Fra Gyldendals Den Store Danske:
H. Green, Martin Claus Holmer Green, 9.9.1875-5.3.1931, redaktør, bankdirektør. Født i Kbh. (Johs.), død sst., begravet på Frbg.
Efter at G. 1893 havde taget studentereksamen fra det v. Westenske institut knyttedes han til den af onkelen T. Green udgivne aktie- og obligationshåndbog Green's danske Fonds og Aktier og 1896 endvidere til det nyoprettede blad Børsen der i sine første tre år kom to gange om ugen. 1903 blev han cand.jur. og havde derefter i tre år sagførerbestalling. 1901 blev G. der var en talentfuld journalist, sammen med H. Stein redaktør af dagbladet Børsen. Samtidig stod han også sammen med Stein som udgiver af ovennævnte aktie- og obligationshåndbog. 1911-18 drev de desuden i kompagni en vekselererforretning. – Allerede tidligt havde G. fattet interesse for bank- og børsproblemer og gennem sit dagblad slået til lyd for børsreformer. Hans studier og kritik over københavnske børsforhold er i vidt omfang at finde i den 1919 udsendte bog Krigen og Kurserne, og da fondsbørsloven af s.å. var vedtaget blev han udnævnt til kgl. børskommissær. Allerede n.å. – da den første danske banklov trådte i kraft – ombyttede han stillingen som børskommissær med stillingen som chef for det nyoprettede bankinspektorat. Tilfældet ville at dette trådte i virksomhed omtrent samtidig med at tilbageslaget efter krigsårenes højkonjunktur satte ind. Den nye bankinspektør kom derved på en stærkt udsat post, og da der ifølge sagens natur kun i ringe udstrækning kunne udøves nogen forebyggende virksomhed, blev hans væsentligste opgave at konstatere og måske i enkelte tilfælde at mildne og begrænse krisens virkninger. Efter Landmandsbankens sammenbrud 1922 indtrådte han sammen med professor L. V. Birck og landsdommer C. D. Rump i landmandsbankkommissionen. Da nationalbankdirektør Marcus Rubin 1923 afgik ved døden blev G. valgt til hans efterfølger, og han kom således i sine sidste otte år til at virke som direktør i landets seddelbank. I denne stilling kom han efter bankvanskelighederne til at opleve valutavanskelighederne, men han var også siden 1925-26 med i arbejdet på at føre kronen tilbage til dens gamle guldparitet. Da han i højere grad end sine meddirektører var indstillet på at træde i rapport til offentligheden blev han især efter C. Th. Ussings afgang 1924 i stigende grad den der kom til at repræsentere banken udadtil; ved sin død stod han som bankens mest fremtrædende leder. – G.s politiske interesse førte ham 1920-23 ind i landstinget som repræsentant for det konservative folkeparti. Han var medlem af statsregnskabskommissionen af 1921 og forsikringstilsynskommissionen af 1922. – Ud over Krigen og Kurserne har G. bl.a. skrevet Grundrids af dansk Bankvæsen med summarisk Oversigt over Bankkrisen 1907-081–II, 1908-10 og Sigurd Berg og Ansvaret, 1908.
Familie
Forældre: telegrafist, exam.jur. Theodor Valdemar Thorvald G. (1835-95) og Julie Warinka Møller (1852-1923). Gift 3.4.1901 i Ølstykke med Johanne Frederikke Hall Nielsen, født 30.10.1876 i Kbh. (Stef.), død 14.2.1960 i Klampenborg, d. af bogholder Frederik Carl Julius N. (1842-1915) og Agnes Nancy Carita Carstensen (1847-1925).Udnævnelser
R. 1921. DM. 1924.