Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Styrbjørn den Stærke

Faldt i slag mod Erik Segersäll.
Styrbjørn den Stærke af Sverige var kommandant i Jomsborg. Han var i 980 konge i Sverige.


Thyra Haraldsdatter

Efter Storbjørns død blev hun, af sin bror Svend Tveskæg, mod sin vilje bortgiftet til hertug Boleslav. Straks efter brylluppet flygtede hun til Norge, hvor hun giftede sig med Olav Trygveson. Svend Tveskæg hævnede sig og i slaget ved Svold sprang Olav i vandet og druknede.


Ulf Jarl Thrugilsøn

Statholder i Danmark.


Estrid Svendsdatter

Estrid Svendsdatter lod den første danske stenkirke bygge. Det var i Roskilde, hvor kirken opførtes i frådsten omkring 1030.
Hun opførte kirken til minde om sin myrdede gemal Ulf Jarl. Kirken afløste den trækirke hendes far, Svend Tveskæg, havde opført øst for kongsgården i Roskilde, der hvor Roskilde Domkirke nu ligger.


Johan Reimer

Matros og inderst i Ørby, Vonsbæk sogn.


Svend II Estridsøn, Konge af Danmark

1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.

Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.

Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.

Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.

Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.

Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.

Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).

Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.

Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.

Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.

Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.

I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.

Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.

Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.

Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.


Svend II Estridsøn, Konge af Danmark

1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.

Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.

Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.

Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.

Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.

Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.

Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).

Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.

Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.

Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.

Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.

I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.

Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.

Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.

Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.


Harald III Hen, Konge af Danmark

Harald Hen (Harald 3.) (ca. 1041 - 17. april 1080) - søn af Svend Estridsen, konge af Danmark 1074-1080. I 1069 deltager han i det sidste vikingetogt til England, hvor man forsøger at udnytte englændernes utilfredshed med Vilhelm Erobreren, der har invaderet England fra Normandiet og kronet sig selv til konge. Men de danske vikinger kan ikke hamle op med den normanniske rytterhær, og de rejser hjem med uforrettet sag. Da Svend dør, er der to kandidater til tronen, sønnerne Harald og Knud. På et møde ved Isøre skal stormændene vælge mellem de to kongsemner. Harald opfattes som mere fredelig, mens Knud vil forsøge at tilbageerobre England. På mødet bliver Harald kåret til konge af Danmark.

Haralds regeringstid var forholdsvis fredelig, bortset fra mindre konflikter med brødrene Erik 1. Ejegod og Knud (den Hellige). Harald opretholder det gode forhold til kirken og paven, som hans fader har udvirket. For eksempel skriver paven flere breve, hvori han støtter Haralds kamp mod sine brødre. Harald viser sig også som "bondens mand", idet han ofte dømmer til bøndernes fordel, når de er i konflikt med herremændene. De store skove, som er krongods, gøres tilgængelige for alle mænd (almindinger). Harald dør den 17. april 1080 og begraves i Dalby Kirke i Skåne. Han efterlader sig ingen børn.

Tilnavnet "Hen" betyder slibesten, det vil sige "den bløde" og stammer muligvis fra broder Knuds tilhængere. "Hen" kan måske også henvise til en sværdformet slibesten, og dermed bliver meningen, at Harald var ufarlig ligesom en slibesten er i forhold til et rigtigt sværd. Andre har dog tolket tilnavnet som en ros med henvisning til, at en "hén" var et stykke værktøj, som man havde hos sig til at holde knive og sværd skarpe indtil den sidste subtile polering af æggen.

Wikipedia