Datter af husmand Peder Nielsen og Ane Cathrine Nielsen.
hnpeder@comxnet.dk har mere om aner.
Stod ved sin død som Karen Jeppesdatter.
Var ved vielsen tjenestekarl på Store Rugtved i Albæk Sogn.
Vilhelmine Frederikke Rasmussen
Datter af ugift Ane Kirstine Jensen.
Peder Hansen, Peder Hansen-Lundby, 8.12.1801-19.5.1854, husmand, politiker. Født i Sallerup, Køng sg. ved Vordingborg, død i Lundby, begravet sst. Hjemmet hørte i kraft af faderens smedeerhverv antagelig ikke til de dårligst stillede husmandshjem, og H. fik efter tidens forhold en god skolegang, idet han udover hvad stedets lærer kunne yde blev undervist særskilt af sognepræsten, den senere biskop i Ribe, Tage Müller. Hans standpunkt i henseende til kundskaber blev ved konfirmationen 21.4.1816 betegnet som "meget god". I de følgende år tjente H. som karl om sommeren, bistod faderen hjemme i smedjen om vinteren og havde lært sig at spille violin, så han også kunne bistå faderen i dennes andet bierhverv. Efter sit giftermål var H. og hans kone i en årrække indsidderfolk til han 1832 fæstede et hus med knap 2 ha jord under Lundbygård. H. fik først 1842 udstedt fæstebrev, og man har ment at han i ti år således kun havde mundtligt løfte på fæstet. Imidlertid var fæsteforestillingen approberet 3.3.1833 og H.s benyttelse af fæstet således retssikret fra dette tidspunkt. Fæstestedet svarede til de øvrige under godset, og H.s forpligtelser synes nærmest at have været lidt lettere end de øvrige husmænds. H. ernærede sig af jordlodden, dagleje og de førnævnte bierhverv, hvortil kom at han 1829 blev stævningsmand for birkeretten, ligesom han lejlighedsvis synes at have bistået godskontoret med skriftlige arbejder. H. synes at have nydt social anseelse lokalt, idet der stedse var gårdmandsfolk som faddere til de seks børn der fødtes i ægteskabet. 1836 blev H. arresteret og varetægtsfængslet i 16 uger i forbindelse med en birkefuldmægtigs bedragerier. H. kunne imidlertid dokumentere sin uskyld i dennes handlinger og i de anklager der af ham rettedes mod H., og blev frifundet, men affæren blev senere politisk brugt imod ham. H. debuterede med en række artikler i Sjællandsposten 1840 hvor han krævede lettelser for husmandsbefolkningen, og han synes på samme tid at være begyndt lokalt at agitere mere bredt for bøndernes sociale og politiske krav på sin hjemegn. S.å. indsendte han et andragende til stænderne om lettelser i husmændenes vilkår på Lundbygård gods og jan. 1841 i forbindelse med nyvalgene til stænderne en petition der mere alment opfordrede stænderforsamlingerne til at virke for bedring af husmændenes sociale forhold. Til stændersamlingen 1842 havde H. indgivet et andragende underskrevet af især husmænd på ni godser på egnen, og skønt den deputerede for distriktet, prof. H. N. Clausen, først havde opfordret ham til at trække det tilbage fastholdt han indsendelsen, og Clausen støttede da også husmændenes krav ved petitionens fremlæggelse.
Fra 1842 begynder H.s virksomhed at tage større omfang. Han var medstifter af og i ledelsen af lokale sammenslutninger som læseselskab og læseforening, i sogneforstanderskabsforeningen fra 1843 og blev 1845 sekretær i Præstø amts landkommunalforening. Afgørende blev hans tilknytning til Almuevennen hvor han fra 1842 bidrog med en lang række velskrevne, men ofte yderst skarpt formede indlæg der oftest med udgangspunkt i konkrete sager henledte opmærksomheden på husmandsbefolkningens fortrykte stilling. Fra april 1843 var han en af bladets få lokale forhandlere. H. blev snart en kendt skikkelse. Peter Rørdam i Mern omtalte ham 1843 positivt og det blev afgørende, at han 1844 fik kontakt med Rasmus Sørensen, Venslev, med hvem han i de følgende år samordnede sin agitation, både sin rejsevirksomhed hvor H. koncentrerede sig om Sjælland og Lolland-Falster, og i henseende til de særlige krav der skulle søges opnået gennem adresser og anden virksomhed. Mens H.s første politiske indsats havde rettet sig fortrinsvis mod husmændenes kår, drejedes hans agitation nu mere i retning af en bredere virksomhed for bondebevægelsens hovedkrav. H. udfoldede en betydelig rejsende agitationsvirksomhed 1844-45 hvad der belastede hans økonomi stærkt og bl.a. medførte fysiske overfald. Særlig i Holbæk amt og på Falster vakte hans agitation genklang, ligesom han på dette tidspunkt står som den ubestridte politiske leder af bondestanden i den sydlige del af Præstø amt skønt han, som ikke havde valgret eller valgbarhed til stænderne eller sogneforstanderskaberne, måtte arbejde gennem andre. Da Præstø amtsråd 1843, i lighed med andre amtsråd, undlod at forhøre sig hos sogneforstanderskaberne vedrørende kancelliets forespørgsel om husmandsbefolkningens kår var det H. der organiserede udfærdigelsen og indsendelsen af en betænkning på sogneforstanderskabernes vegne.
H.s og Rasmus Sørensens agitationsrejser vakte uro. I Roskilde stænderforsamling blev H.s virksomhed debatteret, og hans optræden stærkt angrebet fra godsejerside hvor man bl.a. fremdrog sagen fra 1835-36. Som forsvar mod disse angreb udsendte H. 1845 Tak for sidst! til Aristokraterne i Roeskilde Stænderforsamling 1844, og især til det ærede Kløverblad: Benzon, Neergaard, Wolff, en velskreven pjece i hvilken han dels forklarer den gamle sag, dels giver en fremstilling af sit levned og sin politiske virksomhed. Myndighederne var også foruroligede, og et kancellicirkulære af 20.2.1845 pålagde amtmændene at holde de to agitatorer under opsyn. H. synes dog ikke at have ladet sig skræmme, men måske snarere at have skærpet sin udtryksform. På et stort møde på Ulkestrup mark 30.6.1845 talte han og føjede her udprægede nationale toner til agitationen. Netop i Holbæk amt blev myndighederne opskræmt af en stigende uro blandt husmandsbefolkningen der førte til udstedelsen af "bondecirkulæret" af 8.11.1845 som skulle hindre H.s og Rasmus Sørensens virksomhed.
Efter oprettelsen af Bondevennernes selskab i begyndelsen af 1846 gik H. i modsætning til sin kampfælle i selskabets tjeneste. Han fortsatte lokalt sin tidligere virksomhed, og på sine rejser, således 1847 til Fyn, optrådte han som selskabets "emissær". H. fortsatte sin skribentvirksomhed i Almuevennen, og han var engageret i det valgforberedende arbejde Bondevennernes selskab udfoldede. I foråret 1848 kom det forskellige steder i Sydsjælland til uroligheder blandt husmandsbefolkningen, og H. måtte offentligt fralægge sig enhver del i den stigende misnøje blandt fæste- og lejehusmænd. På Falster blev der fra Bondevennernes selskab advaret mod at organisere en art folkevæbning under H.s ledelse. Hans stilling i disse måneder er vanskelig at få fuld klarhed, over. I de følgende år frem til sin død optrådte han som bondevenneselskabets medarbejder der lokalt organiserede affattelsen og indsendelsen af adresser og forestod det valgforberedende arbejde. Hans forhold til selskabet var dog ikke uden gnidninger og han synes at have nærmet sig A. F. Tscherning i begyndelsen af 1850erne. På denne tid samvirkede han med A. Stephansen om oprettelsen af højskolen på Hindholm hvor H. var ivrig for at gøre det til en skole også for egnens husmandsbefolkning. - H. var i besiddelse af ualmindelige evner som politisk agitator. Han var særdeles veltalende, en betydelig skribent og udviste stor dygtighed i det seje, vedvarende organisationsarbejde. Personligt var hans stilling vanskelig, han svækkedes tidligt af sygdom og hans hjemlige økonomiske kår var yderst tarvelige. Han trådte stærkest frem før bondevenneselskabets oprettelse 1846 gennem sin personlige agitation, men indordnede sig tilsyneladende loyalt under selskabets ledelse i årene derefter. Utvivlsomt stod han længere til venstre, end det var umiddelbart behageligt for selskabets ledelse, og det er påfaldende at han ikke opstilledes ved noget valg efter 1848. Oprindelig havde H. været meget kongetro, forestod således en deputation til Chr. VIII 1840 og skrev to år senere til kongen om støtte til sit arbejde som han opfattede som en alliance mellem kongemagt og det egentlige folk. Efter 1848 gik han imidlertid ubetinget ind for det konstitutionelle system, og det var et gennemgående tema i hans agitation i begyndelsen af 1850erne at bondestanden alene kunne opnå indflydelse gennem sammenhold og organisering på egne betingelser. H. var uden påvirkning fra de gudelige vækkelser, men ikke desto mindre fornemmes en ofte bibelsk patos i hans påkaldelse af retfærdige samfundsforhold. Det centrale i hans politiske virksomhed var den sociale indignation, kravet om forandringer som han gav en skarpere og mere talentfuld udformning end hans samtidige af bondestanden.
Forældre: husmand, smed Hans Christensen (ca. 1762-1830) og Birthe Pedersdatter (ca. 1764-1845). Gift 25.7.1828 i Køng med Dorthe Jørgensdatter, født 24.10.1803 i Vejlø, død 9.3.1889 i Lundby, d. af indsidder Jørgen Hansen (født ca. 1776, gift 2. gang 1804 med Kirsten Larsdatter) og Anna Andreasdatter (1777-1804).
Mindesten ved Kærehave landbrugsskole, Ringsted, 1903.
BibliografiDanske politiske breve, udg. Povl Bagge m.fl. II-II-I, 1948-49. - D. E. Rugaard: Fremragende da. bønder, 1871 211-22. C. Th. Zahle: Den danske husmand, 1901. Jens Peter Jensen: Sjællandske bønder, 1919 17-21. Hans Jensen i Hist. t. 9.r.II, 1921 171-232. Samme: De danske stænderforsaml.s hist. II, 1934. Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand I, 1952 112-44. P. M. Andersen i Hist. samf. for Præstø amt. Årbog, ny r.IV, 1953-56 295-324. Ole Stender-Petersen sst. ny r.V, 1957-61 189-219. Asger Th. Simonsen: Husmandskår og husmandspolitik i 1840erne, 1977 191f 263-66 435-56.
Den Store Danske
Indsidder.
Indsidder.