Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Christian Ulrich Ditlev reichgraff von Eggers

Professor Jurist, legationsraad, overpræsident, conferentsraad. baron.

Itzehoe

Paa det ham tilhørende Gods "Gaarz" i Oldenburg


Valentin Hermansen Beyer

Valentin Hermansen Beyer - en herredsfoged i Sydthy

Af Torben Lodberg, Oddesundvej 342, Sindrup, 7760 Hurup

Hvor kom han fra - hvem var han - og hvorfor
blev han herredsfoged? Det kan godt blive svært
at svare på alle spørgsmålene, selv det første kan
der være tvivl om.
I erindringer vedrørende slægterne Beyer og
Høst regner man med, at han er søn af Herman
Beyer på Møen. I Wibergs præsteleksikon
anføres præst i Borre sogn H. H. Beyer som
stamfader til Beyer-slægten. Han var gift med
Margrethe, datter af præsten i Stege Anders
Hegelund født 1599 i Ribe, han var søn af biskop
Peder Hegelund. Det var Anders Hegelunds kone
Karen, der bar Borrepræstens søn Hans ved
dåben i 1654, men ifølge kirkebogen er der ikke
flere børn.
Senere mere ambitiøse efterkommere af
Valentin H. Beyer (V.H.B.) lod fremstille et
våbenskjold for alle agnater (beslægtede på
mandssiden) af herredsfogeden. Det er optaget i
Heraldisk Selskabs våbenrulle som nr. 9 og
beskrevet i ”Våbenførende slægter i DK”, og her
er angivet, at slægten oprindelig er norsk og kom
hertil med VHB’s fader. Ifølge ”Stamtavle over
VHB’s efterkommere” nævnes det, at der findes
en oberstløjtnant Valentin Beyer, født 12/2 1692
i Bergen, navneligheden kunne underbygge
påstanden.
En undersøgelse i Personalhistorisk Tidsskrift
i 1903 gav det svar, at siden han i sine helt unge
dage tjente i Helsingør og Helsingborg, kunne
han måske nedstamme fra tolder Jørgen Beyer i
Helsingør. Dette løser bare slet ikke mysteriet.
VHB angives født i september 1659, hvilket
stemmer fint sammen med, at han døde på
Nørgaard i Villerslev den 26/10 1722 og da var
63 år 7 uger og 3 dage gammel.
Men præsten i Borre blev ifølge kirkebogen
begravet den 8/11 1655 37 år gammel. Det ser
ikke bedre ud i Helsingør. Jørgen Beyer dør også
for tidligt til at kunne være faderen. Der findes
ganske vist en skarpretter i Helsingør, Beier.
Skulle han være faderen, kunne det måske være
naturligt, om familien ville skjule det. Alle
skarpretterens børn er kendte, og ingen er født i
1659, og ingen hedder Valentin. Så indtil andet
bevises, vil jeg tillade mig at tro på
familieoverleveringerne og hans egen søns
udtalelser ved begravelsen, at han er præstesøn
fra Møen.
Det første udsagn, vi har om ham, er, at han
var, som det hedder ”eders Kongl. Mayestæts
ringeste knegt og Duedreng, der tog vare på den
kongl. Mayestæts Duer og fugle i Huuset bag
Kierken på slottet”. Dette udspiller sig
formodentlig på Kronborg, hvor der omme bag
slottet var fasaneri og andet fugleopdræt. Vi er
her i Frederik d. IV’s meget unge år, men det
passer sammen med, at VHB var i huset hos
Christian Cassius, der havde været hofpræst i
Helsingborg og nu var blevet informator for
Kronprins Frederik. Cassius blev senere fjerde
landsdommer i Viborg.
Næste gang vi finder optegnelser om VHB er
han blevet ridefoged på Frijsenborg for grev
Niels Friis, det er i 1691. I 1694 har VHB fundet
sig en tilkommende: Ide Sophie Grove, og er i
mellemtiden blevet forvalter på Boller, der hører
under grevskabet Herregården Boller på
sydsiden af Horsens fjord i Uth sogn overgik i
1664 til Mogens Friis og hørte siden til
Frijsenborg som allodial (jordejendom der ikker
er len, men tilhører brugeren) gods. Nordfløjen
er fra 1550’erne, østfløjen fra 1588 og lå der
altså på VHB’s tid. I 1656 omtales den som
”først blandt Østjyllands mange, skiønne
anseelige herregårde”.
Det er måske rimeligt med lidt kommentater
til anetavle I.
Christen Andersen ejede Skovgaard i Mejrup
sogn ved Holstebro. Hans kone var fra
Baaringbjerggaard i Borbjerg sogn, hun døde i
barselsseng. Sønnen Anders Christensen
Schogardius (Skovgaard), som han senere kaldte
sig, blev døbt i Meirup Kirke af gamle hr. Peder.
Grove-familien stammer oprindeligt fra det
daværende Grove sogn. Jens Pedersen Grove var
skriver på Varbjerg slot, men fik en ret
ualmindelig stilling med en meget speciel titel,
han blev ”fyrbøder”, det vil sige ”Kgl. Mayestets
fyrforvalter over alle danske strømme”. Han er
opfinder af vippefyret, det første blev rejst på
Skagen, hvor en museumskopi er opstillet. Hans
ældste søn Peder Jensen Grove overtog embedet
efter faderen, men måtte se det reduceret, hver
gang vi ved fredsslutningerne afstod det ene fyr
efter det andet. Han tjente dog nok til, at han
kom til at eje hele Anholt, han fik datteren
Marianne Grove, der blev gift med Christopher
Bartholin, senere landsdommer i Viborg og ejer
af herregården Kaas. Anders Jensen Grove fik en
eventyrlig tilværelse, rejste hjemmefra som 15-
årig, var i Holland, i Vestindien, blev kaptajn i
den engelske konges garde og sloges med
Cromwell, men var så heldig at komme hjem
året før kong Karl d. I tabte. At han kaldes
stykhopmand og fyrværker har intet med
faderens erhverv at gøre, han var artilleriofficer.
Anniche Munkgaard tilbragte de sidste år hos
sin datter og herredsfoged på Nørhedegård og
blev begravet fra Visby Kirke.
Lidt om, hvem han var, fremgår vel også af
de bevarede egenhændige optegnelser, der
gengives her:
Egenhændige Optegnelser
Af Valentin Hermansen Beyer,
(velvilligt overladt af Hr. Bogholder Johan
Grove).
J.H.S.
1694 den 2. Juny kom jeg med alle til Boller.
1694 den 21. Juny Reigste Jeg til København.
1694 den 8 July holtis voris brøllup i Cancellie-
Raad Hiortis grd i Kiøbenhavn.
Inviterede og Comparerede.
Quinde Kiøn
Grevinde Reventl.
Grevinde Friis
Fr. Generalinde Juul af Ulfeldt
Frken Anne Got. Rev.
Hr. Mogens Scheels Frue
Hr. Obr. in Jørgen Rantzovs
Obr. secret Schøllers Fr.
Hr. Cancellie-Raad Muules Fr.
Madam Winding
Mad. Bartholini
Mad. Ness (Nefs?)
Mad. Bodil Kvifs.
Mand Kiøn
Hr Greve Reventlov
Gen. Juul
Hr Greve Friis førte mig did
Obr Rantzov
Cancellie-Raad Muule
Can.-Hiort og hans Frue
Doct. Caspar Bartholin
Doct. Bartholin den Unge
Forv. Peder Jensøn
Monsr Friederich Kok
den 18 July kom vi hiem fra Kjøbenhavn til
Boller igien.
1695 1 Mai een Mandag: J. S. blev fød A. M
Christine paa Bollergaard. Gud give hende naad.
L. og velsignelse.
Fadderne: Welb. Fr. Anna Birgitte Juul: Hr.
Justitz Raad Holg. Ridtzis baar barnet.
Borgm.’s Kiereste i Horsens
Tolderens Kiereste
Jens Limes Kiereste
Hr Johan Risis Kiereste
Hr Peder i S. H. Kiereste
Døbt i Ovsted Kirche af Hr. Jens Snebtrup
Borgm. i Horsens
Tolderen i bn
Hr Peder i S. H.
Hr Johannes i Nebsagger
Mr Hybertzen
d. 6. Octob 1696 en taarsdag blev min Søn
Christopher herman fød i tibstrup Syndergaard i
Horsens i Jylland, blev baaren af Hr Borgmester
Blymesters Kiereste i Horsens Margrete Biering.
Mandfaddere
Borgmester Stephen
Rasmus hofgrd i Horsens
Jens Rass Lime i Horsens
Quindfaddere
Tolderens Koene
Herrits schriver Jens Hansens Koene
Deine Konen
Gud i naade forbarme dig over hannem i Jesu
Navn.
Fredag døbt af Hr Jens i Snebstrup.
den 7 Janv 98 blev min Søn Anders Hendrich
fød i tibstrup Syndergaard, blev baaren til
Daaben i ousted Kirche S. Michel Fryis Kone.
Fadere
Borgm. Stephen Rass
Jens Nielsen Skovfoged
Søren Andersen i timstrup
Sofhie Ols Datter
Byefogd’s Datter
Den Almægtige Gud farbarme dig over hannem i
Jesu Navn, døbt i ut Kirche ved boller af Hr
Jerem. Anchersen min ældste Datter. den 8
Martij Anno 1700 blev min lille Søn Nicolai fød
paa Haxholm
en tirsdg døbt i hovlsbjerg Kirche af Hr Niels
bran (dt) og holt over Daaben af Welb.
Friherreinde Sophia Chatarina Juul.
Fadere
Hr Barohn Gyldenkron; Paa Hr Stift-Amt-Mands
Windz vegne Hr Leitenant Wind; Amts forvalter
K; Sieur Niels Nielsen paa farschov, Hof
Maerobens paa Østergrd. Sr Niels Nielsens
Kiereste, Forv. Peder Jensens Koene, Hans
Moosteds Kiereste, Jørgen Ibsens Kiereste, Hr
Jens Fursengs Kiereste, Peder Jacobsens
Kiereste.
Gud give ham naade for sin Gud i Jesu
Christo og Lycke her paa Jorden. Amen.
Anno 1703 den l8July en tirsdag blev min
Datter Conradine Sophie fød paa Haxholm, døbt
i hovlbjerg Kirche af Hr Niels Brandt. Baaren af
Grevinde Reventlov paa hendes vegne af Hr Obr
Volckersøn. M. faddere: Hr Oberst Parsberg, Hr
Peder Jensen, Niels Jensen paa farskov, Hr
Christen høst, Hr Mads i hammel, Carsten
Andersen, Jørgen Ibsen, M. Johan Herritsfoged i
Wissing. Q. faddere Jomfru Rantzov, Jfr paa
Klavsholm, Mad. Maeroby, Mad. Høst Hr Niels’
i Nim, Anne Marie paa Frisendal, Hr Jens i
veierslev Kiereste. Gud give hende naade lycke
og velsignelse i denne verden. Amen i Jesu
Navn.
den 30 Novbr. 1707 er min minste søn fød i
Nørhedegrd i Thye paa en Onsdag Peder Grove.
Døbt af Mag. Eaias Klovmand i visby Kirche.
Baaren til daaben af Fr. Obr Rantzov til
Tanderup, holtis over daaben af Hr Baron
Gersdorph Stifft Amt. af Aalborg Stifft.
M.f.
Hr. Justitz Raad Helverskov
Hr Peder Lund i thymb.
Mons. Ohnsorg
Q.f.
Mad. Mollerup
Jfr. Helverskov
Jfr. Urne
Det var Grev Friis, der afholdt brylluppet, og det
var ikke så få honoratiores, der deltog. Det er der
naturlige forklaringer på. Niels Friis var gift med
Christine Sophie Rewentlov. Bruden Ide Sophie
Grove havde været ”cammergpige” for Jens Juel
til Juellinges hustru Regitze Sophie Vind i de
sidste 6 år af hendes liv (døde 1692). At
Bartholin’erne var med har en familiemæssig
årsag. Bartholin den Unge må være Christopher,
han var gift med brudens farbrors datter
Marianne Grove. Hendes far, Peder Grove,
havde været gift med Caspar Bartholins
søsterdatter.
Ides forældre gav hende en mere end
standsmæssig opdragelse. Hun blev vel educeret
(uddannet) af både danske og tyske informatores,
”desforuden blev hun oplært i alle de
Ziirligheder og Nætheder, som et honnet
Fruentimmer egner og andstaar”.
Af de ”egenhændige optegnelser” fremgår
det, at det nygifte par flyttede ind på Boller, hvor
VHB var forvalter. Her boede de et par år,
hvorefter de åbenbart er blevet indlogeret på
Tibstrup Søndergård, der også hørte til Friisernes
besiddelser. Da VHB bliver forvalter på selve
Frijsenborg får ægteparret ”den permission, at de
må residere på Haxholm”.
VHB må have været en duelig person, ellers
havde Friis næppe, i den tid han var ansat hos
ham, ladet ham avancere fra ridefoged over
forvalter af allodial godset til at blive forvalter
på selve grevskabet. Grev Friis brugte ham også
i retssager. Med så stort et gods som Frijsenborg
med tilliggende var, blev det ikke helt sjældent
nødvendigt at møde på de nærliggende
tingsteder. F.eks. bliver fogeden fra Boller sendt
til Bjerre herredsting, fordi en bonde har opsagt
sit fæste. Forvalteren begærer på husbonds
vegne, at bonden tilkendegiver, hvad årsag han
har til at opsige den gård han påbeboer: ”eller
om husbond i nogen måde haver hannem gjort
uret?”
Så efterhånden må VHB have erhvervet sig
noget kendskab til ”justitiæ sager.”
Præsten Anders Vejle giver i sine optegnelser
til sin egen slægts historie et godt billede af,
hvordan de sociale forhold var her i landet,
ihverfald i de sidste 100 år før VHB blev
herredsfoged. Alt avancement ad embedsvejen
eller i borgerlige stillinger var afhængig af, hvor
gode forbindelser til adelen eller andre
indflydelsesrige personer var. Hvis en dreng
havde lidt hoved - kunne læse og skrive - blev
han taget i tjeneste. Udfyldte han stillingen godt
- kunne de lide ham, ja så avancerede han fra
dreng til skriver, ridefoged, forvalter eller
herredsfoged. Pigens vej kunne være en lignende
fra fadeburspige til kammerpige - ”fruens egen
pige.” og så et godt bryllup.
Alt dette behøver der jo i og for sig ikke at
være noget odiøst i, hvis de pågældende duede.
Det var bare måden at blive set - at være kendt
på.
Man må nok indrømme, at forbindelser har
det ikke skortet på for den gode Valentin
Hermansen Beyer. Hans første herre Christian
Cassius var endt som landsdommer i Viborg,
hans kones familiemedlem Bartholin var
ligeledes landsdommer i Viborg. Oberst Rantzov
ejede Tandrup og mon ikke grev Friis har givet
ham et ord med på vejen.
Nu var det ganske vist den enevældige konge,
der skulle udnævne ham, og han kunne næppe
huske ham som duedreng, men mon ikke gode
mænds indstilling påvirkede selv en egenmægtig
monark?
Herredsfoged over Hassing-Refs herred blev
han fra den 18/12 1703 til 26/10 1722.

Kilde: Sydthy Årbog 1994, side 27-31