Nogle af de mest sagnomspundne ekspeditioner nåede helt ned i middelhavet. Den første sikkert bevidnede ekspedition til Spanien fandt sted i 844. Her blev bl.a. Sevilla erobret, men maurerne drev snart vikingerne på flugt. Det mest berømmelige togt blev ledet af høvdingerne Bjørn Jernside og Hasting, der drog ud fra Loire i 859 med 62 skibe og først kom hjem tre år senere efter at have besøgt mange steder, bl. a. Spanien, Nordafrika, Rhonedalen og Italien og taget stort bytte og mange fanger. Meget mistede de igen på tilbagevejen, men rygtet om deres bedrifter nåede langt omkring. Herom fortælles både i de samtidige annaler fra St. Bertin, i arabiske kilder og i sene normanniske og nordiske overleveringer.
I 844 hvor araberne kontrollerede det meste af Spanien, angreb vikingerne byen Sevilla, men efter de så havde hærget kysterne i noget tid, blev de jaget derfra. 15 år senere blev vikingernes dristigste togt så sat i værk af to danske vikinger:
Bjørn Jernside og Hastings.
De havde 62 skibe med sig fra Bretagne, men selv det var ikke nok til at klare arabernes enorme styrke. Det afholdt dem dog ikke fra at plyndre det meste af Nordafrikas kyster. Der fik de sølv og Blå mænd (Beduinerstamme som kaldtes sådan, fordi deres blå klædedragt smittede af på deres kroppe). Det var ikke tilfredsstillende nok, så de besluttede at plyndre lidt mere. Så de drog nordøst henover Middelhavet op til Syd-frankrig. Hvor de anlagde lejr og plagede folket, indtil de blev slået tilbage og måtte forlade Syd-frankrig. Så lagde Bjørn og Hasting en dristig plan; de ville plyndre byen Rom (selv om det var lige efter Roms fald, var den efter vikingernes standard en rig by). De sejlede langs Italiens kyst, til de kom til Rom, så slog de lejr lidt ude for byen og iagttog byen grundigt.
Men da de ikke kunne finde nogle svage punkter, besluttede de, at byen måtte indtages med list.
Som sagt så gjort. Så vikingerne meddelte byen, at vikingen Hastings lå for døden, og at han ville være kristen og begraves i indviet jord. Byen lukkede gladeligt porten op for de sørgende vikinger med den døende på en båre. Men da vikingerne kom ind i byen, fik borgerne sig en kongelig overraskelse, da Hasting som lå på båren pludseligt gav tegn til angreb og hoppede ned fra båren. De hærgede og plyndrede, men opdagede til deres overraskelse, at dette ikke var Rom, men en mindre havneby ved navn Luna. Efter angrebet vendte vikingerne snuden hjemad og sejlede langsomt tilbage gennem Gibraltar-strædet.
Desværre havde araberne ikke glemt dem og begyndte at angribe med deres ildkastere. Man kan jo godt forstille sig de tørre skibe og sejl i den sydlige hede. Men deres udbytte måtte have været meget stort, for de 22 skibe som nåede hjem, gav rigeligt med rigdom, da byttet blev delt.
Vandt ca 982 slaget ved Fyrisvallen mod sin brorsøn Styrbjörn Stærke.
Om hun var gift med Svend I vides ikke rigtigt. Hun er en mystisk person i histoien, som sagaskriverne har broderet meget på.
Det påstås at Sigrid skal være enke efter Erik Sejrsæl.
Hun indebrændte i 995 sine to tilbedere Harald Grænske og Vsevolod af Kiew.
Tilnavnet 'Storråde' kan oversættes til hovmodig, magtfuld eller snarere magtliderlig. I 994 indebrændte hun Harald Grenske, som var opvokset hos hendes far, fordi han vovede at fri til hende - enke efter den svenske konge.
(Haralds søn blev senere norsk konge: Olav den Hellige).
Vandt ca 982 slaget ved Fyrisvallen mod sin brorsøn Styrbjörn Stærke.
Forskudt og forvist til Polen af Svend Tveskæg til fordel for Sigrid Storråde.
Blev hentet til Danmark igen af sine børn efter Svend Tveskægs død.
Holmfried Svendsdatter ? datter af Svend Tveskæg
Holmfried Olufsdatter ?
Svend II Estridsøn, Konge af Danmark
1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.
Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.
Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.
Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.
Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.
Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).
Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.
Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.
Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.
Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.
I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.
Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.
Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.