Sune Ebbesen var søn af Asser Rigs bror Ebbe Skjalmsen og tilhørte sammen med sine fætre Absalon og Esbern Snare kredsen om Valdemar den Store. Var som sine fætre ivrig deltager i Vendertogene. Sammen med sin kone erstattede han faderens trækirke i Bjernede med en stenkirke, som er inspireret af Sct.Georgs kirke i Schlamersdorf, Wagrien. Sune var en af de største jordbesiddere i sin tid, idet han havde værdier svarende til 28.512 hektar (285,12 km2). Det har dog ikke været muligt præcist at fastslå, hvor meget af hans ejendom, der var i ædelmetal eller mønt, men at han helst ville eje jord, er der ingen tvivl om.
Han døde 1186 i Sorø.
Han fik 7 sønner med Cecilie, de "berømmelige Sunesønner", hvor af de fem blev biskopper:
1.Anders Sunesen, ærkebiskop i Lund
2.Peder Sunesen, biskop i Roskilde
3.Ebbe Sunesen - faldt i slaget ved Lena i 1208*
4.Lars Sunesen - faldt i slaget ved Lena i 1208*
5.Jakob Sunesen
6.Thorbern Sunesen - faldt i slaget ved Pommern i 1198
7.Johannes Sunesen Sunes datter*) Sunesønnerne gik i krig med Sverige for at genindsætte Ebbes fordrevne svigerfar, Sverker, som svensk konge. I øvrigt var seks af Sunes sønner opført på den såkaldte broderliste i Kong Valdemars Jordebog. Ifølge samtidige kilder var flere af dem også aktive korsfarere.
Wikipedia
Anders Sunesen (cirka 1167-1228), ærkebiskop og skolastiker, hørte til Skjalm Hvides slægt. Han var søn af Sune Ebbesen (d. 1186), en af de gæveste høvdinger på vendertogene og Valdemars tro rådgiver. Bror til Peder Sunesen, som var biskop af Roskilde fra 1191 til 1214.
Ungdomsårene tilbragte han efter Absalons tilskyndelse med filosofiske og teologiske studier i Paris, fortsatte dernæst med at studere retsvidenskab i Italien og England. Efter sin hjemkomst blev han (senest 1194) Kong Knuds kansler og domprovst i Roskilde. Saxo Grammaticus fremhæver i forordet til sin Gesta Danorum, at Anders Sunesen ved sin overlegne dygtighed hævede kanslerembedet til noget langt højere, end det før havde været.
Da Absalon døde 21. marts 1201, blev Anders Sunesen hans efterfølger som ærkebiskop i Lund. Paven stadfæstede ham tillige som Sveriges primas og sendte ham palliet, det ærkebiskoppelige værdighedstegn. Snart efter besteg Valdemar 2. Sejr tronen; Anders Sunesen kronede ham, og han genvandt meget af hvad ærkesædet under Eskil havde måttet afstå til kronen.
I sin styrelse var Anders Sunesen ivrig for de kirkelige ideers gennemførelse, men tillige sagtmodig, mild og fredsommelig. Sammen med sin bror, biskop Peder, mæglede han forliget 1203, hvorved Lauenburg blev overgivet til Valdemar 2., imod at Grev Adolf III af Holsten blev frigivet, og senere virkede han for den oprørske Biskop Valdemars løsladelse (1206).
På et sjællandsk kirkemøde fik han vedtaget love om bod og kirkeorden, i sit ærkestift fik han gennemført bispetiende, der havde kostet Absalon hårde kampe, og ved mild formaning og sit eget rene eksempel fik han præsternes cølibat stærkere gennemført.
Særlig betydning fik Anders Sunesen som korstogsprædikant og leder af missionen i de baltiske lande; Fra 1203 prædikede han korstog mod esterne, der havde dristet sig til landgang i Blekinge, og 1206 fik han af paven tilladelse til at indsætte en biskop over de folk, han måtte omvende. I Riga, holdt han teologiske forelæsninger for de tyske missionspræster og rådede dem til mildhed mod hedningerne.
Senere var Anders Sunesen med paa Valdemar 2.'s store tog til Estland 1219. Sagnet fortæller senere, at ærkebispen under kampen havde knælet på en høj med oprakte arme; men da han ikke mægtede mere at hæve dem, veg de danske; hans præster støttede ham nu, og pludselig dalede Dannebrog ned fra himlen og blev sejrsmærke for Kong Valdemar og hans mænd.
Anders Sunesens forfattervirksomhed er ikke banebrydende, og i verdenslitteraturen indtager den ikke nogen høj plads, men dog er han Danmarks eneste store middelalderlige teolog. Hans vigtigste værk er Hexaëmeron, et teologisk skabelsesdigt skrevet på heksameter, bestående af 8.040 vers.
Ramt af spedalskhed vendte han tilbage til Danmark, i håb om at at trække sig tilbage. Da paven ikke godkendte valget af hans efterfølger, styrede han embedet til 1223. Han var en af landets mægtigste og rigeste mænd og skænkede rige gaver til Lunds domkapitel. På en af sine gårde i Lund havde han grundlagt det første dominikanerkloster i Danmark (1222). Sine sidste år levede han, næsten som eneboer, på Ivø i det nordøstlige Skåne hvor han døde i 1228, og begravedes i det nordre sidekor af Lund Domkirke. Ved sin død efterlod han sig et bibliotek på mellem 30 og 40 værker, hvilket i samtiden blev betragtet som meget stort.
Danske adelsgodser i middelalderen,Erik Ulsig,Kbh.1968 s 404
Danske adelsgodser i middelalderen,Erik Ulsig,Kbh.1968 s 404
Ledøje ved Roskilde ?
? & Gyde