Notes

Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Var 1341 i Helsingborg forlover for kong Valdemar ved forliget medkong Magnus. Va r 1 3 5 5 r i d d e r og bosat i Århus stift. Beseglede 1360recessen i Kalundborg. I 1361 i T ønd e r me duds te d e r a f et vidne om etskøde til Ribe domkirke, førerda skaktavlen i si t seg l . Beseg lede1 3 6 2 ov eren skomsten mellem hr. Stig Andersen Hvide og hr. ClausLimbe k. I 1 36 8 me d i oprørs fo rb unde t mo d kong Valdemar. I 1369 sinbroders, hr. Iver Nielse ns, pan teb rev t il Heidenri k L uno v. Va r 13
7 3forlover for hr.
Niels Eriksen Gyldenstjerne. I 1376 for kong Oluf ogdronning Margrethe ved forl i g e t m e d d e m e chlenburgske hertuger iKøbenhavn. Beseglede 1376 og 1377 kong Olufs hån df æs tn ing e r og 1 377t i l vitterlighed med Albert Andersen Eberstein.

Hans Barnekow

Hans Barnekow- død 1559
Hans Barnekow stammer fra en gammel adelsslægt af Vendisk æt. I 1543 dansk tjeneste, som sendebud for Christian den 3.
I 1547 bragte Hans Barnekow en sum af 4000 guldgylden til de protestantiske fyrster i Tyskland, men da disse imidlertid var faldet i Kejserlig fangenskab, førte han pengene med sig tilbage. Samme år blev Hans Barnekow optaget i den danske adelsstand mod at forpligte sig til at tage en hustru af indfødt dansk adel. 1553 Rigsråd og bebor i korte perioder Jomfruens Egede. I 1550 gifter Hans Barnekow sig med Mette Oxe, søster til Rigshofmester Peder Oxe.
 
______________________
 
Hans Barnekow, gammel adelsslægt af Vendisk æt, * - , død 1559. I 1543 dansk tjeneste, som sendebud for Christian den 3. I 1547 bragte H.B. en sum af 4000 guldgylden til de protestantiske fyrster i Tyskland, men da disse imidlertid var faldet i Kejserlig fangenskab, førte han pengene med sig tilbage. Samme år blev H.B. optaget i den danske adelsstand mod at forpligte sig til at tage en hustru af indfødt dansk adel. 1553 Rigsråd. H.B. omdøber Ellinge til Birkholm. 1550 gift med Mette Oxe, søster til Rigshofmester Peder Oxe, * - , død 1582.

Christian Barnekow

Christian Barnekow søn af H.B. og M.O., bror til J.B.* 1556 død 1612
 
1574-91 ophold og studier i udlandet Jena, Padua, Basel, Siena, Tyrkiet, Græskenland, Syrien, Ægypten. 1594-1612 kongens sendebud hvor han bl.a rejste til Skotland, England, Nederlandene og Polen. 1598 gift med Margrethe Brahe *- død 1617.
 
Christian Barnekow faldt den 21. februar 1612 på Skellinge hede i Halland, hvor han efter sagnet ofrede sit liv for Christian den 4. Det siges at Chrstian Barnekow overlod sin hest til kongen, der havde mistet sin egen, med følgende ord:" Kongen giver jeg min hest, Fædrelandet mit liv og Gud min Sjæl". Christian Barnekow blev derefter nedsablet af fjenden mens kongen flygtede bort på Christian Barnekows hest.

Axel Brahe

<li>1534 ritmester for adelens rustning i Skaane
<li>1523 Sluttede sig til Frederik I
<li>1526 En af anførerne i krigen mod Hr. Søren Nordby
<li>Sluttede sig nødtvunget til Grev Christopher
<li>1537 Bar scepteret ved Kong Christians III kroning
<li>1540 deltager i forhandlingerne med Sverige
 
Axel Axelsen Brahe, (o. 1480-23. februar 1551), til Krogholm og Vidskøvle, var en dansk ridder, en af de bekendteste skånske rigsråder på reformationstiden, søn af Axel Pedersen Brahe og Maren Lunge.
 
Brahe forekommer allerede 1501 som lensmand på Haraldsborg ved Roskilde, 1505 på Lykå i Bleking, senere på Lindholm Slot i Skåne, svor i begyndelsen af 1523 Christian 2. fornyet troskab på Lunde Landsting, men sluttede sig, straks efter at kongen havde forladt landet, til Frederik I, indtog med magt Børringe Kloster fra den bekendte Hans Mikkelsens familie, fik det i forlening og optoges i rigsrådet.
 
Da Søren Norby 1525 rejste den skånske bondeopstand, gik Brahes gård op i luer. Straffen over de frafaldne overdroges ham i forening med rigsmarsken Tyge Krabbe; ved denne lejlighed kom hans fætter Niels Brahes gård Vidskøvle, hvori han selv havde andel, og mere gods i hans hænder.
 
Under hele Frederik I's tid indtog Brahe en betydelig stilling, sendtes flere gange i diplomatiske sendelser til Sverige og fik 1531, da Christian II ventedes, tillige med Tyge Krabbe den øverste magt i Skåne. Under herredagen 1533 efter kongens død beseglede han recessen af 3. juli, hvorved man søgte at give biskopperne deres fulde magt tilbage, men deltog ikke i det katolske partis mere yderliggående skridt og nævnes heller ikke blandt Hans Tausens dommere.
Af samtidige forfattere betegnes han også som en af de første adelsmænd, der ligesom Mogens Gjøe og Erik Banner sluttede sig til den nye lære. Under grevefejden, da oprøret i Malmø udbrød, søgte man at gribe ham, hvilket dog mislykkedes. Ligesom den øvrige skånske adel sluttede han sig kort efter til grev Christoffer; men da svensk hjælp nærmede sig, gik han tillige med den øvrige adel over til hertug Christian og var den skånske adels fører i slaget ved Helsingborg i januar 1535, hvor Marcus Mejer og flere af lybekkernes førere fangedes. Som statholder i Skåne ledede han derpå belejringerne af Landskrone og Malmø.
 
Efter Københavns overgivelse 1536 måtte han udstede revers om ikke at modsætte sig bispemagtens afskaffelse, sendtes 1537 i diplomatisk sendelse til Sverige, ledsagede 1538 Christian III til fyrstemødet i Brunsvig og var i det hele taget den betydeligste mand i Skåne lige til sin død. «Han var en ærlig, vis og gudfrygtig Mand, hjalp gjærne fattige Folk og Enker og levede gudfrygtelig i alle Maader», siges om ham i en gammel optegnelse.
 
Brahe var gift 1. med Anne Lavesdatter Brock fra Vemmetofte, død 1524, og havde med hende 6 børn, 2. med den højt ansete Sophie Rosenkrantz, datter af Holger Eriksen Rosenkrantz og den bekendte fru Anne Meinstrup, død 13. november 1558. Med hende havde han ingen børn, men blev plejefader for hendes broderbørn, de i Frederik II's tid så bekendte brødre Holger, Erik Ottesen Rosenkrantz og Jørgen Rosenkrantz.

Eskild Mogensen Gøye

DAA 1896 s 150-51 Danske adelsgodser i middelalderen,ErikUlsig,Kbh.1968 s 271+291+400+447-48
 
Eskild Gøye var Godssamler i stor Stil, haardhændet og udholdende, overalt hvor han fik Fodf æ ste; i Skaane, hvor han arvede Part i det bekendte store skaanske Pant, i Jylland og paa Gi ss elfeld, som han arvede fra sin Moder, og endelig paa Krenkerup, som han øjensynlig i særli g G rad har interesseret sig for. Det var netop i de Tider, at mange mindre Adelsmxnd og Slæg te r af gammel Lavadel efterhaanden forsvandt under sociale og økonomiske Tryk; de nødtes ti l a t søge Laan, sam kun kunde opnaas mod Pant i deres Gaarde, og naar de ikke var i Stand ti l a t betale, gik Pantet af sig selv over til Eje og gled over i Hænderne paa Storadelsmanden , so m altid var Panthaveren.
 
Paa denne Vis kom Hovedgaard efter Hovedgaard og Bøndergods i Mængder i Eskild Gøyes Hænde r o g lagdes til Krænkerup, hvis Tilliggende ved hans Død var omtrent tre Gange saa. stort, s om d a han begyndte sin Virken. I sig selv er der naturligvis intet moralsk forkasteligt i, a t ha n udnyttede Forholdene, da han nu engang hørte til de af Skæbnen begunstigede, under e n økono misk Udvikling, som han ikke var Herre over, og som i forskellig Form ofte har funde t Ste d i Historien, men det kan ikke nægtes, at de mange Tilfælde, da Hr. Eskild lagde sin e Hande r paa Gods, som Enker og umyndige Børn ikke formaaede at holde fast paa, stiller han s Karakte r i et lidet heldigt Lys, og naar der mange Aar senere i Godsspørgsmaal blev fare t noget haar dt frem mod hans Søn, tager det sig unægtelig ud, som var det Høsten af den Sæd , han havde sa aet.
 
Efter som Krænkerups Gods voksede saa betydeligt, maatte dens Ejer naturlig nære Ønske om , a t selve Gaardens Udseende kom til at svare dertil; hvorledes det hidtil havde været, ve d vi i ntet om, men ifølge dens Oprindelse er det rimeligt at antage, at det har været en gan ske uan seelig Bindingsværksbygning, der formodentlig har ligget paa det samme Sted, hvor Slo ttet n u staar; noget Spor af et ældre Voldsted er i hvert Tilfælde ikke eftervist. Eskild Gø ye rejs te her et grundmuret Hus med Kælder og to Stokværk, som er det midterste Parti af de n nuværen de Nordfløj, hvor denne ældste Del tydeligt giver sig til Kende ved sine særlig svæ re Mure; d e nederste Partier af Gavlmuren ses endnu i Kælderen, der iøvrigt er delt i fler e Rum, hvora f det smalle østlige har en gennemgaaende Tøndehvælving, medens de to vestlige h ar Krydsribbe hvælvinger. Murene er opført i Munkeskifte, og hele Karakteren stemmer med Efte rretningen om , at Eskild Gøye lod opføre det Hus, som staar Norden paa Gaarden paa den højr e Haand næst in den Porten; denne Krænkerups ældste Del stammer da utvivlsomt fra Slutninge n af femtende Aarh undrede.
 
At Eskild Gøye var i Stand til at samle saa betydelige Rigdomme, beroede naturligvis ogsaa n o get paa den fremskudte Plads, han efterhaanden kom til at indtage i Statslivet; han var Rid de r og Medlem af Rigsraadet, blev 1486 Rigsmarsk, deltog fra dansk Side tillige med Poul Lax man d i det Møde mellem Rigsraader fra alle tre Riger, der førte til den bekendte Lødese-Trak tat , og førte endelig den danske Hær paa det Tog op i Sverige, der genvandt Kong Hans den sv ensk e Krone. Store og vigtige Forleninger havde Hr.Eskild sit hele Liv igennem, Aalholm tæ t ved s in Fædrenegaard fra 1471 til 1495 og siden til sin Død Lindholm i Skaane, hvor han j o ogsaa h avde saa store private Interesser. Han var første Gang gift med Mette Rosenkrantz , en Datte r af Rigshofmesteren Erik Ottesen Rosenkrantz, men det berettes, at hun forlod ha m for at klo stergive sig, og det er vel muligt, at det er rigtigt, og i saa Fald har det ve l været i Mari bo Kloster, hvortil han skænkede en Del Gods; formodentlig er hun dog død ikk e længe efter, d a Hr. Eskild indgik nyt Ægteskab med den unge Sidsel Brahe, en Datter af Axe l Brahe til Krogh olm i Skaane. Eskild Gøye døde 1506 og fik »en meget skøn og fager Afgængel se« af Verden; si t sidste Hvilested fandt han i Maribo Klosterkirke, hvor han havde sikret s ig, at der stadi g læstes Messer for hans Sjæl.

Axel Brahe

<li>1534 ritmester for adelens rustning i Skaane
<li>1523 Sluttede sig til Frederik I
<li>1526 En af anførerne i krigen mod Hr. Søren Nordby
<li>Sluttede sig nødtvunget til Grev Christopher
<li>1537 Bar scepteret ved Kong Christians III kroning
<li>1540 deltager i forhandlingerne med Sverige
 
Axel Axelsen Brahe, (o. 1480-23. februar 1551), til Krogholm og Vidskøvle, var en dansk ridder, en af de bekendteste skånske rigsråder på reformationstiden, søn af Axel Pedersen Brahe og Maren Lunge.
 
Brahe forekommer allerede 1501 som lensmand på Haraldsborg ved Roskilde, 1505 på Lykå i Bleking, senere på Lindholm Slot i Skåne, svor i begyndelsen af 1523 Christian 2. fornyet troskab på Lunde Landsting, men sluttede sig, straks efter at kongen havde forladt landet, til Frederik I, indtog med magt Børringe Kloster fra den bekendte Hans Mikkelsens familie, fik det i forlening og optoges i rigsrådet.
 
Da Søren Norby 1525 rejste den skånske bondeopstand, gik Brahes gård op i luer. Straffen over de frafaldne overdroges ham i forening med rigsmarsken Tyge Krabbe; ved denne lejlighed kom hans fætter Niels Brahes gård Vidskøvle, hvori han selv havde andel, og mere gods i hans hænder.
 
Under hele Frederik I's tid indtog Brahe en betydelig stilling, sendtes flere gange i diplomatiske sendelser til Sverige og fik 1531, da Christian II ventedes, tillige med Tyge Krabbe den øverste magt i Skåne. Under herredagen 1533 efter kongens død beseglede han recessen af 3. juli, hvorved man søgte at give biskopperne deres fulde magt tilbage, men deltog ikke i det katolske partis mere yderliggående skridt og nævnes heller ikke blandt Hans Tausens dommere.
Af samtidige forfattere betegnes han også som en af de første adelsmænd, der ligesom Mogens Gjøe og Erik Banner sluttede sig til den nye lære. Under grevefejden, da oprøret i Malmø udbrød, søgte man at gribe ham, hvilket dog mislykkedes. Ligesom den øvrige skånske adel sluttede han sig kort efter til grev Christoffer; men da svensk hjælp nærmede sig, gik han tillige med den øvrige adel over til hertug Christian og var den skånske adels fører i slaget ved Helsingborg i januar 1535, hvor Marcus Mejer og flere af lybekkernes førere fangedes. Som statholder i Skåne ledede han derpå belejringerne af Landskrone og Malmø.
 
Efter Københavns overgivelse 1536 måtte han udstede revers om ikke at modsætte sig bispemagtens afskaffelse, sendtes 1537 i diplomatisk sendelse til Sverige, ledsagede 1538 Christian III til fyrstemødet i Brunsvig og var i det hele taget den betydeligste mand i Skåne lige til sin død. «Han var en ærlig, vis og gudfrygtig Mand, hjalp gjærne fattige Folk og Enker og levede gudfrygtelig i alle Maader», siges om ham i en gammel optegnelse.
 
Brahe var gift 1. med Anne Lavesdatter Brock fra Vemmetofte, død 1524, og havde med hende 6 børn, 2. med den højt ansete Sophie Rosenkrantz, datter af Holger Eriksen Rosenkrantz og den bekendte fru Anne Meinstrup, død 13. november 1558. Med hende havde han ingen børn, men blev plejefader for hendes broderbørn, de i Frederik II's tid så bekendte brødre Holger, Erik Ottesen Rosenkrantz og Jørgen Rosenkrantz.