Heinrich Ernst lensgreve Schimmelmann til Grevskabet Lindenborg
Grevskabet Lindenborg (00-00-1782 - 2. Besidder), Daasborg, Blenstrup.
Ernst Heinrich lensgreve von Schimmelmann (4. december 1747 i Dresden - 9. februar 1831 i København) var en dansk-tysk greve, politiker og søn af Heinrich Carl von Schimmelmann. Han studerede bl.a. nationaløkonomi i udlandet og beklædte en række embeder i centraladministrationen, men blev afskediget af Ove Høegh-Guldberg i 1783. I 1784 deltog han i kuppet mod Høegh-Guldberg og blev udnævnt til finansminister. Det var han til 1813 og blev senere statsminister. I 1790 fik han elefantordenen for sin indsats i talrige kommissioner og direktioner.
Han bidrog til forbuddet mod handel med slaver ved i en rapport at påvise at slavehandlen gav tab og var umenneskelig. Her redegjorde han også for, at hvis slaverne behandledes bedre, kunne den store børnedødelighed mindskes, som hvert år betød en stor nedgang i antallet af slaver på de danske øer i Vestindien. Han var selv slaveejer med en stor sukkerplantage på Sankt Croix. Han var desuden medejer i selskabet, som førte slaver fra Guldkysten, og han havde interesser i sukkerindustrien.
Schimmelmann havde altså fokus på at forbedre behandling af slaverne på samme måde, som forbedring af behandlingen af husdyr. Det var transporterne af slaver fra Afrika, han var imod, ikke selve slaveriet. Han er blevet portrætteret sammen med sin negerslave i København. Hans familie havde flere slaver i København, en af dem hed Hans Jonathan. Hans Jonathan flyttede til Djúpivogur i Island i 1802. Han blev assistent og senere faktor over handelen der. Han giftede sig med en islandsk kvinde og lærte islandsk. I Island siges han altid at have været søn af Heinrich Ludwig Ernst von Schimmelmann, født på St. Croix 20. juni 1784
Finansminister Schimmelmanns arbejde for et stop for slavehandelen blev sat i kraft 1792. Der var ikke forinden begrænsninger af slaveimporten, og staten skulle yde billige lån til indkøb af slaver før stoppet. Hans synspunkter blev fulgt. Schimmelmann-familien blev i 1700-tallet Danmarks rigeste på grund af sukkerimport fra Vestindien. Familien dominerede det økonomiske liv i Danmark.
Han blev 1775 gift med komtesse Emilie Rantzau, som døde af tuberkulose fem år senere i en alder af 28 år. Schimmelmann giftede sig i 1782 med Charlotte Schubart. De boede på landstedet Sølyst i Klampenborg. I 1782 lod han ved Sølyst rejse et klassicistisk monument, Emiliekilde, over sin første hustru.
Han var frimurer og medlem af en københavnsk loge.
Hans familie og han selv ligger begravet i Sankt Petri Kirke, for hvilken han var patron fra 1800 til sin død.
Wikipidia
Otto Diderik lensgreve Schack til Grevskabet Schackenborg
Grevskabet Schackenborg (00-00-1719 - 4. Besidder), Schackenborg, Møgeltønder
Frederik Christian greve Schack til Stamhuset Giesegaard
Grevepatent (08-10-1749)
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)
Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou til Stamhuset Rathousdal
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)
Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou til Stamhuset Rathousdal
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder)
Stamhuset Rathlousdal (00-00-1xxx - x. Besidder).
Wikipidia:
Christian Frederik Emil (von) Holstein-Rathlou (født 11. november 1849 på Rathlousdal, død 29. januar 1919 i København) var en dansk godsejer.
Han var søn af Niels Rosenkrantz von Holstein-Rathlou (1812-1850) og Julie Sophie Dorothe Elisa Volradine von Leitner (1824-1902), var 1863-67 elev på Sorø Akademi og arvede efter faderens tidlige død 1850 stamhuset Rathlousdal og det Brunswardenske Fideikommis, som indtil 1872 blev bestyret af Emil von Holstein-Rathlous farbror Viggo von Holstein-Rathlou.
I sin ungdom levede han et rigt og bekymringsfrit liv. Især købte han skibe, på hvilke han tog på årelange togter i de danske farvande og i Middelhavet; bl.a. kom han til Alexandria i Egypten. Han grundlagde også sin passion for jagt og afholdt ekstravagante jagtbegivenheder for standsfællerne og kongehuset.
Han supplerede sine arvede besiddelser med ejendommene Rodsteenseje (1869-1914), Ulvsborg (hvor han opførte avlsgården og hovedbygningen), Holmgård (1875-1890), Lundhof (1905-06) og Hesselø, som han købte 1899. Ved sin død ejede han 3.800 tønder land.
4. oktober 1878 blev han hofjægermester og 20. november 1896 Ridder af Dannebrog.
Han var fra 1875 engageret i Odder bys udvikling, grundlagde 1880 havnen i Hov, som voksede fra et fiskerleje til en by, og finansierede i 1878 opførelsen af Odders første vandværk.
Han spillede også en nøglerolle i tilblivelsen af Odder-Hov-banen. Odderkredsens folketingsmedlem Geert Winther stillede i 1880 forslag om en jernbane fra Aarhus til Odder og videre til Ørting, hvorfra den kunne forlænges til Gyllingnæs eller Hov, hvis der fra et af de steder blev etableret en færgerute til Sjælland. Emil von Holstein-Rathlou begyndte i vinteren 1881 at bygge havnen i Hov og ville tegne mange aktier i banen, hvis den kom til Hov. Så Geert Winthers forslag blev ændret til en linjeføring Aarhus-Odder-Hov, som blev vedtaget 9. maj 1882. Holstein-Rathlou var omkring 1907 formand for bestyrelsen for hele Hads-Ning Herreders Jernbane.
Holstein-Rathlou var 8. juni 1884 medstifter af og 1892-97 medlem af bestyrelsen for Dansk Jagtforening og fra 1900 medlem af repræsentantskabet for Foreningen til Udgivelse af Danmarks Adels Aarbog.
Holstein-Rathlou ægtede 4. november 1878 i Garnisons Kirke Sophie "Sofy" Dagmar Elisabeth Jerichau (23. juli 1859 i København - 14. april 1944, København), datter af kunstnerparret J.A. Jerichau og Elisabeth Jerichau Baumann
Holstein-Rathlou var en patriarkalsk adelsmand af den gamle skole, men var samtidig velorienteret om sin tids udviklingstendenser, som han støttede aktivt.
Efter 1900 førte han, ofte sammen med hustruen Sofy, en lang række retssager mod både sine børn og sine ansatte, hvilket helt nedbrød hans anseelse i offentligheden. På et tidspunkt gjorde han en af sine sønner arveløs, hvorpå sønnen henvendte sig til sognerådet for at ansøge om fattigdomsunderstøttelse. Det førte til en pinlig "landsindsamling" til den fattige adelssøn i Ekstra Bladet. Desuden forfaldt hovedbygningen på Rathlousdal, som endte med at blive nedrevet i 1950.
Holstein-Rathlou er begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Der findes et portrætmaleri (jagtportræt) fra 1876 i privateje udført af Elisabeth Jerichau Baumann.
En række af hustruen Sofys breve findes på Det Kongelige Bibliotek
Joachim Otto Schack von Holstein-Rathlou
Elektroingeniør, Elektroinstallatør.