FT1930 beoede de på Ravnsborg Tværgade 4B, 1. og er anført som Sally.
Boede til leje hos Else Kjerulf Petersen på Gudrunsvej 12, 2920 Charlottenlund. Erhvervede senere Gudrunsvej 22A og opførte ejdendom med Else's datter Inge.
Statsaut. revisor.
Boede Oluf Bagersgade 29 i Odense i 1929.
Boede Gudrunsvej 12, 2920 Charlottenlund i 1960'erne.
Speciallæge i psykiatri.
Kgl. dansk Politimester fra 1830 i Itzehoe og fra 1835 til Treårskrigens begyndelse i Slesvig (By), drog til Kongeriget, var en tid bosat i Kolding og efter Krigen bosatte han sig som Appellationsrets-Advokat i Tønder.
Frederich Balthasar Nicolaus Eggers
Itzehoe
Havnegade 2
Heinrich Franz Alexander Eggers
Baron Heinrich Franz Alexander von Eggers kom til verden i Slesvig den 4. december 1844 som søn af politimester, rigsfriherre Oluf Friedrich Fritz von Eggers og Anna Magdalene Evers. Heinrich Franz Alexander von Eggers var rigsfriherre, officer og botaniker. Heinrich Franz Alexander von Eggers gik på Odense latinskole i perioden 1858-62 og deltog som officersaspirant i felttoget i 1864. Efter krigens slutning indtrådte han i et østrigsk korps af frivillige der i 1865 ankom til Mexico for at støtte kejser Maximilian. Han blev fanget ved Oajaca i oktober 1866 og løsladt igen i april 1867, hvorefter han berejste det sydlige Mexico. Sine oplevelser har han skildret i Erindringer fra Mexico, der udkom i 1869. I 1868 indtrådte han i den danske hær som sekondløjtnant og fortsatte i 1869 i den dansk-vestindiske hærstyrke med garnison på St. Croix og St. Thomas. I 1870 blev han premierløjtnant og i 1878 blev han kaptajn. I 1885 stoppede han i militæret, men på St. Croix havde han fået interesse for øens rige planteverden.
Han udgav en flora for øen og havde en mangeårig korrespondance med den kendte danske botaniker og professor ved Københavns Universitet, Johannes Eugenius Bülow Warming. Warming stimulerede ham til at udvide det botaniske arbejde og hjalp ham med udgivelsen af hans St. Croix's Flora, der i 1879 også blev udgivet på engelsk i Washington. Heinrich Franz Alexander von Eggers var efter sigende en fremragende plantesamler, og fra 1880 solgte han herbarieplanter til de fleste større botaniske museer - her i blandt også til Botanisk Have i København. Sit materiale indsamlede han under talrige ekskursioner til omtrent alle de vestindiske øer i årene 1880-90, hvor bl.a. Carlsberg Fonden i 1888 støttede hans rejse til St. Domingo, Cuba og Bahamasøerne. Han var en fremragende kender af Vestindiens planteverden og har i forskellige tidsskrifter skildret flere af øernes vegetation, ligesom han publicerede nogle biologiske og systematiske afhandlinger. Fra 1887 bosatte han sig i Danmark, men i 1891 rejste han igen til Vestindien og Venezuela. I 1893 slog han sig ned i Ecuador, hvor han købte en hacienda, El Recreo, som han drev til 1897, hvor han flyttede til Gentofte kommune. Heinrich Franz Alexander von Eggers var en af de internationalt bedst kendte plantesamlere fra hvem også vores eget botaniske museum har modtaget store samlinger. En planteslægt opkaldt af den engelske botaniker I.D. Hooker kaldes Eggersia efter Heinrich Franz Alexander von Eggers.
Heinrich Franz Alexander von Eggers døde den 14. maj 1903 i Leipzig, men nåede i 1901-02 at bo i Mowgli sammen med sin hustru, Mathilde Camilla, født Stakemann, med hvem han var blevet gift på St. Croix den 7. juni 1873. Parret fik syv børn, hvoraf tre døde i en tidlig alder. I Mowgli boede kun børnene Frederik Christian (1877), Magda (1881) og Antoinette Marie Mathilde (1884). Som en lille bonusoplysning kan det nævnes, at det sidste barn, Olga Antoinette (1875), var en kendt dansk forfatter, journalist, socialdemokrat og kvindesagsforkæmper. Hun blev i løbet af 1930'erne nazist og overbevist antisemit. Hun døde i Vestre Fængsel den 17. maj 1945, og var blandt de første, der blev interneret af modstandsbevægelsen efter befrielsen i 1945. Fem år gammel var Olga kommet i pleje hos slægtninge på Falster og havde resten af livet kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og søskende.
Mathilde Camilla Eggers var datter af viceguvernør, etatsråd Johan August Stakemann (1805-91) og Mary Jane Aarestrup (1819-74), og blev født på St. Croix den 22. februar 1848. Hun døde i Viborg den 7. januar 1928.Kilde: www.mowgli.eu
Olga Antoinette Eggers Rigsfriherreinde
Olgas eftermæle som forfatter er kommet til at stå i skyggen af det markante ideologiske skift, hun foretog i 1930’erne. Fra at være socialdemokrat og kæmpe mod racistiske fordomme udviklede hun sig til at være aktiv nazist og antisemit. Kontinuiteten i hendes liv skal findes i hendes optagethed af kvinders vilkår, et engagement, hun bevarede livet igenem, om end også hendes kvindepolitiske standpunkter ændredes, idet hun i stigende grad betonede den biologiske kønsforskels betydning.
Hun var af gammel tysk adelsslægt, tilbragte sine første leveår på Skt. Thomas. Fem år gammel kom hun i pleje hos slægtninge på Falster og havde resten af livet kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og søskende. Efter afslutningen af den almindelige skolegang blev hun 1900 privatlærerinde fra N. Zahles Skole, en uddannelse, hun dog aldrig benyttede. I forbindelse med sit første ægteskab flyttede hun i 1901 permanent til Kbh. og indledte snart efter sin karriere som journalist og forfatter. Skribentvirksomheden var et længe næret ønske, men hendes ambitioner havde hidtil mødt modstand hos plejeforældrene, der opfattede det som en upassende beskæftigelse for kvinder.
Olga debuterede i 1903 med udgivelsen af romanen Zigøjnerblod, der som flere andre af hendes bøger kredser om den kvindelige seksualitet, et vovet tema i starten af 1900-tallet. Hun markerede sig snart i samtidens litterære miljøer som en produktiv forfatter af hverdagsrealistisk og oftest selvbiografisk litteratur, og specielt hendes tidlige forfatterskab høstede mange anmelderroser. Hun modtog ministeriel forfatterstøtte i en årrække, og i oplagstal er hun at sammenligne med samtidige forfatterinder som Agnes Henningsen og Karin Michaëlis. I 1932 udgav hun sin sidste skønlitterære bog, hvorefter hendes skriftlige produktion alene var af journalistisk art. I både sine bøger og artikler var hun livet igennem optaget af den moderne kvindes splittelse mellem arbejde og selvudfoldelse på den ene side og et mere traditionelt kvindeliv med forpligtelse for mand og børn på den anden, en problemstilling, der ligeledes er central i hendes upublicerede selvbiografi. Med sit engagement i diverse uge- og månedsblade for kvinder, sit mangeårige hverv som brevkasseredaktør på bladet Hus og Frue og gennem sine romaner havde hun en bred læserskare. Hun var en synlig skikkelse i kulturlivet og knyttede varme venskaber med flere kendte personligheder i det kbh.ske kulturliv, bl.a. Thit Jensen og Georg Brandes, med sidstnævnte havde hun en årelang og inderlig brevveksling.
På mange måder var hun atypisk for sin tid. Efter to kortvarige ægteskaber levede hun alene resten af sin tilværelse og praktiserede en meget selvstændig livsstil. Under Første Verdenskrig virkede hun fx som udenrigskorrespondent i Paris. Senere engagerede hun sig i Folkeforbundet, hvor hun bestred forskellige tillidsposter. Livet igennem rejste hun meget og var bl.a. i 1930 syv måneder i Liberia. Det vakte opsigt i samtiden, at en 55-årig kvinde af det bedre borgerskab rejste alene i Afrika. Opholdet resulterede i rejseskildringen Ene Hvid gennem Liberias Urskove, 1931, hvis indhold kan ses som et velment, men naivt forsøg på at uddybe Vestens kendskab til den sorte race. Olga var fra 1916 til 1934 medlem af Dansk Kvindesamfund og bidrog til arbejdet for kvindesagen gennem indlæg i kvindeorganisationernes blade. Hun var også initiativtager til og redaktør af opslagsværket Kendte danske Kvinder, 1934, der med sit fokus på fremtrædende kvindeskikkelser med betydning for dansk samfundsliv må anses for banebrydende.
Op gennem 1920’erne sympatiserede Olga med den socialdemokratiske idé og var i en kortere periode aktivt medlem af partiet, hvor hun primært markerede sig i forhold til antimilitarisme og kvindepolitiske spørgsmål. I årene herefter gjorde hun sig til fortaler for en samfunds- og kulturkritik, der skal ses i sammenhæng med de generelle antimoderne og antiparlamentariske strømninger i 1930’erne. I 1934 blev hun medlem af det danske nazistparti DNSAP, og de følgende ti år arbejdede hun aktivt i skiftende nationalsocialistiske partier og grupperinger. Også som nationalsocialist var hun meget synlig og var en af de få markante kvindelige topnazister i Danmark. Hun var både stifter og leder af den nationalsocialistiske gruppering Nordisk Kvindefront og udgav et par nazistiske småskrifter fra Nordiske Kvinders Forlag, som hun selv ejede. Kvinders vilkår var stadig i fokus, for i hendes optik var den nazistiske ideologi ikke kvindeundertrykkende. Tværtimod fastholdt hun, at kvinderne i Hitlertyskland tildeltes politiske opgaver og medindflydelse. Det er dog tydeligt, at hun i disse år skærpede sin opfattelse af den biologisk betingede kønsforskel og stærkere end tidligere betonede kvindens ansvar som hustru og moder. Som nazist markerede hun sig primært som medlem af det mindre parti National Socialistisk Arbejder Parti (NSAP), som fra 1941 skiftede navn til Dansk Antijødisk Liga. I besættelsestidens første år bestred hun 1940-42 posten som ansvarshavende redaktør af NSAPs stærkt antisemitiske blad Kamptegnet og fungerede tillige som partilederen Aage H. Andersens højre hånd. Hendes markante antisemitisme fremstår som lidt af en gåde. Den står i skarp kontrast til hendes tidligere holdninger, men ændrede tilsyneladende ikke ved hendes positive forståelse af den afrikanske race. Olgas nazistiske holdninger kom aldrig til udtryk litterært. Hendes bøger er dog siden i vidt omfang blevet læst sådan, og eftertiden har især husket hende for hendes rolle og virke som nazist. Efter Befrielsen blev hun interneret i Vestre Fængsel, hvor hun døde få dage efter.
Dansk Biografisk Leksikon.
Olga Antoinette Eggers Rigsfriherreinde
Olgas eftermæle som forfatter er kommet til at stå i skyggen af det markante ideologiske skift, hun foretog i 1930’erne. Fra at være socialdemokrat og kæmpe mod racistiske fordomme udviklede hun sig til at være aktiv nazist og antisemit. Kontinuiteten i hendes liv skal findes i hendes optagethed af kvinders vilkår, et engagement, hun bevarede livet igenem, om end også hendes kvindepolitiske standpunkter ændredes, idet hun i stigende grad betonede den biologiske kønsforskels betydning.
Hun var af gammel tysk adelsslægt, tilbragte sine første leveår på Skt. Thomas. Fem år gammel kom hun i pleje hos slægtninge på Falster og havde resten af livet kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og søskende. Efter afslutningen af den almindelige skolegang blev hun 1900 privatlærerinde fra N. Zahles Skole, en uddannelse, hun dog aldrig benyttede. I forbindelse med sit første ægteskab flyttede hun i 1901 permanent til Kbh. og indledte snart efter sin karriere som journalist og forfatter. Skribentvirksomheden var et længe næret ønske, men hendes ambitioner havde hidtil mødt modstand hos plejeforældrene, der opfattede det som en upassende beskæftigelse for kvinder.
Olga debuterede i 1903 med udgivelsen af romanen Zigøjnerblod, der som flere andre af hendes bøger kredser om den kvindelige seksualitet, et vovet tema i starten af 1900-tallet. Hun markerede sig snart i samtidens litterære miljøer som en produktiv forfatter af hverdagsrealistisk og oftest selvbiografisk litteratur, og specielt hendes tidlige forfatterskab høstede mange anmelderroser. Hun modtog ministeriel forfatterstøtte i en årrække, og i oplagstal er hun at sammenligne med samtidige forfatterinder som Agnes Henningsen og Karin Michaëlis. I 1932 udgav hun sin sidste skønlitterære bog, hvorefter hendes skriftlige produktion alene var af journalistisk art. I både sine bøger og artikler var hun livet igennem optaget af den moderne kvindes splittelse mellem arbejde og selvudfoldelse på den ene side og et mere traditionelt kvindeliv med forpligtelse for mand og børn på den anden, en problemstilling, der ligeledes er central i hendes upublicerede selvbiografi. Med sit engagement i diverse uge- og månedsblade for kvinder, sit mangeårige hverv som brevkasseredaktør på bladet Hus og Frue og gennem sine romaner havde hun en bred læserskare. Hun var en synlig skikkelse i kulturlivet og knyttede varme venskaber med flere kendte personligheder i det kbh.ske kulturliv, bl.a. Thit Jensen og Georg Brandes, med sidstnævnte havde hun en årelang og inderlig brevveksling.
På mange måder var hun atypisk for sin tid. Efter to kortvarige ægteskaber levede hun alene resten af sin tilværelse og praktiserede en meget selvstændig livsstil. Under Første Verdenskrig virkede hun fx som udenrigskorrespondent i Paris. Senere engagerede hun sig i Folkeforbundet, hvor hun bestred forskellige tillidsposter. Livet igennem rejste hun meget og var bl.a. i 1930 syv måneder i Liberia. Det vakte opsigt i samtiden, at en 55-årig kvinde af det bedre borgerskab rejste alene i Afrika. Opholdet resulterede i rejseskildringen Ene Hvid gennem Liberias Urskove, 1931, hvis indhold kan ses som et velment, men naivt forsøg på at uddybe Vestens kendskab til den sorte race. Olga var fra 1916 til 1934 medlem af Dansk Kvindesamfund og bidrog til arbejdet for kvindesagen gennem indlæg i kvindeorganisationernes blade. Hun var også initiativtager til og redaktør af opslagsværket Kendte danske Kvinder, 1934, der med sit fokus på fremtrædende kvindeskikkelser med betydning for dansk samfundsliv må anses for banebrydende.
Op gennem 1920’erne sympatiserede Olga med den socialdemokratiske idé og var i en kortere periode aktivt medlem af partiet, hvor hun primært markerede sig i forhold til antimilitarisme og kvindepolitiske spørgsmål. I årene herefter gjorde hun sig til fortaler for en samfunds- og kulturkritik, der skal ses i sammenhæng med de generelle antimoderne og antiparlamentariske strømninger i 1930’erne. I 1934 blev hun medlem af det danske nazistparti DNSAP, og de følgende ti år arbejdede hun aktivt i skiftende nationalsocialistiske partier og grupperinger. Også som nationalsocialist var hun meget synlig og var en af de få markante kvindelige topnazister i Danmark. Hun var både stifter og leder af den nationalsocialistiske gruppering Nordisk Kvindefront og udgav et par nazistiske småskrifter fra Nordiske Kvinders Forlag, som hun selv ejede. Kvinders vilkår var stadig i fokus, for i hendes optik var den nazistiske ideologi ikke kvindeundertrykkende. Tværtimod fastholdt hun, at kvinderne i Hitlertyskland tildeltes politiske opgaver og medindflydelse. Det er dog tydeligt, at hun i disse år skærpede sin opfattelse af den biologisk betingede kønsforskel og stærkere end tidligere betonede kvindens ansvar som hustru og moder. Som nazist markerede hun sig primært som medlem af det mindre parti National Socialistisk Arbejder Parti (NSAP), som fra 1941 skiftede navn til Dansk Antijødisk Liga. I besættelsestidens første år bestred hun 1940-42 posten som ansvarshavende redaktør af NSAPs stærkt antisemitiske blad Kamptegnet og fungerede tillige som partilederen Aage H. Andersens højre hånd. Hendes markante antisemitisme fremstår som lidt af en gåde. Den står i skarp kontrast til hendes tidligere holdninger, men ændrede tilsyneladende ikke ved hendes positive forståelse af den afrikanske race. Olgas nazistiske holdninger kom aldrig til udtryk litterært. Hendes bøger er dog siden i vidt omfang blevet læst sådan, og eftertiden har især husket hende for hendes rolle og virke som nazist. Efter Befrielsen blev hun interneret i Vestre Fængsel, hvor hun døde få dage efter.
Dansk Biografisk Leksikon.