der er alt for mange led mellem ham og efterkommere med årstal
Erland Galen var Gældker i Skåne. Han var ridder i Ellinge, Västra Sallerup, Harjager, Skåne. Han blev født før 1175. Erland blev gift før 1200 med Cecilie Herlogsdatter, datter af Herlog og Skt. Margrethe Sunesdatter. Erland Galen døde 29 september 1226 - faldt i kamp ved slaget ved Rendsborg.
En Gældker var en kongelig embedsmand, der stod for styret i Skåne indtil 1383. Gældkeren skulle aflægge regnskab til drosten, ligesom hans domme kunne appelleres til denne.
Kilde: Edvard Fabricius Sonne Skovgaard, 1000 Aner til en Skovgårdsslægt.
DEAT: RIN MH:IF2445
Hun nedstammer fra Hvide-ætten og den Sverkerske kongeæt i Sverige
DEAT: RIN MH:IF2442
måske er det en bror Jens som er far til disse børn
Enten Erland eller broderen Jacob grundlagde Hammershus.
Olav Kyrre (ca. 1050 - 1093), konge i Norge 1067 - 1093. Han giftede sig med Ingrid Svendsdatter, datter af Svend Estridsen, men holdt også frillen Tora Arnesdatter, der blev mor til hans søn og efterfølger Magnus Barfod.
Olav var søn af frillen Tora Torbergsdatter og kong Harald Hårderåde, og var med i dennes hær da han drog til England, men han deltog ikke i slaget ved Stamford Bridge i 1066. Da han kom hjem til Norge året efter - han måtte sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet - blev han indsat som konge sammen med sin bror, Magnus Haraldsson. Magnus døde allerede i 1069, og Olav blev da konge alene. Det var antagelig allerede i disse første år som konge at Olav fik tilnavnet "Kyrre", som betyder "rolig, fredelig".
Norges militære slagkraft var da også stærkt reduceret efter Stamford Bridge. Den normanniske munk Orderic Vitalis skrev i begyndelsen af 1100-tallet, at han selv havde set bunkerne med rester efter faldne nordmænd på slagmarken, flere tiår efter slaget. Af ca 300 skibe vendte vistnok kun 30 tilbage til Norge. Vilhelm Erobreren følte sig alligevel ikke helt rolig, og Symeon af Durham skrev, også i begyndelsen af 1100-tallet, at Vilhelm havde sendt mænd til Norge. Deres ærinde omtales ikke, men sandsynligvis har Vilhelm villet forvisse sig om, at Olav overholdt sin ed. Olav sendte da også en mængde skibe til Danmark for at støtte et dansk forsøg på generobring af England i 1085, men det togt blev der ikke noget af.
Harold Godvinsons søn og to brorsønner, der var Vilhelms modstandere, flygtede til Norge og blev godt modtaget af Olav Kyrre, selv om det var netop Harold Godvinson, der havde tilføjet hans far nederlaget ved Stamford Bridge. Den ene, Skule Tostigsson, blev Olavs vigtigste rådgiver. En anden flygtning var biskop Turgot af St. Andrews. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til ære for Hellig-Olav. Turgot er også kendt for sin biografi om Skt. Margaret, der senere blev Skotlands nationalhelgen.
Olavs regeringstid blev en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danskekongen Svend Estridsen og med Vilhelm Erobreren som da var konge i England, og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i sagaerne. Dette betyder ikke, at der ikke skete noget vigtigt i hans tid som konge. Dette var tværtimod en tid som var præget af at kongemagten, staten og retsorganisationen blev stærkere. En indikation på dette er at hirden i kongsgården blev fordoblet, og at der blev indført nye skikke efter europæisk model, blandt andet ville han have gulvene strøet både sommer og vinter. I denne tid blev forholdet til paven bedre, og dette førte til etableringen af faste bispesæder flere steder i Norge.
Olav regnes som Bergens grundlægger.
Olav Kyrre var den første norske konge der lærte at læse, og en engelsk munk har fortalt at Olav mange gange hjalp præsten ved gudstjenesten.
Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod, overtog kongemagten da faderen døde i 1093 i Håkeby i Tanum i Bohuslän, den gang norsk område (Ranrike). Han er begravet i Nidarosdomen i Trondheim.
Wikipedia
Erik I Ejegod, Konge af Danmark
Erik Ejegod var Danmarks konge fra 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.
Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.
Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen, Knud den Hellige, bliver helgenkåret.
Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Paphos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnen Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til hhv. Roskilde og Lund, men også fødebyen Slangerup tilsender han relikvier, eftersigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels´(Nikolais) ben. Det siges endvidere, at han også bød, at der opførtes en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke var på sit opførelsestidspunkt Nordens største stenkirke. Kirken blev nedrevet efter reformationen, men apsis blev stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo sagde, at netop her fødtes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.
Bothild var smuk og blid, og var som en moder for sin mands elskerinder - ifølge overleveringen.
Hun var med på pilgrimstogtet til jerusalem, og fortsatte da Erik var død på Cypern. Selv døde hun på Oliebjerget.Efter Saxos beretning må hun allerede have været gift med Erik Ejegod ved begyndelsen af Oluf Hungers regering, da hun skal have fulgt ham i landflygtighed til Sverige . Deres eneste barn var, så vidt vides, den senere hertug Knud Lavard. Saxo priser så vel hendes skønhed som hendes karakter, især hendes overdrevne overbærenhed med hendes mands udsvævelser. Hun fulgte sin mand på hans rejse til det hellige land , nåede efter hans død der til, men skal være død af sygdom på Oliebjerget i 1103. Knytlingesagas fortællinger om hende må anses for upålidelige.
Harald Kesja, Prins af Danmark
Regerede kort for faderen i 1102-04
Dræbt af halvbroderen Erik Emune i vinteren 1134-35 sammen med flere
af sine talrige sønner; otte sønner blev taget til fange og ført til
Skåne, hvor de blev dræbt. Eneste overlevende var Oluf II