Katarina Bengtsdatter (Folkungaätten)
Fru Katarina utfärdade brev med Aspenäs som dateringsort ännu 1350 då hon bortgav sin gård Rönnäs, troligen belägen i Småland.
Ebbe Kløvedal Reich : Festen for Cæcilie Bd 1 s 7 : En søn af Vald.Sejr kaldes: Knud af Blekinge levede ca. 1205-60. Han havde en søn: Erik af Sønderhalland som døde 1304 og en anden søn der hed Svantepolk som døde 1310.
DBL 1887-1905 pg 273:Knud (Valdemarsen), o. 1205-1260, Hertug, var Søn af Kong Valdemar II og den svenske Hertugdatter Helene, Esbern Snares Enke (VII, 288).
Valdemar yndede denne Frillesøn: han gav ham det meste af sine vidtstrakte Ejendomme i Sverige, hvor K. ogsaa maa have haft rigt Mødrenegods, og efter Estlands Erobring (1219) gjorde han ham til Hertug over dette Land og skjænkede ham en Mængde Godser i Provinsen Harrien, af hvilke K. atter overlod en Del til Cistercienserklosteret Gudvalla paa Gulland. Om K. til Stadighed nu opholdt sig i Estland, ved man ikke; i alt Fald var han der i Aarene 1222-23, da Danskerne i den revalske Borg Lyndanise sejerrig udholdt 2 haarde Belejringer, som iværksattes af de oprørske Ester, sidste Gang i Forbindelse med Russerne.
<br />
Den unge Hertug kunde i den følgende Tid dog ikke magte de vanskelige Forhold, saa meget mindre som Valdemar II's Fangenskab havde lammet Danmark, og da de danske endelig bleve helt fordrevne af de tyske Sværdbrødre (1227), mistede K. sit Len hinsides Ostersøen. Hertug af Estland kaldtes han vel endnu, saaledes i et Brev fra 1229; men Fortællingen om, at han efter Gjenoprettelsen af den danske Konges Herredømme i Estland (1238) atter drog der til og (sammen med Abel) anførte de Danskere, som hjalp de tyske Riddere paa et sejerrigt Tog til Pieskov syd for Peipussøen (1240), beror kun paa legeborg, snart efter dog atter udfriet af Lybekkerne (1247 el- 48). Bleking fik han tilbage; men senere ombyttede han dette Len med Laaland. Til Tak for Sorømunkenes «Venskab» skjænkede han dem sit Gods i Sørninge paa Sjælland (1250), og s. A. stadfæstede han sin Halvsøster Ingeborgs (VIII, 283) Gaver til Sorø Kloster. K. døde 15. Okt. 1260 og blev begravet i Ringsted. Han var gift med en Datter af den pommerske Hertug Svantopolk og havde 2 Sønner, Erik (IV, 554), der blev dansk Drost og Hertug i Sønderhalland, og Svantopolk (f 1310), der ved at arve Faderens Godser i Sverige blev en af dette Riges mægtigste Mænd. K.s Datter Cæcilia ægtede Philip, der vistnok var af Folkunge-ætten (henrettet 1251).Fra: Hanne Hansen (hannahbo@tiscali.dk <mailto:hannahbo@tiscali.dk)
Date: 07.05.2004-15:21I al den literatur jeg har haft fat i, oplyses det at Knud er uægte søn til Valdemar Sejr. Knuds mor er Helena uttormsdotter og 3die hustru til Esbern Snare. Læs bla. Jarlens sekel af Dick Harrison, side 255.
"Motsättning eller ej, den algotska bubblan sprack med en smäll år 1288. Den omedelbara anledningen var en ärlekshistoria. Folke Algotsson blev forälskad i Ingrid, dotter till Svantepolk Knutsson av Viby (troligen det östgötska Viby i Östra Ryds socken). Herr Svantepolk var inte vem som helst. Han härstammade från den danske kungen Valdemar Sejr och dennes svenska älskarinna Helena, änka efter den danske stormannen Esbern Snare (Hvide-ätten). Valdemars och Helenas son Knut, hertig av Reval, hade fått sonen Svantepolk i sitt äktenskap med en slavisk stormannadotter. Sjalv hade Svantepolk ingått äktenskap med Benedicta, dotter till Sune Folkesson, efter det att hon återkommit från Norge (s. 185). Tillsammans med hustrun förfogade herr Svantepolk över en avsevärd förmögenhet.
Dottern Ingrid skulle enligt konungens önskan bortgiftas med en dansk storman, David Torstensson. Svamepolks familj var alltså helt fel familj att forolämpa offentligt, men unge herr Folke hade uppfostrats i en miljö dar allt var tillåtet för en storman. I mars månad år 1288 kunde han inte hålla sina lystna fingrar i styr: han enleverade Ingrid."Resten kan som sagt læses i ovenstående bog, der i øvrigt er meget spændende.
Frille.
DAA 1888 s 99 Danske adelsgodser i middelalderen,ErikUlsig,Kbh.1968 s 282
Danske adelsgodser i middelalderen,Erik Ulsig,Kbh.1968 s271+282-83
DAA 1888 s 99
<br />
<br /> 1401 Kong Eriks Stadfæstelse, 1419 Forbundet I Kbh
nævnt 1396 og 1447
<br /> 1398 Forliget I Almarsteg
Hase er en lille dansk uradelsslægt. Om de tog våben efter navnet eller omvendt - det vides ikke. Våbenet er en guld hare (tysk: Hase) i blåt felt. På hjelmen 2 guld harer omkring et grønt træ, eller 5 strudsefjer i sølv, guld, blåt, blåt og guld. Navnet blev også brugt i en gren af slægten (Bild) som nedstammede fra en Hase-datter, de havde det lille gods Gåsetofte ved Kalundborg.
Brahe er navnet på en af Danmarks berømmeligste adelsætter, der med sikkerhed kan føres tilbage til slutningen af det 14. århundrede. Der findes også en svensk gren af slægten, der imidlertid er uddød både i Danmark (1786) og i Sverige (1930).
Slægten førte et våbenskjold med en sølv-pæl i sort felt, på hjelmen en opstående påfuglefjer mellem to sorte vesselhorn, hvert belagt med en sølvbjælke og besat med 3 påfuglefjer.
Slægten hørte oprindeligt hjemme i Halland og Skåne og kom først under kong Frederik I til Øerne. Slægtebøgerne begynder med Verner Brahe og hans søn, Niels Brahe til Gyllebo; men først dennes sønnesønssønner, Thorkild Brahe til Rendenæs og Mygdal og Axel Brahe til Vidtsköfle findes som medunderskrivere på betydningsfulde statsakter under dronning Margrete. Fra den førstnævntes ældste datter, Johannes første ægteskab med Magnus Laurentsson (Plata) til Finnesta i Sverige stammer de svenske Braher, idet børnene tog navn efter moderen. Axel Brahes sønnekone Berete Thott Bondesdatter forsvarede 1487 sin gård Vidtsköfle tappert mod kong Karl Knutssons hær, som hun sluttelig drev på flugt ved hjælp af et kartovestykke. Hun var farmoder til de to brødre, Tyge Brahe til Tostrup, som sluttede sig til kong Frederik I og 7. september 1523 faldt for Malmø, medens hans søskendebarn, Niels Brahe til Vandås (død 1529) holdt med Christian II, og Axel Brahe (o. 1480-1551), hvis slægt blev i Skåne, indtil den med Otte Brahe (1582-1642) kom til Nørrejylland, hvor denne yngre linje uddøde 1666 med hans søn Manderup Brahe til Torbenfeld og Sæbygård. Dennes enke, Birgitte Trolle Nielsdatter, udnævntes 2. februar 1672 til friherreinde af Brahetrolleborg, som efter hendes død (1687) tilfaldt hendes brodersønner, Frederik Trolle (d. 1700) og Niels Trolle {d. 1722), hvorpå det faldt til kongen, som 1722 forlenede dronning Anna Sophies ældste broder, grev Christian Ditlev Reventlow, dermed. Tyge Brahes søn, Jørgen Brahe til Tostrup og Elved, var hofsinde hos kong Christian III, havde forskellige forleninger på Øerne og kæmpede hæderligt til søs under Syvårskrigen, men omkom 1565 under et forsøg på at redde Frederik II, der var faldet i vandet ved Højbro. Hans hustru, Inger Oxe Johansdatter, var overhofmesterinde hos dronning Sophie og efterlod sig ved sin død 1592 en meget betydelig rede formue. Jørgen Brahes yngre broder, rigsråden Otte Brahe til Knudstrup (1518-1571), stamfader til de fynske Braher, var fader til Tyge Brahe (1546-1601), rigsråderne Steen Brahe til Knudstrup, Bregentved, Næsbyholm, Hvedholm m.m. (1547-1620) og Axel Brahe til Elved og Orebygård (1550-1610), Jørgen Brahe til Tostrup (1554-1601), hvis eneste søn, Tønne Brahe til Tostrup og Gundestrup, faldt 1611 for Kalmar, Knud Brahe (1555-1615) til Tostrup og Engelholm, som han forsynede med den smukke, endnu bevarede, hovedbygning, og Sophie Brahe (1556/59-1643). Medens Axel Brahes afkom uddøde med hans sønnesøn, Axel Brahe til Eskebjerg, fortsattes Steen Brahes slægt på Hvedholm endnu et århundrede fra fader til søn: Jørgen Brahe (1585-1661), etatsråd Preben Brahe (1627-1718), som underskrev Suverænitetsakten, Henrik Brahe (d. 1725), hvis to sønner døde ugifte. Den ældste, Jørgen Brahe, omkom 1736 ved en jagt på Lindholm ved Gavnø, og den yngste, Preben Brahe, som døde 17. august 1786, var slægtens sidste mand. 1751 havde han i forening med sin ældste søster Susanne oprettet Hvedholm til et stamhus, der efter hans død gik over til hans morbroders sønnesøn, Axel Frederik Bille, som ved patent af 12. januar 1787 fik tilladelse til at føre de Brahes navn og våben i forbindelse med sit eget (se Bille-Brahe).
Slægtens steder var bl.a. Brahesborg, Brahesholm og Brahetrolleborg.
Brahe er som nævnt også en svensk adelig slægt, som stammer fra Danmark. Den svenske stamfader var Magnus Laurensson, der 1444 var ridder og rigsråd. Han var gift med Johanne Thorkildsdotter (Bragde), en broderdatter af den danske rigsråd, Axel Brahe til Vidtsköfle. Hans søn, Peder Magnusson, død omkring 1480, antog navnet Brahe efter sin mødreneslægt og arvede det i Södermanland liggende gods Tärna, som således blev Braheslægtens stamgods. Den svenske Braheslægt førte et gyldent skjold med to sorte vinger. Slægten uddøde 1930 med Magnus Brahe.