Carl Christian Alberti, (12. maj 1814 på Gravballegaard ved Viborg - 18. maj 1890) var en dansk politiker og praktisk jurist, fader til P.A. Alberti og Sophie Alberti.
Carl Chr. Alberti var søn af proprietær C. C. Alberti (1777-1831) og Elise f. Lindberg (f. 1789-1868), søster til præsten J.C. Lindberg. Alberti blev 1833 student fra Ribe Skole og tog 1839 juridisk eksamen. Derefter var han fuldmægtig hos birkedommer Friederichsen i Københavns Amts søndre Birk og 1843-55 hos Højesteretsadvokat C.E. Rotwitt. Han blev 1851 prøveprokurator og 1853 overretsprokurator i København og vandt i denne stilling snart et godt ry for hæderlighed og forretningsdygtighed.
Fra tidlig tid var han stærkt opfyldt af politiske interesser, og især stod det samtidige franske Venstre, oppositionen imod Louis Philippe, for ham som et politisk ideal. Hjemme sluttede han sig afgjort til oppositionen og var velset inden for dennes forskellige afskygninger. Februar 1848 opnåede han således, efter Fædrelandets varme anbefaling, valg til Borgerrepræsentationen i København. Da vejene få måneder efter skiltes, var Alberti blandt dem, der gik til Venstre. Han var medindbyder til Hippodrommøderne og trådte i skranken for etkammersystemet, det suspensive veto og meget andet, der forekom hans tidligere venner i den nationalliberale lejr for vidtgående. Med Bondevennernes Selskabs ledere indgik han fra denne tid en nøjere politisk forbindelse og søgte, anbefalet af dem, forgæves valg til den grundlovgivende Rigsforsamling, hvorimod han december 1849 i Sorø valgtes til medlem af den første ordentlige Rigsdags Folketing. Siden genvalgtes han uafbrudt i samme kreds, indtil han 1890 gav afkald på genvalg på grund af stærkt svækket helbred. Under forfatningen af 18. November var Alberti på en kort afbrydelse nær tillige medlem af Rigsrådets Folketing. Han blev valgt til dette i 1864, men udtrådte ligesom Balthazar Christensen i januar 1865, fordi han betragtede Rigsrådet som ugyldigt, og lod sig først genvælge ved de nye valg i maj samme år.
I Folketinget hørte Alberti fra første færd til Bondevennerne og hørte altid til en af Venstres grupper; han har øvet ikke ringe indflydelse, om han end aldrig har været blandt de egentlige førere. 1855 blev Alberti medlem af Bondevenneselskabets bestyrelse og 1858 dens formand; 1865 sluttede han sig ligesom J.A. Hansen til Oktoberforeningen og hørte også til dens bestyrelse; indtrådte 1870 i Det forenede Venstre og gik ved dettes deling 1877 over til det radikale Venstre, men var 1879 iblandt dem, der udtrådte heraf, misnøjet med Christen Bergs ledelse; dog sluttede han sig 1884 til det nydannede danske Venstre. Alberti var jævnlig rede til de stærkeste skridt fra oppositionens side, således til de gentagne nægtelser af Finansloven, og var i samlingerne 1885 og 1886 den, der indbragte regeringens foreløbige love til forkastelse.
Albertis rigsdagsvirksomhed var ikke af førsterangsbetydning. I sager, der vedrørte retspleje og kreditforhold, gav han ofte værdifulde bidrag til debatten, men ellers var han ikke meget fremtrædende i denne, hvortil også en stærk tunghørhed bidrog. Dog må undtages spørgsmålene om retsplejereformer, om hvilke han har givet udførlige indlæg (udg. i særtryk); også indbragte han 1876 Venstres forslag til en ministeransvarlighedslov.
Derimod gjaldt hans ord meget inden for Venstre, til hvilket parti han bestandig sluttede sig. Hans store indflydelse på den sjællandske bondestand og det ry, han nød for pålidelighed både i private og politiske forhold, gav ofte hans mening en betydelig vægt. Alberti var til en vis grad radikalt anlagt og yndede de stærke og udprægede standpunkter. I reglen fandtes han derfor også på sit partis venstre fløj, og han stemte mod den reviderede Grundlov i 1866.
Mathilde Elise Sophie Alberti (19. september 1846 i København - 17. juni 1947 i København) var en dansk kvindesagsforkæmper.
Sophie Alberti var datter af overretsprokurator Carl Christian Alberti, en kendt Venstrepolitiker, og Albertine Sophie Frederikke Westergaard (1814-1901). Hun var det ældste af fire børn, hvoraf lillebroderen P.A. Alberti er kendt for den svindelskandale, der fældede ham som justitsminister.
I 1874 blev hun medlem af Kvindelig Læseforening, der var stiftet af Sophie Petersen to år tidligere. Sophie Alberti var medlem af foreningens bestyrelse 1878-81 og gjorde sig formandsskab for foreningen 1891-1929 til sit livsværk. I hendes formandstid steg foreningens medlemstal fra ca. 820 i 1891 til omkring 4.600 i 1918-19, og bogbestanden voksede til ca. 74.000 bind og var ikke begrænset til dansk litteratur. Hun var primus motor for opførelsen af en ny moderne bygning (1910) i Gammel Mønt, tegnet af Ulrik Plesner og Aage Langeland-Mathiesen, der blev et komfortabelt og velbesøgt opholdssted og frirum for det kvindelige publikum.
Foreningsbygningen var unik, idet den også husede det første damehotel i Norden. Det var inspireret af Martha Washington Hotel i New York City, der endnu i dag kun accepterer kvindelige gæster. Alberti har formodentlig set inspirationskilden på en rejse til USA i 1904.
Hun var godt med i internationale og nordisk kvindenetværk, der bl.a. talte Selma Lagerlöf, og nogle af disse forbindelser var foredragsholdere og gæster i bygningen i København, der også fik tiltrukket dramatikeren Henrik Ibsen og fredsforkæmperen Bertha von Suttner.
I 1901 indførte hun amerikaneren Melvil Deweys decimalklassesystem til inddeling af bogbestanden efter emner. Kvindelig Læseforening var således det første bibliotek i Danmark, der brugte det system, der i dag findes i tillempet form på alle landets folkebiblioteker som DK5-systemet.
Hun var også medlem af flere kvindelige valgretsforeninger, kasserer i den kvindelige kunstnersammenslutning Cirklen, stiftet 1897, medstifter af Danske Kvinders Fredsforening i 1906 og i repræsentantskabet for Kvindernes Bygning.
Sophie Alberti modtog i 1926 Fortjenstmedaljen af guld, og blev tre år senere ved sin afgang som forkvinde ærespræsident i Kvindelig Læseforening. Hun blev 100 år gammel og holdt sig mentalt frisk til det sidste.