Richard II den Gode af Normandiet
Richard II af Normandiet var hertug i Normandiet og gik under navnet "Richard den Gode", (fransk, Le Bon). Han var søn af hertug Richard I den Frygtløse og hertuginde Gunnor. Han efterfulgte sin far som hertug af Normandiet i 996. Richard nærede modvilje imod bøndernes opstand og hjalp Robert II af Frankrig imod hertugdømmet Burgund. Han slog også et engelsk angreb på den kotentiske halvø tilbage, et angreb der blev ledet af den angel-saksiske kong Ethelred II. Richard søgte også at reformere de normanniske klostre.
Hustruer:
Judith, ca. 996 (d. 1017), datter af Conan I af Bretagne.
PapiaAfkom med Judith:
Richard III af Normandiet
Robert den Storslåede
William, munk i Fécamp, d. 1025.
Adélaide
Renaud I, Greve of Burgund.
Eleanor (måske Ainor eller Judith).
Grev Baldwin IV af Flandern
Matilda, d. 1033.
Afkom med Papia:Mauger, Ærkebiskop af Rouen.
Vilhelm, Greve af Arques.
Richard III af Normandiet var den femte hertug af Normandiet. Han var søn af Richard II, der døde den 3. Februar, 1027. Richard III overtog som den ældste søn hertug-titlen. Men han døde allerede efter få måneder under mystiske omstændigheder. Således fik Richard III ingen virkelig betydning for Nordmandiet. Hertugdømmet overgik herefter til den yngre bror Robert I af Normandiet som den sjette hertug af Normandiet og direkte forfader til nutidens britiske royale familie. Richard III havde afkom fra to ukendt friller:
Statue af Richard 3.Alice af Normandiet
Agnes D'Ecreux
Om hans forbindelse til Danmark vides intet, men som en pudsighed
blev hans signet af bly fundet på Hærvejen i Læborg, vest for Kolding.
At miste sit signet kunne være en katastrofe, da signetets aftryk
i seglets voks var bevis for et dokuments ægthed. Foto af signet
i "Gyldendal og Politikens Danmarks historie" bind 4 side 98.
tip-tip-oldebarn af Rollos søster
Havde tilnavnet "Korsfareren".
Knud II den Hellige, Konge af Danmark
Knud den Hellige, Knud den 4., Knud Svendsen, (ca. 1043 - 10. juli 1086) var en dansk konge i 1000-tallet, der blev valgt til monark efter sin bror i 1080. Han blev dræbt i Albani kirke i Odense som følge af et oprør der opstod mod ham. Historien kendes takket være munken Ælnoth.
Han var den anden søn af Svend 2. Estridsen, men ikke søn af dronningen. Han var den mest fremragende af Svends 5 sønner. Hans funklende øjne røbede en ildfuld og lidenskabelig karakter, og han viste sig tidligt som en ivrig kriger. Han blev derfor sendt til England for at fordrive Vilhelm Erobreren. I 1069 ledede han et togt sammen med sin bror Harald og sin fars bror Asbjørn. Det gik fremad indtil Asbjørn lod sig bestikke af den engelske konge og de måtte vende tilbage i 1070. På det andet englandstogt deltog Knud sammen med Hakon Iversen og de hærgede York men tog ikke magten.
Senere fik Knud mere held mod Sembere og Estere mod øst. Han blev hyldet af skjalden Kalv Månesen for at have sejret over 10 konger.
Efter Svend Estridsens død i 1076 havde Knud svært ved at se sig vraget til kongevalget på Isøre hvor den blide Harald Hen blev valgt enstemmigt.
Knud måtte ty til landflygtighed. I et pavebrev blev den norske konge og Knuds svoger Olaf Kyrre bebrejdet for at have støttet Harald Hens brødre i et oprør. På trods af helgenlevnedernes forsikringer om en fredelig sindet Knud synes det sandsynligt at Knud har været i en del af oprøret.
Han var konge af Danmark 1080 - 1086 efter sin broder, Harald 3. Hens død. Knud var således den anden i rækken af de fem sønner af Svend Estridsen, som blev konge af Danmark.
Han blev 1082 gift med Edel af Flandern (død 1115) der var søster til grev Robert af Flandern. Sammen fik de tre børn, to døtre Ingerid og Cæcilia og en søn, Karl af Flanderen. Deres søn blev dog ikke regent, da Knuds bror Oluf 1. Hunger blev valgt som den efterfølgende regent.
Knud ønskede at genetablere Knud 2. den Stores imperium, men det faldt ikke i stormændenes smag. Han ønskede at modernisere styreformen til enevældigt kongedømme. Han ønskede desuden at man skulle betale tiende til kongen. På sin færd op igennem Danmark havde han haft held med at undertrykke de lokale landsting. Men det ville vendelboerne ikke høre tale om. Kongen blev afsat af landstinget og jaget til Aggersborg ved Limfjorden.
I 1085 samlede Knud hele den danske ledingsflåde - måske 1.000 skibe - i Limfjorden for at rette et angreb på England. Olaf Kyrre i Norge sendte også skibe til støtte. Men flåden kom aldrig af sted, fordi Knud havde travlt ved sydgrænsen, hvor han var i konflikt med den tysk-romerske kejser, Henrik 4.
Da tiden gik var hærens forsyninger ved at slippe op og det blev sent med at kunne vende hjem for at sørge for høst. Derfor afholdtes et hærting. Man blev enige om at sende kongens bror Oluf (Hunger) til Knud for at bede ham begynde togtet eller hjemsende hæren. Men Oluf blev imidlertid behandlet som en forræder og fængslet i Flandern.
Først hen på sommeren fik ledingsflåden lov til at tage hjem. Knud lod sine fogeder opkræve bøder af dem, der var taget hjem i utide (for at passe deres gårde). Knud tog til Vendsyssel og gæstede kongsgården der. Her gjorde vendelboerne oprør og Knud måtte flygte fra kongsgården Børglum til biskop Henriks gård Biskopstorp i Bejstrup, mens hans mænd var i Aggersborg. Biskoppen Henrik red oprørerne i møde for at mægle et forlig, men blev modtaget med raseri, og da han kom sprængende tilbage, flygtede kongen over Limfjorden og videre til Viborg. Vendelboerne hærgede nu Aggersborg og kongsgårdene i hele Jylland og Knud der var endt i Slesvig måtte ty til kongsgården i Odense. Lederen af oprøret, Piper, kom til kongsgården og beroligede kongen med list men forsøgte at overrumple ham. Det lykkedes det dog Knud med sin bror Benedict og sine vederlagsmænd at slippe ind i Albani kirke hvor han troede sig sikker. Men Piper og hans folk prøvede at brænde kirken der var af træ og da det ikke lykkedes dræbte de Benedict og de 17 hirdsmænd og derefter Knud som knælede ved alteret. Den 10. juli 1086 blev han myrdet i Sankt Albani Kirke; her havde han søgt asyl, men det blev ikke respekteret. Piper døde også af sine sår.[1] Blandt kongens følge var det kun hans broder, Erik Ejegod, der undslap.
Knytlinge saga har en lidt anden beretning om mordet end Ælnoth. Den er ganske vist nedskrevet længe efter begivenheden, men til gengæld skal den, i modsætning til Ælnoths, ikke danne grundlag for Knuds kanonisering, så den kan godt være mere korrekt. Ifølge Knytlinge saga blev Knud først ramt af en sten som blev kastet ind gennem et vindue. Han blev ramt på øjenbrynet og blødte stærkt. Eyvind Bifra kom våbenløs ind i kirken, for at fohandle fred med kongen. Benedikt vil ikke lade ham slippe forbi før Knud giver ham ordre til det. Eyvind hilser kongen og lader kappen glide tilbage fra skulderen, han havde et blotlagt sværd under klæderne. Det stødte han i kongen og gennemborede ham. Knud døde på stedet. Benedikt får hugget Eyvind i to stykker da han forsøger at flygte ud af et vindue. Overkroppen faldt ud af vinduet, men underkroppen ind i kirken.
De to banesår Knud får ifølge Knytlinge saga, passer godt med undersøgelserne af skelettet (hvis det da ellers er Knuds), og Benedikts gerning kunne forklare hvorfor det ikke lykkedes for benediktiner munkene at få ham gjort til helgen, på trods af hans passende navn.
Straks efter Knuds død gik blandt andet hans bror, Erik Ejegod i gang med at få ham helgenkåret. Den efterfølgende misvækst i landbruget blev tolket som et tegn på, at Gud var utilfreds med drabet. Knud blev begravet i domkirken, som han selv har ladet bygge. Og der begyndte snart at ske undere ved hans grav, og i 1101 blev han som den hidtil eneste danske konge kanoniseret, og hans jordiske rester anbragtes i et gyldent helgenskrin på alteret i Sankt Knuds Kirke i Odense.
Knud den Helliges skelet er udstillet i Odense. Skeletterne af både Knud den Hellige og hans bror Benedikt kan beskues i Odense Domkirkes krypt, hvor de er udstillet i gennemsigtige kister. Undersøgelser fra 1985(se nedenfor) har imidlertid vist at skeletterne er sat sammen af ben fra mere end et menneske. Undersøgelsen fra 1985 virker ubekendt i en anden undersøgelse fra 2008 hvor man er kommet frem til igen andre konklusioner. Man venter stadig på forskernes bemærkninger til dette?
De jordiske rester blev 3. marts 2008 undersøgt af forskere fra Retsmedicinsk Institut ved Syddansk Universitet i Odense. Undersøgelserne viste bl.a.;
Den ene armknogle er større end den anden hvilket må betyde at knoglerne er fra to forskellige mennesker. Imidlertidig konstateres der i undersøgelsen at det viser at Knud var højrehåndet!
Knud blev ikke myrdet af et lansestød i siden (som beskrevet af Ælnoth fra Canterbury 20 år efter mordet), idet undersøgelsen viste et tydeligt og voldsomt hug eller stød på korsbenet lige under lænden, som ikke er opstået ved et stød fra siden, men derimod forfra gennem det nederste af bughulen, hvis det overhovedet er opstået på morddagen.
Knud havde ingen beskadigede ribben, hvilket ikke stemmer overens med, at han skulle være angrebet af mange mænd på én gang. En forklaring kan være, at han har haft brynje på, men der er heller ikke tegn på afværgemærker på underarmene (dette stemmer overens med en af overleveringerne om mordet, hvori det fortælles, at Knud skulle have accepteret sin skæbne og stillet sig foran alteret og taget imod angrebene uden kamp).I øvrigt havde Knud et brud på kraniet der kan skyldtes et sværd i kinden og et slag med et stumpt redskab.
Ovenstående undersøgelse virker ubekendt med en undersøgelse af de to antropologer Izabella Tkocz og Kaj R. Jensen fra 1985 som påviser at der er forskelle i alderen af henholdsvis kranium og rygsøjle i skelettet. Kraniet er fra en mand i alderen 39-55, mens rygsøjlen er fra en mand på omkring de 30 år. Samme undersøgelse bemærkede også at der var en knogle på skelettet der slet ikke sad det rigtige sted.
Den katolske kirke der bruger relikvier, har allerede ved helgenudnævnelsen ønsket at få relikvier i form af rester fra den afdøde. Kan det tænkes at de allerede har fået så mange at man ved udstillingen af hans skelet har måttet reparere skelettet for at få det til at fremstå som et helt skelet.
Wikipedia
Adele (dansk: Edel) af Flandern (født i 1064 - ca. april 1115) var datter af Robert 1. af Flandern og Gertrud af Sachsen, datter af Bernhard 2. af Sachsen. Hun var dronning af Danmark og hertuginde af Apulien.
Robert 1. arrangerede ægteskab for Edel med Knud den Hellige af Danmark for at danne en dansk-flamsk alliance mod Vilhelm Erobreren, som havde indtaget England i 1066. Ægteskabet blev indgået i 1080 eller 1081.
Parret fik tre børn:
1.Karl Danske (f. 1083 eller 1085, død 1127), greve af Flandern
2.Cæcilia af Danmark (f. ca. 1085, død efter 1131), gift med Erik jarl af Västergötland
3.Ingegerd af Danmark (f. ca. 1086), gift med Folke den tykkeEfter at ægtefællen blev dræbt i 1086, flygtede Adele tilbage til hjemlandet og boede ved farens og broren Robert 2. af Flanderns hof.
Da Knud blev helgenkåret, sendte hun smukke gaver til udsmykning af hans helgenskrin i Odense.
I 1092 blev der arrangeret et nyt ægteskab for hende, denne gang med Roger Borsa af Apulien og Calabrien. Med ham fik hun sønnen William 2. af Apulien (f. ca. 1095 eller 1097, død 1127).
Da hendes anden ægtefælle døde i 1111, var sønnen umyndig, og hun fungerede som regent i hans sted til hun døde.
Edel var karolinger, idet hun nedstammede fra Karl den Store via Karl den Skaldede, og capetinger via den franske konge Robert 2. den Fromme. Hun nedstammede også fra Alfred den Store. Hendes faster Matilda var gift med Vilhelm Erobreren og hendes halvsøster Bertha med Filip 1. af Frankrig. Hun var også i familie med de fleste af lederne af det første korstog: Robert 2. af Flandern var hendes bror, Robert Curthose af Normandiet hendes fætter, Steffen af Blois, gift med hendes kusine, Adela, og Bohemund var hendes svoger.
Wikipidia 2015
Adele (dansk: Edel) af Flandern (født i 1064 - ca. april 1115) var datter af Robert 1. af Flandern og Gertrud af Sachsen, datter af Bernhard 2. af Sachsen. Hun var dronning af Danmark og hertuginde af Apulien.
Robert 1. arrangerede ægteskab for Edel med Knud den Hellige af Danmark for at danne en dansk-flamsk alliance mod Vilhelm Erobreren, som havde indtaget England i 1066. Ægteskabet blev indgået i 1080 eller 1081.
Parret fik tre børn:
1.Karl Danske (f. 1083 eller 1085, død 1127), greve af Flandern
2.Cæcilia af Danmark (f. ca. 1085, død efter 1131), gift med Erik jarl af Västergötland
3.Ingegerd af Danmark (f. ca. 1086), gift med Folke den tykkeEfter at ægtefællen blev dræbt i 1086, flygtede Adele tilbage til hjemlandet og boede ved farens og broren Robert 2. af Flanderns hof.
Da Knud blev helgenkåret, sendte hun smukke gaver til udsmykning af hans helgenskrin i Odense.
I 1092 blev der arrangeret et nyt ægteskab for hende, denne gang med Roger Borsa af Apulien og Calabrien. Med ham fik hun sønnen William 2. af Apulien (f. ca. 1095 eller 1097, død 1127).
Da hendes anden ægtefælle døde i 1111, var sønnen umyndig, og hun fungerede som regent i hans sted til hun døde.
Edel var karolinger, idet hun nedstammede fra Karl den Store via Karl den Skaldede, og capetinger via den franske konge Robert 2. den Fromme. Hun nedstammede også fra Alfred den Store. Hendes faster Matilda var gift med Vilhelm Erobreren og hendes halvsøster Bertha med Filip 1. af Frankrig. Hun var også i familie med de fleste af lederne af det første korstog: Robert 2. af Flandern var hendes bror, Robert Curthose af Normandiet hendes fætter, Steffen af Blois, gift med hendes kusine, Adela, og Bohemund var hendes svoger.
Wikipidia 2015
Landboelsmand i Tamdrup, Øsby sogn.
Øsby kirkebog ved død: "Knud Rasmussen, Landboelsmand i Tamdrup, født i Haarslev paa Fühn, en Søn af Rasmus Nielsen ammesteds, gift første gang med Karen Sørens, efterladende af dette Ægteskab 2 Børn: Hedevig og Niels Knudsen, anden gang med Karen uden Livsarvinger.
Gammel 69 Aar og 2 Maaneder."
Øsby kirkebog ved død: "Karen SørensDatter, Landboelsmand Knud Rasmussens Kone fra Tamdrup, gammel 50 Aar."