IRGENS-HANSEN Ove fabrikejer, konsul; f. 4/10 1886 i Svendborg; søn af konsul, direktør Valdemar Hansen (død 1932, se Kraks Blå Bog 1932) og hustru Augusta f. Irgens (død 1928); gift 1. gang (1915) m. Valborg I-H., f. 5/6 1891, død 1919, datter af fabrikant Jørgen Petersen (død 1928) og hustru Meta P. (død 1891); 2. gang (18/11 1920) m. Adelaide I-H., f. 27/2 1893, datter af grosserer C Mores-co (død 1940, se Kraks Blå Bog 1939) og hustru Else f. Langheld (død 1924).
Praktisk handelsuddannelse i indlandet og i Liibeck og Berlin; frekventeret de Brockske handelsskoler; ansat i faderens forretning, Svendborg Eddikefabrikker 1909, overtog samme 1931; svensk vicekonsul 1933-53.
Medl. af bestyrelsen for Svendborg Bryghus fra 1924, for A/S Jørgen Petersen & Co., Kbhvn. fra 1929 og for Forsikringsakts. Palnatoke, Kbhvn.
Udenl. orden: S.V.31.
Fødsel/Dåb: Kirkebog Frederiksberg sogn, 1868-1871, Opslag 70, side 66, 306. (Arkivalieronline)
Forældre: U. F. Amalie Frederikke Sophie Henningsen og d. a. B. Manufacturhandler Johan Abraham Moresco af Kjøbenhavn, Danmarksgade 2. Faddere: Jernstøber Nielsen og Hustru Jordemoder Nielsen af Kbhvn, Lokomotivfører Petersens Hustru af Smedegade 12.Attest haves for at Barnet maa døbes med efternavnet Moresco. Fødslen og Daaben er noteret i Helligeistes Sogn ifølge Meddelelse fra Frdbg. Fattigkomission af 12/11 69, 19/10 69. Moderen 28 Aar, Uægte Barn. Moderen opholdt sig Timaanedersdagen før Barnets Fødsel hos Manufacturhandler Moresco paa Amagertorv N. 13.
Claus Christian Ahnfeldt-Mollerup
Claus Christian Ahnfeldt-Mollerup (11. januar 1938 på Frederiksberg – 6. oktober 2009) var en dansk officer.
Ahnfeldt-Mollerup var søn af officeren og modstandsmanden P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup, der blev dræbt under Shellhusbombardementet i 1945, da sønnen var 7 år gammel. Han blev student fra Herlufsholm 1955, aftjente sin værnepligt og gennemgik Hærens Officersskole 1957-59. Dernæst kom han til Den Kongelige Livgarde, hvor han var 1959-1986 og blev oberstløjtnant og chef for 1. Livgardebataillon 1981-83. Han kom dernæst til Østre Landsdelskommando, så til Jyske Division, hvor han var generalmajor og chef 1989-90 og sluttede i 1998 karrieren i NATO. Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrog.
Han var gift 2. gange: Første gang (28. oktober 1961) med Hanne Bolette Lippmann (født 18. november 1938), datter af direktør Ole Lippmann og hustru Inga f. Bjørn Nielsen; anden gang (17. april 1966) med Jette født Varming (28. december 1938 – 2007), datter af overlæge Troels Kristian Varming og Nina Marie (Nitte) født Jantzen. Han var far til fire børn, bl.a. arkitekten Merete Ahnfeldt-Mollerup.
Ole Lippmann (født 25. april 1916 i København, død 3. september 2002 smst) var en dansk erhvervsmand og modstandsmand, der især er kendt for sin indsats under besættelsen 1940-45. Han afløste i februar 1945 Flemming B. Muus som SOEs faldskærmschef i Danmark, og fungerede som sådan frem til befrielsen 5. maj 1945. Han var samtidig medlem af Danmarks Frihedsråd.
Ole Lippmann var søn af grosserer, instrumentmager Kai Lippmann og hustru Elisabeth f. Hansen, gik på Niels Brocks handelsskole og blev 1933-34 uddannet i familiefirmaet Simonsen & Weels Eftf., A/S, der producerer udstyr til sundhedssektoren. Han var på studierejser i England 1935, i USA 1936-37 og i Japan og Rusland 1937, hvorefter han genindtrådte i Simonsen & Weels Eftf. samme år. Lippmann blev gift 31. oktober 1942 med Inga Bjørn Nielsen.
Under 2. verdenskrig gik han ind i modstandsbevægelsen, og han flygtede til London i juli 1944. I England blev han uddannet til major i regimentet The Buffs og fra februar 1945 indtil befrielsen var han chef for de faldskærmsfolk, der opererede i Danmark. Han var tillige de allieredes repræsentant i Frihedsrådet fra februar 1945 og medlem af Frihedsrådets kommandoudvalg.
Efter krigen blev han adm. direktør i Simonsen & Weels Eftf., A/S fra 1951 og arbejdede sammen med vennen Erik Husfeldt i oktober-november 1956 som Dansk Røde Kors-officer i Budapest under Opstanden i Ungarn. Efter et hjerteanfald 1988 trak Ole Lippmann sig som bestyrelsesformand i familiefirmaet, og i 1997 blev Simonsen & Weel solgt til et svensk investeringsselskab og blev endegyldigt afviklet to år senere. Virksomhedens ve og vel var formentlig blev alt for tæt knyttet til Ole Lippmanns personlige ledelse og forretningssans.
Han var derudover formand i bestyrelsen for Simonsen & Weels Eftf. A/S fra 1951, for Simonsen & Weel Ltd., England fra 1970, medl. af bestyrelsen for Det Forenede Dampskibs-Selskab A/S fra 1966. Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S 1967-72, Frederikshavn Værft og Tørdok A/S 1968-72, Aarhus Flydedok og Maskinkompagni A/S 1968-71, Aalborg Værft A/S fra 1968, DAN-Værft A/S 1968-72, af styrelsen for JL-Fondet fra 1967, af Den Danske Provinsbanks repræsentantskab fra 1967, af Dagbladet Informations repræsentantskab 1945-67, af bestyrelsen og arbejdsudvalget for Udenrigspolitisk Selskab fra 1946, af medicinalnævnet fra 1951, af bestyrelsen for Sophus Falcks Mindelegat samt Frihedsfonden, direktør for Lånefonden af Ejendomsbesiddere i de sønderjydske Landsdele. Han var præsident for European Surgical Trade Association 1960-61 og medlem af Grosserer-Societetets repræsentantskab 1962-70. Han modtog Kong Christian X's Erindringsmedalje for Deltagelse i Krigen 1940-45.
Han døde i 2002 og er begravet på Råbjerg Kirkegård. I 2005 udkom en biografi om Ole Lippmann skrevet af Niels Barfoed.
Herman Wilhelm Bissen (13. oktober 1798 i Slesvig by – 10. marts 1868 i København) var dansk billedhugger.
Hans hovedværker: Den tapre Landsoldat står i Fredericia, Frederik 6. står i Frederiksberg Have og Istedløven, der står på kirkegården i Flensborg.
Vilhelm Bissen var et barn fra grænselinjen mellem dansk og tysk i Sønderjylland, ja, linjen var endog draget midt igennem hans familie. Faderen, Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, var holstener, moren, Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl, var fra den dansktalende del af Sønderjylland; indbyrdes talte forældrene plattysk. Forældrene boede i Slesvig by ved Vilhelms fødsel; et års tid senere købte faren en landejendom i Angel, hvor sproget den gang mest var dansk; her boede Vilhelm til han fyldte fjorten. Hans udtale af det danske modersmål bevarede hele livet igennem et stærkt sønderjysk tonefald; han var påfaldende nordisk: hår og skæg rødligblond, øjnene lyseblå og meget skarpe. Som ældre mindede han om forestillingen om Odin.
Som barn og ung var han meget lidt støjende. Regelmæssig undervisning fik han ikke; dog var han lærelysten og især ivrig til at samle planter og insekter; overhovedet var blikket for det ejendommelige ved de forskellige levende væseners – dyrearters og menneskelige individers – adfærd en meget fremherskende evne hos ham gennem hele hans liv. Han røbede tidligt evner til tegning og modellering og opmuntredes dertil af sin mor, som han i det hele slægtede på. 1812 flyttede familien igen til Slesvig by, her sattes han i borgerskole og skulle efter konfirmationen 1815 i snedkerlære. Men hans kunstneriske anlæg havde vakt opmærksomhed hos nogle venner af familien, som sammenskød en lille sum, for at han kunne komme til København og uddanne sig til maler (november 1816). Han var flittig på Kunstakademiet men fandt ikke smag for København og vendte 1818 tilbage til hjemmet med den tanke at gå til Tyskland. Men medens han opholdt sig i Slesvig, fik byen netop besøg af prins Christian (senere kong Christian 8.); provst Callisen greb lejligheden til at tale Bissens sag; han blev også forestillet, og prinsen lovede ham en understøttelse, imod at han atter gik til København og fortsatte sin uddannelse der.I slutningen af 1818 arbejdede han igen på Akademiet; desuden tegnede og malede han portrætter for erhvervs skyld, udførte endog et historisk maleri (Axel og Valborg). Men han havde lige så megen lyst til modellering og opmuntredes deri af professor J.L. Lund. Et ganske lille tilfælde hjalp ham til at træffe valget mellem de to kunstarter. Da han skulle konkurrere til den lille guldmedalje, var han endnu aldeles tvivlrådig, om han skulle gøre det som maler eller som billedhugger. Til skitsekonkursen mødte han derfor med redskaber både til maling og modellering, i det han ville træffe sit valg, alt eftersom den opgave, der blev stillet, og som var den samme for begge kunstarter, forekom ham at egne sig bedst for den ene eller den anden af dem. Opgaven lød: ”Jacobs Sønner vise Faderen Josefs blodige Kjortel”. Bissen var derefter lige nær: Emnet syntes ham lige vel egnet for et relief og for et maleri. Han står uvis og rådvild, tilfældigvis med farvespatelen i hånden; fordybet i sin tvivl trykker og bøjer han dens elastiske spids mod bordpladen – den knækker, og valget er afgjort, fordi han ikke kan indlade sig på at male uden spatel. Hans valg af billedhuggerkunsten kom til at gælde for hele livet. For sit relief af Jacobs sønner fik han den lille guldmedalje 1821. I de følgende to år udfører han en lille statue over et græsk emne (Orfeus), gør tegninger af nordisk mytologi og, efter offentlig bestilling, til Slotskirkens indre dekoration 4 relieffer af bibelske emner og nogle dekorative englefigurer.
1823 fik han Akademiets store guldmedalje og tiltrådte i december med offentlig understøttelse sin store udenlandsrejse, en dannelsesrejse. I Berlin så han Rauchs nye arbejder, i Nürnberg vakte den gamle Peter Vischers værker hans interesse. Fra München gik han i selskab med maleren Ernst Meyer til fods over alperne til Venedig, hvis arkitektur gjorde et slående indtryk på ham; den ældre italienske billedhuggerkunst derimod, som han især så i Florents, lærte han først nogle år senere at skatte efter fortjeneste. Til Rom ankom han i september 1824. Her fandt han Bertel Thorvaldsen på højden af hans berømmelse og storartede virksomhed og kom som landsmand og kunstbror i mangfoldig forbindelse med ham. Et egentlig nøje personligt forhold udviklede der sig dog aldrig imellem dem, dertil var Bissen for beskeden og tilbageholden; med H.E. Freund sluttede han derimod et inderligt og fortroligt venskab. Uagtet Bissen ved nogle studier og arbejder modtog vejledning af Thorvaldsen, trådte han dog heller ikke i noget varigt og sammenhængende forhold til ham som elev. Alligevel fik Thorvaldsen som kunstner en meget afgørende indflydelse på ham. Han var kommet til Italien uden bestemt udviklede forestillinger om sin kunsts mål og midler; nu indarbejdedes han i den ånd og retning, som karakteriserede Thorvaldsens senere virksomhed.
Vel studerede han også på egen hånd flittigt den antikke kunst, og af naturen droges hans blik mere end Thorvaldsens til visse sider af antikken (det tragiske, det kæmpende); men disse selvstændige indtryk satte først ret frugt i hans senere år; foreløbig sluttede han sig overvejende til Thorvaldsens mere idylliske skønhedsdyrkelse. Imidlertid havde han meget at kæmpe med: et svageligt helbred, der jævnlig voldte ham stærke legemssmerter, dyb mistillid til sine egne kræfter og misfornøjelse med sine første forsøg, tekniske vanskeligheder især ved marmorarbejdet, som satte hans udholdenhed på hårde prøver. Først da han omtrent havde nået det 30. år, kunne han med mere klarhed over, hvad han ville, drage fordel af sin sjældne naturlige energi og produktionsevne. Han udviklede derefter i 40 år en rastløs produktivitet, der i omfang næppe giver Thorvaldsens noget efter. Her kan selvfølgelig kun hans vigtigste værker anføres. I Rom vakte han først ret opmærksomhed ved nogle statuer, der udførtes i marmor til rige kunstelskere: Blomsterpigen (1829), Paris med Æblet (1832, flere gange omarbejdet), Ceres. For Thorvaldsen skitserede og modellerede han 1833-34 hele monumentet over Gutenberg til Mainz.
Derefter drog han tilbage til Danmark. Her bosatte han sig i 1835 og ægtede Emilie Hedevig Møller, som han i sin ungdom havde lært at kende som ganske ung pige og under 10 års fravær bevaret i trofast minde. Hun var datter af en industridrivende, som det var gået tilbage for; af væsen var hun mere oprømt og talende end Bissen selv, hun gjorde hans hus lykkeligt og fødte ham fem børn, af hvilke dog de to døde tidlig. Samtidig fik han store bestillinger af regeringen til udsmykningen af det genopførte Christiansborg, og man anviste ham gode værksteder i Materialgården ved Frederiksholms Kanal. I 1835 valgtes han også til medlem af Akademiet; hans receptionsarbejde var statuen Valkyrien, et smukt nordisk sidestykke til Thorvaldsens Hebe. Senere efter Freunds død 1840 blev han også professor ved Akademiet og har atter senere fungeret som dets direktør; dog har han hverken i den ene eller den anden af disse egenskaber følt sig stærkt knyttet til det. Hans lærervirksomhed, som blev meget betydelig, udøvedes mest i hans eget værksted.
Til Christiansborgs Riddersal modellerede han 1835-41 den store frise af Ceres og Bacchus, som med deres følge drog ud fra Olympens gudeforsamling for at bringe den rå og vilde menneskeslægt civilisationens goder, et relief med over 300 figurer, en alen og syv tommer højt, 130 alen langt, betydelig større end Thorvaldsens Alexandertog og Freunds Ragnaroksfrise tilsammen tagne, et kolossalt og righoldigt arbejde, om det end ikke i indre betydning ganske kan måle sig med hine sjældne mesterværker af hans kunstbrødre. Det andet store værk til Christiansborg var de 18 kvindelige statuer til dronningens trappe, nemlig fire af middelalderens danske dronninger og 14 kvindeskikkelser fra nordiske og græske heltesagn, parvis sammenstillede efter beslægtede motiver, således at en nordisk og en græsk svare til hinanden. Hele denne række statuer var skitseret 1838; men færdig stod den først 20 år senere; 13 af figurerne er endda modellerede i årene 1856-58. At kostumet i de nordiske figurer her er rigtigere, og at for eksempel Brynhild som skjoldmø er forstået bedre i overensstemmelse med kildeskrifterne end i tidligere fremstillinger af Nordens oldtid, er vel en fortjeneste; men æren herfor tilkommer måske mere Bissens lærde rådgivere, navnlig Høyen, end ham selv. I behandlingen af legemsformen er modsætningen mellem nordisk og græsk ikke gennemført med synderlig skarp konsekvens, så meget mere som statuerne er mere skitserede end udførte. Derimod har han forstået i det psykologiske gennemgående at karakterisere forskellen mellem de to oldtidsfolk. Og hvad der kaster glans over det hele, er den poetiske styrke og inderlighed, hvormed flere af motiverne, især de tragiske, er gribende, det dybe blik ind i en stærkt bevæget sjæl. Figuren af Ingeborg, der stirrer på ringen, som Hjalmar har sendt hende i sin dødsstund, hører til de ypperste værker af nordisk kunst.
Andre store foretagender havde han taget i arv efter Thorvaldsen: Tre af de kolossale statuer ved portalen på Christiansborg, Victoria på kvadrigaen (kvadriga = firspand; vogn forspændt med fire heste, der i oldtiden benyttedes ved væddeløbskørsel og festoptog) over Thorvaldsens Museum. Efter Thorvaldsens død blev Bissen hans kunstneriske executor testamenti (eksekutor = bobestyrer) og ledede senere udførelsen af hans værker i marmor. Også gennem hans egen produktion vedblev der at gå en thorvaldsensk strømning, dertil kan blandt andet henregnes de smukke figurer af Nymfen, der sætter sin hårfletning, og Hylas, udført kort efter et ophold i Rom 1841-42, og et par Amorfigurer. Mere karakteristisk for Bissen er en række unge skikkelser, der er fremkommet af hans indtryk af det sydlandske folkeliv i den ham så kære italienske natur, men på antik vis fremstillede nøgne: en dreng, som fisker, en lille tiggerdreng og langt senere (o. 1862) en skøn statue af en hyrdedreng, som står drømmende med sin stav lagt på tværs over nakken og hænderne hvilende over den; desuden nogle figurer af badende piger. Og endnu mere karakteristisk bissenske, og slet ikke thorvaldsenske, er en række betydningsfulde statuer fra halvtredserne af skikkelser fra den græske poesi, alle karakteriserede ved et indre lidelsesfuldt oprør, en mægtig sjælekamp – Orestes, der flygter for furierne, som han ser rejse sig fra moderens blod; Philoktet i hans ensomme kvaler på Lemnos; Achilles, siddende på havstranden i harme og fortørnelse over den røvede Briseis. Til slige motiver af en mandig patos havde Bissen mere indre kald end til dem, hvor det gjaldt om at udtrykke en ophøjet, olympisk klarhed (Apollon og Athene i universitetets forhal, modellerede i midten af fyrrerne). De kirkelige og bibelske emner trængtes mere tilbage i hans kunst, skønt han ikke afviste dem; fremstillingen af Moses som lovgiver (statuen uden for Frue Kirke, 1853) var en opgave, som lå godt for ham.
Vi har allerede fulgt hans virksomhed delvis langt frem i tiden. Men imidlertid var der omkring året 1848 hurtig foregået store forandringer i hans personlige, huslige og kunstneriske liv. Hans helbred, der hidtil havde været svagt, blev efter et par vandkure i Gräfenberg, 1846 og 47, stærkt og pålideligt, dermed kom ny friskhed og arbejdskraft. 1850 mistede han sin hustru; to år senere giftede han sig på ny (med Marie Cathrine Sonne). De store politiske begivenheder vakte nye følelser til et stærkt liv hos ham, så meget mere som han som følge af sin fødsel og sine barndomsminder følte sig personlig delagtig i striden om den danske nationalitet i Slesvig. Tidligere havde han arbejdet meget for tyske kunstelskere, især for de store pengemænd i Altona, Baur og Donner: dermed var det nu forbi; men til gengæld fik han fra det danske folks side, gennem nationalsubskriptioner, en stor række nye og betydningsfulde opgaver at løse. Og med hele kunsten i Danmark var der foregået store forandringer: den blev mere og mere båret af en ånd, der var ganske forskellig fra den, som havde båret Thorvaldsens. Malerne havde begyndt at studere hjemmets natur- og folkeliv på første hånd; Bissens ven Høyen forkyndte i taler og samtaler, at kunstens liv måtte udgå fra det nationale liv. Således danner Bissens sidste 20 år en klart begrænset periode i hans liv og uden tvivl den mest fremtrædende. Efter Thorvaldsens død stod han som Danmarks ypperste billedhugger og udrustet med stor autoritet. Han slap ikke sin fortids tråde, men han fulgte dem med mere personlig og selvstændig frihed. Og han begyndte efter at have fyldt 50 år nye tråde.
Johanna Sophie Frederikke Westphal
Hun var afgået ved døden den 15. november 1877.
Dødsdag og sted er ikke verificeret, og skulle ved sønnens konfirmation i 1867 være i live !
Første barn med Lüdemann undfanget før bryllup.