Palle Nielsen Vognsen af Stenshede
Af de fem Småadelsslægter, der førte Navnet Vognsen, afledt af det nordiske Fornavn Vogn, er mest fremtrædende slægten Vognsen af Stenshede, der i sit Skjold førte tre (2,1) mod højre vendte såkaldte Blåmands- eller Morianhoveder, i Sølv og paa Hjelmen 13 vekselvis blå og hvide Faner. På Grund af Slægtens Våben tillægges den hyppigt navnet Mormand, med hvilken, oprindeligt lollandske og i Sverige uddøde Familie den ikke står i Forbindelse.
Slægtens Hjemstavn er Vendsyssel. Dens præsumtive Stamfader Niels, der må have levet omkring 1300, efterlod foruden de tre Sønner Palle, Vogn og Jakob Nielsen, antagelig en fjerde Thorsten Nielsen.
Slægtens navn Vognsen af Stenshede hidrører fra Niels NN's tipoldesøn Vogn Mortensen, der ejede gården Stenshede i Volstrup sogn, Dronninglund Herred.
Palle Nielsen ejede den tidligere Hovedgård Tveden i Karup sogn, Dronninglund Herred. Han nævnes 1340, da han - Palne, Jakob og Vogn Nielsen - til Kongens Marskal, Hr. Erik Nielsen Gyldenstjerne, skøder alt deres Gods, som kaldes Grumsholt [Grimshave, Hørmested sogn; Trap Danmark mener dog der er tale om Glimsholt i Ugilt sogn] undtagen 6 Skæpper Havre i Tydslund (Tislum) (Tislum sogn) og 2 Skæpper Havre i Lengsum (Lendum); han kaldes også Rævdal efter denne Gaard i Gjerum sogn. Gift med Eline (Taarnskytte) af Linderumgaard (Ugilt sogn).
Palle Nielsen, der ejede den tidligere Hovedgård Tveden i Karup sogn, Dronninglund Herred, efterlod sønnen Niels Pallesen, der havde Sønnerne Morten, Palle og Thomas Nielsen. (DA1936-).Tveden var i ældre tid en hovedgård, der 1440 ejedes af Ingjerd Jepsdatter, enke efter væbner Niels Pallesen (Vognsen af Stenshede); deres ene søn Morten Nielsen (Vognsen af Stenshede) til Ellinggård og senere Lengsholm (d. tidligst 1475) nævnes 1442 af Tveden, en anden søn Iver Nielsen (Vognsen af Stenshede) havde sønnen Niels Iversen, der 1465-71 skrev sig af Tveden og endnu levede 1493, hans enke Eline Jensdatter endnu 1514. Deres søn Iver Nielsen (Vognsen af Stenshede nævnes 1497, en anden søn Anders Nielsen (Vognsen af Stenshede) skrev sig samme år af Tveden.
Førstnævntes datter Edel Iversdatter (Vognsen af Stenshede) har formentlig bragt gården til sin ægtefælle Niels Torlufsen (Basse fra Vendsyssel) til Skavange, der nævnes 1525 og 1536, men døde senest 1568. Hans søn Laurids Nielsen (Basse fra Vendsyssel) ejede gården dette år og endnu 1598; siden kom den til sønnen Niels Basse til Skavange (d. 1650 som slægtens sidste mand), der synes at have solgt den til Knud Jensen Rodsteen til Lengsholm mv (d. senest 1648), som 1625 solgte den til fru Margrethe Ottesdatter Rosenkrantz (d. 1635), enke efter rigsråden Hans Johansen Lindenov til Hundslund (nu Dronninglund) (d. 1596). 1662 var den en fæstegaaeard (12 1/2 tdr. hartk.) med en lille vandmølle, tilhørende Hans Bille til Jungetgård (Salling Nørre hrd.) (d.1672). 1686 blev den af Mogens Skeel til Fussingø solgt med vandmølle, afbygger o.a. til Eiler Eilersen Holm til Eskær (Horns hrd.) (d.1706). (1688: 14,19 tdr.hartk. med 90,8 tdr.land dyrket areal). 1804 var Tveden en fæstegård på 14 1/2 tdr.land under Hørbylund, men solgtes næste år til selveje. Folkevisen om Raadengaard og ørnen stedfæstes af Danmarks gamle Folkeviser, udg. af Svend Grundtvig, I. 1853. 173-175, til den nedenfor omtalte gamle gård, støttet ved stednavnene Bedelund og Rosenlund (en skov der tidligere lå nord for Tveden).
Lige nord for Tveden påvises stedet for den gamle gård. Ved en lille prøvegravning foretaget af Hist. Samf. for Hjørring Amt 1933 fandtes her kæmpestensfundamenter og rester af et munkestensgulv. Iflg. Pontoppidans Atlas (V.285) stod der endnu i 1700-tallet rester af to alen tykke mure, der dannede en firkant og skal have været grundvolden for et "seks loft højt hus. Jf JySaml. 4.Rk. I. 1911-14. 93)". (TrH-).
Eline Nielsdatter Stigsen (Taarnskytte)
Eline Taarnskytte var af Linderumgaard i Ugilt sogn. (DA1936-).
Er formentlig medlem af adelsfamilien Taarnskytte.
Carl Klitgaard. I sin artikel "Bidrag til Linderumgaards ældste Historie" i: Samlinger til Jydsk Historie og Topografi 3.Rk VI Bd (København 1908-1910), skriver han (side 485):
(...)
Som første Ejer af Linderumgaard i Ugilt Sogn, Vennebjerg H., nævnes Hr. Stig Pedersen (af Slægten Skovgaard), der henimod Aar 1300 var Høvedsmand for Vendelbo Skibereder, og som tillige i Vendsyssel ejede Villerup, Eskjær og Boller. Han stammede fra Sjælland og tilhørte antagelig en Gren af Hvidernes berømte Æt. Af hans Børn kjendes Hr. Niels Stigsen, som byggede Egebjerg i Ugilt Sogn, hvilken omtrent til Aar 1600 blev Familiens Sæde, medens de øvrige Ejendomme gik i Arv paa Spindesiden. Blandt Niels Stigsens Efterkommere er Sønnesøns Sønnen Niels Pedersen, død o. 1472, mest bekjendt, fordi han 1467 ihjelslog Præsten i Ugilt, der synes at have forhaanet ham. Medens Hr. Niels Stigsens Søn, Stig Nielsen, altsaa fik Egebjerg i fædrene Arv, kom Linderumgaard til hans Datter Kirsten Nielsdatter, der ægtede Otte Lunov, hvem hun overlevede, thi det ses af Tingsvidne om en Lovhævd udstedet paa Vennebjerg Herredsting Torsdag før Flæske Søndag 1461, at hun i sin Tid som Enke tilligemed sine 2 Sønner Markvard Lunov og Claus Lunov pantsatte noget af Linderumgaards Gods til en Henrik Beysech eller Bygsech. Det vides ikke, hvad der blev af disse 2 Sønner, men antagelig ere de døde unge og ugifte, da de ikke nævnes i de senere talrige Arvestridigheder om Linderumgaard.I sit Ægteskab med Otte Lunov havde Fru Kirsten endvidere en Datter, som var gift med Henrik Eriksen (Smalsted), der med hende fik Villerup i Skallerup Sogn, og hun er maaske identisk med Otte Lunovs Datter Nille, der var gift med Jens Havel (Hagel) til Villerup.
Endvidere havde Otte Lunov og Fru Kirsten en Datter Else, der ægtede Jens Pedersen Taarnskytte, som i sidste Halvdel af det 14. Aarhundrede ejede og beboede Linderumgaard.
(...)Adelsårbogen (1903) siger, at Otte Lunovs hustru Kirsten Nielsdatter (Skovgaard) "var Enke 1461". Men hvis Klitgaard har refereret tingsvidnet fra 1461 korrekt og fyldestgørende, er der ikke belæg for at sige, at Fru Kirsten levede dette år, kun at tingsvidnet fremsattes dette år. Hun kan have været døde mange år forinden, som Otte Lunovs enke.
I en note side 486 siger Klitgaard, at "Otte Lunov har i Danm. Adels Aarbog faaet en urigtig Plads, thi baade han og Hustru levede henimod 100 Aar før den Tid Adelsaarbogen lader dem leve".• Noter. Kaldes også Skovgaard eller Tårsskytte
"Eline Jensdatter"? DAA.1917 (slægten Skovgård) kalder gør hende til en "Ellen Nielsdatter" og DAA.1936 (Vognsen) kalder hende "Eline (Taarnskytte) af Linderumgaard".
Hun var en datter af Niels Stigsen (Skovgaard), hvor hans sønnesøn (Peder Stigsen) besegler 1440 sammen med "Ingrid Jepsdatter Niels Palnesens", d.v.s. sin fætters kone. Ligesom der er logik i, at Linderumgård går i arv fra Niels Stigsen (Skovgaard) til hans datter Kirsten Nielsdatter (enke 1361), gift med Otte Lunov, hvis datter Else Ottesdatter (Lunov) (enke 1410) bliver gift med Jens Pedersen (Tårnskytte), som arver Linderumgård og overlader den til sønnerne Johan og Christen
Svend I Tveskæg, Konge af Danmark
Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken.
Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærskebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i Århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelsebåde i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig.
Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013.
Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv.Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt.
Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund.
Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller.
Forskudt og forvist til Polen af Svend Tveskæg til fordel for Sigrid Storråde.
Blev hentet til Danmark igen af sine børn efter Svend Tveskægs død.
Senere nonne i England,
Svend I Tveskæg, Konge af Danmark
Konge i Danmark 986-1014. Han vandt herredømmet over Norge ca. 1002 efter at han sammen med Erik Jarl og Kong Olof af Sverige besejrede Olaf Trygvesen i slaget ved Svold. Han foretog mange togter til England og erobrede det meste af dette land 1013. Det antages, at han anlagde vikingeborgene Aggersborg, Trelleborg, Fyrkat og Nonnebakken.
Om Svend er søn af Tove eller af en frille, er ganske uvist. Efter at have slået faderen omkring 986 bliver Svend konge i Danmark, fra 1002 tillige i Norge og fra 1013 endelig også i England. Svends omdømme iflg kirkelig tradition er dårligt, men dette skyldes nok, at han gjorde kraftig modstand mod at give sig ind under Bremer-kirken, hvis organisation bryder sammen efter den handlekraftige ærskebiskop Adaldags død i 988. Tværtimod indkaldte han præster og munke fra England. 988 udstedes et nyt privillegiebrev til bisperne i Århus, Ribe, Schleswig og Odense: De må bosætte sig hvor de vil i det tyske rige - så Svend må have smidt dem på porten. Omkring årtusindskiftet var der tilbage i Danmark kun bispen i Ribe, Odinkar, der var i slægt med kongehuset, men som havde fået en fuld kirkelig uddannelsebåde i England, Frankrig og Bremen. Han var energisk og fik samlet alle bispestolene i Danmark under sig.
Svends væsentlige virke lå i England, som det lykkedes ham endeligt at erobre i 1013.
Under de mange kampe blev vikingehærene flere gange købt bort med 'danegæld' i stadig større beløb, i 1005/6 således ca 10 tons sølv.Svend var dog også hjemme, bla for at klare de politiske stridigheder med kong Olav Trygveson af Norge. Det endte med slaget ved Svold i år 1000, hvor Svend i en forenet flåde med Erik jarl af Norge og Olov Skötkonung af Sverige slog Olav Trygvesons flåde, og hvor denne blev dræbt.
Svolds beliggenhed er ikke lokaliseret, måske ligger den i nærheden af Rügen, måske er det Ven i Øresund.
Svend var gift et par gange og havde sandsynligvis nogle friller.
Om hun var gift med Svend I vides ikke rigtigt. Hun er en mystisk person i histoien, som sagaskriverne har broderet meget på.
Det påstås at Sigrid skal være enke efter Erik Sejrsæl.
Hun indebrændte i 995 sine to tilbedere Harald Grænske og Vsevolod af Kiew.
Tilnavnet 'Storråde' kan oversættes til hovmodig, magtfuld eller snarere magtliderlig. I 994 indebrændte hun Harald Grenske, som var opvokset hos hendes far, fordi han vovede at fri til hende - enke efter den svenske konge.
(Haralds søn blev senere norsk konge: Olav den Hellige).
Eller Bodil.
Jarl Thrugot Ulfsen Fagerskind af Galicien, (død omkring 1070) var en dansk jarl. Thrugot Ulfsen Fagerskind var søn af Ulv Galiciefarer og Bodil Haakonsdatter, tip-oldebarn af Harald Blåtand (nogle nævner også Svend Tveskæg som tip-oldefar), og far til Bodil Thrugotsdatter og Svend Thrugotsen.
Thrugot blev gift med Thorgunna Vagnsdatter, datter af Vagn Åkesson og Ingeborg Torkelsdatter.
Et andet navn for Thrugot var Thrugot Ulvsson Fagerskinna af Galizien.
Richard II den Gode af Normandiet
Richard II af Normandiet var hertug i Normandiet og gik under navnet "Richard den Gode", (fransk, Le Bon). Han var søn af hertug Richard I den Frygtløse og hertuginde Gunnor. Han efterfulgte sin far som hertug af Normandiet i 996. Richard nærede modvilje imod bøndernes opstand og hjalp Robert II af Frankrig imod hertugdømmet Burgund. Han slog også et engelsk angreb på den kotentiske halvø tilbage, et angreb der blev ledet af den angel-saksiske kong Ethelred II. Richard søgte også at reformere de normanniske klostre.
Hustruer:
Judith, ca. 996 (d. 1017), datter af Conan I af Bretagne.
PapiaAfkom med Judith:
Richard III af Normandiet
Robert den Storslåede
William, munk i Fécamp, d. 1025.
Adélaide
Renaud I, Greve of Burgund.
Eleanor (måske Ainor eller Judith).
Grev Baldwin IV af Flandern
Matilda, d. 1033.
Afkom med Papia:Mauger, Ærkebiskop af Rouen.
Vilhelm, Greve af Arques.
Estrid Svendsdatter lod den første danske stenkirke bygge. Det var i Roskilde, hvor kirken opførtes i frådsten omkring 1030.
Hun opførte kirken til minde om sin myrdede gemal Ulf Jarl. Kirken afløste den trækirke hendes far, Svend Tveskæg, havde opført øst for kongsgården i Roskilde, der hvor Roskilde Domkirke nu ligger.
Kaldet for den "den Storslåede" (fransk, "le Magnifique") for sin forkærlighed for pynt. Han var søn af hertug Richard II af Normandiet og dennes hustru Judith, datter af Hertug Conan I af Bretagne. Da Richard II døde, efterfulgte hans ældste søn ham som Richard III, mens Robert blev greve af Hiémois. Richard III døde dog inden et år, og der er stor mistanke om, at Robert skulle være indblandet i broderens død. Derfra fik han sit øgenavn "Robert le Diable" (djævelen). Han er ofte blevet sammenblandet med den legendariske Robert den diabolske. Robert I hjalp Kong Henrik I af Frankrig imod Henriks oprørske bror og mor, og for dette gav kongen ham land i Vexin. Han blandede sig også i Flanderns indre forhold, da han støttede Edvard Bekenderen, som var i eksil ved Roberts hof. Robert støttede også reformer i klostrene i Normandiet. Med sin frille, Herleva, blev han far til den senere Vilhelm Erobreren. En uægte datter, Adelaide, blev grevinde af Ponthieu og Champagne. Efter at have gjort sin uægte søn til arving, tog han på pilgrimsrejse til Jerusalem og døde i Nicaea mellem 1.-3. juli 1035. Hans søn Vilhelm var 8 år gammel, da han efterfulgte sin far.
Estrid Svendsdatter lod den første danske stenkirke bygge. Det var i Roskilde, hvor kirken opførtes i frådsten omkring 1030.
Hun opførte kirken til minde om sin myrdede gemal Ulf Jarl. Kirken afløste den trækirke hendes far, Svend Tveskæg, havde opført øst for kongsgården i Roskilde, der hvor Roskilde Domkirke nu ligger.
Efter Storbjørns død blev hun, af sin bror Svend Tveskæg, mod sin vilje bortgiftet til hertug Boleslav. Straks efter brylluppet flygtede hun til Norge, hvor hun giftede sig med Olav Trygveson. Svend Tveskæg hævnede sig og i slaget ved Svold sprang Olav i vandet og druknede.