Siegfred Frederik Edvar Valdemar Stein
Frederik Siegfred Edvard Valdemar Stein (14. april 1836 – 1. februar 1905) var en dansk kemiker, søn af Sophus August Vilhelm Stein og bror til Harald og Theobald Stein.
Stein blev 1857 farmaceutisk kandidat og blev i 1859 tilknyttet et kemisk-analytisk laboratorium, S. Groth og Ørsteds Laboratorium (etableret 1857), som han blev eneejer af i 1865. Det kendes i dag som Steins Laboratorium. Laboratoriet fik overdraget officielle analyser for stat og kommuner, bl.a. cementundersøgelser fra 1878 samt kontrol med smør og margarine ifølge Margarineloven af 1888 og alle statens undersøgelser af levnedsmidler efter lov fra 1891. Denne halvofficielle status gav påtegningen "Kontrolleret af Steins Laboratorium" høj status som kvalitetssikring.
Han blev 1882 Landhusholdningsselskabets og 1887 statens konsulent i landbrugskemi, senere titulær professor. 1894 blev han Ridder af Dannebrog og 1898 Dannebrogsmand. Han ægtede 1869 Eleonore Frederikke Rørbye (d. 1876), Datter af Genremaler Martinus Rørbye, og 1879 Johanne Charlotte Lautrup (1836-1915), Datter af Etatsraad, Direktør C. N. Lautrup. Stein døde 1. Febr. 1905. Galschiøt, Landbrug og Landmænd i Danm. S. 85.
Martinus Christian Wedseltoft Rørbye
Rørbye, Martinus Christian Wesseltoft, 1803-48, Genremaler, blev født i Drammen 19. Maj 1803, men var af dansk Slægt, Broder til ovennævnte Overlæge J. R. Da Faderen, som kort før Sønnens Fødsel var bleven Embedsmand i Norge, ved dettes Adskillelse fra Danmark ikke ønskede at knytte sig til Norge, vendte han tilbage til sit Fædreland i Sønnens 12. Aar, og denne blev saaledes opdraget paa dansk og som dansk. Faderen ønskede, at han skulde studere, men da han ikke havde Lyst dertil, kom han, 17 Aar gammel, paa Kunstakademiet og blev Elev hos C. V. Eckersberg. Akademiet gik han jævnt, men ikke særlig hurtig igjennem, vandt 1824 den mindre, 1828 den store Sølvmedaille, konkurrerede til Guldmedaillen og vandt en Pengepræmie. Det var dog først, da han tredje Gang konkurrerede, at han vandt den mindre Guldmedaille for «Jesus helbreder de syge» (1829), og trods gjentagne Forsøg lykkedes det ham ikke at vinde den store. Det var dog ikke den tekniske Dygtighed, det skortede paa, thi han havde tilegnet sig hele den Eckersbergske Skoles Dygtighed i Tegning, om end med Skolens Skarphed i Omridsene og flade Modellering, der stod i Modsætning til det virkelig maleriske Blik, han havde for Farvernes Sammenstilling og symfoniske Virkning. Men hans maaske noget tørre Virkelighedssans strakte ikke til, naar han skulde sammensætte et Historiemaleri og give Sammenspillet mellem Personerne dramatisk Udtryk. Høyen fandt «hans historiske Sager altid utaalelige», og selv i hans senere Genrebilleder var det mere den portrætagtige, omhyggelige Udførelse og den heldige Farvevirkning end det sjælelige Liv, der gav hans Billeder Interesse. Imidlertid havde han begyndt at udstille allerede 1824, Portrætter, enkelte Motiver fra Walter Scott og Ossian og, med større Held, arkitektoniske Studier: «Figursalen paa Charlottenborg», «Børstrappen», «Toldboden», «Marked i Viborg «Fængselsbygningen ved Raad- og Domhuset» m. fl. med sirlig udførte Figurer, grebne ud af det daglige Liv, men i Almindelighed kun virkende som malerisk Staffage, hvor meget end den øvede Figurmaler var kjendelig i Udførelsen; kun undtagelsesvis kunde en Figur have et saadant Præg af personligt Liv, at man ret kunde glæde sig over den. Men Helheden i den maleriske Virkning, som, trods den udførlige Fordybelse i Enkelthederne, var fortrinlig holdt, gjorde dog disse mindre Billeder til Kunstværker, der vakte Opmærksomhed og let fandt Kjøbere til Datidens mer end beskedne Priser, 50-70 Rdl. for et Billede, som det maaske havde taget Maaneder at udføre. Blandt hans Portrætter var den næsten som Genrebillede behandlede Gjengivelse af den gamle Maler Professor Lorentzen i hel Figur, siddende foran Staffeliet i sin Malerstue, et baade fra Formens og Farvens Side vellykket Billede, om end af lille Omfang.
R.s Ønske om at komme udenlands (1833) vandt derfor hurtig Anklang i Akademiet, der varmt anbefalede ham for hans Talent som Portrætmaler, og 1834 fik han Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos og afrejste til Italien. Her mødtes han med Arkitekten M. Bindesbøll og rejste Aaret efter med ham til Tyrkiet og Grækenland, en Rejse, som den Gang hørte til Sjældenhederne. Hans fortrinlige Studier fra disse Egne vakte derfor megen Opmærksomhed i Akademiet, og de Billeder, som han i de følgende Aar udførte efter dem, tiltalte Publikum ikke alene ved Udførelsen, men ogsaa ved det fremmedartede Præg, der ligesom hensatte Beskueren i en sol- og farverig Æventyrverden. Da han i 1837 var kommen hjem, blev han paa de nys nævnte Studier enstemmig agreeret og fik til Opgave for at blive Medlem at male et Optrin af det tyrkiske F’olkeliv. Han tog sit Motiv fra en Studie af «Karavanebroen i Nærheden af Srnyrna» og blev 1838 enstemmig optagen til Medlem. Forinden var ved Foraarsudstillingen s. A. Udstillingsmedaillen bleven ham tilkjendt, den første Gang, denne Medaille blev uddelt, for et i rig Farveharmoni udført Billede: «En tyrkisk Notar, som afslutter en Ægtepagt» (Moltkes Malerisamling).
Hans Helbred var ikke godt, og efter at han 29. Avg. 1839 havde ægtet Rose Frederikke Schiøtt (f. 1810 d. 1859), rejste han om Efteraaret atter til Syden i Haab om, at et Ophold i Italien skulde styrke hans Helbred. Trods al Sygelighed malede han under dette Ophold i Italien et af sine livfuldeste Billeder: «Torvet i Amalfi» (udstillet 1842). Efter Hjemkomsten i 1841 udførte han paa Grundlag af ældre og nyere Studier 2 saa forskjellige, men i sund Opfattelse lige værdifulde Billeder som «0sterlændere uden for et tyrkisk Kaffehus» (udstillet 1845) og «Skagboere ved Stranden» (udstillet 1848), der begge tilhøre Statens Samling. Et af de Billeder, hvori hans Sans for fin og sanddru Farvevirkning træder mest levende frem, er «Kapellet i Klosteret St. Benedetto i Subiaco» (1843), der ligeledes findes i Statens Samling. I 1844 blev han Professor ved Akademiets Modelskole og saa en mere betrygget Fremtid i Møde, men en Underlivssygdom, der fra Ungdomsaarene havde tæret paa hans Kræfter, fik forholdsvis pludselig Karakter af en Kræftsygdom i Maven. Efter et kort Sygeleje afgik han ved Døden 29. Marts 1848, efterladende sin unge Hustru som Enke med flere smaa Børn.
Weilbach, Nyt Kunstnerlex.
Ph. Weilbach. Bricka: Dansk biografisk leksikon
Hun drev Athalie Rørbyes Pigeskole indtil hun fra 1908 helt helligede sig arbejdet for sømandsmissionen.