Erik Hoffmeyer (født 25. december 1924 i Rårup, Jylland) er en dansk professor og tidligere direktør for Nationalbanken.
Erik Hoffmeyer er søn af biskop over Århus Stift Skat Hoffmeyer og Aase f. Thejll og er nok mest kendt for sin tid som nationalbankdirektør i årene 1965-1994.
Han blev student fra Aarhus Katedralskole 1942 og opholdt sig pga. sit jødiske efternavn i Sverige 1943-45 under besættelsen. Han er uddannet nationaløkonom (cand.polit.) 1951 (prisopgave bedømt med accessit 1949) og underviste i faget som lektor og siden hen professor ved Københavns Universitet i perioden fra 1956 til 1964. I 1958 blev han dr.polit.
1951 blev han ansat i Nationalbanken og blev 1962 direktør i Bikuben, hvor han blev adm. direktør to år senere.
Han har desuden beklædt et større antal tillidsposter og sidder blandt andet i dag som formanden for bestyrelsen af Politiken Fonden, Dansk Alzheimerforenings Forskningsfond, præsident for PsykiatriFonden, formand for Fonden for Træer og Miljø (1979-2011) og Den Rådgivende Komité for Miljøstøtteordningen for Østlandene. Han er æresmedlem af Group of 30, en global finansiel tænketank.
Han har været formand for Socialøkonomisk Samfund 1951-53, medlem af bestyrelsen for Nationaløkonomisk Forening 1960-66, af formandskabet for Det økonomiske Råd (overvismand) 1962-65, af Akademiet for de Tekniske Videnskaber 1963, af Det økonomiske Råd 1965, af Forskningens fællesudvalg 1965-72, af bestyrelsen for C.L. Davids Fond og Samling 1967, af styrelsen for Byggeriets Realkreditfond 1969-72 og af bestyrelsen for Den europæiske Investeringsbank. Erik Hoffmeyer var adjungeret professor ved Syddansk Universitet i perioden 1998-2003. 1994 modtog han Fortjenstmedaljen i guld.
Han er gift med chefpsykolog Lise Rafaelsen. Tidligere var han gift (6. januar 1949) med Eva f. Kemp (f. 28. december 1919 på Frederiksberg), datter af højesteretssagfører, fh. kammeradvokat Arne Kemp.
Wikipedia