Se Tord Aagesen Thott.
Se Tord Aagesen Thott.
DEAT: RIN MH:IF2440
Arbejdsmand.
DAA 1900 s 409
Thott var en skånsk uradelsslægt, der gennem ægteskaber var knyttet til både den danske og svenske adel. Slægten er uddød i Danmark, men findes endnu i Sverige.
De ni sønner af Axel Pedersen Thott, Axelsønnerne, spillede en afgørende rolle i det 15. århundrede og søgte at føre en egen unionspolitik. De betydeligste af disse var Erik, svensk rigsforstander 1457 og 1466-67, og Iver, der som lensmand på Gulland (Gotland) 1464-86 reelt var uafhængig af kongemagten.
Slægten uddøde i Danmark med Otto Thott, greve til Gavnø. Hans arving, Holger Reedtz, tog navnet Reedtz-Thott og hans søn, Otto Reedtz-Thott, dannede Baroniet Gaunø i 1805.
Tord Aagesen Thott til Loddeköping levede i slutningen af 1200-tallet og gav gods til Lund Domkirke. Han var vistnok farfar til de to brødre, Niels Aagesen Kyrning (død 1354) og Absalon Aagesen til Herlev i Gärds herred. Den førstnævnte var farfar til Stig Aagesen, der 1397 beseglede kongevalget i Kalmar. Hans sønnesøns søn, rigsråden, Tage Ottesen Thott til Næs og Eriksholm (død 1562), som genoptog det skrinlagte slægtsnavn efter to hundrede år, førte 1546 sammen med Peder Skram overbefalingen i Skåne. Han var en af de få adelsmænd som modtog ridderslag, der blev tilbudt ved Frederik IIs kroning. Sønnen, Otte Thott til Næs og Eriksholm (1543-1588), blev i sit ægteskab med Sophie Brahe far til "Skånes Konge", rigsråden Tage Ottesen Thott til Eriksholm (1580-1658). Denne deltog som ung i Kalmarkrigen, blev gentagne gange, skønt han manglede ydre slebenhed, benyttet i vigtige diplomatiske opgaver og var sin tids største jordbesidder i Skåne. Ved flere lejligheder værnede han om adelens rettigheder.
Hans ældre søn, rigsråden Otte Thott til Næs (1607-1656), ligeledes kendt for sin store godsbesiddelser, var far til gehejmeråd og hvid ridder Knud Thott (1639-1702) og til gehejmeråd og hvid ridder Tage Thott (1648-1707). Da den Skånske Krig brød ud i 1676, blev begge brødre efter kgl. ordre ført til Danmark af danskerne og blev fradømt ære, liv og gods i Sverige. Efter fredsslutningen fik de dog deres skånske besiddelser tilbage. Den ældre bror, som 1664 havde ladet sig introducere i det svenske Ridderhus, efter at han allerede tidligere havde aflagt ed til kongen af Sverige, kom i Danmark til at indtage betydelige stillinger, bl.a. som præces i Krigskommissariatet og som deputeret for finanserne og medlem af gehejmekonseillet. Han roses for sin pligtfølelse, utrættelige arbejdsomhed og fuldkomne ubestikkelighed. 1681 erhvervede han herregården Gavnø. Hans yngre bror, der blev amtmand i Holbæk Amt og landsdommer i Sjælland, var far til slægtens sidste mand i Danmark, statsminister Otto Thott, som 24. december 1767 blev optaget i dansk lensgrevelig stand.
Ove Thott til Skabersjö (1626-1666), yngre søn af ovennævnte Tage Ottesen Thott (død 1658), var farfar til Otto Thott til Skabersjö (1696-1758), som 1756 introduceredes i det svenske Ridderhus. Fra hans søn, landshøvding i Malmøhus Len, Tage Thott til Skabersjö (1739-1824), svensk friherre 27. december 1778 og svensk greve 9. maj 1807, nedstammer den svenske gren af slægten.
Den ovennævnte Absalon Aagesens sønnesøn, rigsråden Axel Pedersen Thott til Herlev (død ca. 1446/47), der spillede en rolle under Erik af Pommerns eneregering, var forlenet med Varberg. Han vedblev en tid at holde fast ved kongen, efter at denne var afsat, men sluttede sig 1441 til kong Christoffer. I sine to ægteskaber blev han far til de ni "Axelsønner", af hvilke de fleste kom til at indtage mægtige stillinger.
Jerome-Napoleon Bonaparte II (5 November 1830, in Baltimore – 3 September 1893 in Prides Crossing, Massachusetts) was an American-born soldier of French descent. He was the son of Jérôme Napoléon Bonaparte and Susan May Williams.
Murermester i FT 1890 i Odder sogn.
Napoleone di Buonaparte (Napolion Boneparte)
Napoléon Bonaparte, born Napoleone di Buonaparte; 15 August 1769 - 5 May 1821) was a French military and political leader who rose to prominence during the French Revolution and led several successful campaigns during the Revolutionary Wars. As Napoleon I, he was Emperor of the French from 1804 until 1814, and again in 1815. Napoleon dominated European and global affairs for more than a decade while leading France against a series of coalitions in the Napoleonic Wars. He won most of these wars and the vast majority of his battles, building a large empire that ruled over continental Europe before its final collapse in 1815. Often considered one of the greatest commanders in history, his wars and campaigns are studied at military schools worldwide. He also remains one of the most celebrated and controversial political figures in Western history.