Axel Andreas Beck har skrevet følgende mindeord om sin mor, Ida Zellner Beck (13. juli 1922 - 11. april 2018):
Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Ida Zellner Beck (født Hellesen), skulle blive et markant og afholdt ansigt i Silkeborg. Ida voksede op i Oslo i en familie, som i generationer tilbage var en del af det højere norske borgerskab, med farverige personligheder, der talte kendte politikere, embedsmænd, købmænd, skuespillere, forfattere og komponister.
Selv om både hendes mor og mormor var skuespillere, og hun uden tvivl selv havde talent for denne metier, så valgte hun at gå hotelvejen, og det var i den sammenhæng hun i 1948 i Sverige mødte forretningsmanden Axel Lundsgaard Beck, som ejede den smukke ejendom »Helle« i Svejbæk. De to blev gift, og i de næste mange år var »Helle« sommerhus, men fra 1966 valgte Ida at flytte permanent til Svejbæk, som hun var blevet stærkt knyttet til.
Ida var altid tro mod sin norske baggrund, men som den ægte nordist hun var, faldt hun hurtigt til i Danmark og ikke mindst Midtjylland. En af Idas helt store styrker var at skabe relationer, en egenskab som hun bevarede op i høj alder, og som betød, at mange lærte hende at kende som et naturligt midtpunkt, der altid forstod at udtrykke sig med vid og indsigt, når hun tog ordet i større forsamlinger eller ved festlige lejligheder. Hun elskede at have folk omkring sig, ikke mindst på sit elskede »Helle«, der var hendes stolthed, og som hun plejede med iver og bevarede som en af områdets smukkeste naturgrunde.
Som nordmand var Ida naturligvis en dygtig skiløber, men da det jo er en sportsgren, der har ringe vilkår her i landet, fik hun kompensation for sine sportslige ambitioner ved som en af de første at melde sig ind i Silkeborg Golfklub, hvilket var et glimrende afsæt til at skabe relationer og venskaber, og i øvrigt indebar en fælles interesse med hendes to sønner Jan-Erik og Axel. Selv om hun ikke var akademiker var hun et belæst og vidende menneske, der elskede nye udfordringer, om det så var den årlige bridgeturnering eller diverse kurser om historie og litteratur for ikke at glemme hendes specialitet, bogbinding.
Ida efterlader sig to sønner, fem børnebørn og tre oldebørn.
Ida bliver bisat fra Linå Kirke lørdag den 21. april kl. 11.00.
Paris?
Christian August Selmer (16. november 1816, Fredrikshald—1. september 1889, Kristiania), var en norsk politiker, dattersøn af Joachim Christian Vibe.
Selmer blev student 1837 og juridisk kandidat 1842. Efter i nogen tid at have været sorenskriverfuldmægtig gik han 1846 ind i Justitsdepartementet som kopist; bosatte sig 1850 som sagfører i Drammen, hvor han 1862 blev byfoged. Han repræsenterede denne by på Stortingene 1871—74 og agtedes for en af regeringens bedste støtter, da han i juli sidstnævnte år indtrådte i den.
Da regeringens chef, Frederik Stang, efteråret 1880 tog afsked, træt af kampen mod folkerepræsentationen, blev Selmer hans eftermand som statsminister. Som sådan holdt han den engang anlagte, uforsonlige kurs. Til det store tvistemål om kongemagtens absolutte veto i grundlovssager, der var blevet rejst ved sanktionsnægtelsen 1880 på tredje gangs vedtagelse af statsrådsagen, kom i de følgende år flere andre stridsspørgsmål.
Til disses løsning anså Stortinget Rigsrettens mellemkomst påkrævet. Dennes dom af 27. februar 1884 lød for Selmers vedkommende på embedsfortabelse. I henhold til kongelig resolution af 11. marts fratrådte Selmer statsministerstillingen og blev i den følgende måned konstitueret som generalauditør.
Christian August Selmer (16. november 1816, Fredrikshald—1. september 1889, Kristiania), var en norsk politiker, dattersøn af Joachim Christian Vibe.
Selmer blev student 1837 og juridisk kandidat 1842. Efter i nogen tid at have været sorenskriverfuldmægtig gik han 1846 ind i Justitsdepartementet som kopist; bosatte sig 1850 som sagfører i Drammen, hvor han 1862 blev byfoged. Han repræsenterede denne by på Stortingene 1871—74 og agtedes for en af regeringens bedste støtter, da han i juli sidstnævnte år indtrådte i den.
Da regeringens chef, Frederik Stang, efteråret 1880 tog afsked, træt af kampen mod folkerepræsentationen, blev Selmer hans eftermand som statsminister. Som sådan holdt han den engang anlagte, uforsonlige kurs. Til det store tvistemål om kongemagtens absolutte veto i grundlovssager, der var blevet rejst ved sanktionsnægtelsen 1880 på tredje gangs vedtagelse af statsrådsagen, kom i de følgende år flere andre stridsspørgsmål.
Til disses løsning anså Stortinget Rigsrettens mellemkomst påkrævet. Dennes dom af 27. februar 1884 lød for Selmers vedkommende på embedsfortabelse. I henhold til kongelig resolution af 11. marts fratrådte Selmer statsministerstillingen og blev i den følgende måned konstitueret som generalauditør.