Sagnkonge i Danmark
Den ældre og den yngre Regnar Lodbrog er sansynligvis blandet sammen.
Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke betyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i etQvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Ormøje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af England, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærdelige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern.
Kilde: Henrik Wergeland
Regnar Lodbrog (norrønt: Ragnarr Loðbrók) var en dansk sagnkonge fra det 9. århundrede. Hans historie er fortalt af Saxo og i den islandske Regnar Lodbrogs Saga. Ragnar var beslægtet med den danske konge Godfred og var søn af den svenske konge Sigurd Ring. Ragnar fik tilnavnet "Lodbrog" for, han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm, der vogtede kongedatteren Thora.
Regnar havde sønnerne Ivar Benløs konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn Jernside, Helge, Regnald og Sigurd Orm-i-Øje (konge af Danmark og jarl af Frisland); foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed er, at Regnar havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Den 28. marts år 845 sejlede Regnar Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et stort beløb på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. Denne strategi var typisk for vikinger, hvorefter man invaderede en by eller fæstning og krævede løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Olaf fra Sverige.
Wikipidia
Sagnkonge i Danmark
Den ældre og den yngre Regnar Lodbrog er sansynligvis blandet sammen.
Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke betyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i etQvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Ormøje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af England, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærdelige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern.
Kilde: Henrik Wergeland
Regnar Lodbrog (norrønt: Ragnarr Loðbrók) var en dansk sagnkonge fra det 9. århundrede. Hans historie er fortalt af Saxo og i den islandske Regnar Lodbrogs Saga. Ragnar var beslægtet med den danske konge Godfred og var søn af den svenske konge Sigurd Ring. Ragnar fik tilnavnet "Lodbrog" for, han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm, der vogtede kongedatteren Thora.
Regnar havde sønnerne Ivar Benløs konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn Jernside, Helge, Regnald og Sigurd Orm-i-Øje (konge af Danmark og jarl af Frisland); foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed er, at Regnar havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Den 28. marts år 845 sejlede Regnar Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et stort beløb på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. Denne strategi var typisk for vikinger, hvorefter man invaderede en by eller fæstning og krævede løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Olaf fra Sverige.
Wikipidia
750 / 812 ØstDansk konge.
Halvbrorsøn til Harald Hildetand.Besejrede Harald Hildetand og blev konge i Danmark.
Sigurd Ring var Eneherre over det store ivarske Monarki, og boede ligesom hans Formænd i Lejre paa Sjælland, førende en Regjering, der stedse var opfyldt med Krig. Han gjorde et Tog til Northumberland, og tog til Medregent Harald Hildetands Søn Beli. I sin Alderdom anfaldt han den danske Underkonge Alf, der havde negtet ham sin vakre Datter, kaldet Alfsol. Alf og hans Sønner faldt i Slaget, efterat have dræbt Søsteren, for at hun ikke skulde falde i Seirherrens Vold. Sigurd, som selv var saaret, lod samle alle Ligene paa et Skib, satte Alfsols i Bagstavnen og sig selv derhos, lod Skibet antænde og under fulde Seil og drivende Vind fare tilhavs.
Kilde: Henrik Wergeland
Sigfred eller Sigurd (latin Sigifridus) var dansk konge før Godfred. Der mangler kilder om, hvornår han kom til magten. Han bliver nævnt i frankiske annaler i 777, da den saksiske høvding Widukind søgte tilflugt hos ham efter et mislykket oprør mod frankerne. Frankerne var ved at erobre Saksen, og Sigfred hjalp Sakserne mod Karl den Store. Han nævnes også i 782[2] i forbindelse med et internationalt møde hos kejser Karl, hvor han sender en Halptani (Halfdan). Sidste gang han nævnes var i 798[3], da Karl den Store sendte en gesandt ved navn Godeskalcum (Gotskalk) til ham. Muligvis ville Karl indlede fredsforhandlinger med Sigfred.
Den næste danske konge, der nævnes er Godfred, som første gang nævnes i 804, og han kan muligvis være Sigfreds søn eller nevø. Efter Godfreds (og hans efterfølger Hemmings) død gør Anulo krav på magten med den begrundelse, at han er nevø, barnebarn eller slægtning af en tidligere kong Harald.
Mange har gennem tiden foreslået, at den Sigurd Ring, der nævnes i bl.a. Gesta Danorum, Hervarar Saga og Sögubrot, er den samme som Sigfred.
Wikipidia 2017
Sagnkonge i Danmark
Den ældre og den yngre Regnar Lodbrog er sansynligvis blandet sammen.
Regner Lodbrok, Sigurds Søn, tog Styret -- en berømt Viking, der tit gjæstede Frankrig, England og Sydlandene. Tilnavnet, der betyder "lodden Buxe," erholdt han af den Klædedragt, han brugte som Beskyttelsesmiddel under Kampen med en uhyre Orm, der havde lagt sig om hans Elskte og første Dronning Thora Borgarhjarts Jomfrubuur -- en Fabel, som vel ikke betyder andet end en stærk Vagt. Efter hendes Død traf han paa et af sine Vikingetog til Norge den skjønne Kraka, hvis egentlige Navn var Aslaug, en Datter af den berømte Sigurd Fofnisbane, med hvem han giftede sig. Tilsidst gjorde han et Tog til Irland, plyndrede dets Kyster, og anfaldt derpaa Kong Ella i Northumberland; men blev fangen og kastet i en Ormegrav. Besyngende sit bedrivtfulde Liv i etQvæde, kaldet Bjarkamaal, døde han leende under Ormenes Bid. Hans Sønner hevnede ham, dræbte Ella og hærjede hans Land. Derpaa delte de Faderens Rige saaledes, at Sigurd Ormøje blev Konge i Danmark, Ivar Beenløs over en Deel af England, Hvitsærk over de tydske Besiddelser, og Bjørn I Jernside blev Konge i Sverige. Han gjorde forfærdelige Tog til det sydligere Europa, især til Frankrig. Navnet "Jernside" erholdt han fordi han aldrig brugte Harnisk og Brynje, og alligevel ei blev saaret, hvorfor han ogsaa sagdes at have Sider som Jern.
Kilde: Henrik Wergeland
Regnar Lodbrog (norrønt: Ragnarr Loðbrók) var en dansk sagnkonge fra det 9. århundrede. Hans historie er fortalt af Saxo og i den islandske Regnar Lodbrogs Saga. Ragnar var beslægtet med den danske konge Godfred og var søn af den svenske konge Sigurd Ring. Ragnar fik tilnavnet "Lodbrog" for, han iført en stivfrossen dragt besejrede en lindorm, der vogtede kongedatteren Thora.
Regnar havde sønnerne Ivar Benløs konge af Irland, Ubbe ekskonge af Danmark, Halvdan, Bjørn Jernside, Helge, Regnald og Sigurd Orm-i-Øje (konge af Danmark og jarl af Frisland); foruden datteren, Aaluf og mindst en datter mere.
Det eneste, man véd med absolut sikkerhed er, at Regnar havde nogle døtre, for det var døtrene, som havde broderet flaget Ravnen, som blev taget af englænderne, da Ubbe faldt. Ellers er vi henvist til sagn og senere historieskrivning.
Den 28. marts år 845 sejlede Regnar Lodbrog ned ad Seinen med 150 skibe med en besætning af 5.000 krigere for at invadere og plyndre Paris. Frankernes konge Karl den II betalte ham et stort beløb på 7000 pund sølv for at forlade og ikke ødelægge byen. Denne strategi var typisk for vikinger, hvorefter man invaderede en by eller fæstning og krævede løsgørelsespenge, kendt som danegæld.
Regnar blev sandsynligvis konge efter Horik 2. eller lidt senere, hvis det da var Regnars søn Helge, der efterfulgte Harald og Sigfred år 891.
I følge Fragmentary Annales of Ireland blev Ragnall søn Halvdan med sine tre sønner fordrevet til Orkneyøerne af sine to yngre brødre. Dette skete senest 854 efter de franske annaler.
Muligvis havde han også en slægtning, Halvdan, som var konge i en del af England og måske en søn Helge, konge af Danmark. Regnars søn, Helge, er muligvis identisk med den Helge, der blev styrtet fra tronen af Olaf fra Sverige.
Wikipidia
Regnar Lodbrog drog på vikingetogt til Norge efter hans kone, Thoras, død. En dag lagde han ind i vigen ved bonden Åges gård "Spangerhede". Om morgenen sendte man nogle folk i land for at bage brød. Køkkenfolkene fandt kun bondens gamle kælling Grima hjemme. Folkene bad om hjælp til bagningen, men Grima svarede at hun var for gammel, de måtte vente til hendes datter Kraka kom hjem. Kraka havde været tidligt oppe for at se til fårene og fra græsgangen havde hun set de store skibe komme sejlende og kaste anker. Hun gav sig til at vaske sod og snavs af sig, selv om Grima havde forbudt hende det. Kraka var i virkeligheden meget smuk, hendes hår var som silke og så langt, at det strejfede jorden, når hun slog det ud. Da Kraka havde gjort sig i stand gik hun ned til gården og kom ind netop som Regnar’s køkkenfolk havde tændt op i bageovnen. De var ved at tabe både næse og mund ved synet af den dejlige lyse pige og måtte spørge Grima om hun virkelig var mor til Kraka. Det sagde Grima ja til. Kraka bandt ærmerne op og gik i gang med at ælte dejen, men det gik skidt med bagningen for svendene kunne slet ikke få øjnene fra Kraka, så brødene brændte på. Da køkkenfolkene vendte tilbage til skibene med de brændte brød, undskyldte de sig med, at der oppe på gården var en pige så dejlig som man aldrig havde set magen til. Regnar sendte et par mænd i land som han tiltroede større dømmekraft, men hvis de mente pigen var så dejlig skulle de bede hende komme ned til skibet. Men et smukt ydre var jo ikke nok så han ville stille hendes klogskab på prøve og lod dem sige, at hun skulle komme hverken nøgen eller påklædt, hverken mæt eller fastende, ikke alene men dog ikke i følgeskab med nogen. De to gik så op til gården, og da de så at køkkenfolkene ikke havde overdrevet, gav de hende besked om kongens ønsker. Grima mente kravene var umulige, men Kraka tænkte sig om, og lovede så at komme ned til skibet næste dag. Næste dag gjorde Kraka sig klar. Hun slog sit lange hår ud så det dækkede hende helt og tog et fiskenet over sig, hun bed i et løg så man kunne mærke hun ikke var fastende og gik ned til skibet i følgeskab med sin hund. Regnar blev meget betaget af hende og den snilde måde hun havde forstået hans ord på. Kraka ville ikke ombord på skibet uden løfte om at hun kunne forlade det når hun ville. Det lovede Regnar. Regnar sagde mange kærlige og ømme ord til Kraka og ville at hun skulle tage med ham med det samme. Det sagde Kraka nej til, hun ville heller ikke blive hos ham om natten eller modtage nogen af de gaver han ville give hende, men hvis han stadig følte det samme når han kom hjem fra sit togt kunne han sende bud og så ville hun tage med ham. Da den halve sommer var gået lagde Regnar atter ind i vigen og sendte sine folk op efter Kraka. Tidligt næste morgen gik hun ind til bonden Åge og kællingen Grima og fortalte at hun rejste. Hun havde ikke meget at takke dem for, men da de havde givet hende føden i 10 år, ville hun heller ikke hævne sig på dem for den uret hun havde lidt. Hun vidste de havde dræbt hendes fosterfader Heimer. Regnar satte sejl, straks Kraka var ombord og bad hende sove hos sig om natten, men hun ville vente til brylluppet fordi det var det mest hæderlige at gøre. Regnar lod hende få sin vilje. Så snart de kom til Regnars kongsgård blev der holdt stor bryllupsfest og da de kom ind i brudekammeret ville han ligge hos hende. Hun bad ham vente tre dage for ellers ville det barn han havde så travlt med at lave, tage skade og blive født uden knogler. Men denne gang rettede han sig ikke efter hende. Regnar og Kraka levede sammen i stor kærlighed og da tiden var inde fødte hun en søn som de gav navnet Ivar. Men det gik som Kraka havde spået - der var kun brusk hvor der skulle være ben, men ellers blev han stor og smuk og i klogskab var han det bedste af deres børn. Senere fødte Kraka Bjørn og Hvidsærk som var tvillinger og senere Ragnvald. De blev alle dristige krigere. Kun Ivar som de kaldte "benløs" kunne ikke være med til idræt og våbenøvelser. Han måtte lade sig bære rundt på stænger eller et skjold. Han mestrede dog bue og pil og det var hans råd de andre lyttede til. Eystein var konge i Sverige, en rig og mægtig mand der bragte store ofre til guderne, klog var han også - men han havde et ondt sind. Regnar og Eystein var gamle venner og efter et besøg hos ham i Uppsala blev Regnar trolovet med Eystein’s datter Ingeborg. Det ville være passende om han forskød bondepigen Kraka og giftede sig med en kongedatter mente folkene. Regnar rejste hjem men han bad sine folk fortie trolovelsen med Ingeborg. Der blev stor glæde over at han igen var hjemme, og snart kom Kraka og omfavnede ham og spurgte hvad han havde oplevet, men han svarede mut at han intet havde oplevet. Da de om aftenen lå i sengen spurgte Kraka igen - og han svarede på sammen måde - og desuden var han søvnig og ville sove. Så sagde Kraka, at hvis han ingen nyheder havde, så havde hun: " For jeg kalder det virkelig en nyhed at en konge fæster sig en hustru når han har en i forvejen ". Regnar troede det var en af folkene der havde talt over sig men Kraka sagde at hun havde sin viden fra tre fugle som sad i træet over Regnars hoved da han talte med sine folk. Hun fortsatte: " Du fattede kærlighed til mig, da du kun kendte mig som Kraka, datter af bonden på Spangshede, og indtil nu har den kærlighed været dig nok. Men nu skal du vide at jeg er af en mere berømmelig slægt end både du og Eystein. ”Jeg er Aslaug”, datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild Budlesdatter, og det var den første nat på Hindarfjeldet at de avlede mig. Da Brynhild skulle giftes med Gunnar, bragte hun barnet til Heimer for at han skulle opdrage hende. Heimer blev slået ihjel af Åge og Grima, mens han sov i deres lade. De ville nu plyndre hans kiste men fandt en lille pige deri, i stedet for guld. De spurgte hende ud om hendes slægt, men hun så bare på dem uden at svare, så de regnede med at hun var stum. Grima ville slå barnet ihjel, men Åge mente hun kunne tjene til føden ved hårdt arbejde. De kaldte hende Kraka, og for at ingen skulle se hvor smuk hun var, skar de håret af hende og smurte hende i sod og tjære - men jeg glemte aldrig hvem jeg var - og hver dag spejdede jeg efter den konge der skulle komme og befri mig. For en ringere mand end den tapreste konge ville Brynhild’s datter aldrig følge - men så kom du, og din kærlighed spurgte hverken om stand eller slægt, det gav mig oprejsning for de mange onde år. Men nu skal jeg give dig et tegn - det barn jeg snart skal føde, vil blive en dreng, og i hans øjne vil du se et billede af den orm min fader Sigurd dræbte - og du skal kalde ham Sigurd efter ham. Sker det ikke som jeg har sagt, kan du gøre som du vil ". Kort tid efter fødte hun et drengebarn som de bragte til Regnar. Han så tegnet i drengens venstre øje og sagde at barnet skulle kaldes Sigurd Orm-i-øje. - Men Regnar talte ikke mere om at ægte Eysteins datter. Eystein sendte bud til Regnar om at deres gamle venskab nu var bragt til ophør. Regnar og Thora’s sønner Agner og Erik mente at man skulle handle hurtigt - de samlede mænd og skibe i en fart og tog til Sverige. Da Eystein hørte de var landet samlede han en vældig hær og lod Danerne falde i baghold. Eystein sendte sin troldko Sibilja med og der opstod stor skræk og forvirring. Agner faldt og Erik blev taget til fange. Eystein tilbød Erik at blive gift med Ingeborg, men Erik afslog at slutte venskab med sin brors banemand og ville heller ikke have en troldkarl til svigerfar. Han bad om at resten af hans folk blev sendt bort med fred, så kunne svenskerne gøre med ham som de ville. Så strøg Erik en guldring af sin arm og bad sine mænd bringe den til Aslaug. Nu stak svenskerne en halv snes spyd tæt sammen ned i jorden med spidsen opad, derpå klædte de Erik nøgen og kastede ham på spydene. Mens han lå der kom en ravn flyvende hen over ham, "Dig har jeg fodret før" sagde Erik lige inden han døde. Da Aslaug fik Eriks ring og afskedshilsen, så folkene at tunge blodige tårer faldt fra hendes øjne. Det var første og sidste gang nogen så Aslaug græde. Da Aslaugs sønner vendte hjem fra togt gik hun samme aften over i deres hall og havde den yngste Sigurd ved hånden, han var dengang tre år. Hun spurgte hvad nyt de havde at berette, men da hun hørte at sønnen Ragnvald var faldet sagde hun at hun hellere så sine sønner leve et kort ærefuldt liv end et langt uden og Ragnvald kunne næppe få en mere ærefuld død. Værre var det gået med Agner og Erik sagde hun og fortalte hvordan det var gået til og opfordrede dem til at hævne deres (halv)brødre. Ivar sagde nej, Eystein rådede over større trolddom end de kunne magte og de andre tav. Da trådte lille Sigurd Orm-i-øje frem og sagde at han for sin mors skyld ville udruste en hær og drage til Uppsala for at tage hævn over Eystein. Sigurd udrustede fem skibe - og mange garvede kæmper meldte sig for at følge drengen. Aslaug udrustede sine egne skibe. Det gjorde Bjørn og Hvidsærk også. Ivar sendte en stor rytterskare over land og satte Aslaug til at lede rytterne. Ivar fik fældet koen Sibilja, men selv om koen var død kæmpede svenskerne længe og tappert indtil Hvidsærk fældede Eystein, så standsede Ivar kampen og gav sveerne fred. Sønnerne drog nu videre på togt og Aslaug vendte hjem. Da Regnar vendte hjem fra togt lod han holde stort gravøl for sine to ældste sønner og Aslaug fortalte hvad der var sket. Regnar takkede hende men sagde, at han gerne selv ville have påtaget sig den hævn. "Men det var mig, Erik sendte sin ring til", svarede Aslaug - og så talte de ikke mere om det. Regnar lod bygge to kæmpeskibe der kunne rumme lige så mange mænd som en hel flåde. Han ville til England. Aslaug påpegede at skibene var for store og klodsede til de lumske og farlige engelske kyster, men Regnar ville ikke høre. Da vejret var godt og vinden gunstig ville Regnar sejle ud og Aslaug fulgte ham ned til skibet. Hendes hjerte var tungt for hun anede at hun aldrig skulle se ham mere. Hun havde en afskedsgave til ham, en skjorte der var vævet sådan, at den bedre end nogen brynje kunne standse både sværd og spyd. Regnar nåede frem til England og Kong Ella samlede en mægtig hær, han sagde til sine folk at Regnar skulle tages i live. Han frygtede sønnernes hævn, hvis faderen blev dræbt. Regnar var at finde hvor kampen var hårdest, skjorten modstod alt, men da alle hans folk var døde blev Regnar fanget. Han ville ikke fortælle hvem han var og Ella lod ham kaste i ormegården. Ormene ville ikke bide ham og derfor tog man skjorten af ham, og straks var ormene over ham. Da Regnar følte den største af ormene bide ham i hjertet sagde han:" Grynte ville grisene, kendte de galtens nød". Ella forstod nu at det var Regnar og befalede han straks skulle tages op, men da var han død. Brødrene var i mellemtiden kommet hjem fra deres togt i syden. Sigurd Orm-i-øje mente de skulle sejle efter ham, men Aslaug og Ivar frarådede det, når Regnar var sejlet alene var det fordi han ville være alene om sejren - eller nederlaget. Ella sendte nu bud til brødrene om bod og forsoning. Sendebudene var fornemme folk og de fortalte uden omsvøb at de var sendt fra Kong Ella for at fortælle om Regnars død. Da de engelske sendebude var rejst sendte Ivar bud efter Aslaug og fortalte hende hvordan Regnar var død. Sønnerne hævnede deres fars død og grundlagde Lundunaborg. Senere blev navnet ændret til London. Ivar overdrog sin part af Danmark til sine brødre og rådede selv over England til han blev syg og døde. Hvidsærk faldt i Østerleden, og Aslaug - nu var hun en gammel kone - digtede hans minde-kvad. Men fra Sigurd og Bjørn nedstammer store ætter.
Ivar Benløs var konge i Dublin 857-873, og mest aktiv i England og Irland. Ivar Benløs og Ubbe Friser er kendte, fordi de tvang indbyggerne i East Anglia til at gå over til asetroen i 869. Da kongen Edmund nægtede dette, blev han dræbt. Alle Regners sønner fik riger at styre
Randver var troligvis søn af Redbad og Aud (Auðr), en datter af Skåne-, Daner- og Svearkongen Ivar Vidfadme.
Han blev på et tidspunkt i det 8. århundrede udpeget til konge eller regent i svearriget og muligvis tillige vestgötaland.
Han var gift med Ingild, datter af en ikke nærmere identificeret sveakonge.
Han skulle have været halvbror, på mødrene side, til Harald Hildetand.
Han blev efterfulgt af sin søn Sigurd Ring (muligvis identisk med Sigfred ).
679 Konge i Frisland. Konge i Garderige i Rusland.
Authr den dybsindige Ivarsdotter
Sagndronning i Danmark.
kilderne er ikke enige om hun er søster til eller datter af Sigurd Ring
Hübner:84 har søster til Gotfred Gormssøn
datter af kong Ratbodi