Skipper og landboelsmand.
I folketællingen 1803 benævnes han som landboelsmand og post-skipper, d. v. s. han har sejlet med postbåden mellem Årøsund og Assens. På land- boelsstedet ses deres, på dette tidspunkt 3 børn og Marens mor, som var enke.
Skjalm Hvide (født i første halvdel af 1000-tallet, død efter 1102. De ofte angivne dødsår 1113 og 1116 er udokumenterede. Han var en sjællandsk høvding med store jordbesiddelser omkring Sorø. Han anses for at være stamfader til den mægtige Hvide-slægt og var selv søn af Toke Trylle.
Sammen med Svend Estridsen deltog han i Slaget ved Niså i 1062, hvor han blev taget til fange af Harald Hårdråde. Han havde dog senere held til at flygte.
Omkring år 1100 rejste Skjalm Hvide efter drab på hans bror sjællænderne til hævntogt mod Rygen, som var hjemsted for venderne, der drev sørøveri. Det var måske i denne forbindelse, at han gjorde øen "skatskyldig", som det senere nævnes hos Saxo. Han blev efter denne begivenhed af Erik 1. Ejegod gjort til foged over øen. I en senere passage hos Saxo omtales det, at Skjalm skulle have tilvejebragt fred mellem vendere og danskere og en gang have styret venderne. Ifølge Saxo skulle Skjalm Hvide også have været foged over Sjælland, hhv. befalingsmand over troppebuddet (betydningen af denne omtale er omdiskuteret).
Skjalm Hvide var i sine senere år nært knyttet til Erik Ejegod, hvis søn Knud Lavard fra 1102 i nogle år blev opfostret sammen med hans egne sønner Asser Rig og Ebbe Skjalmsen (Hvide). Ud over de nævnte fik han med sin hustru Signe også børnene Magga Skjalmsdatter, Cecilie Skjalmsdatter (Hvide) og Toke Skjalmsen (Hvide).
Han havde formodentlig gods i Jørlunde og Haverup Ore, da hans efterkommere ejede jord disse steder. Formentlig ejede han også gods i Fjenneslev, hvor han i følge gravkataloget oprindeligt var begravet, men ellers er hans tilknytning til Fjenneslev ringe fastslået.
Skjalm Hvide lod Jørlunde Kirke opføre omkring år 1100, en af Sjællands ældste eksisterende kirker.
Skjalm Hvide er oprindeligt begravet i Fjenneslev, men senere flyttet til Sorø Kirke. I graven er fundet en blyplade, formentlig fra sidst i 1100-tallet med indskrift om, at Absalons bedstefar Skjalm ligger her.
Skjalm Hvide havde en bror, Aute, som ifølge den valdemarske tradition opdrog hertug Knud Lavard, efter at hans far, kong Erik 1. Ejegod, var draget på pilgrimsfærd. Saxo forbinder Skjalm Hvide med Rygen i flere passager, hvis indbyrdes sammenhænge er svære at gennemskue.
Wikipidia 2016
Der hersker nogen tvivl om hvilken slægt Skjalm Tokesen Hvide's hustru, Signe, stammer fra - og hvem der er mor til hans børn. Jeg har her gjort begge Signer til hans hustru selv om kun den ene formentlig er den rigtige. Nogle mener også at Signe i virkeligheden hed Margrethe.
Ridder Toke Trylle (Hvide) Palnesen (Blev kaldt Toke Trylle, der er navnet på en runesten i London).
Den sjællandske stormand hed Toke Trylle, og han var anden kendte generation af den slægt eftertiden kaldte "Hvide-ætten". Kort efter at han havde ladet sig døbe fik han sønnen Skjalm, og det er da muligt, at det har været den forestående fødsel, der gav stødet til, at Toke med det Hedensk klingende tilnavn har ment, at det var passende,at han fulgte med tiden og kristendommen. Selv på Sjælland har Odin og Thor i 1040 virket en anelse umoderne. " Sådan indleder Marianne Johannesen og Helle Halding, deres bog "Thi de var af stor slægt". Marianne Johannesen og Helle Halding gennemgår i deres bog også hvorledes slægtens i løbet af få generationer blev endog meget rige, ejede gods overalt på Sjælland og senere i 1200 tallet også i skåne.
Toke Trylle ses også som søn af en Slag/Slau. I Slag/Slau aner man en ægte viking, der må være født allerede i 900-tallets sidste årtier, på Harald Blåtands eller Svend Tveskægs tid. Denne Slag skulle være grundlægger af den midtsjællandske by Slagslunde (Hvide-slægten skriver fra 1200-tallet og fremefter i "Sorø Kloster's Gavebog", at den regner sig nedstammet fra Toke Trylle, søn af Slau", hvilken person man ikke umiddelbart kender til).
Er Pallig Tokesen ikke søn af Toke Gormsen, så er i hvert fald hans hustru datter af Harald Blåtand.
Død under Danemordet.
Gunhild Haraldsdatter eller Gunnhild (F. før 975 - D. 13. november 1002) var datter af Harald Blåtand og Gyritha, hun blev gift med Pallig Tokesen jarl i Devonshire. Omkring 975 for hun sønnen Toke Trylle. Hun bliver drabt sammen med sin mand i massakren Danemordet i England i november 1002.
Wikipedia
Danemordet eller Skt. Brictus’ dags massakren fandt sted i England den 13. november 1002. Efter ordre fra den engelske kong Æthelred 2. skulle alle danere i England dræbes. Det er uvist, hvor mange der blev myrdet under massakren, men begivenheden er af senere tiders kronikører og historikere blevet anset for årsagen til Svend Tveskægs fortsættelse af og forstærkelse af vikingetogterne til England i 1003.
Efter en længere periode med fred blev England siden 980 genstand for en ny bølge af vikingetogter, og fra 991 optrappedes angrebene i både hyppighed og styrke. Kong Æthelred måtte af flere omgange betale store summer i danegæld til de angribende hære mod løfter om fred, men angrebene fortsatte. Ifølge Den angelsaksiske Krønike var perioden også præget af flere forræderier mod den engelske kongemagt. Dette må ses som baggrunden for, at Æthelred i 1002 beordrede alle danere i England dræbt, da han var blevet advaret om, at de ville myrde ham og hans stormænd og efterfølgende overtage magten. Ordren blev udført på Skt. Brictus dag den 13. november 1002.
Den eneste samtidige beretning om Danemordet stammer fra Oxford. Her søgte en gruppe danere tilflugt i Skt. Frideswide kirke, men brændte inde, da forfølgerne satte ild til kirken. I 2008 fandt arkæologer i Oxford skeletterne af mellem 34 og 38 unge mænd begravet i tiden omkring år 1000. Knoglerne bar mærker efter sværdslag og ild, og senere undersøgelser har vist, at de afdøde med stor sandsynlighed var af skandinavisk oprindelse. Begravelserne er derfor blevet tolket som ofre for Danemordet i 1002.
Omfanget af massakren er uvist, men Æthelreds ordre har med stor sandsynlighed ikke omfattet alle af dansk eller skandinavisk oprindelse, der havde bosat sig i England i det foregående århundrede. I stedet har den været rettet mod deltagerne i den seneste periodes angreb og plyndringer, og de nyligst tilkomne bosættere, der skiftede side og forrådte fredsaftaler på trods af store betalinger af danegæld. Skt. Brictus’ dags massakren er af senere kronikører og historikere blevet anset som baggrunden for Svend Tveskægs fornyede angreb mod England fra 1003, da hans søster Gunhild og hendes mand jarl Pallig muligvis var blandt ofrene. Der kan dog ikke med sikkerhed drages nogen direkte forbindelse mellem de to begivenheder.
Gunhild Haraldsdatter eller Gunnhild (F. før 975 - D. 13. november 1002) var datter af Harald Blåtand og Gyritha, hun blev gift med Pallig Tokesen jarl i Devonshire. Omkring 975 for hun sønnen Toke Trylle. Hun bliver drabt sammen med sin mand i massakren Danemordet i England i november 1002.
Wikipedia
Danemordet eller Skt. Brictus’ dags massakren fandt sted i England den 13. november 1002. Efter ordre fra den engelske kong Æthelred 2. skulle alle danere i England dræbes. Det er uvist, hvor mange der blev myrdet under massakren, men begivenheden er af senere tiders kronikører og historikere blevet anset for årsagen til Svend Tveskægs fortsættelse af og forstærkelse af vikingetogterne til England i 1003.
Efter en længere periode med fred blev England siden 980 genstand for en ny bølge af vikingetogter, og fra 991 optrappedes angrebene i både hyppighed og styrke. Kong Æthelred måtte af flere omgange betale store summer i danegæld til de angribende hære mod løfter om fred, men angrebene fortsatte. Ifølge Den angelsaksiske Krønike var perioden også præget af flere forræderier mod den engelske kongemagt. Dette må ses som baggrunden for, at Æthelred i 1002 beordrede alle danere i England dræbt, da han var blevet advaret om, at de ville myrde ham og hans stormænd og efterfølgende overtage magten. Ordren blev udført på Skt. Brictus dag den 13. november 1002.
Den eneste samtidige beretning om Danemordet stammer fra Oxford. Her søgte en gruppe danere tilflugt i Skt. Frideswide kirke, men brændte inde, da forfølgerne satte ild til kirken. I 2008 fandt arkæologer i Oxford skeletterne af mellem 34 og 38 unge mænd begravet i tiden omkring år 1000. Knoglerne bar mærker efter sværdslag og ild, og senere undersøgelser har vist, at de afdøde med stor sandsynlighed var af skandinavisk oprindelse. Begravelserne er derfor blevet tolket som ofre for Danemordet i 1002.
Omfanget af massakren er uvist, men Æthelreds ordre har med stor sandsynlighed ikke omfattet alle af dansk eller skandinavisk oprindelse, der havde bosat sig i England i det foregående århundrede. I stedet har den været rettet mod deltagerne i den seneste periodes angreb og plyndringer, og de nyligst tilkomne bosættere, der skiftede side og forrådte fredsaftaler på trods af store betalinger af danegæld. Skt. Brictus’ dags massakren er af senere kronikører og historikere blevet anset som baggrunden for Svend Tveskægs fornyede angreb mod England fra 1003, da hans søster Gunhild og hendes mand jarl Pallig muligvis var blandt ofrene. Der kan dog ikke med sikkerhed drages nogen direkte forbindelse mellem de to begivenheder.
Konge over De Danske Øer og Skåne søn af Sigvard Ormøje. ifg Sven Aggesøn var han den første Knud - efter knuden i moderens kjole. Hardeknud bliver konge af Danmark engang efter 934. I Widukinds Sachserkrønike, der er skrevet ca 967, nævnes, at den tyske konge Henrik Fuglefænger i 934 gjorde et togt mod danerne og tvang deres konge Gnupa til at modtage dåben, og gjorde danerne skatskyldige. Den dåd blev han berømt for i
hele Europa, for danerne regnedes for uovervindelige. Gnupas far Olaf var kommet fra Sverige og havde erobret Danmark fra kong Helge. Gnupas bror hed Gurd.
2 mindestene over Gnupas søn kong Sigtryg, skrevet med danske og svenske runer, står ved Hedeby. Måske er Sigtryg den Setricus Rex, der falder som vikingehøvding i Normandiet i 943.
De 'svenske konger' omtales af Adam af Bremen i hans 'De hamburgske ærkebispers historie' (omkr 1080), hvor han citerer Svend Estridsen (Gorms tipoldebarn).Her står at 'Sigerich' kun regerer kort, så kommer Hardeknud Svends søn fra 'Nortmannia' og erobrer landet. 'Nortmannia' kan være Normandiet, men er snarere Norge, hvor de danske konger længe regerede over (eller gjorde krav på) Vigen, dvs
Oslofjorden.Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. 75-77,93-101.
I sit gavebrev skriver Knud den Hellige (1042 - 1086) sig Knud den fjerde. Det stemmer kun, når Hardeknud her tælles som Knud I.
NC Skouvig: Hardeknud I og Hardsyssel. 1977
Måske samme person som Sigurd Ormøje
Sagnkonge i Danmark
Den ældre og den yngre Regnar Lodbrog er sansynligvis blandet sammen.
Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke betyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i etQvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Ormøje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af England, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærdelige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern.
Kilde: Henrik Wergeland
Regnar Lodbrog (norrønt: Ragnarr Loðbrók) var en dansk sagnkonge fra det 9. århundrede. Hans historie er fortalt af Saxo og i den islandske Regnar Lodbrogs Saga. Ragnar var beslægtet med den danske konge Godfred og var søn af den svenske konge Sigurd Ring. Ragnar fik tilnavnet "Lodbrog" for, han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm, der vogtede kongedatteren Thora.
Regnar havde sønnerne Ivar Benløs konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn Jernside, Helge, Regnald og Sigurd Orm-i-Øje (konge af Danmark og jarl af Frisland); foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed er, at Regnar havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Den 28. marts år 845 sejlede Regnar Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et stort beløb på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. Denne strategi var typisk for vikinger, hvorefter man invaderede en by eller fæstning og krævede løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Olaf fra Sverige.
Wikipidia
Thora Herraudsdatter af Sverige
Datter af kong Herod i Sverige. Hun havde tilnavnet Borgarhjort fordi hun var den kønneste blandt kvinder, ligesom hjorten er det kønneste af alle dyr.
Tora Borgarhjort (oldnordisk: Þóra borgarhjörtr) var ifølge sagalitteraturen datter af Herraud, jarl af Østgötaland i Sverige (Svitjod) og gift med sagnkongen Ragnar Lodbrok. De fik to sønner, Eirik og Agnar. De islandske sagaer, der henviser til Torah og hendes kære, er kategoriseret som gamle sagaer, hvor plottet ikke kan verificeres og stort set betragtes som fiktivt. Ikke desto mindre er det almindeligt antaget blandt historikere (herunder Finnur Jónsson), at de virkelig levede. Torah siges at have levet i begyndelsen af 800-tallet.
Ifølge kilderne gav hendes far Herraud hende en hugorm, der derefter voksede sig så stor, at den bugtede sig rundt om hele hendes bolig. Herraud lovede derefter, at den, der kunne dræbe ormen, ville gifte sig med hende. Ragnar Lodbrok, søn af kong Sigurd Ring, tog imod udfordringen, dræbte ormen og giftede sig med Tora. Efter Toras død skulle hendes sønner dræbes af kong Eystein Illråde – jarl af Ragnar Lodbrok – og de skulle hævnes af deres halvbrødre, Ragnars sønner, som Ragnar havde med sin anden hustru Åslaug Sigurdsdatter, som ifølge sagaen var datter af Sigurd Fåvnesbane og Brynhild.
Sagnkonge i Danmark
Den ældre og den yngre Regnar Lodbrog er sansynligvis blandet sammen.
Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke betyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i etQvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Ormøje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af England, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærdelige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern.
Kilde: Henrik Wergeland
Regnar Lodbrog (norrønt: Ragnarr Loðbrók) var en dansk sagnkonge fra det 9. århundrede. Hans historie er fortalt af Saxo og i den islandske Regnar Lodbrogs Saga. Ragnar var beslægtet med den danske konge Godfred og var søn af den svenske konge Sigurd Ring. Ragnar fik tilnavnet "Lodbrog" for, han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm, der vogtede kongedatteren Thora.
Regnar havde sønnerne Ivar Benløs konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn Jernside, Helge, Regnald og Sigurd Orm-i-Øje (konge af Danmark og jarl af Frisland); foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed er, at Regnar havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Den 28. marts år 845 sejlede Regnar Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et stort beløb på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. Denne strategi var typisk for vikinger, hvorefter man invaderede en by eller fæstning og krævede løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Olaf fra Sverige.
Wikipidia
Lagertha var ifølge legenden en vikingehersker og skjoldjomfru fra det nuværende Norge , og engang hustru til den berømte viking Ragnar Lodbrok . Hendes fortælling blev optaget af krønikeskriveren Saxo i det 12. århundrede.
Hendes navn som optegnet af Saxo, Lathgertha , er sandsynligvis en latinisering af det oldnordiske Hlaðgerðr eller Hlathgerth. Det er også blevet optaget som Lagertha, Ladgertha eller Ladgerda.
Ifølge Saxo boede Lagertha i Gaula-dalen i det vestlige Norge.
Lagerthas fortælling er optegnet i passager i den niende bog af Gesta Danorum, et dansk historieværk fra det tolvte århundrede af den kristne historiker Saxo Grammaticus. Ifølge Gesta begyndte Lagerthas karriere som kriger, da Frø, konge af Sverige, invaderede Norge og dræbte den norske konge Siward. Frø anbragte kvinderne i den døde konges familie på et bordel til offentlig ydmygelse. Da han hørte dette, kom Ragnar Lodbrok med en hær for at hævne sin bedstefar Siward. Mange af de kvinder, Frø havde beordret mishandlet, klædte sig i herretøj og kæmpede på Ragnars side. Den øverste blandt dem, og nøglen til Ragnars sejr, var Lagertha. Saxo fortæller:
Ladgerda, en dygtig Amazon , der, skønt en jomfru, havde modet som en mand, og kæmpede foran blandt de modigste med håret løst over skuldrene. Alle undrede sig over hendes mageløse gerninger, for hendes lokker, der fløj ned ad ryggen, forrådte, at hun var en kvinde.
Ragnar var imponeret over hendes mod og kurterede hende langvejs fra. Lagertha foregav interesse, og Ragnar ankom for at søge hendes hånd og bød sine kammerater vente i Gaular-dalen. Han blev ramt af en bjørn og en stor hund, som Lagertha havde til at vogte sit hjem, men dræbte bjørnen med sit spyd og kvalte hunden til døde. Dermed vandt han Lagerthas hånd. Ifølge Saxo havde Ragnar en søn med hende, Fridleif, samt to døtre, hvis navne ikke er registreret.
Efter at have vendt tilbage til Danmark for at udkæmpe en borgerkrig, skilte Ragnar (som ifølge Saxo stadig var irriteret over, at Lagertha havde sat udyr mod ham) fra Lagertha for at gifte sig med Thora Borgarhjört (Þóra Borgarhjǫrtr), datter af kong Herraud ( Herrauðr ) af Sverige. Han vandt sin nye kærligheds hånd efter adskillige eventyr, men ved hjemkomsten til Danmark blev han igen konfronteret med en borgerkrig. Ragnar sendte til Norge for at få støtte, og Lagertha, som stadig elskede ham, kom ham til hjælp med 120 skibe, ifølge Saxo. Da Ragnars søn Siward på højdepunktet af slaget blev såret, reddede Lagertha dagen for Ragnar med et modangreb:
Ladgerda, som havde en mageløs ånd, dog med en sart ramme, dækkede af sin pragtfulde tapperhed soldaternes tilbøjelighed til at vakle. For hun gjorde en slyngning om og fløj rundt til fjendens bagende og tog dem uforvarende og vendte således sine venners panik til fjendens lejr.
Da hun kom tilbage til Norge, skændtes hun med sin mand og dræbte ham med en spydspids, hun skjulte i sin kjole. Saxo slutter, at hun da "tilranede sig hele hans navn og suverænitet; for denne mest formastelige dame syntes, det var behageligere at regere uden sin mand end at dele tronen med ham".