til Vosborg.
Væbner og efter 1348 Ridder, Ridder, Sottkommandant på Riberhus og Vardehus og på Skodborghus, ridder i Danmark.
Niels Bugge (o. 1300 - 1358) var en jysk stormand og oprørsleder.Niels Bugge hørte til de jyske stormænd, som kom til magt ved at slutte sig til grev Gert. Han opnåede store rigdomme og ejede flere hovedgårde, af hvilke Nørre Vosborg tæt ved Storåens udløb i Nissum fjord skal have været hans fædrenegård. I folkevisen om Niels Ebbesen, (som var Bugges søstersøn), nævnes Bugge blandt dem, der havde opsagt den holstenske greve troskab - men noget sikkert vides der ikke om hans holdning i denne tid. I 1345 erhvervede han Hald Hovedgård, der siden var hans hovedsæde. Han hørte til Valdemar Atterdags råd og deltog i kongens krigstog til Mecklenburg og Brandenburg 1349-50, men faldt snart efter fra, ligesom de andre jyder misfornøjet med Valdemars strenge regimente. I 1351 deltog han i opstanden mod kongen i forbund med de holstenske grever og hertug Valdemar af Sønderjylland, men da forliget blev sluttet 1353 ved Vindinge Å, blev han optaget deri. I 1355 var han et virksomt medlem af det kongelige Retterting, der blev afholdt rundt om i Jylland, men i de følgende år kom jydernes misfornøjelse atter til udbrud, og Bugge hørte til deres hovedledere. I slutningen af 1358 skulle der finde en forligsforhandling sted, mæglet af kongens søn Christoffer og et par bisper. Med frit lejde drog Bugge til Sjælland, ledsaget af Ove Stigsen og Peder Andersen. I Slagelse mødtes de med Valdemar, hvis krav dog var uacceptabelt, hvorfor jyderne et par dage før jul tog forbitrede af sted. På hjemrejsen blev alle tre adelsmænd myrdet i Middelfart. Dette drab er besunget i en folkevise, der har al sympati for Bugges:
Herre Christ give de Medelfarer Skam, de vog Hr. Bugge, den velbyrdige Mand
Kongen blev opfattet som den, der stod bag drabet, men han fralagde sig alt ansvar. Byens borgere blev dømt til at betale en årlig bod til kongen, en bod som først blev afskaffet i 1874.
Bugges efterkommere sank ved et ufrit ægteskab ned i bondestanden. Hans gård Hald blev købt af Valdemar og af dronning Margrete 1. skænket til Viborg bisp.
Niels Bugge var gift to gange. Hans første hustru, Lisbeth Palnesdatter Juul, var datter af marsken Palne Jonsen Juul og Elne Nielsdatter Lendi af Troldorp. Anden gang blev han gift med Ingeborg Vendelbo.
I sit første ægteskab fik han døtrene Kirsten og Ellen, som blev gift med hhv. Niels og Christiern Vendelbo, samt sønnerne Niels og Mikkel. I sit andet ægteskab fik han sønnen Knud samt datteren Lisbet, gift med Gotskalk Skarpenberg. Johan Skarpenberg var således dattersøn af Niels Bugge.
Predbjørn Podebusk var oldebarn af Niels Bugge.
Ved nordsiden af Hald Sø findes voldstedet Niels Bugges Hald også kaldet Gammelhald eller Hald nr. 2. Her ligger også Niels Bugges Kro.
De stensteler, som bl.a. kanter alléen fra Herning-Viborg landevej til Hald Hovedgård, og som kaldes Niels Bugges hugtænder, har ikke noget med Niels Bugge at gøre, men er såkaldte vildtbanesten fra 1700-tallet.
Til trods for, at Middelfart i over fem hundrede år betalte bod for mordet på Bugge, opkaldte byen IC3-togsæt nummer 5034 efter ham.
Wikipedia 2016
Marsk, Ridder, Knægt og jordbesidder i Støvring.
Ridder.
DAA 1914 s 385.
Slægtebøgerne synes at mene, at denne gamle slægt er den oprindelige indehaver af navnet Saltensee, der som bekendt alt forekommer i den gamle vise om Riberhus's indtagelse ved de fredløse, men de have næppe ret; thi dels have denne slægts medlemmer, såvidt vides, ingensinde selv brugt navnet Saltensee, men tværtimod af og til ført et helt andet tilnavn Braat, Bratzese eller Brase, og dels synes slægten at være af ren jysk herkomst og ikke at være indvandret syd fra, hvad navnet Saltensee skulle lade formode. Dens våben var et ved et tretindet mursnit i sølv og rødt delt skjold, på Hjelmen et rødt og et sølv-vesselhorn, ganske samme våben som den i D.A.A. XXII. omtalte slægt Munk af Kovstrup, som derfor må antages at have fælles oprindelse med disse såkaldte Saltensee'er. Også en slægt Bryning førte dette våben. Mærkeligt er det, at fru Edel Jens Kaas's i fru Kirsten Kaas's anetavle kaldes „Fru Edel Ibs som kaldes Wlffishoren". Slægten uddøde ved år 1500.
Kaldes af Huitfeldt Johannes Nicklesøn Saltensee og var 1307 blandt de rigets råd, som var nærværende, da hertug Christoffer blev forlenet med Sønderhalland, vel næppe den Johannes Nicklesson, der 1315 var forlover for hertugen af Sønderjylland ved forliget i Nyborg og atter nævnes 1318 ved dagtingningen i Slagelse.
Ebbesen, Oluf, –o.1247, var Sønnesøn af Oluf Glug og Gyde, Datter af en af Skjalm Hvides Sønner. Foruden at han altsaa hørte til en anset Slægt, beklædte han i Aarene omkring 1221 et af de høje Hofembeder, nemlig Mundskjænkens, ved Valdemar II’s Hof. Denne Stilling fratraadte han senest 1224, men mange Aar efter er han atter bleven Mundskjænk, denne Gang hos Kong Erik, og skifter med flere andre en Arv efter Grev Albert af Orlamünde mellem Kongen og hans to Brødre. Han døde 1247 – efter nogle Angivelser først 1250 – og blev begravet hos Klosterbrødrene i Sorø, hvem han tidligere havde tilskjødet Byen Sørdrup nær ved Slagelse. Med sin Hustru Margrethe havde han flere Børn, deriblandt en Søn Anders (d. o. 1270), der i Aarene 1250 og 1257-66 var Kongens Mundskjænk, og en Datter Margrethe, som i andet Ægteskab var gift med Grev Ernst af Gleichen.
Blev bandlyst Løste sig af bandet ved at give gods Skt. Clara i Roskilde fik gaven.
Han var i Aarene 1250 og 1257-66 Kongens Mundskjænk.