Tale ved Inge Esmarch Poulsens bisættelse - Sønder Kapel, BispebjergKirkegård d. 24.6.05.
”Vær barmhjertige, som Jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal Iikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”
Ordene fra Lukasevangeliet hører til de mest centrale indenfor denkristne tro. Den drejer sig om barmhjertighed og tilgivelse frem forfordømmelse og afvisning. Og det skal gælde for vores liv med hinanden,og når vores liv engang er slut.
Uanset hvordan vores liv former sig, skal vi vide én ting: I kraft af vordåbspagt kan vi være sikre på, at Gud tager imod os med kærlighed ogforståelse. Vi bliver ikke lagt fast på alt det, der gik mindre godt ivort liv, men omsluttes af kærlighed og forståelse, så vi kan få fred fordet, vi ikke kunne slippe i vores liv: vores egen utilstrækkelighed ogmanglende evne til at bryde ud af livets onde cirkler.
Gode, trøstende tanker.
Når man ser tilbage på Jeres mors liv, var det jo ikke noget nemt liv.Eller specielt vellykket og da slet ikke i forhold til Jer, hendes børn,Jimmy og Pia. Hun magtede Jer ikke, havde ikke overskud til at være morfor Jer i klassisk forstand - og holdt alligevel af Jer - på sin egenmåde. Hvor stolt og glad var hun for, at du, Jimmy havde fået lærepladsog kæreste - en bekræftelse af at hendes dårligdomme ikke fulgte med Jersom en forbandelse. Og også sit barnebarn nød hun i det omfang, hun havdeoverskud til det.
Inderst inde var hun jo et meget kærligt og omsorgsfuldt menneske. Detnød i godt af på Sundhold. Her var hun en af dem, der havde nogetoverskud, havde nogle ressourcer at give af - og det benyttede hun sigaf. Hendes kreativitet - i blomsterværkstedet, hvor der var plads tilhendes sans for smukke ting - hun var jo et meget fintfølende menneskemed en stor intelligens. Og hvor stolt var hun, når hendes ting altidsolgte godt på markedsdagene.
Eller hendes engagement i den sorte gryde - nej, hun skjulte sig ikke,men fik brugt sine talenter. Og på mig virker det næsten som om hunherigennem kunne kompensere lidt for, hun ikke magtede i forhold til Jer.Og ligeså smerteligt det var for Jer, at i skulle undvære Jeres mor påtæt hold på så tidligt et tidspunkt i Jeres liv, ligeså smerteligt vardet sikkert for hende at erkende og se i øjnene, at I var en opgave, hunnetop ikke kunne rumme, fordi alkoholen spillede for stor en rolle ihendes liv. Og til syvende og sidst jo også i Jeres: Jeres bekymring forhvordan hun havde det - I kunne jo straks høre på hende, hvordan det stodtil. Jeres ønsker om en pludselig åbning, så hun igen oplevedes som friskog nærværende.
Jeres længsler efter tryghed og nærhed, der aldrig rigtig blev indfriet.Kun i små glimt lykkedes det - juleaftnerne samme, fortroligheden medhende på de gode dage - de adskilte livsforløb til trods - der var noglesærlige bånd i mellem jer.”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”
Hvorfor bliver et menneskes liv som det bliver? Hvorfor er nogles livfanget i nogle rutiner, der synes at kvæle det, frem for at fremme det ?Vanskelige spørgsmål uden nemme svar. Livet er ikke entydigt. Og hellerikke kristendommen har en opskrift på, hvordan lidelse og modgang kanundgås. Tværtimod, så er den overbevist om, at den er en del af livet.
Ligesom Jesus selv blev udsat for livets dybe meningsløshed, da han hangpå korset langfredag.
Men kristendommen slutter netop ikke der. Tror på, at det bliverpåskemorgen og at korsets tyngende kraft kan brydes.
Og derfor skal også vi have lov til at lægge fortidens åg fra os.
Tro på, at vi kan komme videre.
Selvom det engang imellem først er døden, der åbner en ny dør. Ligesomfor Jeres mor, der nu er del af Guds kærlighed og ikke længere behøver atføle sig utilstrækkelig og svag, men finde ly i kærlighedens styrke.
Og denne Guds kærlighed må nu også være en trøst for Jer, der i dag tagerafsked med hende. At I som tiden går, overlader hende til denne Guds fredog forliger Jer med det, der har været - når I kommer i tanker om, hvadvi lige har sunget:Betragter månens bue
den kun er halv at skue
og dog rund og hel.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skuer kun.Gud ser altid hele mennesket og det, han ser, er derfor godt og i dennebevidsthed kan I godt overlade Jeres kære mor Inge Esmarch Poulsen i Gudskærlige varetægt.
Æret være hans minde!Amen
Sognepræst Ulrich Vogel