have Bernstorff til hjælp, og denne blev derfor kaldt hjem (1750). Han medbragte et kendskab til det europæiske diplomati, der måtte kunne få den største værd for ham, så meget mere som han personlig havde knyttet nøje forbindelser med betydelige personligheder, især i Paris; han havde tilegnet sig den fine verdensmands overlegne væsen, uden at dybden i hans karakter eller inderligheden i hans religiøse følelser led derved, og han kendte til bunds forholdet mellem de forskellige magter og, hvad der i så henseende kunne have betydning for den dansk-norske stats udenrigske stilling. Skønt født i udlandet havde han vundet en alvorlig kærlighed til Danmark; men det kunne let blive betænkeligt, at dets indre forhold, dets styrelse og hjælpekilder var ham lige så ubekendte som dets sprog og nationale ejendommeligheder.
Da han kom til København, var Schulin død. Det blev straks tilbudt ham at træde ind i dennes stilling; men han holdt sig for bunden ved et tilsagn, han havde givet prinsen af Wales om engang at overtage en ministerstilling i Hannover. Da imidlertid denne fyrste døde 20. marts 1751, faldt hindringen bort, og han tiltrådte nu pladsen som udenrigsminister og den dermed forbundne ledelse af det tyske Kancelli (1. oktober). Samtidig blev han (14. maj) medlem af Konseillet. Allerede tidligere var han (24. november 1736) blevet kammerherre og (5. juli 1746) ridder af Dannebrog, i hvilken anledning han valgte sig et valgsprog, som hans liv ikke gjorde til skamme, nemlig ordene: "Integritas et rectum custodiant me" (Integritet og retsfølelse leder mig). Gehejmekonferensrådstitlen fik han 28. oktober 1749.
Det blev en imponerende stilling, Bernstorff beklædte en lang række år i Danmark. Støttet af Adam Gottlob Moltke, der ikke kendte til nogen skinsyge over for ham, og højagtet af Frederik 5. indtog han indtil dennes død den ypperste plads i regeringen, og hans ord havde afgørende vægt i alle de sager, der kom til forhandling i Konseillet. Men hans hovedgerning var ledelsen af den udenrigske styrelse. Frederik 5.’s personlige mangel på initiativ og virkelyst bidrog til, at han her blev den altbestemmende. I Frederik 4.’s tid var saa godt som ingen vigtig depeche sendt nogen statsafsending, med mindre den var underskrevet af selve kongen. Også Christian 6, havde fulgt de udenrigske forhandlinger i stor detalje. Ved J.H.E. Bernstorffs korrespondance ligesom senere under hans brodersøn A.P. Bernstorff føler man, at de var de rådende, så fuldt som nogen ansvarlig udenrigsminister i en konstitutionel stat kan være det.
Mageskifteproblemerne i hertugdømmerneLige siden Den Store Nordiske Krig var der blevet arbejdet på at sikre, hvad der var vundet ved denne krig, nemlig den gottorpske del af Slesvig, og spørgsmålet om, hvorledes en endelig udjævning af striden med huset Gottorp kunne bringes til veje, havde været alvorlig oppe. Mageskiftetraktaten med den svenske tronfølger Adolf Frederik 1750 var det sidste skridt på denne bane. Derimod var et forsøg, der samtidig var gjort på at komme til en lignende afgørelse med chefen for den ældre gottorpske linje, den russiske tronfølger hertug Carl Peter Ulrik, ganske slået fejl. Opgaven måtte blive for Bernstorff at vinde et heldigere resultat over for denne linje, og han viede med trofasthed og talent sit liv dertil.
I nøje forbindelse med den gottorpske sag stod spørgsmålet om magtens fordeling i Norden. Siden Rusland efter den store nordiske krigs slutning ikke alene var blevet den overlegne stat ved Østersøen, men også den magt, til hvis hjælp gottorperne ivrigst bejlede, havde tanken om det nødvendige i et godt forhold imellem de skandinaviske stater for det meste haft råderum hos regeringen i København, især fra Christian 6.’s tid. Atter her optog Bernstorff den foregående tids politik. Uheldigvis havde denne sunde og forstandige stræben store hindringer at besejre, dels ved de levninger af det gamle nationalhad, der havde holdt sig på begge sider af Øresund, dels derved, at også her gottorpernes had til Danmark greb forstyrrende ind. Da Adolf Frederik besteg tronen i Sverige, var hans stemninger i så henseende kun alt for godt kendte, og de næredes end mere af hans herskelystne, intrigante dronning, Louise Ulrikke. Kun nødtvungne havde de samtykket i mageskiftet af 1750, og med ikke mindre vrangvilje var de gåede ind på at lade deres ældste søn Gustav, den senere Gustav 3., der dengang kun var 5 år gammel, blive trolovet med den jævnaldrende danske prinsesse Sophie Magdalene, Frederik 5.’s Datter.
Det gjaldt fra gammel tid som en kendsgjerning, at en enevældig kongemagt var ulige farligere for nabostaterne end en kongemagt, der var bundet af landets stænder. Fra det stade havde svenske adelsmænd i det 17. århundrede set skævt til enevældens indførelse i Danmark, og det var den samme opfattelsesmaade, der bragte de dansk-norske konger i det 18. århundrede efter den svenske kongemagts svækkelse ved Karl 12. af Sveriges fald til i høj grad at ønske, at den ikke atter vandt i styrke. Man havde under Karl 12. prøvet, hvor farlig den kunne være. Da så dødsfjenderne kom på tronen 1751, stod det dobbelt stærkt som en livssag for Bernstorff om muligt at hindre en forfatningsudvikling i Sverige, der kunne give kongen her fri rådighed over rigets stridskræfter.
Samtidig med at Bernstorff havde sådanne opgaver at løse, kom han til at se den ene store europæiske forvikling efter den anden krydse hans veje, store begivenheder indtraf, der stærkt lagde beslag på opmærksomheden, forudsætninger, som det havde været naturligt at gå ud fra, bristede, hvad der havde gjaldt som det naturlige og sikreste alliancesystem, slog fejl, og nye midler måtte gribes for at nå målet. Bernstorff viste sig under alt dette som en overlegen statsmand. Han havde en sindets ligevægt, der aldrig svigtede, en sejhed, som ikke slappedes ved skuffelser og uventede hindringer, et fint politisk instinkt til at gætte sig af lidt til sagernes rette sammenhæng, stor omtanke og forsigtighed ved afslutning af overenskomster, en betydelig årvågenhed, således at han kastede øjnene til alle sider, en ualmindelig arbejdsdygtighed, endelig en rig ånd, som hele tiden forstod at skabe udveje og at knytte nye tråde, når de gamle brast. Ja, det var næsten, som om han æggedes ved vanskeligheder, og som om han fandt en nydelse i nye kombinationer. Det 18. århundrede var en gylden tid for diplomatiets kunster med konstant nye forsøg på at skabe alliancesystemer og koalitioner under den række af store krige, der fulgte hverandre i hælene. Bernstorff havde så at sige en dygtig kunstners selvbevidsthed på dette område; men da han af princip fordømte enhver krig, der ikke var nødvendig som forsvarskrig, var han allerede for så vidt oplagt til kun at bruge diplomatiens midler for at opnå en fredelig afgørelse af de forskellige stridsspørgsmål; og da det var faldet i hans lod at blive leder af en stat med forholdsvis svage kræfter, var han også herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunne udrettes ad underhandlingers vej. Det er vel endog et spørgsmål, om han ikke har haft vel optimistiske forhåbninger i så henseender og troet, at noter og depecher kunne strække til, hvor der i virkeligheden behøvedes et kraftig ført sværdhug.
Den hovedbegivenhed, som først ret bragte ham en række vanskeligheder at kæmpe med, var den preussiske Syvårskrig. Skønt Frankrig dengang indtog en fremragende plads i Bernstorffs politiske system, således som det trådte frem ved en alliance- og subsidietraktat med denne stat af 27. februar 1754, lykkedes det ham dog at holde Danmark-Norge uden for denne krig og den med den i nær forbindelse stående store Sø- og Kolonialkrig imellem Frankrig og England. Som sædvanlig frembød denne søkrig store vanskeligheder og farer for den neutrale skibsfart, især på grund af de engelske kaperes overgreb, der begunstigedes af regering og domstole.
Da den dansk-norske skibsfart i den nærmest foregående tid havde taget et godt opsving både i Middelhavet og i Vestindien, var der dobbelt anledning til at gå ind på forslag fra Sveriges side om at sikre de skandinaviske staters handel og skibsfart ved et væbnet neutralitetsforbund. En sådan samvirken kunne måske også skabe et nærmere forhold mellem regeringerne i København og Stockholm, thi uagtet hattepartiet, der dengang var det herskende i Sverige, havde fælles interesse med den dansk-norske regering over for Adolf Frederiks og hans dronnings arbejde på at vinde en udvidet kongemagt, var forholdet imellem de to regeringer kun koldt. Anders Johan von Höpken, der var den ledende statsmand i Sverige, hadede Danmark med et ægte gammelsvensk had og viste konstant kulde og mistro. Det forbund, som de to stater trods dette nu enedes om (12. juli 1756), blev affattet med stor forsigtighed, for så vidt Bernstorff fik forhindret, at fordringen på, at frit skib gør fri ladning, blev optaget deri. Han vidste, at englænderne aldrig ville indrømme dette, og det stred også imod den dansk-engelske handels- og skibsfartstraktat af 1670.
Uheldigvis var det kun kort Tid, forbundet kunne gøre gavn. Året efter dets afslutning forenede Sverige sine våben med Frankrig imod Preussen; derved blev forholdet vanskeligere over for Preussens forbundsfælle England, og det forøgede Høpkens og hans partivenners uvilje mod Danmark-Norge, da de så, at dette ikke ville gøre samme svingning, men forblev neutralt. Allerede 1758 var neutralitetsforbundets rolle udspillet.
Samtidig var det et naturligt ønske hos Bernstorff at holde landkrigen så langt borte som muligt fra Danmarks grænser. De hjemsøgelser, Mecklenburg var udsat for fra preussisk side, vidnede klart om, hvor farligt det var at være nabo til de krigførende magter. Det lykkedes ham at sikre Hamburg og Lübeck imod at blive draget ind i krigen, og da slaget ved Hastenbeck (26. juli 1757) havde åbnet Hannover for de franske hære, gik han med glæde ind på en opfordring, som både fra hannoveransk og fra fransk side rettedes til Danmark om at mægle en overenskomst.
Statholderen i Oldenborg, grev Rochus Friedrich zu Lynar, blev straks sendt til Hannover for at bringe en sådan i stand, og det lykkedes ham også at få afsluttet den såkaldte konvention i kloster Zeven (10. september 1757); men da hverken den franske regering eller kong Georg 3. ville ratificere den, havde mæglingen været frugtesløs. Gentagne forsøg, som Bernstorff senere under krigen efter opfordring fra fransk side gjorde på at mægle stilstand eller fred imellem Frankrig og England, var lige så resultatløse.
Da krigen imidlertid syntes let at kunne nå op til Elben, havde regeringen i København måttet bestemme sig til at opstille et temmelig anseligt korps i den kongelige del af Holsten som værn for statens sydgrænse. Dette, der var givet i forholdene, forstod Bernstorff at drage fordel af til at slutte en meget heldig traktat med Frankrig (4. maj 1758), hvorefter Danmark til vederlag for at holde 24000 mand i Holsten indtil krigens ende og sikre Hamburg, Lübeck og den gottorpske del af Holsten imod fjendtlige Indfald skulle opnå dels den franske regerings hjælp til afslutning af et forholdsvis heldigt pengelån i Frankrig, dels at hoffet i Versailles ville arbejde på ved fredsslutningen eller om muligt forinden at få en overenskomst og et mageskifte i stand imellem kongen af Danmark og storfyrst-tronfølgeren i Rusland, hertug Carl Peter Ulrik. Østrig gav snart efter (1. november 1758) denne traktat sin garanti. Bernstoff kunne i anledning heraf med en vis ret udtale, at man havde sikret sig at komme til at "dele Frankrigs og Østerrigs Lykke uden at udsætte sig for at lide ved deres Ulykke".
Men krigens gang blev ikke en sådan, at traktaten kunne bringe fordele, og Syvårskrigen hidførte snart truende forhold. Det lå i sagen selv, at den gottorpske hertugs stilling som tronfølger i Rusland måtte give forholdet til denne magt en særlig betydning. Det så også ud, som om en forbindelse her kunne få vægt ved siden af de tilsagn, man havde fået fra Frankrig og Østrig. Omtrent samtidig (21. og 28. marts 1760) tiltrådte Rusland den dansk-franske traktat af 4. maj 1758 og regeringen i København et forbund, Rusland (20. marts 1759) havde sluttet med Sverige om at sikre handelen og skibsfarten på Østersøen ved udelukkelse af alle fremmede magters krigsskibe og kapere der fra. Men dette var kun en tilsyneladende fordel. Rusland og Østrig sluttede netop nu (1. april 1760) en hemmelig overenskomst, hvorved Wienerhoffet ganske ugenert erklærede den garanti for ugyldig, som det 1732 havde givet den danske krone for hele Slesvigs besiddelse, og tillige både garanterede storfyrsten hans lande i Tyskland og lovede atter at handle i overensstemmelse med kejserinden af Rusland til bevarelse af det slesvig-holstenske huses interesser. En anden traktat af samme dato tilsikrede Rusland ret til at beholde Østpreussen, såfremt Østrig ved den endelige fred genvandt hele Schlesien. Kejserinde Elisabeth i Rusland følte vistnok ingen interesse for storfyrstens gottorpske politik; men hun var for sløv til at lægge noget tryk på ham, og hans uvilje imod enhver blot nogenlunde rimelig overenskomst med Danmark fik i øjeblikket stor indflydelse på Ruslands holdning.
Uagtet Bernstorff ingen meddelelse modtog om disse aftaler, anede han med sin evne til at forstå en halvkvædet vise hurtig uråd. Han havde kun meget lidt sympati for Frederik 2. af Preussen, hvis erobringspolitik forekom ham at pege i en retning, der kunne blive farlig for hele Europa og blandt andet også for Danmark; men han frygtede ikke mindre en for stor overvægt hos Rusland, og en plan som den, at denne stat skulle kunne udvide sin magt over Østpreussen, forekom ham så farlig, at han alvorlig tænkte på endog at kaste Danmark-Norge ind i krigen som Frederik 2.’s forbundsfælle for at hindre det. Kun såfremt storfyrsten samtidig uden noget som helst territorialt vederlag overlod den danske konge sin del af Holsten og frafaldt alle fordringer på det gottorpske Slesvig, ville man kunne finde sig deri. Dette lod han endog med ord, der ikke var til at misforstå, udtale til selve den russiske regering. Men stormen drev over, da Rusland snart mente at måtte frafalde fordringen på Østpreussen. Derimod var det frugtesløst, at Bernstorff i disse år stærkt ville fremme forhandlingen med storfyrsten; denne svarede med at opstille utrolige fordringer. Da så Bernstorff søgte at drive Frankrig frem til at lægge pres på den russiske regering i sagen og derfor sendte sin brodersøn A.P. Bernstorff til Frankrig, så døde netop kejserinde Elisabeth (5. januar 1762); Carl Peter Ulrik besteg den russiske kejsertrone og kunne nu bruge det mægtige riges hjælpemidler til at få hævn over Danmark.
Året 1762 er Bernstorffs "finest hour". Aldrig viste hans forening af politisk takt, omtanke og fasthed sig klarere. Stillingen var vistnok i høj grad farlig, fordi hjælp fra Frankrig og Østrig kunne der ikke tænkes på. Selv om de havde villet yde en sådan, var de ude af stand til at gøre noget, i den grad var de medtagne af krigen. Men dette skræmmede ikke Bernstorff fra at vove en alvorlig kamp. Det var ikke tomme ord, når han for ikke længe siden havde udtalt, at "Slesvig var Kongen ved sin Krone forpligtet til at bevare, saa længe der var et Værge i hans Rige og en Blodsdraabe i det danske Folks Aarer". Han fandt fuld Støtte hos Frederik 5. og hos sine embedsbrødre i Konseillet, og samtidig med at der forsøgtes, hvad der kunne udrettes ad underhandlingens vej, i det mindste for at vinde den nødvendige tid til rustninger, blev alle forberedelser til krig trufne så godt, det var muligt. Det valg, han gjorde af en hærfører ved at indkalde den franske general Claude Louis de Saint-Germain, kunne ikke træffes bedre. Enhver véd, at kampen imellem den russiske og den danske hær, da de stod opstillede over for hinanden i det mecklenburgske, kun blev forhindret ved budskabet om, at kejseren var styrtet fra tronen af sin hustru Katharina 2. af Rusland (8. juli 1762). Det håb, Bernstorff havde haft om at finde støtte i den russiske misfornøjelse over krigen, gik i opfyldelse, før han kunne vente det. Da Katharina 2. straks stillede sig i et venskabeligt forhold til hoffet i København, havde man kun grund til at glæde sig over ikke at have veget for kejser Peter. En indskrift i Fredensborg slotshave: "fortissima consilia tutissima" vidner om tilfredsheden derover.
Kunne det imidlertid håbes, at den gamle strid nu ville blive udjævnet? Katharina 2. var forfængelig, pirrelig og herskelysten. Hun blev straks i høj grad opirret over, at regeringen i København i henhold til gamle bestemmelser ville tiltage sig regentskabet, så længe hendes søn Paul, der var fulgt efter faderen som hertug i Holsten-Gottorp, var umyndig. Bernstorff måtte lade alle krav i så henseende falde, og han så med megen uro på, hvorledes hendes karakter ville udvikle sig, især da han frygtede for, at hendes følelser imod Danmark ikke var stort venligere, end Peter 3.’s havde været. Rent galt syntes det at skulle blive, da der gik rygter -- og det i det mindste til dels sande rygter -- om, at hun begunstigede den svenske dronnings planer om en udvidelse af kongemagten. En sådan forbindelse var efter Bernstorffs mening en fare for Danmark-Norges sikkerhed ikke mindre end for Sveriges selvstændighed, og han var rede til at vove en krig for at sikre "Lovenes og Frihedens Forsvarere i Sverige".
"Intet", skrev han til sin ven, den svenske rigsråd Carl Fredrik Scheffer, "skulde afholde den danske Konge fra at dele Sveriges Skæbne." Men nu skete et vigtigt omslag i Katharina 2.’s politik, måske under indflydelse af den mand, der fra denne tid blev hendes vigtigste rådgiver i den ydre politik, Nikita Ivanovich Panin. Hun foretrak at knytte Danmark-Norge til sig ved at komme det i møde med hensyn til det holstenske mageskifte og at støtte den indre splid i Sverige ved at bevare den frie forfatning der, samtidig med at hun kastede sig ind i de polske sager efter August 3. af Polens død (1763).
Dette omslag måtte klare horisonten for Bernstorff. De seneste år havde vist, at Frankrigs støtte intet var værd, når det kneb, og oven i købet begyndte hoffet i Versailles, der med god grund fandt, at Sverige var magtesløst under dets indre partikampe mellem "Hattene" og "Huerne", at ønske en forfatningsudvikling her til gavn for kongemagten. Hvad kunne i et sådant øjeblik synes heldigere end vendingen i den russiske politik? Om end med varsomhed lod Bernstorff da vort fædreland 1763-65 foretage en afgjort svingning bort fra Frankrig og over imod Rusland. En forbundstraktat af 11. marts 1765 beseglede det nye forhold til kejserinden, som lovede sin hjælp til en udjævning af den gottorpske strid, og at der snart skulle blive arbejdet på en foreløbig traktat herom. Desuden enedes man om at virke for opretholdelsen af "Sveriges Frihed og lovmæssige Regeringsform". Mens Frankrig og Rusland under Syvårskrigen havde været forbundsfæller, trådte de på denne tid i stærk modsætning til hinanden, og efter at den bekendte franske statsmand, hertug Étienne-François de Choiseul i en række år under venskabelige former havde brevvekslet med Bernstorff, udtalte han nu i et iskoldt brev til denne, at Frankrig opfattede Danmark-Norge som stående uden for sit alliancesystem. 3 år senere nægtede den franske regering endda ligefrem at udbetale subsidier, som Danmark-Norge havde til gode hos den.
Det var ikke med glade følelser, at Bernstorff havde fjernet sig fra Frankrig, til hvilket land han havde følt sig draget ved stærke sympatetiske bånd; men ulige mere kom det dog til at gå ham til hjerte at se sin politik truet i selve Danmark. Ved Frederik 5.’s død (1766) tabte han den sikre støtte, han hidtil havde haft i denne konge. Christian 7.’s tronbestigelse førte til år, hvor alt syntes usikkert i Danmark som en følge af den unge konges ondskabsfulde lunefuldhed og de rænker fra forskellige sider, der spandtes ved hoffet. Gentagne gange var Bernstorff udsat for anklager og hemmelige angreb. Det mærkeligste af disse kom fra en dygtig og fædrelandssindet, men samtidig lidenskabelig og trættekær mand, Frederik Danneskiold-Samsøe. Denne, der i sommeren 1766 af kongen blev sat i spidsen for marinen og fik sæde i Konseillet, udtalte i en skrivelse til kongen, at han ikke kunne tilråde at "konservere Bernstorff, en Mand, der har været Fædrelandet til største Fordærvelse, og under hvis Ministerio det er saa yderlig forfaldent", han stemplede ham endog som "en snedig, sødtalende Hofmand" og angav en række punkter, hvorved han mente, at Bernstorff havde gjort stor skade. Hans værste sigtelse var, at Bernstorff skulle have virket til at forøge statsgælden ved sine diplomatiske underhandlinger og ved at udvirke statsunderstøttelse til fabrikker. Bernstorff havde fremdeles handlet uforsvarlig ved ikke at få den forlovelse hævet, som tidligere var indgået imellem den danske prinsesse Sophie Magdalene og den svenske kronprins Gustav, men derimod tilrådet et ægteskab imellem dem; Bernstorff foragtede endelig den danske nation og brugte kun fremmede, osv.
Disse anklager var det første stærke udtryk af en ingenlunde unaturlig misstemning, som landets uheldige finansielle og økonomiske stilling og den stærke indtrængen af fremmede skabte, og som i længere tid blev almindelig. Men skønt der ganske sikkert under Bernstorffs ægide fandt en indstrømning sted af fremmede, der havde alvorlige skyggesider, så var det uretfærdigt at sigte ham for at have ringeagtet den danske nation og ikke at have villet bruge indfødte. Hans anvendelse af pengemidler i den udenrigske politik, som han også måtte høre ilde for, var fuldt forsvarlig. For øvrigt hørte ledelsen af finanserne ikke under Bernstorff. Derimod havde denne, der siden 1752 havde været deputeret i General- Landøkonomi- og Kommercekollegiet, unægtelig overensstemmende med sin tids almindelige økonomiske fejlsyn alt for meget søgt at fremme industriens udvikling, hvor lidt end de naturlige betingelser for, at denne kunne trives, var tilstede. En skammelig ensidighed var det fremdeles at glemme, hvor trofast Bernstorff havde sluttet sig til Danmark, der for ham stadig var "Fædrelandet". Han var så langt fra at have været lykkejæger her i landet, at han tværtimod havde brugt store summer her, som han havde fra sine tyske godser, og at han endelig på Bernstorff Gods havde indført den forbedring af bøndernes kår, der blev et så lysende eksempel. Mens Danneskjold ikke havde angrebet Bernstorffs udenrigske politik, var der andre, der brød staven over den og påstod, at han lod sig tage ved næsen af Rusland, kejserinden ville aldrig lade mageskiftetraktaten blive til virkelighed, men drev blot forhandlingerne som en skinmanøvre. Det lykkedes Bernstorff ved et forsvarsskrift sejrrig at gendrive Danneskjolds sigtelser, og de hemmelige intriger, der flere gange blev spillede imod ham, blandt andet af den herværende preussiske statsafsending Borch, slog heldigvis fejl.
Skønt kongen næppe ugerne havde ladet Bernstorff falde, dristede han sig dog ikke dertil på et tidspunkt, da der førtes en så vigtig forhandling med Rusland, og det lykkedes omsider Bernstorff ved den provisoriske mageskiftetraktat af 22. april 1767 at bringe den gottorpske strid til en relativ afslutning. Kejserinden lod herved på sin umyndige søn Pauls vegne alle krav på den gamle hertugelige del af Slesvig falde, og det fastsloges, at den gottorpske del af Holsten skulle mageskiftes med fyrstendømmerne Oldenburg og Delmenhorst. Den endelige afgørelse af sagen kom først til at finde sted med traktaten i Zarskoje Selo af 1773, og det faldt ikke i Bernstorffs lod at opleve den; men et stort resultat var dog allerede nået, et resultat, der ikke var købt for dyrt ved forskellige pengeforpligtelser, som den danske konge måtte påtage sig, eller ved at arveprins Frederik måtte give afkald på den ret, han en del år tidligere havde opnået til at få bispedømmet Lübeck, når den daværende fyrstbiskop døde. Bernstorff havde, siden han overtog sin ministerstilling i København, modtaget flere udmærkelser. Han var 31. marts 1752 blevet ridder af Ordenen de l'Union Parfaite og den 8. juli samme år ridder af Elefanten. Nu efter mageskiftetraktatens afslutning blev han sammen med Ditlev Reventlow og Otto Thott 14. december udnævnt til dansk titulær lensgreve.[2] Samme dag blev hans broder Andreas Gottlieb Bernstorff og dennes børn, bl.a. Andreas Peter Bernstorff, optaget i den danske grevestand.
Samtidig med at Bernstorff havde arbejdet på at få konflikten med gottorperne udjævnet, havde han, så vidt det stod i menneskelig magt, søgt at værne om foreningen med Slesvig ved at afkøbe Augustenborgerne og fyrsterne af Sønderborg-Beck deres arveret til Glücksborg. Da hertugerne af Glücksborg var de eneste af de sønderborgske linjer, der ejede et len i Slesvig, og om hvis ret til dette land der efter den gottorpske mandslinjes uddøen kunne blive spørgsmål, havde Bernstorff ved disse køb begrænset denne ret til den Linje, der i øjeblikket ejede Glücksborg. Dens uddøen 1779 stillede for stedse den danske kongefamilies eneret til Slesvig uden for al berettiget tvivl.
Da Bernstorff var det betydeligste medlem af Konseillet, har han selvfølgelig haft stor indflydelse på meget af, hvad der siden 1751 blev foretaget vedrørende landets indre forhold, uden at det er muligt bestemt at sige, hvad der skyldes ham personlig. En række handelstraktater med forskellige Middelhavsstater er et vidnesbyrd om, hvorledes han ad diplomatisk vej arbejdede på at fremme den danske og norske skibsfart. Når han 1769 var med at oprette Landhusholdningsselskabet, hvis første præsident han var, og søgte at støtte "Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse", giver også det indtryk af, at han stærkt voksede sammen med forholdene i Danmark. Det lyder derfor utroligt, om det end bevidnes fra pålidelig Side, at han, der var her i over 20 år, aldrig lærte landets sprog. Hvis det virkelig har været tilfældet, var det en vitterlig fejl. De andre betydelige tyskere, der spillede en rolle her hjemme i midten af århundredet, mænd som Schulin, A.G. Moltke og selv Lynar, stod i så henseende over ham.
Så længe indtil mageskiftet var en fuldbragt kendsgerning, var Danmark-Norge nødt til at slutte sig nøje til Rusland. At kejserinden agtede at holde skarpt øje med den dansk-norske regerings Politik, blev også på den hensynsløseste måde udtalt ved den foreløbige traktats afslutning af de to mænd, der på hendes vegne havde drevet forhandlingen, holsteneren Caspar von Saldern og russeren Filosofow, og den første af disse opførte sig med et overmod, som om han var den vigtigste mand her i København. Men dette skræmte ikke Bernstorff, der holdt forbindelsen med Rusland for nødvendig for Danmark-Norges sikkerhed i det hele og troede på muligheden af at hævde en selvstændig stilling ved siden af den mægtige, lunefulde og pirrelige kejserinde. Den politik, som Frankrig under Choiseuls ledelse netop nu slog ind på med tanken om at modarbejde Rusland på alle kanter, drev ham end mere over til at knytte en ny alliance med Rusland, den af 13. december 1769, der var endnu tættere end nogen tidligere. Et hovedpunkt i denne var aftaler om, at sådanne forandringer i den svenske forfatning, der tjente til at udvide kongemagtens rettigheder, skulle opfattes af de to stater som et angreb fra Sveriges side, og Rusland indsatte en paragraf, hvorefter i tilfælde af en krig kongen af Danmark skulle beholde de erobringer, han mulig gjorde ved den norske grænse. Alt tyder på, at Bernstorff slet ikke har tænkt på at gøre erobringer fra Sverige; hans politik var både fredelig og venskabelig ment; men det var en påfaldende fejltagelse af ham, når han troede, at svenskerne selv kunne være tjente med bevarelsen af en statsforfatning som den, de dengang havde, og at derfor de dansk-russiske bestræbelser for at opretholde denne var til deres eget bedste. Ikke mindre var det en illusion, når han troede ved sin alliance med Rusland at kunne hæve Danmark-Norge til en sømagt af første rang, der som sådan ville kunne hævde en plads ved siden af Rusland.
Traktaten af 13. december 1769 var den sidste vigtige handling af Bernstorff. Trekvart år derefter blev han styrtet af Johann Friedrich Struensee (15. september 1770). Efter sin afskedigelse levede han mest i Hamburg og på godset Wotersen, indtil han allerede døde 1772. Hans enke, Charitas Emilie født von Buchwald, med hvem han havde levet i lidt over 20 års lykkelige, men barnløse ægteskab, overlevede ham indtil 1820.
Da han fik sin afsked, var hans første udbrud: "Almægtige, velsign dette Land og Kongen." Det var et naturligt udtryk for den kærlighed, hvormed han omfattede vort fædreland. At han samtidig har været en af de mest talentfulde og mest samvittighedsfulde statsmænd, der har været i dette lands styrelse, kan der ingen tvivl være om.
Bernstorff er begravet i Siebeneichen Kirche i Lauenburg.
En æresstøtte af norsk marmor af Johannes Wiedewelt er rejst på Gentofte Bakke 1783. Mindestøtte af samme ved Jægerspris Slot 1778. Bernstorff Slot, Bernstorffsvej og Bernstorffsgade er opkaldt efter ham.
Der findes malerier af Louis Tocqué (Wotersen, Frederiksborgmuseet, Vranja ved Sofia) og Peder Als (Frederiksborgmuseet, Gammel Køgegård, Brahetrolleborg). Marmorbuste af Johannes Wiedewelt (Frederiksborgmuseet). Stik af J.C. Schlottbeck efter et af Tocqués malerier. To medaljer af Daniel Adzer 1772.
Wikipidia
Andreas Gottlieb lensgreve Bernstorff til Grevskabet Gyldensteen
Lensgrevepatent (14-12-1767)
Andreas Peter lensgreve Bernstorff til Grevskabet Gyldensteen
Andreas Peter greve von Bernstorff (28. august 1735 i Hannover - 21. juni 1797 i København) var nevø til Johan Hartvig Ernst Bernstorff og far til Christian Günther Bernstorff. Han var greve og Danmarks udenrigsminister i to perioder; 1773-80 og 1784-97.
Andreas Peter Bernstorff hørte til en hannoveransk adelsslægt og var født i Hannover. Han var søn af en landråd og meget velstående godsejer, Andreas Gottlieb friherre Bernstorff; moderen, en født von Weitersheim, omtales som en begavet og karakterstærk dame. Det fik stor Betydning for hans udvikling i religiøs henseende, at han i overgangsårene, inden han blev voksen, havde generalsuperintendent Jacobi i Celle, en udmærket dygtig mand, til lærer.
Den, der kom til at bestemme hans løbebane, var imidlertid hans farbroder, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der fra året 1751 afgørende trådte i dansk statstjeneste som minister. Han havde blik for brodersønnens ypperlige evner, og efter hans råd søgte A.P. Bernstorff ved akademiske studier i Leipzig, Göttingen og Genf og ved længere udenlandsrejser i Italien, Frankrig, England og Holland at forberede sig til statsmandsgerningen. Det var med stor kærlighed, han siden stedse fra denne tid mindedes digteren Christian Fürchtegott Gellert i Leipzig; han var så heldig i Göttingen at høre en kapacitet som Gottfried Achenwall, statistikkens grundlægger, i Genf at leve sammen med Jacques Necker, i Italien at gøre bekendtskab med hertugen af Choiseul og forfatteren til Anacharsis, Jean-Francois Barthélemy.
Af hvad han så på sine rejser, var der dog kun lidt, der fængslede ham i den grad som synet af det for hin tid fortrinlige landbrug, visse dele af England dengang udmærkede sig ved. Erindringen derom skulle få stor virkning på en vigtig side af hans senere livsgerning.
Da han i disse ungdomsår en gang opholdt sig nogen tid på sin fødeegn Hannover, søgte den ledende minister her, Gerlach Adolph von Münchhausen, at overtale ham til at gå i hannoveransk tjeneste; men onkelens eksempel og ønsket om at optræde på en noget større skueplads bragte ham til at foretrække dansk statstjeneste. Allerede 1755 var han på en måde blevet indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk kammerjunker. En anselig løbebane i Danmark ventede den unge mand, så snart han havde endt sine "Lehr-" og "Wanderjahre".
Han fik 1759, da han kun var 24 år gammel, sæde i tyske Kancelli, altså under onkelens umiddelbare tilsyn; men ved siden deraf blev han 1760 deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter trådte han som deputeret ind i General- Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1766 at blive deputeret i Rentekammeret. Som en følge af en omdannelse af kollegierne snart efter Christian 7.’s tronbestigelse blev han (1768) første deputeret i Generaltoldkammeret og anden deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han (1767) fået sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste kollegium på det finansielle område. Det er en selvfølge, at han imidlertid havde fået Dannebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var blevet ridder af Ordenen de l'Union Parfaite; nogle år senere (1769) fik han gehejmerådstitel. Greve var han bleven 1767, da hans farbroder blev belønnet med at få greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men også for sin broder, A.P. Bernstorffs fader, og det hele friherrelige bernstorffske hus.
Elie Salomon François Reverdil har fra denne del af hans liv givet en karakteristik af ham som både meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne forhold. Han anbefalede ham af den grund, skønt forgæves, til at blive overhofmarskal hos kongen efter Adam Gottlob Moltkes afskedigelse fra denne stilling. Men han tilføjer, at A.P. Bernstorff kun lidt havde evne til at vinde folk, fordi han var i højeste grad påståelig og egensindig. "Med en Oldgransker", siger han, "tvistedes han om Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var, kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i." Reverdil plejer ikke at lægge fingrene imellem ved sin kritik af andre personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig har været en ikke ringe egensindighed hos Bernstorff i hans yngre dage.
Hans lovprisende biograf Christian Ulrich Detlev von Eggers fremhæver det som et træk hos ham, mens han var barn, og det hedder i en meget rosende karakteristik, som en fremmed diplomat nogle år senere har givet af ham, at han havde den fejl vanskelig at kunne lade sig overbevise. Dertil kom en vis svaghed for at høre sig selv tale. Men med stivheden i hans karakter hang også pålidelighed og trofasthed sammen.
Så nøje som han var knyttet til farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes unåde, da Johann Friedrich Struensee kom til magten. Han forlod (1770) statstjenesten og tillige København. Da Reverdil nogen tid senere traf ham i Hamburg, udtalte han, at det var hans faste agt ikke mere at overtage noget embede; men da han efter Struensees fald i anledning af en privat sag kom til København, lod han sig dog overtale til atter at tage plads i regeringskollegierne. Han blev i slutningen af 1772 første deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og Kommercekollegiet samt Bjergværksdirektoriet. Det havde hidtil været på det økonomiske og finansielle område, han havde virket. Man har ikke indtryk af, at hans gerning her betegner noget fremskridt. Hvor stor interesse han end havde for agerbruget, synes det ikke, som han er bleven påvirket af de fysiokratiske grundsætninger, der dengang begyndte at slå igennem. I det mindste blev han stående ved det gammeldags, stive beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den tro, at det var muligt ved alskens kunstige midler at opelske en kraftig industri. Kun peger det i en noget friere retning, at han var en modstander af monopoler.
Derimod blev det en god og tidssvarende virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilrådede onkelen at gennemføre de forandringer i fæstebøndernes stilling på godset Bernstorff, der danner et af de første vigtige skridt til forberedelse af de store landboreformer.
Da A.P. Bernstorff blev kaldt tilbage til den dansk-norske statstjeneste, skrev en begejstret tilhænger af ham, Johan Andreas Cramer, til Peter Frederik Suhm: "Hvor har jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom parrer sig med Mod."
Denne spåadom skulle i væsentlige henseender gå i opfyldelse, efter at A.P. Bernstorff i april 1773 var bleven flyttet over i den stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i spidsen for den udenrigske styrelse og med det samme fik sæde i Gehejmestatsrådet. Han voksede i denne nye stilling efterhånden op til at blive en af de ypperste statsmænd i Danmarks tjeneste. 29. februar 1776 blev han ridder af Elefanten.
Kort tid før han trådte ind i regeringen, var udenrigsministeren Adolph Sigfried von der Osten blevet afskediget, fordi han ikke var nogen grata persona i Sankt Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man ville kunne nå det længe eftertragtede mål at få det holstenske mageskifte bragt i orden; men man frygtede for, at Ostens personlighed skulle stå i vejen. Denne blev derfor fjernet, og efter at Joachim Otto Schack-Rathlou midlertidig nogle uger havde ledet sagerne, lagdes de i Bernstorffs hænder.
Han kom da til at indvie sin virksomhed som udenrigsminister ved at bringe underhandlingerne med Rusland og zar Paul 1. af Rusland til afslutning. Resultatet af dem blev mageskiftetraktaten af 1. juni] 1773, hvorved storfyrst Paul som fuldmyndig i egenskab af holsten-gottorpsk hertug i alt væsentligt stadfæstede den foreløbige traktat af 1767 som J.H.E. Bernstorff havde været med til at forhandle. Men hertil føjede Rusland en dobbelt [alliancetraktat, Traktaten i Zarskoje Selo, med Danmark-Norge af 12. august 1773. Dels blev der sluttet en defensiv alliance, som fastsatte de to staters gensidige forpligtelser i tilfælde af, at en af dem blev angrebet. Dels fastsatte en anden traktat, hvorledes begge stater skulle holde sig rede til, når det rette øjeblik kom, f.Eks. når der blev sluttet fred mellem Rusland og det Osmanniske Rige, da at kunne få den ved revolutionen af 19. august 1772 i Sverige dannede enevældige statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre forfatning af 1720 tilbageført og derved genindføre konstitutionelt monarki i dette land.
Der kan hverken gives A.P. Bernstorff nogen ære eller tillægges ham noget ansvar for disse traktater. Forhandlingen var allerede, inden han blev minister, ført så vidt, at der kun kunne være tale om at gå ind på dem. Det var J.H.E. Bernstorffs politik, der nu omsider havde båret sin frugt. Men at denne politik havde været den rette, derom nærede A.P. Bernstorff ingen tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive påvist med hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden at sigte til at ende de dansk-gottorpske forviklinger tillige haft til formål at give Danmark-Norge sikkerhed imod den formentlige fare, der truede fra det gottorpske kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk kongemagt i hænderne kom til at føle sig som herre over statens stridskræfter uden at behøve de svenske stænders samtykke til at bruge dem.
For at nå begge disse øjemed havde regeringen i København siden 1765 stærkt nærmet sig til Rusland. Således som stillingen var blevet, efter at Gustav 3. af Sverige 19. august 1772 havde omdannet den svenske statsforfatning til gavn for sin egen magt, indeholdt den for så vidt en særlig fare for Danmark-Norge, som han ikke blot var en begavet konge, men også af hjertet hadede det danske kongehus og det danske folk. Forbitrelse over den iver, regeringen i København havde vist for sammen med Rusland og England at hindre udviklingen af en stærk kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske had imod naboriget og forøgede hans lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen krone.
Hans uvilje blev endnu mere næret ved den fordel, Danmark-Norge vandt ved mageskiftet, så meget mere som han holdt sin families rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at storfyrst Paul overlod Oldenburg og Delmenhorst til en yngre linje. En russisk statsmand udtalte nogle år senere, at den på mageskiftetraktaten så hurtig følgende alliancetraktat havde været betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig på hin traktat. Ingen kan heller være i tvivl om, at Katharina 2. af Rusland mente ved denne alliance at kunne holde Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved på en måde i sit ledebånd. Men den føltes dog i det mindste straks fra dansk side som en støtte for staten imod den så stærkt mistænkte nabo på Sveriges trone.
Særlig A.P. Bernstorff mente under disse forhold at kunne se med ro på forholdet til Sverige. Inden han blev minister, havde der været en febrilsk uro over regeringen. Det var næsten kommet til det punkt, at det vakte mistanke, så snart en svensker rejste i Norge, når Gustav 3. talte med en nordmand, når der i en eller anden fæstning blev sat en lavet under en kanon eller et forfaldent stykke mur blev repareret, eller når der blev samlet et par regimenter til øvelser. Bernstorff derimod fandt, at "den evindelige Ængstelse" var et unyttigt selvplageri, han holdt staten for at være Sverige voksen, og oven i købet gjorde forbundet med Rusland, "at vi kunne sætte os ud over en Frygt, som blot Svaghed hos os selv kunde undskylde".
Imidlertid ville en krig fra Gustavs side altid volde plage og alvorlige pengetab, og imod sådant mente Bernstorff, at man kun kunne være sikker, "naar Gustav ikke kunde føre Krig, ikke give nye Love, ikke paalægge nye Afgifter uden Medvirken fra de samlede Stænders Side. Dette var vistnok fastsat, men intet værnede om Forfatningen, naar Landet ingen Sikkerhed havde for, at Stænderne bleve sammenkaldte." Ellers kunne loven omgåes; man måtte derfor søge at bringe det dertil, at Gustav 3. blev forpligtet til at sammenkalde stænderne hvert 3. år. Videre forandringer i den svenske forfatning holdt Bernstorff for overflødige. For at opnå dette mente han, at Rusland og Danmark havde ret til at slutte sig sammen med oppositionen i Sverige imod kongen, og han søgte endog at drive Katharina 2. frem i den retning. Men hvor ivrig kejserinden end havde været for at fastslå aftaler 1773 med Danmark-Norge, der var truende for Gustav 3., gjorde hun ikke senere alvor deraf. De russiske ministre hørte kun "med den yderste Lede" tale om de svenske forhold. Årene gik rolig hen.
I det Bernstorff endnu på denne tid gik ud fra, at Sverige var Danmark-Norges "altid virksomme og uforsonlige Fjende", ja "dets eneste naturlige Fjende, saa længe Grænselandene til Holsten ejedes af svagere Magter", kom han til også at opfatte Frankrig, der stedse i denne tid stod Sverige nær og betalte det subsidier, som en "fjendtlig Magt", mens Frankrigs bitre modstander England ikke mindre end Rusland måtte gælde for at være statens "naturlige Ven". Den store og fordelagtige handelsforbindelse, hvori man stod med England, forøgede hans interesse for denne stat. Dette var en hovedgrund til, at han under den nordamerikanske frihedskrig, især da Frankrig optrådte på amerikanernes side, holdt det for at være en ulykke, såfremt England bukkede under.
Vistnok havde de stridspunkter, som gentagne gange under de store søkrige var komne op imellem Danmark-Norge og England, også under denne krig fremkaldt alvorlig uenighed imellem regeringerne i London og i København. Der klagedes særlig med bitterhed fra dansk-norsk side over, at englænderne fortolkede begrebet kontrabande på en traktatstridig måde og derved lagde utålelige hindringer i vejen for de danskes og nordmændenes handel på de lande, der var Englands fjender. Men Bernstorff håbede at kunne løse denne konflikt uden noget brud. Da Rusland stod i et venskabeligt forhold til England, og dets holdning under den store krig kunne tænkes at ville få stor vigtighed, foreslog han denne stat et neutralitetsforbund (28. september 1778), hvorefter begge riger skulde værne om deres skibsfart ved fælles rustninger og i forening søge at få England til at gå ind på visse billige grundsætninger med hensyn til de neutrale staters skibsfart. Men dette afslog kejserinden; hun ville ikke indlade sig på andet end nogle forholdsregler for at værne om handelen på Nordrusland, og disse havde ingen interesse for Danmark-Norge.
Samtidig afslog Bernstorff at ville slutte sig til et forslag fra Sveriges side om et væbnet neutralitetsforbund, et forslag, som Gustav 3. også sendte til Rusland. Den kendsgerning, at Sverige stod i nøje venskabsforhold til Frankrig, var tilstrækkelig til at skræmme Bernstorff fra at gå ind på dets forslag. Han måtte holde det for utvivlsomt, at England ville tillægge det en imod det fjendtlig retning, og et brud med England, mente han, var en ulykke for den dansk-norske Stat.
Den sympati for England, som denne opfattelse under de daværende forhold naturlig førte med sig, måtte styrkes end mere, da Spanien 1779 forenede sig med dets fjender. I tillid til denne stemning henvendte den engelske regering sig endog i vinteren 1779-80 til Danmark-Norge med opfordring til, at det sammen med den selv og Rusland skulle danne en trippelalliance med det formål at bringe de bourbonske magter til at gå ind på billige fredsvilkår. Mens her i København arveprins Frederik, dvs. Ove Høegh-Guldberg, holdt dette for at være alt for voveligt, mente Bernstorff, at det var pligt for "enhver ægte dansk" at virke for Englands opretholdelse. Men hans politik sejrede ikke. Den blev umulig derved, at Rusland afslog at indlade sig på en sådan alliance.
Ja, denne stat fjernede sig endog stærkt fra Englands interesser; ministeren Nikita Ivanovich Panin fik kejserinden til at forkynde verden, at hun ville stifte et væbnet forbund med det formål at sikre den neutrale skibsfart i krigstider (10. marts). Dette forbund skulle omfatte alle neutrale magter, og hun opfordrede straks regeringerne i København og Stockholm til at tiltræde det. De folkeretlige sætninger, som forbundet skulle gennemføre, var nøjagtig de samme, som Bernstorff havde opstillet i det forslag, han i september 1778 havde gjort til et dansk-russisk forbund, således sætningen, at frit skib gør fri adning, at blokade bør være effektiv for at have gyldighed, osv. Men ingen kunne tage fejl af, at således som neutralitetsforbundet nu trådte frem i russisk form, ville det ved den almindelige karakter, det havde, få en imod England rettet spids. Det var netop denne stat, der bestred sætningen: "frit Skib gjør fri Ladning", og forbundet var bestemt til at omfatte dels en stat som Sverige, der var fransksindet, dels Holland, som England på grund af handelsnid aldrig ville indrømme at drive sin handel, beskyttet af andre magter.
Men, hvor lidt tilfreds Bernstorff end var med at se forbundet komme frem i en sådan skikkelse, var det umuligt at afslå at tiltræde det. Dette skete 9. juli 1780. Da han imidlertid nærede tvivl om, at forbundet ville få stor praktisk betydning, og det forekom ham vigtigt at komme til enighed med England om et af de vigtigste stridspunkter, spørgsmålet om, hvad der skulle forstås ved krigskontrabande, havde han 4. juli, altså inden Danmark-Norge tiltrådte forbundet, afgjort denne sag ved en særtraktat med England. Dette vakte stærk vrede i Sankt Petersborg, hvor det-uden tilstrækkelig grund-blev opfattet som vidnesbyrd om, at han ikke loyalt ville gennemføre forpligtelserne over for forbundets andre medlemmer. Da budskabet derom kom til København, blev arveprinsen og Guldberg så bange for de virkninger, Ruslands vrede kunne få, at Bernstorff måtte gå af som minister (13. november 1780).
Det var ikke alene den udenrigske styrelse, han derved opgav; men han havde efter mageskiftets gennemførelse tillige stået i spidsen for det tyske Kancelli. Skønt Bernstorff var faldet, fordi han havde villet følge en selvstændig politik over for Rusland, greb arveprinsen og Guldberg sikkert ikke ugerne lejligheden til at få ham fjernet. Han havde i vigtige spørgsmål været uenig med Guldberg. Som født tysker holdt han ikke af "Indfødsrettens" indførelse, og hans opfattelse af landboforholdene var ganske forskellig fra Guldbergs. Endnu mindre fandt han behag i den stigende tilbøjelighed hos enkedronningen og arveprinsen til at regere ved kabinetsordrer. På den anden side mente Guldberg, at Bernstorff tog for meget hensyn til England, for lidt til Rusland. Han og arveprinsen havde endog bag Bernstorffs ryg givet statsafsendingen i Sankt Petersborg ordrer, der gik i en anden retning end de, Bernstorff sendte. Guldberg nærede en sådan uvilje imod ham, at han højst uretfærdig har sigtet ham for underfundighed.
Efter sin afgang fra ministeriet trak Bernstorff sig tilbage til sine godser i Holsten og Mecklenburg (Borstel og Dreilützau); men der gik ikke lang tid hen, førend den unge kronprins og hans venner, misfornøjede med enkedronningen og Guldberg, hemmelig bad ham om råd med hensyn til en regeringsforandring, hvorved der kunne gøres ende på den daværende styrelse. Da Regeringsforandringen 14. april 1784 endelig fandt sted, kom Bernstorff selvfølgelig straks tilbage i sine gamle embeder, og han blev nu i dem indtil sin død.
Det er hans virksomhed i dette tidsrum, der især har givet ham det smukke navn i vor historie. Han var afgjort den mand, der havde mest at sige, da kronprinsen nøje sluttede sig til ham.
Skjønt det var Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen i forening med kronprinsen selv, der havde hovedfortjenesten af at gennemføre de store landboreformer, havde det stor betydning for denne sags fremme, at Bernstorff i gehejmestatsrådet var en varm talsmand for dem over for den modstand, der her rejstes imod dem, og han viste for Slesvigs og Holstens vedkommende den samme iver ved at arbejde på livegenskabets ophævelse, således at denne var at anse for en afgjort sag allerede inden hans død (1797). Landboreformerne var kun én side, om end den vigtigste, af styrelsen i disse enevældens 13 smukkeste år, under hvilke regeringen med fast hånd holdt middelvejen imellem Struensees udskejende reformiver og Guldbergs stive konservatisme.
Bernstorff som regeringens betydeligste mand har virket overordentlig til at påtrykke den dette præg og til at skabe det tætte bånd, der i denne tid bandt folket til regeringen.
I anledning af den iver, med hvilken folk efter Christiansborgs brand 1794 skød sammen til en ny slotsbygning og samtidig til flåderustninger, skrev Bernstorff til en ven: "Jeg er i Sandhed stolt af at tilhøre et Folk, der viser saa megen Sjæl og Energi, at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo dertil..., og hvad der frem for alt rører mig, er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde Danmarks Uafhængighed har Del deri." Sådanne ord er et slående vidnesbyrd om, med hvilken kærlighed han, den fødte tysker, sluttede sig til sit nye fædreland og dets folk. Svaret derpå var en folkeyndest, så stor, at den bragte en svensk diplomat til at udtale om ham: "Det er lykkedes ham i den Grad ligesom at naturalisere sig i Landet, at hvis man skal dømme efter den Tone, der hersker iblandt Kjøbenhavns Borgere og hos Embedsklassen, vilde han ikke kunne fjærnes uden Fare."
Man vil kunne påvise træk, der vidner om, at Bernstorff, som kunne meget godt dansk, havde sans for dansk åndsliv og videnskabelighed, og dette blev også anerkendt, f.eks. i det han i en række år var præsident i Videnskabernes Selskab (valgt 14. november 1788); men hans dannelse var tysk-fransk, ikke dansk, og han, Stolbergernes svoger, levede overvejende i en tysk selskabskreds her i København. Det bånd, der knyttede ham så nøje til folket i Danmark, var tilliden til ham som statsmand og kærligheden til ham som den ædle, humane karakter.
I det der dannede sig et gensidigt tillidsforhold imellem ham og folket, følte han sig oplagt til at gå ind på de tanker om den offentlige menings betydning, som friere ånder i det 18. århundrede havde været talsmænd for. Han påstod endog engang i Statsrådet, at nationens vilje måtte være lov for kongen, og han viste denne sin synsmåde i gerningen ved med styrke at opretholde trykkefriheden. Reskriptet af 3. december 1790 gav, således som regeringen fortolkede det, al ønskelig frihed i så henseende. "I er vistnok", ytrede han en dag til en svensk diplomat, "forbavset over, hvad der bliver trykt her. Det er min Grundsætning ikke at bryde mig derom, thi sligt falder til Jorden af sig selv, naar man ikke giver sig af dermed, og Forfølgelsen vilde kun endnu mere ophidse Sindene."
Samtidig med at den dansk-norske stat gennemgik en vigtig reformperiode, var forholdene udad til for det meste meget alvorlige. Bernstorff havde anet rigtig ved at forudse uheldige virkninger af den form, Rusland gav det væbnede neutralitetsforbund. Det havde fremkaldt et brud imellem denne stat og England, og dermed havde forholdene i Nordeuropa undergået en forandring, som i følge Danmark-Norges beliggenhed kunne blive følelig for denne stat. Dette skulde snart vise sig i virkeligheden.
Da nemlig Katharina 2.’s politik 1787 bragte hende i krig med osmannerne, besluttede Gustav 3., netop for en del i tillid til det spændte forhold, hvori Rusland stod til England så vel som til Preussen, at angribe Katharina. Forinden overraskede han regeringen i København ved uventet at komme her til 29. oktober 1787. Han ville formå Danmark-Norge til at slutte sig sammen med ham imod Rusland eller til i det mindste at love at forblive neutralt under en krig imellem ham og denne stat. Det var et dristigt forsøg. 4 år tidligere havde han vitterlig arbejdet på pludselig at overfalde Danmark-Norge, og han var kun blevet afholdt derfra ved kejserindens trusler om ikke at ville tåle det. Efter et sådant vidnesbyrd om hans sindelag ville det have været vanvid at bryde med Rusland for hans skyld, og foruden at hans forslag blev afslået, udtalte Bernstorff under samtaler med ham, at hvis han angreb Rusland, var Danmark på grund af sin traktat med denne stat (af 1773) nødt til at optræde imod ham.
Da han desuagtet begyndte krigen mod kejserinden, og hun krævede hjælp af regeringen i København, mente denne ikke at kunne svigte sin traktatmæssige pligt. Men den gik kun nødig til kampen. Så lidt Bernstorff ønskede Gustav 3. sejr på russernes bekostning, så lidt holdt han det på den anden side for at stemme med Danmark-Norges tarv, at Rusland mulig kom til at gøre erobringer fra Sverige. Om selv at vinde land fra denne stat havde Bernstorff ikke den ringeste tanke. Han satte derfor igennem, at hjælpen blev ydet så lille, som det efter en måske tvivlsom fortolkning af traktaten af 1773 gik an. Da så efter Ruslands ønske hjælpen blev givet derved, at 12000 mand under landgrev Carl af Hessens anførsel trængte fra den norske grænse ned mod Gøteborg, var han ængstelig for, at denne fyrste og tillige kronprinsen skulle bringe staten i en vanskelig stilling ved alt for stor krigsiver.
Denne vanskelige stilling var allerede givet ved Englands og Preussens tydelige uvilje over Danmark-Norges deltagelse i krigen, og den fandt særlig sit udtryk ved den iver, hvormed den engelske statsafsending i København, Hugh Elliot, kastede sig ind i striden. Hans trusler, der støttedes af Preussen, nødte regeringen i København til at trække sig ud af krigen (1789). Naturligvis ville den russiske regering nødig erkende, at dens forbundsfælle havde ret til at vige for sådanne trusler, og Bernstorff blev denne gang om muligt endnu mere ilde omtalt i Sankt Petersborg, end han havde været det i 1780.
Men snart kom der endnu mere truende tider. Hvorledes ville man stille sig over for Frankrig, det blev det store spørgsmål, der fra året 1791 med stadig stærkere alvor påtrængte sig de ledende statsmænd i Europa. For Bernstorff var der i så henseende ingen tvivl. Han havde visselig ingen sympati for de franske revolutionsmænd; men han bestred af princip de andre staters ret til at blande sig i Frankrigs indre forhold, og han holdt dem for så meget mere uberettigede dertil, som han mistænkte dem for at forbinde egennyttige planer dermed. Han saa Østrigs, Preussens og Ruslands politik i lys af deres færd i Polen under dette riges ulykkelige opløsning 1793 og 1795. For Danmark-Norge ventede han ingen anden frugt end den at blive spillebold for de store magters politik; dets tarv krævede klart og tydelig, at det blev holdt uden for krigen.
Den kurs holdt han med urokkelig fasthed både over for indtrængende forestillinger fra de tre østmagters side 1792 og over for lignende endnu stærkere opfordringer 1793 både fra Preussens, Ruslands og Englands side. End ikke afsendelsen af en russisk flåde på 23 linjeskibe til de danske farvande skræmmede ham, han gennemskuede klart Katharina 2., at hun ikke ville drive sagen på spidsen. Den sejrrige gendrivelse, hvorved han påviste det uretfærdige i fordringen til Danmark-Norge, gav ham et fortjent ry rundt omkring i Europa.
Samtidig dermed trådte hans politik over for Sverige ind i et nyt stadium. Gustav 3., der havde bevaret sit had imod ham og den dansk-norske regering, var blevet skudt 1792 og derved død bort fra sine eventyrlige planer om at føre an i et royalistisk korstog imod Frankrig. Hertug Carl af Södermanland, der efter hans død overtog regentskabet for sin umyndige brodersøn, Gustav 4., ønskede efter tilskyndelse af sin altformaaende rådgiver Gustaf Adolf Reuterholm, i modsætning til den afdøde konge, blot at holde Sverige uden for krigen.
Der var således givet et grundlag for overenskomst imellem regeringerne i Stockholm og København, og hvor meget der end var levnet af gammel gensidig uvilje, hvor tilbøjelige hertug Carl og Reuterholm end var til at se skævt til Bernstorff, denne "Sansculotminister", der i mistænkelig grad var befængt med frisindede meninger, kom det dog 27. marts 1794 til et væbnet neutralitetsforbund imellem de to skandinaviske stater. De enedes om i fællesskab at holde eskadrer i søen for i påkommende tilfælde at kunne udøve repressalier imod den af de krigførende stater, der på traktatstridig måde forulempede deres undersåtters skibsfart. Uheldigvis skortede det ikke på uenigheder. Bernstorff var i følge sin hele natur en forsigtig statsmand og søgte at styre imellem skærene, således at han så vidt muligt undgik store konflikter. Han mente, at man så meget, det lod sig gøre, skulle opsætte at gribe til repressalier imod englænderne, der under denne krig ligesom under tidligere søkrige var vanskeligst at have at gøre med. Det svenske regentskab, der hældede stærkt over imod Frankrig, havde langt mere lyst til at byde England spidsen.
Men trods alt dette gjorde forbundet god nytte ved gentagne gange at bringe England til at holde inde med sine overgreb, og det var den aldeles fremherskende folkemening i den dansk-norske stat, at Bernstorffs politik var den rette, og at man skyldte ham taknemmelighed, ikke blot fordi han holdt staten uden for krigen, men også for det opsving, den udenrigske handel tog i disse år. En del mænd i København gav denne mening udtryk ved at lade slå en medalje, der foruden hans portræt havde ipræget en kompasnål med underskrift: "Uden Misvisning". De rivninger, Bernstorff havde med den svenske regering, hindrede ham heller ikke fra nu at se, at der burde arbejdes hen imod "en oprigtig og fuldstændig Harmoni" imellem de nordiske stater. Fortidens politik over for Sverige burde kastes helt over bord. "Vi vilde", skriver han 1795 i en instruks for sin søn som statsafsending i Stockholm, "ikke have den ringeste Grund mere til enten at støtte Frankrig eller Rusland i Sverige, enhver fremmed Indflydelse skader den Venskabets og Fornuftens Indflydelse, der er den eneste, vi attraa at have .... Nu for Tiden har man mere og mere erkjendt det rigtige og hellige ved den Grundsætning, at ingen Magt har Ret til at blande sig i et andet Lands indre Forhold ... Vort Ønske er, at Sverige maa blive lykkeligt, og det kan det ikke være, naar det er sønderrevet af Partier og uforsonlige Fjendskaber."
Det er et velgørende indtryk, man ved at overse Bernstorffs løbebane har af en personlighed, der stedse vokser sig større, og hos hvem med årene mildhed og humanitet i stigende grad træder frem ved siden af en kraftfuld personlighed. Ikke mindre beundringsværdige var hans arbejdskraft og den omhu, med hvilken han røgtede sin statsmandsgerning. trods de plager, podagraen år for år hjemsøgte ham med i den senere del af hans liv, holdt han med sjælsstyrke og kristelig resignation ud, indtil sygdommen få uger før hans død omtågede hans forstand. Han døde 21. juni 1797, ikke fuldt 62 år gammel. Der var landesorg ved hans død, og det med grund; han var i lige grad genstand for folkets kærlighed og beundring.
Bernstorff var 2 gange gift, begge gange med søstre af de fra Tysklands litteraturhistorie bekendte brødre greverne Christian Stolberg og Friedrich Leopold Stolberg. Hans første hustru, Henriette Frederikke Stolberg (født 1747 død 1782), fødte ham 6 sønner og 3 døtre; året efter hendes død ægtede han døsteren Augusta Louise, som fødte ham en søn, der døde som barn.
Han er begravet i Dreilützow Kirche.
Der findes en mindestøtte af Andreas Paulsen i Bernstorff Slotspark fra 1904. Mindesten ved Mallehøje Østergård. Malerier på Frederiksborgmuseet af Jens Juel ca. 1770 og senere. Miniature af Cornelius Høyer sammesteds, rødkridtstegninger (1781) af Paul Ipsen sammesteds. Marmorbuste af Nicolai Dajon sammesteds, buster af Bertel Thorvaldsen sammesteds, på Thorvaldsens Museum og i Rigsarkivet. Buste på Bernstorff Slot. Stik af Johann Friderich Clemens efter Juels maleri og af Gerhard Ludvig Lahde 1797. Silhouet stukket af Lahde 1793. Medaljer af Daniel Adzer 1793 (stukket af Andreas Flint), Salomon Ahron Jacobson 1795 og Gottfried Loos 1796 og 97.
Wikipidia
Andreas Peter lensgreve Bernstorff til Grevskabet Gyldensteen
Andreas Peter greve von Bernstorff (28. august 1735 i Hannover - 21. juni 1797 i København) var nevø til Johan Hartvig Ernst Bernstorff og far til Christian Günther Bernstorff. Han var greve og Danmarks udenrigsminister i to perioder; 1773-80 og 1784-97.
Andreas Peter Bernstorff hørte til en hannoveransk adelsslægt og var født i Hannover. Han var søn af en landråd og meget velstående godsejer, Andreas Gottlieb friherre Bernstorff; moderen, en født von Weitersheim, omtales som en begavet og karakterstærk dame. Det fik stor Betydning for hans udvikling i religiøs henseende, at han i overgangsårene, inden han blev voksen, havde generalsuperintendent Jacobi i Celle, en udmærket dygtig mand, til lærer.
Den, der kom til at bestemme hans løbebane, var imidlertid hans farbroder, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, der fra året 1751 afgørende trådte i dansk statstjeneste som minister. Han havde blik for brodersønnens ypperlige evner, og efter hans råd søgte A.P. Bernstorff ved akademiske studier i Leipzig, Göttingen og Genf og ved længere udenlandsrejser i Italien, Frankrig, England og Holland at forberede sig til statsmandsgerningen. Det var med stor kærlighed, han siden stedse fra denne tid mindedes digteren Christian Fürchtegott Gellert i Leipzig; han var så heldig i Göttingen at høre en kapacitet som Gottfried Achenwall, statistikkens grundlægger, i Genf at leve sammen med Jacques Necker, i Italien at gøre bekendtskab med hertugen af Choiseul og forfatteren til Anacharsis, Jean-Francois Barthélemy.
Af hvad han så på sine rejser, var der dog kun lidt, der fængslede ham i den grad som synet af det for hin tid fortrinlige landbrug, visse dele af England dengang udmærkede sig ved. Erindringen derom skulle få stor virkning på en vigtig side af hans senere livsgerning.
Da han i disse ungdomsår en gang opholdt sig nogen tid på sin fødeegn Hannover, søgte den ledende minister her, Gerlach Adolph von Münchhausen, at overtale ham til at gå i hannoveransk tjeneste; men onkelens eksempel og ønsket om at optræde på en noget større skueplads bragte ham til at foretrække dansk statstjeneste. Allerede 1755 var han på en måde blevet indviet til denne ved at blive udnævnt til dansk kammerjunker. En anselig løbebane i Danmark ventede den unge mand, så snart han havde endt sine "Lehr-" og "Wanderjahre".
Han fik 1759, da han kun var 24 år gammel, sæde i tyske Kancelli, altså under onkelens umiddelbare tilsyn; men ved siden deraf blev han 1760 deputeret i det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammer, og kort efter trådte han som deputeret ind i General- Landøkonomi- og Kommercekollegiet; han forenede dermed 1766 at blive deputeret i Rentekammeret. Som en følge af en omdannelse af kollegierne snart efter Christian 7.’s tronbestigelse blev han (1768) første deputeret i Generaltoldkammeret og anden deputeret i Kommercekollegiet. Tillige havde han (1767) fået sæde i Overskattedirektionen, der nærmest var det øverste kollegium på det finansielle område. Det er en selvfølge, at han imidlertid havde fået Dannebrogsordenen (1766), ligesom han 1765 var blevet ridder af Ordenen de l'Union Parfaite; nogle år senere (1769) fik han gehejmerådstitel. Greve var han bleven 1767, da hans farbroder blev belønnet med at få greveværdigheden, ikke blot for sig selv, men også for sin broder, A.P. Bernstorffs fader, og det hele friherrelige bernstorffske hus.
Elie Salomon François Reverdil har fra denne del af hans liv givet en karakteristik af ham som både meget kundskabsrig, ubøjelig retskaffen og meget husholderisk i sine egne forhold. Han anbefalede ham af den grund, skønt forgæves, til at blive overhofmarskal hos kongen efter Adam Gottlob Moltkes afskedigelse fra denne stilling. Men han tilføjer, at A.P. Bernstorff kun lidt havde evne til at vinde folk, fordi han var i højeste grad påståelig og egensindig. "Med en Oldgransker", siger han, "tvistedes han om Mønter, med en Staldmester om Heste, med en rejsende om, hvad der foregik i dennes Fædreland, og han var, kort sagt, stedse vis i sin Sag, som om det, hvorom Talen var, var det, han havde sat sig bedst ind i." Reverdil plejer ikke at lægge fingrene imellem ved sin kritik af andre personligheder; men det er rimeligt, at der virkelig har været en ikke ringe egensindighed hos Bernstorff i hans yngre dage.
Hans lovprisende biograf Christian Ulrich Detlev von Eggers fremhæver det som et træk hos ham, mens han var barn, og det hedder i en meget rosende karakteristik, som en fremmed diplomat nogle år senere har givet af ham, at han havde den fejl vanskelig at kunne lade sig overbevise. Dertil kom en vis svaghed for at høre sig selv tale. Men med stivheden i hans karakter hang også pålidelighed og trofasthed sammen.
Så nøje som han var knyttet til farbroderen, var det naturligt, at han delte dennes unåde, da Johann Friedrich Struensee kom til magten. Han forlod (1770) statstjenesten og tillige København. Da Reverdil nogen tid senere traf ham i Hamburg, udtalte han, at det var hans faste agt ikke mere at overtage noget embede; men da han efter Struensees fald i anledning af en privat sag kom til København, lod han sig dog overtale til atter at tage plads i regeringskollegierne. Han blev i slutningen af 1772 første deputeret i Finanskollegiet, Økonomi- og Kommercekollegiet samt Bjergværksdirektoriet. Det havde hidtil været på det økonomiske og finansielle område, han havde virket. Man har ikke indtryk af, at hans gerning her betegner noget fremskridt. Hvor stor interesse han end havde for agerbruget, synes det ikke, som han er bleven påvirket af de fysiokratiske grundsætninger, der dengang begyndte at slå igennem. I det mindste blev han stående ved det gammeldags, stive beskyttelsessystem, og han var ikke kommen ud over den tro, at det var muligt ved alskens kunstige midler at opelske en kraftig industri. Kun peger det i en noget friere retning, at han var en modstander af monopoler.
Derimod blev det en god og tidssvarende virkning af, hvad han havde set i England, at han ivrig tilrådede onkelen at gennemføre de forandringer i fæstebøndernes stilling på godset Bernstorff, der danner et af de første vigtige skridt til forberedelse af de store landboreformer.
Da A.P. Bernstorff blev kaldt tilbage til den dansk-norske statstjeneste, skrev en begejstret tilhænger af ham, Johan Andreas Cramer, til Peter Frederik Suhm: "Hvor har jeg dog takket Gud, og hvilken Glæde har jeg ikke følt over, at den unge B. er bleven kaldet tilbage! Der faar I en Mand med de største Talenter, den mest uegennyttige Redelighed og med en Kraft i Karakteren, i hvilken Visdom parrer sig med Mod."
Denne spåadom skulle i væsentlige henseender gå i opfyldelse, efter at A.P. Bernstorff i april 1773 var bleven flyttet over i den stilling, hvortil han særlig var skikket, da han nemlig blev stillet i spidsen for den udenrigske styrelse og med det samme fik sæde i Gehejmestatsrådet. Han voksede i denne nye stilling efterhånden op til at blive en af de ypperste statsmænd i Danmarks tjeneste. 29. februar 1776 blev han ridder af Elefanten.
Kort tid før han trådte ind i regeringen, var udenrigsministeren Adolph Sigfried von der Osten blevet afskediget, fordi han ikke var nogen grata persona i Sankt Petersborg. Øjeblikket var vigtigt. Endelig syntes det, at man ville kunne nå det længe eftertragtede mål at få det holstenske mageskifte bragt i orden; men man frygtede for, at Ostens personlighed skulle stå i vejen. Denne blev derfor fjernet, og efter at Joachim Otto Schack-Rathlou midlertidig nogle uger havde ledet sagerne, lagdes de i Bernstorffs hænder.
Han kom da til at indvie sin virksomhed som udenrigsminister ved at bringe underhandlingerne med Rusland og zar Paul 1. af Rusland til afslutning. Resultatet af dem blev mageskiftetraktaten af 1. juni] 1773, hvorved storfyrst Paul som fuldmyndig i egenskab af holsten-gottorpsk hertug i alt væsentligt stadfæstede den foreløbige traktat af 1767 som J.H.E. Bernstorff havde været med til at forhandle. Men hertil føjede Rusland en dobbelt [alliancetraktat, Traktaten i Zarskoje Selo, med Danmark-Norge af 12. august 1773. Dels blev der sluttet en defensiv alliance, som fastsatte de to staters gensidige forpligtelser i tilfælde af, at en af dem blev angrebet. Dels fastsatte en anden traktat, hvorledes begge stater skulle holde sig rede til, når det rette øjeblik kom, f.Eks. når der blev sluttet fred mellem Rusland og det Osmanniske Rige, da at kunne få den ved revolutionen af 19. august 1772 i Sverige dannede enevældige statsforfatning kuldkastet og dermed den ældre forfatning af 1720 tilbageført og derved genindføre konstitutionelt monarki i dette land.
Der kan hverken gives A.P. Bernstorff nogen ære eller tillægges ham noget ansvar for disse traktater. Forhandlingen var allerede, inden han blev minister, ført så vidt, at der kun kunne være tale om at gå ind på dem. Det var J.H.E. Bernstorffs politik, der nu omsider havde båret sin frugt. Men at denne politik havde været den rette, derom nærede A.P. Bernstorff ingen tvivl. Den havde, som nedenfor vil blive påvist med hensyn til J.H.E. Bernstorff, foruden at sigte til at ende de dansk-gottorpske forviklinger tillige haft til formål at give Danmark-Norge sikkerhed imod den formentlige fare, der truede fra det gottorpske kongehus i Sverige, hvis dette med en stærk kongemagt i hænderne kom til at føle sig som herre over statens stridskræfter uden at behøve de svenske stænders samtykke til at bruge dem.
For at nå begge disse øjemed havde regeringen i København siden 1765 stærkt nærmet sig til Rusland. Således som stillingen var blevet, efter at Gustav 3. af Sverige 19. august 1772 havde omdannet den svenske statsforfatning til gavn for sin egen magt, indeholdt den for så vidt en særlig fare for Danmark-Norge, som han ikke blot var en begavet konge, men også af hjertet hadede det danske kongehus og det danske folk. Forbitrelse over den iver, regeringen i København havde vist for sammen med Rusland og England at hindre udviklingen af en stærk kongemagt i Sverige, skærpede hans nedarvede gottorpske had imod naboriget og forøgede hans lyst til at skille Norge fra Danmark og lægge det under sin egen krone.
Hans uvilje blev endnu mere næret ved den fordel, Danmark-Norge vandt ved mageskiftet, så meget mere som han holdt sin families rettigheder for brøstholdne derved, at dette havde ført til, at storfyrst Paul overlod Oldenburg og Delmenhorst til en yngre linje. En russisk statsmand udtalte nogle år senere, at den på mageskiftetraktaten så hurtig følgende alliancetraktat havde været betingelsen for, at Rusland havde villet indlade sig på hin traktat. Ingen kan heller være i tvivl om, at Katharina 2. af Rusland mente ved denne alliance at kunne holde Danmark-Norge fast knyttet til sig og derved på en måde i sit ledebånd. Men den føltes dog i det mindste straks fra dansk side som en støtte for staten imod den så stærkt mistænkte nabo på Sveriges trone.
Særlig A.P. Bernstorff mente under disse forhold at kunne se med ro på forholdet til Sverige. Inden han blev minister, havde der været en febrilsk uro over regeringen. Det var næsten kommet til det punkt, at det vakte mistanke, så snart en svensker rejste i Norge, når Gustav 3. talte med en nordmand, når der i en eller anden fæstning blev sat en lavet under en kanon eller et forfaldent stykke mur blev repareret, eller når der blev samlet et par regimenter til øvelser. Bernstorff derimod fandt, at "den evindelige Ængstelse" var et unyttigt selvplageri, han holdt staten for at være Sverige voksen, og oven i købet gjorde forbundet med Rusland, "at vi kunne sætte os ud over en Frygt, som blot Svaghed hos os selv kunde undskylde".
Imidlertid ville en krig fra Gustavs side altid volde plage og alvorlige pengetab, og imod sådant mente Bernstorff, at man kun kunne være sikker, "naar Gustav ikke kunde føre Krig, ikke give nye Love, ikke paalægge nye Afgifter uden Medvirken fra de samlede Stænders Side. Dette var vistnok fastsat, men intet værnede om Forfatningen, naar Landet ingen Sikkerhed havde for, at Stænderne bleve sammenkaldte." Ellers kunne loven omgåes; man måtte derfor søge at bringe det dertil, at Gustav 3. blev forpligtet til at sammenkalde stænderne hvert 3. år. Videre forandringer i den svenske forfatning holdt Bernstorff for overflødige. For at opnå dette mente han, at Rusland og Danmark havde ret til at slutte sig sammen med oppositionen i Sverige imod kongen, og han søgte endog at drive Katharina 2. frem i den retning. Men hvor ivrig kejserinden end havde været for at fastslå aftaler 1773 med Danmark-Norge, der var truende for Gustav 3., gjorde hun ikke senere alvor deraf. De russiske ministre hørte kun "med den yderste Lede" tale om de svenske forhold. Årene gik rolig hen.
I det Bernstorff endnu på denne tid gik ud fra, at Sverige var Danmark-Norges "altid virksomme og uforsonlige Fjende", ja "dets eneste naturlige Fjende, saa længe Grænselandene til Holsten ejedes af svagere Magter", kom han til også at opfatte Frankrig, der stedse i denne tid stod Sverige nær og betalte det subsidier, som en "fjendtlig Magt", mens Frankrigs bitre modstander England ikke mindre end Rusland måtte gælde for at være statens "naturlige Ven". Den store og fordelagtige handelsforbindelse, hvori man stod med England, forøgede hans interesse for denne stat. Dette var en hovedgrund til, at han under den nordamerikanske frihedskrig, især da Frankrig optrådte på amerikanernes side, holdt det for at være en ulykke, såfremt England bukkede under.
Vistnok havde de stridspunkter, som gentagne gange under de store søkrige var komne op imellem Danmark-Norge og England, også under denne krig fremkaldt alvorlig uenighed imellem regeringerne i London og i København. Der klagedes særlig med bitterhed fra dansk-norsk side over, at englænderne fortolkede begrebet kontrabande på en traktatstridig måde og derved lagde utålelige hindringer i vejen for de danskes og nordmændenes handel på de lande, der var Englands fjender. Men Bernstorff håbede at kunne løse denne konflikt uden noget brud. Da Rusland stod i et venskabeligt forhold til England, og dets holdning under den store krig kunne tænkes at ville få stor vigtighed, foreslog han denne stat et neutralitetsforbund (28. september 1778), hvorefter begge riger skulde værne om deres skibsfart ved fælles rustninger og i forening søge at få England til at gå ind på visse billige grundsætninger med hensyn til de neutrale staters skibsfart. Men dette afslog kejserinden; hun ville ikke indlade sig på andet end nogle forholdsregler for at værne om handelen på Nordrusland, og disse havde ingen interesse for Danmark-Norge.
Samtidig afslog Bernstorff at ville slutte sig til et forslag fra Sveriges side om et væbnet neutralitetsforbund, et forslag, som Gustav 3. også sendte til Rusland. Den kendsgerning, at Sverige stod i nøje venskabsforhold til Frankrig, var tilstrækkelig til at skræmme Bernstorff fra at gå ind på dets forslag. Han måtte holde det for utvivlsomt, at England ville tillægge det en imod det fjendtlig retning, og et brud med England, mente han, var en ulykke for den dansk-norske Stat.
Den sympati for England, som denne opfattelse under de daværende forhold naturlig førte med sig, måtte styrkes end mere, da Spanien 1779 forenede sig med dets fjender. I tillid til denne stemning henvendte den engelske regering sig endog i vinteren 1779-80 til Danmark-Norge med opfordring til, at det sammen med den selv og Rusland skulle danne en trippelalliance med det formål at bringe de bourbonske magter til at gå ind på billige fredsvilkår. Mens her i København arveprins Frederik, dvs. Ove Høegh-Guldberg, holdt dette for at være alt for voveligt, mente Bernstorff, at det var pligt for "enhver ægte dansk" at virke for Englands opretholdelse. Men hans politik sejrede ikke. Den blev umulig derved, at Rusland afslog at indlade sig på en sådan alliance.
Ja, denne stat fjernede sig endog stærkt fra Englands interesser; ministeren Nikita Ivanovich Panin fik kejserinden til at forkynde verden, at hun ville stifte et væbnet forbund med det formål at sikre den neutrale skibsfart i krigstider (10. marts). Dette forbund skulle omfatte alle neutrale magter, og hun opfordrede straks regeringerne i København og Stockholm til at tiltræde det. De folkeretlige sætninger, som forbundet skulle gennemføre, var nøjagtig de samme, som Bernstorff havde opstillet i det forslag, han i september 1778 havde gjort til et dansk-russisk forbund, således sætningen, at frit skib gør fri adning, at blokade bør være effektiv for at have gyldighed, osv. Men ingen kunne tage fejl af, at således som neutralitetsforbundet nu trådte frem i russisk form, ville det ved den almindelige karakter, det havde, få en imod England rettet spids. Det var netop denne stat, der bestred sætningen: "frit Skib gjør fri Ladning", og forbundet var bestemt til at omfatte dels en stat som Sverige, der var fransksindet, dels Holland, som England på grund af handelsnid aldrig ville indrømme at drive sin handel, beskyttet af andre magter.
Men, hvor lidt tilfreds Bernstorff end var med at se forbundet komme frem i en sådan skikkelse, var det umuligt at afslå at tiltræde det. Dette skete 9. juli 1780. Da han imidlertid nærede tvivl om, at forbundet ville få stor praktisk betydning, og det forekom ham vigtigt at komme til enighed med England om et af de vigtigste stridspunkter, spørgsmålet om, hvad der skulle forstås ved krigskontrabande, havde han 4. juli, altså inden Danmark-Norge tiltrådte forbundet, afgjort denne sag ved en særtraktat med England. Dette vakte stærk vrede i Sankt Petersborg, hvor det-uden tilstrækkelig grund-blev opfattet som vidnesbyrd om, at han ikke loyalt ville gennemføre forpligtelserne over for forbundets andre medlemmer. Da budskabet derom kom til København, blev arveprinsen og Guldberg så bange for de virkninger, Ruslands vrede kunne få, at Bernstorff måtte gå af som minister (13. november 1780).
Det var ikke alene den udenrigske styrelse, han derved opgav; men han havde efter mageskiftets gennemførelse tillige stået i spidsen for det tyske Kancelli. Skønt Bernstorff var faldet, fordi han havde villet følge en selvstændig politik over for Rusland, greb arveprinsen og Guldberg sikkert ikke ugerne lejligheden til at få ham fjernet. Han havde i vigtige spørgsmål været uenig med Guldberg. Som født tysker holdt han ikke af "Indfødsrettens" indførelse, og hans opfattelse af landboforholdene var ganske forskellig fra Guldbergs. Endnu mindre fandt han behag i den stigende tilbøjelighed hos enkedronningen og arveprinsen til at regere ved kabinetsordrer. På den anden side mente Guldberg, at Bernstorff tog for meget hensyn til England, for lidt til Rusland. Han og arveprinsen havde endog bag Bernstorffs ryg givet statsafsendingen i Sankt Petersborg ordrer, der gik i en anden retning end de, Bernstorff sendte. Guldberg nærede en sådan uvilje imod ham, at han højst uretfærdig har sigtet ham for underfundighed.
Efter sin afgang fra ministeriet trak Bernstorff sig tilbage til sine godser i Holsten og Mecklenburg (Borstel og Dreilützau); men der gik ikke lang tid hen, førend den unge kronprins og hans venner, misfornøjede med enkedronningen og Guldberg, hemmelig bad ham om råd med hensyn til en regeringsforandring, hvorved der kunne gøres ende på den daværende styrelse. Da Regeringsforandringen 14. april 1784 endelig fandt sted, kom Bernstorff selvfølgelig straks tilbage i sine gamle embeder, og han blev nu i dem indtil sin død.
Det er hans virksomhed i dette tidsrum, der især har givet ham det smukke navn i vor historie. Han var afgjort den mand, der havde mest at sige, da kronprinsen nøje sluttede sig til ham.
Skjønt det var Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen i forening med kronprinsen selv, der havde hovedfortjenesten af at gennemføre de store landboreformer, havde det stor betydning for denne sags fremme, at Bernstorff i gehejmestatsrådet var en varm talsmand for dem over for den modstand, der her rejstes imod dem, og han viste for Slesvigs og Holstens vedkommende den samme iver ved at arbejde på livegenskabets ophævelse, således at denne var at anse for en afgjort sag allerede inden hans død (1797). Landboreformerne var kun én side, om end den vigtigste, af styrelsen i disse enevældens 13 smukkeste år, under hvilke regeringen med fast hånd holdt middelvejen imellem Struensees udskejende reformiver og Guldbergs stive konservatisme.
Bernstorff som regeringens betydeligste mand har virket overordentlig til at påtrykke den dette præg og til at skabe det tætte bånd, der i denne tid bandt folket til regeringen.
I anledning af den iver, med hvilken folk efter Christiansborgs brand 1794 skød sammen til en ny slotsbygning og samtidig til flåderustninger, skrev Bernstorff til en ven: "Jeg er i Sandhed stolt af at tilhøre et Folk, der viser saa megen Sjæl og Energi, at enhver baade maa lykønske sig selv og sin Nabo dertil..., og hvad der frem for alt rører mig, er, at jeg ser, hvor meget Tanken om at opretholde Danmarks Uafhængighed har Del deri." Sådanne ord er et slående vidnesbyrd om, med hvilken kærlighed han, den fødte tysker, sluttede sig til sit nye fædreland og dets folk. Svaret derpå var en folkeyndest, så stor, at den bragte en svensk diplomat til at udtale om ham: "Det er lykkedes ham i den Grad ligesom at naturalisere sig i Landet, at hvis man skal dømme efter den Tone, der hersker iblandt Kjøbenhavns Borgere og hos Embedsklassen, vilde han ikke kunne fjærnes uden Fare."
Man vil kunne påvise træk, der vidner om, at Bernstorff, som kunne meget godt dansk, havde sans for dansk åndsliv og videnskabelighed, og dette blev også anerkendt, f.eks. i det han i en række år var præsident i Videnskabernes Selskab (valgt 14. november 1788); men hans dannelse var tysk-fransk, ikke dansk, og han, Stolbergernes svoger, levede overvejende i en tysk selskabskreds her i København. Det bånd, der knyttede ham så nøje til folket i Danmark, var tilliden til ham som statsmand og kærligheden til ham som den ædle, humane karakter.
I det der dannede sig et gensidigt tillidsforhold imellem ham og folket, følte han sig oplagt til at gå ind på de tanker om den offentlige menings betydning, som friere ånder i det 18. århundrede havde været talsmænd for. Han påstod endog engang i Statsrådet, at nationens vilje måtte være lov for kongen, og han viste denne sin synsmåde i gerningen ved med styrke at opretholde trykkefriheden. Reskriptet af 3. december 1790 gav, således som regeringen fortolkede det, al ønskelig frihed i så henseende. "I er vistnok", ytrede han en dag til en svensk diplomat, "forbavset over, hvad der bliver trykt her. Det er min Grundsætning ikke at bryde mig derom, thi sligt falder til Jorden af sig selv, naar man ikke giver sig af dermed, og Forfølgelsen vilde kun endnu mere ophidse Sindene."
Samtidig med at den dansk-norske stat gennemgik en vigtig reformperiode, var forholdene udad til for det meste meget alvorlige. Bernstorff havde anet rigtig ved at forudse uheldige virkninger af den form, Rusland gav det væbnede neutralitetsforbund. Det havde fremkaldt et brud imellem denne stat og England, og dermed havde forholdene i Nordeuropa undergået en forandring, som i følge Danmark-Norges beliggenhed kunne blive følelig for denne stat. Dette skulde snart vise sig i virkeligheden.
Da nemlig Katharina 2.’s politik 1787 bragte hende i krig med osmannerne, besluttede Gustav 3., netop for en del i tillid til det spændte forhold, hvori Rusland stod til England så vel som til Preussen, at angribe Katharina. Forinden overraskede han regeringen i København ved uventet at komme her til 29. oktober 1787. Han ville formå Danmark-Norge til at slutte sig sammen med ham imod Rusland eller til i det mindste at love at forblive neutralt under en krig imellem ham og denne stat. Det var et dristigt forsøg. 4 år tidligere havde han vitterlig arbejdet på pludselig at overfalde Danmark-Norge, og han var kun blevet afholdt derfra ved kejserindens trusler om ikke at ville tåle det. Efter et sådant vidnesbyrd om hans sindelag ville det have været vanvid at bryde med Rusland for hans skyld, og foruden at hans forslag blev afslået, udtalte Bernstorff under samtaler med ham, at hvis han angreb Rusland, var Danmark på grund af sin traktat med denne stat (af 1773) nødt til at optræde imod ham.
Da han desuagtet begyndte krigen mod kejserinden, og hun krævede hjælp af regeringen i København, mente denne ikke at kunne svigte sin traktatmæssige pligt. Men den gik kun nødig til kampen. Så lidt Bernstorff ønskede Gustav 3. sejr på russernes bekostning, så lidt holdt han det på den anden side for at stemme med Danmark-Norges tarv, at Rusland mulig kom til at gøre erobringer fra Sverige. Om selv at vinde land fra denne stat havde Bernstorff ikke den ringeste tanke. Han satte derfor igennem, at hjælpen blev ydet så lille, som det efter en måske tvivlsom fortolkning af traktaten af 1773 gik an. Da så efter Ruslands ønske hjælpen blev givet derved, at 12000 mand under landgrev Carl af Hessens anførsel trængte fra den norske grænse ned mod Gøteborg, var han ængstelig for, at denne fyrste og tillige kronprinsen skulle bringe staten i en vanskelig stilling ved alt for stor krigsiver.
Denne vanskelige stilling var allerede givet ved Englands og Preussens tydelige uvilje over Danmark-Norges deltagelse i krigen, og den fandt særlig sit udtryk ved den iver, hvormed den engelske statsafsending i København, Hugh Elliot, kastede sig ind i striden. Hans trusler, der støttedes af Preussen, nødte regeringen i København til at trække sig ud af krigen (1789). Naturligvis ville den russiske regering nødig erkende, at dens forbundsfælle havde ret til at vige for sådanne trusler, og Bernstorff blev denne gang om muligt endnu mere ilde omtalt i Sankt Petersborg, end han havde været det i 1780.
Men snart kom der endnu mere truende tider. Hvorledes ville man stille sig over for Frankrig, det blev det store spørgsmål, der fra året 1791 med stadig stærkere alvor påtrængte sig de ledende statsmænd i Europa. For Bernstorff var der i så henseende ingen tvivl. Han havde visselig ingen sympati for de franske revolutionsmænd; men han bestred af princip de andre staters ret til at blande sig i Frankrigs indre forhold, og han holdt dem for så meget mere uberettigede dertil, som han mistænkte dem for at forbinde egennyttige planer dermed. Han saa Østrigs, Preussens og Ruslands politik i lys af deres færd i Polen under dette riges ulykkelige opløsning 1793 og 1795. For Danmark-Norge ventede han ingen anden frugt end den at blive spillebold for de store magters politik; dets tarv krævede klart og tydelig, at det blev holdt uden for krigen.
Den kurs holdt han med urokkelig fasthed både over for indtrængende forestillinger fra de tre østmagters side 1792 og over for lignende endnu stærkere opfordringer 1793 både fra Preussens, Ruslands og Englands side. End ikke afsendelsen af en russisk flåde på 23 linjeskibe til de danske farvande skræmmede ham, han gennemskuede klart Katharina 2., at hun ikke ville drive sagen på spidsen. Den sejrrige gendrivelse, hvorved han påviste det uretfærdige i fordringen til Danmark-Norge, gav ham et fortjent ry rundt omkring i Europa.
Samtidig dermed trådte hans politik over for Sverige ind i et nyt stadium. Gustav 3., der havde bevaret sit had imod ham og den dansk-norske regering, var blevet skudt 1792 og derved død bort fra sine eventyrlige planer om at føre an i et royalistisk korstog imod Frankrig. Hertug Carl af Södermanland, der efter hans død overtog regentskabet for sin umyndige brodersøn, Gustav 4., ønskede efter tilskyndelse af sin altformaaende rådgiver Gustaf Adolf Reuterholm, i modsætning til den afdøde konge, blot at holde Sverige uden for krigen.
Der var således givet et grundlag for overenskomst imellem regeringerne i Stockholm og København, og hvor meget der end var levnet af gammel gensidig uvilje, hvor tilbøjelige hertug Carl og Reuterholm end var til at se skævt til Bernstorff, denne "Sansculotminister", der i mistænkelig grad var befængt med frisindede meninger, kom det dog 27. marts 1794 til et væbnet neutralitetsforbund imellem de to skandinaviske stater. De enedes om i fællesskab at holde eskadrer i søen for i påkommende tilfælde at kunne udøve repressalier imod den af de krigførende stater, der på traktatstridig måde forulempede deres undersåtters skibsfart. Uheldigvis skortede det ikke på uenigheder. Bernstorff var i følge sin hele natur en forsigtig statsmand og søgte at styre imellem skærene, således at han så vidt muligt undgik store konflikter. Han mente, at man så meget, det lod sig gøre, skulle opsætte at gribe til repressalier imod englænderne, der under denne krig ligesom under tidligere søkrige var vanskeligst at have at gøre med. Det svenske regentskab, der hældede stærkt over imod Frankrig, havde langt mere lyst til at byde England spidsen.
Men trods alt dette gjorde forbundet god nytte ved gentagne gange at bringe England til at holde inde med sine overgreb, og det var den aldeles fremherskende folkemening i den dansk-norske stat, at Bernstorffs politik var den rette, og at man skyldte ham taknemmelighed, ikke blot fordi han holdt staten uden for krigen, men også for det opsving, den udenrigske handel tog i disse år. En del mænd i København gav denne mening udtryk ved at lade slå en medalje, der foruden hans portræt havde ipræget en kompasnål med underskrift: "Uden Misvisning". De rivninger, Bernstorff havde med den svenske regering, hindrede ham heller ikke fra nu at se, at der burde arbejdes hen imod "en oprigtig og fuldstændig Harmoni" imellem de nordiske stater. Fortidens politik over for Sverige burde kastes helt over bord. "Vi vilde", skriver han 1795 i en instruks for sin søn som statsafsending i Stockholm, "ikke have den ringeste Grund mere til enten at støtte Frankrig eller Rusland i Sverige, enhver fremmed Indflydelse skader den Venskabets og Fornuftens Indflydelse, der er den eneste, vi attraa at have .... Nu for Tiden har man mere og mere erkjendt det rigtige og hellige ved den Grundsætning, at ingen Magt har Ret til at blande sig i et andet Lands indre Forhold ... Vort Ønske er, at Sverige maa blive lykkeligt, og det kan det ikke være, naar det er sønderrevet af Partier og uforsonlige Fjendskaber."
Det er et velgørende indtryk, man ved at overse Bernstorffs løbebane har af en personlighed, der stedse vokser sig større, og hos hvem med årene mildhed og humanitet i stigende grad træder frem ved siden af en kraftfuld personlighed. Ikke mindre beundringsværdige var hans arbejdskraft og den omhu, med hvilken han røgtede sin statsmandsgerning. trods de plager, podagraen år for år hjemsøgte ham med i den senere del af hans liv, holdt han med sjælsstyrke og kristelig resignation ud, indtil sygdommen få uger før hans død omtågede hans forstand. Han døde 21. juni 1797, ikke fuldt 62 år gammel. Der var landesorg ved hans død, og det med grund; han var i lige grad genstand for folkets kærlighed og beundring.
Bernstorff var 2 gange gift, begge gange med søstre af de fra Tysklands litteraturhistorie bekendte brødre greverne Christian Stolberg og Friedrich Leopold Stolberg. Hans første hustru, Henriette Frederikke Stolberg (født 1747 død 1782), fødte ham 6 sønner og 3 døtre; året efter hendes død ægtede han døsteren Augusta Louise, som fødte ham en søn, der døde som barn.
Han er begravet i Dreilützow Kirche.
Der findes en mindestøtte af Andreas Paulsen i Bernstorff Slotspark fra 1904. Mindesten ved Mallehøje Østergård. Malerier på Frederiksborgmuseet af Jens Juel ca. 1770 og senere. Miniature af Cornelius Høyer sammesteds, rødkridtstegninger (1781) af Paul Ipsen sammesteds. Marmorbuste af Nicolai Dajon sammesteds, buster af Bertel Thorvaldsen sammesteds, på Thorvaldsens Museum og i Rigsarkivet. Buste på Bernstorff Slot. Stik af Johann Friderich Clemens efter Juels maleri og af Gerhard Ludvig Lahde 1797. Silhouet stukket af Lahde 1793. Medaljer af Daniel Adzer 1793 (stukket af Andreas Flint), Salomon Ahron Jacobson 1795 og Gottfried Loos 1796 og 97.
Wikipidia
Grevskabet Gyldensteen (00-00-1802 - 4. Besidder), Enggaard, Nørre Sandager
Andreas Erich Heinrich Ernst lensgreve Bernstorff-Gyldensteen til Grevskabet Gyldensteen
Lensgrevenavneforandringspatent (21-03-1828)
Grevskabet Gyldensteen (00-00-1827 - 5. Besidder), Enggaard, Nørre Sandager
Andreas Erich Heinrich Ernst lensgreve Bernstorff-Gyldensteen til Grevskabet Gyldensteen
Lensgrevenavneforandringspatent (21-03-1828)
Grevskabet Gyldensteen (00-00-1827 - 5. Besidder), Enggaard, Nørre Sandager