Vitus Jonassen Bering var en marineofficer i russisk tjeneste og opdagelsesrejsende af dansk herkomst. Han omtales som "Zarens danske Columbus" og beviste blandt andet, at Asien og Nordamerika ikke er forbundet.
Vitus Bering var født og opvokset i Horsens, Jylland, der dengang hørte til i kongeriget Danmark-Norge. Forældrene er toldembedsmand og kirkeværge Jonas Svendsen og Anna Petersdatter Bering, en slægt, som gennem flere hundrede år havde talt mange præster og jurister. Vitus Bering bliver da også opkaldt efter sin onkel (morbroder), kgl. historiograf Vitus Pedersen Bering.
Han drog tidligt til søs til Ostindien og Vestindien, og mødte i 1703 i Amsterdam den russiske viceadmiral Cornelis Cruys, født i Stavanger og borger i Amsterdam, nu en af den unge, russiske flådes skabere. Følgerne af dette bekendtskab blev, at Bering som så mange af hans unge, dansk-norske landsmænd, trådte ind som officer i den russiske marine 1704. Han blev hvervet til Peter den Stores flåde og deltog med hæder i Den store nordiske krig mod sit gamle og nye fædrelands fælles fjender. Efter krigen ønskede zaren at udforske og kortlægge Ruslands østlige egne og finde ud af, om der var en landfast forbindelse mellem Sibirien og Nordamerika, Vitus Bering blev udnævnt til leder af Den 1. Kamtjatka-ekspedition, der drog af sted i 1725.
I 1728 påviste ekspeditionen, at der var et stræde mellem de to kontinenter, som senere er blevet opkaldt efter ham: Beringstrædet, men man fik ikke Amerika i sigte.
I 1733 drog han ud på Den 2. Kamtjatka-ekspedition for at udforske og kortlægge Sibiriens ishavskyst. Denne gang nåede Bering Alaska, men blev tvunget tilbage i 1741 på grund af knappe forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. Berings skib måtte opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet ø. Næsten halvdelen af besætningen, herunder Vitus Bering selv, omkom.
Vitus Bering fik flere ting opkaldt efter sig: Beringshavet, Beringgletsjeren (og Vitus Lake), Beringlandtangen, Beringstrædet, Bering Ø og Vitus Bering Park og Beringsplads udenfor Vitus Bering Park i Horsens.
Hans grav blev i 1991 fundet af danske arkæologer.
1730 præst i Ring-Føvling, senere 1731 præst i Bjerrgrav Aalum og Taanum.
"Gengivet fra https://norbyhus.dk/maritime/mols/as1645/ med tilladelse fra Toke Nørby
(e-mail toke.norby@norbyhus.dk)".Begtrup Vig
I et par somre kort tid efter min families ankomst til Aarhus, lejede min far og mor et sommerhus, der tilhørte en sadelmager Knud Jørgensen, (sommerhuset har i dag adressen Morgenstjernevej nr. 3). Jørgensen havde navngivet sit sommerhus "Pløkken", som er den betegnelse, man bruger om søm, hvormed såler slås på fodtøj. (Jeg ved dog ikke, om sommerhuset stadig bærer det navn eller om det i det hele taget stadig tilhører sadelmageren eller dennes familie). Så vidt jeg husker, var stedet blevet anbefalet far og mor af fars kollega, professsor i fransk, Andreas Blinkenberg (13.02.1893-22.02.1982) og hustru Lillian, der byggede deres sommerhus, et charmerende stråtækt sommerhus i Begtrup Vig så tidligt som i 1929.Far og mor syntes så godt om stedet, at de ønskede at købe et stykke jord og bygge eget sommerhus, hvilket så skete i 1941, og hvor familien så boede i telt mens huset blev bygget.
De indledte forhandlinger med vognmand Anders Andersen Sørensen, ejeren af gården "Metholm", Tved Strand pr. Knebel, og som bl.a. havde en strandparcel på 28.000 m2 (4 1/2 tønder land). Jordene blev i sin tid delt ligeligt mellem landmændene, så alle fik en stump "dårlig" jord (af ringere bonitet end landmandens øvrige jorder) ved siden af de gode parceller. Den ringere jord lå nede ved Sønderhavet, som de lokale kaldte stedet ved Begtrup Vig, der før indførelsen af postnumre 20.09.1967 havde postadressen "Tved Strand pr. Knebel".
Sørensen forlangte 10.000 kr. for grunden, men far, der nyligt havde tjent nogle penge ved at vaccinere sømænd for diverse epidemiske sygdomme (der var jo krigstider i Europa), ville "kun" give 6.500 kr., hvilket Sørensen sluttelig accepterede. Landmændene i området var dog forfærdede over, at nogen ville give så mange penge for et ganske ubrugeligt stykke jord, hvor der ikke kunne dyrkes "noget som helst", og syntes, at far var blevet taget ved næsen. Far og mor var derimod tilfredse og allerede i 1941 lod de opføre et murstenssommerhus, der vistnok kostede nogenlunde det samme, som grunden kostede. Her var ingen telefon, ingen vandværksvand eller elektricitet. Altså ganske primitivt: En perle efter mine forældres mening. Disse fremragende faciliteter levede vi fint med til omkring 1964, hvor vi fik indlagt vandværksvand og elektricitet.