Peter Jansen Wessel (28. oktober 1690-12. november 1720) var en norsk søhelt i den dansk-norske flåde, født i Trondheim i Norge og bedst kendt som Tordenskiold. Han var allerede som 15-årig skibsdreng på en rejse til Vestindien. Han blev udnævnt til søkadet i 1709, og i 1712 kommandør på den nybyggede Fregat Løvendals Galej på 20 små kanoner, med hvilken han kort efter erobrede et svensk kaperfartøj.
Han blev adlet i 1716 under navnet Tordenskiold, og samme år vandt han en opsigtsvækkende sejr ved Dynekilen, hvor en svensk forsyningsflåde blev ødelagt, hvilket var stærkt medvirkende til at Karl XII måtte opgive sit forsøg på at erobre Norge. Han blev øverstkommanderende for Kattegat-eskadren, og i 1719 erobrede han Marstrand og ødelagde kort efter resten af den svenske flåde i Göteborg. Herefter blev han udnævnt til viceadmiral, men det var samtidig afslutningen på krigen, og dermed også Tordenskiolds bedrifter.
Den velhavende Tordenskiold flyttede i foråret 1720 ind i forhuset i storkøbmand og bogsamler Abraham Lehns Gård i Strandstræde på Christianshavn, og da krigen var overstået nogle måneder senere for Danmarks vedkommende, var Tordenskiold arbejdsledig. Han ville udrejse, formentlig til England, for at søge fremmed orlogstjeneste med den danske konges godkendelse. I efteråret rejste han således i egen vogn igennem Augustenborg og Gottorp til Hamborg og videre til Hannover, hvor den engelske kong George I opholdt sig. Denne var også kurfyrste af Hannover. Under sin rejse i Nordtyskland havde den dansk-norske søhelt fået oplysninger om, at der var falskspillere i farvandet. Tordenskiolds unge ven og husvært fra Christianshavn, Abraham Lehn på bare 19 år, var forinden Tordenskiolds udrejse taget på sin dannelsesrejse i Europa, og var tilsyneladende blevet snydt i kortspil i Hamborg med et større økonomisk tab. Under foregivelse af at vise den unge mand et en slange med syv hoveder, en kuriositet i tiden, kom et sæt spillekort på bordet. Hændelsen foregik i en lyssky lejlighed, uhyret dukkede aldrig op, og det hele kunne minde om en turistfælde. Til et middagsselskab den 9. november 1720 i Hannover fortalte Tordenskiold gæsterne om denne hændelse, hvor en af de tilstedeværende personer, den svensk-livlandske oberst, Jacob Axel Staël von Holstein, oplyste, at han sådan set var dette mærkværdige dyrs besidder og forlangte en undskyldning af Tordenskiold for de indirekte beskyldninger om falskspilleri. Obersten vedkendte sig slet ikke snyderi, og sagde at den unge dansker frivilligt havde deltaget i kortspillet. Tordenskiold har formentlig sammenkædet kortspillet med slange-uhyret. Det ene ord tog det andet med væmmelige skældsord i luften, og det endte med gevaldigt håndgemæng de to mænd imellem foran forsamlingen, hvor Tordenskiold bankede obersten. Jacob Axel Staël von Holstein krævede derfor oprejsning i form af en duel, som fandt sted den 12. november 1720 om morgenen uden for landsbyen Gleidingen i nærheden af byen Hildesheim (delstaten Niedersachsen). Tordenskiold blev dræbt den skæbnesvangre morgen af et stiksår, som var tre fingre bredt og fire fingre langt.
Beretninger om underlige fabeldyr kom til i 1500-tallet, da opdagelsesrejsende tog rundt på kloden for at opdage nyt land. Selvom flere fantasidyr henad vejen blev aflivet, levede nogle alligevel videre, som antog fantastiske fortællinger. Men faktisk fandtes slangen med de syv hoveder i virkeligheden - som et falsum. En hollandsk apoteker i Amsterdam, Albert Seba, skrev i 1720 om naturmærkværdigheder og om uhyret, denne hydra, som vitterlig fandtes i Hamborg. Flere mennesker havde set det. Monstret, som altså ikke var helt ægte, om man så må sige, var igennem tiden solgt videre mange gange for store summer. Det udstoppede svindel-dyr skulle efter beskrivelser have været et par alen langt. Fra Bibelen kendes et lignende billede på det onde, som skulle nedlægges, og sandsynligvis var dyret skabt af munke for at illustrere fænomenet i Johannes Åbenbaring. Man ved, at det selvsamme uhyre beviseligt fandtes i en kirke hundrede år tidligere i Prag i Bøhmen … men under trediveårskrigen blev det erobret, og kom åbenbart videre til et sted i Hamborg. Selv den danske kong Frederik IV skal omkring år 1700 helt ubeset have budt 30.000 tyske dalere for bæstet. I 1735 drog den berømte svenske videnskabsmand Carl von Linné på studierejse i Europa og så med sine egne øjne i Hamborg svindelnummeret, altså slangen med de syv hoveder. Linné kunne med det samme fastslå, at dyret bestod af sammenflikkede ting, fx fødder fra væsler og med et påklistret slangeskind over sig. Men tilbage i 1720 var den rette ejer af dyret grevinde Ulrica Augusta Lewenhaupt, og hendes datter var gift med den livlandske adelsmand, oberst Jacob Axel Staël von Holstein.
Årsagen til søheltens dødelige afgang har været forklaret med flere teorier om sammensværgelse. En sådan antagelse går ud på, at svenskerne ønskede at få fat i deres gamle plageånd, Tordenskiold; men da krigen var overstået, var det jo ikke muligt i den næste kamp. At anbringe og plante en livlandsk oberst i Tyskland, som tidligere havde været i svensk tjeneste, skulle derfor muliggøre et komplot, men dette er faktisk modbevist. Tordenskiold havde hørt om falskspillere i Nordtyskland, som vitterligt fandtes, idet en stribe senere blev anholdt og fængslet. Hans danske husvært var nyligt franarret et større beløb i kortspil på over 624 dukater. Rygtet løb hurtigt, og der blev lagt til hver gang i overdrevet forstand, så tallet kom højere op - helt til 27.000 dukater. Jacob Axel Staël von Holstein spillede kort med Abraham Lehn den Yngre i Hamborg … og vandt. Spilleriet var forklaret som tidsfordriv indtil slangen med de syv hoveder lod sig afhente fra et andet sted i byen til beskuelse, men den dukkede aldrig op. Hver stod på sit ord, og de to mænd har muligvis troet hver sit, men virkeligheden blev, at der skulle duelleres efter et heftigt skænderi og håndgemæng med væmmelige skældsord om hinanden. Han blev dræbt i 1720 ved en duel på kårde (gammelt stikvåben), efter et skænderi med Jacob Axel Staël von Holstein, en oberst der tidligere havde været i svensk tjeneste. Da dansk lov på dette tidspunkt forbød kristen bisættelse af en falden duellant, blev han bisat i Holmens Kirke i stilhed. Tordenskjold udåndede i sin kammertjeners arme.
Tordenskiold var ikke nogen god fægter, men en mesterlig skytte. Den, som bliver udfordret, må også vælge våben, og Tordenskiold valgte kården, som er mindre farlig end pistolen. Tordenskiold har nemlig slet ikke haft til hensigt at slå sin modstander ihjel, som han ellers kunne have gjort det med sit første pistolskud. Ifølge Tordenskiolds kammertjeners erindringer, Christian Nielsen Kold, blev Tordenskiold orienteret om, at den livlandske oberst allerede afrejst fra området inden den 12. november 1720, men Tordenskiold var for alle tilfældes skyld nødt til at møde op på det aftalte duel-sted for at opfylde sin del af aftalen. Valpladsen var et skråt engområde kaldet Sehlwiese lige udenfor landsbyen Gleidingen i bispedømmet Hildesheim på grænsen til kurfyrstendømmet Hannover ca. 15 km sydøstlig for Hannover. Oberstløjtnant Georg Otto von Münchhausen (i øvrigt fader til den berømte ”løgnerbaron”, men som slet ikke har noget med nærværende historie at gøre) tilbød sig som Tordenskiolds sekundant. Han gjorde Tordenskiold følge tidligt om morgenen og havde forinden fremsagt, at viceadmiralen ikke behøvede at tage sine pistoler med, fordi ”så vidt ville det nu ikke komme”. Formentlig var von Münchhausen i god tro. Da de tre mænd kom til duel-stedet, var Staël alligevel ankommet sammen med en mængde nysgerrige mennesker. En fejlagtig forklaring har været, at Tordenskiold under duellen kun var bevæbnet med en pynte-kårde på 70 cm, som hørte til datidens mode og beklædning, mens hans modstander var bevæbnet med en kraftig rytter-kårde, en karolinerkårde, på 100 cm. Men kårderne har under duellen indlysende været lige lange. Det er jo derfor, at man har sekundanter. De uskrevne regler sagde, at der ikke måtte være ulige våben i dyst. Ingen ved hvad der blev aftalt sekundanterne imellem, og muligvis har sekundanterne misforstået hinanden. I alt fald fik den dansk-norske søhelt et tilfældigt og hændeligt dødeligt stik efter blot et minuts fægteri.
Begrebet Tordenskiolds soldater stammer fra erobringen af fæstningen Karlsten, hvor Tordenskiold - ifølge en legende der ikke er fuldt bevist - fik den svenske kommandant til at tro, at den danske styrke var langt større end den faktisk var.Tordenskiolds popularitet voksede angiveligt, da tændstikfirmaet H.E. Gosch købte retten til at sætte hans portræt på tændstikæsker.
Tordenskiold har også fået en færge opkaldt efter sig. Færgen "Peter Wessel" sejlede for Color Line mellem Hirtshals og Larvik indtil 2008. Også et dansk krigsskib er blevet opkaldt efter ham, korvetten Peter Tordenskjold
Tordenskiolds liv er blevet genstand for en glimrende gennemkomponeret musical skrevet og komponeret af brødrene Adam og James Price. I musicalen bliver krigsminister Gabel og dronning Anna Sophie dem, der er hovedansvarlige for Tordenskiolds død. Denne teori er aldrig bevist - men særdeles anvendelig i en musical.
Hvert år sidst i juni fejres Tordenskjold i Frederikshavn med en storslået folkefest kaldet Tordenskjoldsdagene. Frederikshavn havn omdannes til 1717 med udklædning, musik, boder, skuespil og anden underholdning.
Hvert fjerde år - den 29. februar - afholdes generalforsamling med spisning i foreningen "Tordenskjolds Soldater". Foreningens hjemsted er Rønne og dens formand er Jens Ole Fassel. Formålet er at fejre dagen.
I en af Århus' nordlige bydele Trøjborg er hovedgaden opkaldt efter Tordenskjold. Ydermere findes der en kro under samme navn, Peder Wessel, i Tordenskjoldsgade.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi.
Sognefoged
Bopæl v. dødsfald V. Boulevard 47, 2., KbhFT 1885 ifgl. Mogens Esmarch: boede Johannes iReventlowsgade nr. 10,matr. 92, Forhus, 1. sal th.
Karen Christoffersdatter Gyldenstierne til Hostrup
Karen Gyldenstierne, 18.7.1544-20.4.1613, adelsdame. Født på Iversnæs, død i Horsens klosterk., senere vistnok overført til Uth k. Endnu ikke 24 år gammel ægtede G. den da 51-årige rigsråd Holger Rosenkrantz til Boller, statholder i Nørrejylland, lensmand på Skanderborg, Bygholm og Skt. Hans kloster ved Horsens, senere også rigsmarsk. Efter hans død 1575 viste hun sig i sin lange enkestand som en af disse energiske, dådkraftige og myndige kvinder, hvorpå den tids adelshistorie kan opvise adskillige eksempler. I nær forståelse med mænd som Anders Sørensen Vedel skaffede hun sine sønner, Otte Christoffer (f. 1569) og Frederik (f. 1571) en omhyggelig opdragelse, fuldendte oprettelsen af Rosenvold gods og hovedbygningens opførelse (1585) for Frederik, styrede og udvidede Boller gods og opførte også her hovedbygningen (1588) for Otte Christoffer, mens hun til sig selv omdannede Skt. Hans kloster som hendes ægtefælle kort før sin død havde købt af kronen, til et nybygget herresæde under navnet Stjernholm. Her boede hun fra ca. 1591, omgivet af unge adelsdamer, myndig og stridbar i forholdet til sine naboer. Hendes glanstid falder under Frederik II og regeringsrådet, da "Fru Karen Holgers" var til stede ved enhver større festlighed; efter Christian IVs kroning 1596 synes hun at have trukket sig tilbage i ro på Stjernholm. Kort efter kroningen blev hun med urette indviklet i en ubehagelig trolddomssag der bragte adskillige "hekse" på bålet. Få år efter hendes død var alle hendes nyopførte herregårde ude af familiens eje.