Erik I Ejegod, Konge af Danmark
Erik Ejegod var Danmarks konge fra 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.
Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.
Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen, Knud den Hellige, bliver helgenkåret.
Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Paphos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnen Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til hhv. Roskilde og Lund, men også fødebyen Slangerup tilsender han relikvier, eftersigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels´(Nikolais) ben. Det siges endvidere, at han også bød, at der opførtes en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke var på sit opførelsestidspunkt Nordens største stenkirke. Kirken blev nedrevet efter reformationen, men apsis blev stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo sagde, at netop her fødtes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.
Koffardikaptajn.
Sognepræst i Vor Frue kirke.
Garvermester i Kbh., ejer af den fædrende garvergård matr. nr. 159 A-C på hjørnet af Nørrevold og Tornebuskegade, nu Nørrevoldgade 102.
Portner med fri bolig i Abel Cathrines Stiftelse. Kvartermester i stadens fattigvæsen, sidst på Almindeligt Hospital.
Forvalter over grevskabet Samsø, boede senere i Kallundborg.
Brygger i Badstuestræde, kirkeværge ved Helligåndskirken.
Han var enkemand, da de blev gift. Han havde været gift med overformynder, brygger Gregers Jørgensens enke Kirsten. Anders Rasmussen har været væsentligt ældre end Ellene. Han er opført i mandtallet 1645, boende i Badstuestræde og 1658 trådte han offentligt frem som medunderskriver af henvendelsen til kongen om stadens privilegier. Året efter var han med til at vælge de 32 mænd. Senere indtrådte han selv i forsamlingen og var medlem til sin død. Han kunne til byens forsvar stille med tre mand og kunne tage 15 soldater i indkvartering. Han døde 1684 og synes at have efterladt sig 20495 sldl.