Formentlig heremand på Alsted.
Af slægten Rafvad kendes kun 3 mandlige personer! Og det er endda kun den sidste der bar navnet Rafvad. De må regnes som en gren af Urne da de fører omtrent samme våben: Et guld ørnelår i blåt felt, på hjelmen 2 opadvendte guld ørnelår. Stamfar Jens (Rafvad) kendes ikke fra samtidige kilder. Enevold Jensen (Rafvad) havde Alsted i Nørvang hrd i Ø Nykirke s ved Tørring, 20 km V for Horsens. Alsted tilhørte i 1459 Albrecht Barfuss, næste kendte ejer er Enevold i 1490. Slægten (Vognsen) af Hørbylund fører næsten samme våben: Et guld ørnelår i RØDT felt, på hjelmen EET opadvendt ørnelår. Man må antage at de er beslægtet - men det ligger en gang tilbage i det kildeløse mørke.
Harald Hårderåde eller Harald Hårdråde (1015 - 25. september 1066) var norsk konge fra 1046 sammen med brorsønnen Magnus den Gode og enekonge fra 1047 til 1066. Han var søn af kong Sigurd Syr (syr = so) fra Ringerike og Åsta Gudbrandsdatter, der også var mor til Olav den hellige; Harald og Olav var halvbrødre.
Efter slaget ved Stiklestad (29. juli 1030), hvor Olav faldt, måtte Harald flygte fra Norge. Han førte krig mod jyderne i 1048 og ødelagde Hedeby i 1050. Han mistede livet i forsøget på at erobre England i slaget ved Stamford Bridge 1066.
Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= Rusland) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs. Konstantinopel), hvor han trådte i den byzantinske kejsers tjeneste i 1034. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på Sicilien og i Bulgarien, og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre væringer, dvs. nordiske krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med Jelisavjeta (norsk: Ellisiv), datter af storfyrst Jaroslav den Vise og Ingegerd af Sverige. I Haralds følge var en islænding ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af sølv. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget sværd og forlangte dronning Ellisivs armring af guld som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds hævn, og det blev han højt respekteret for på Island.
Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med Svend Estridsen om herredømmet over Danmark, men anerkendte endeligt Svend som Danmarks konge i 1064. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage direktiver fra ærkebiskop Adalbert af Bremen, som var Svends forbundsfælle, og lod de norske biskopper indvies i England og Frankrig. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke og styrede kulten for sin helgen-halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" (dvs armenske) biskopper missionere på Island og muligvis i Norge, hvad der kan have fået ham ekskommuniseret mod slutningen af livet, uden at det vides sikkert. Historikeren Thormod Torfæus omtaler Haralds konflikt med pave Alexander 2., "en mand, der havde søgt paveembedet med våbenmagt". Denne strid fra 1060-årene dannede sandsynligvis en vigtig optakt til kong Sverres konflikt med paven i tiden omkring år 1200.
Før det store skisma mellem Øst- og Vestkirken i 1054 havde Harald været væringgardens leder i Konstantinopel. Sandsynligvis følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig. Så sent som i 1440'erne advarede Christian 1. paven om, at nordmænd var tilbøjelige til at være mere loyale mod Østkirken, hvis de følte sig presset af pavedømmet.
Ifølge Snorre skal Harald have grundlagt Oslo. Oslos tætbebyggelse er dog ældre, men Harald kan have bidraget til byudviklingen ved at opføre kongsgård og kirke. Både i Oslo og Trondheim fik han rejst Mariakirker. En lille saga beretter om islændingen Audun fra Vestfjordene, der købte en isbjørn på Grønland for alt, hvad han ejede og havde. Han tog bjørnen med til Norge, hvor Harald Hårderåde ønskede at købe dyret. Audun havde imidlertid tænkt sig til Danmark for at skænke isbjørnen til kong Svend Estridsen.
Med kong Harald var samlingen af Norge til ét rige fuldført: De oprørske opplændinger bragt til underkastelse og trøndernes høvding, Einar Tambeskælver, ryddet af vejen. Orknøerne og Hjaltland blev knyttet fast til det norske kongedømme.
[redigér] Stamford broI 1058 var Haralds søn Magnus 2. i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarl Ælfgar, der var blevet forvist fra jarledømmet Mercia, som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong Gruffydd ap Llewelyn af Wales og en norsk flåde. Derved kunne Magnus 2. forvente sig Ælfgars støtte ved en senere norsk invasion af England. Imidlertid døde både Ælfgar jarl og kong Druffydd i 1063. Invasionsplanerne må være skrinlagt helt til Harold Godvinsons bror Toste, jarl af Northumbria, lovede Harald støtte fra hele Northumbria og sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser.
I 1066 sejlede Harald med en skibshær til England. 25. september samme år faldt han i slaget ved Stamford bro. Hans to sønner med frillen Tora Torbergsdatter, Magnus og Olav (Kyrre), overtog som konger. Med dronning Ellisiv havde han datteren Ingegerd Haraldsdatter, der blev gift med den danske konge Oluf Hunger.
Wikipedia
Olav Kyrre (ca. 1050 - 1093), konge i Norge 1067 - 1093. Han giftede sig med Ingrid Svendsdatter, datter af Svend Estridsen, men holdt også frillen Tora Arnesdatter, der blev mor til hans søn og efterfølger Magnus Barfod.
Olav var søn af frillen Tora Torbergsdatter og kong Harald Hårderåde, og var med i dennes hær da han drog til England, men han deltog ikke i slaget ved Stamford Bridge i 1066. Da han kom hjem til Norge året efter - han måtte sværge på, ikke at ville angribe England, før han fik lov til at forlade landet - blev han indsat som konge sammen med sin bror, Magnus Haraldsson. Magnus døde allerede i 1069, og Olav blev da konge alene. Det var antagelig allerede i disse første år som konge at Olav fik tilnavnet "Kyrre", som betyder "rolig, fredelig".
Norges militære slagkraft var da også stærkt reduceret efter Stamford Bridge. Den normanniske munk Orderic Vitalis skrev i begyndelsen af 1100-tallet, at han selv havde set bunkerne med rester efter faldne nordmænd på slagmarken, flere tiår efter slaget. Af ca 300 skibe vendte vistnok kun 30 tilbage til Norge. Vilhelm Erobreren følte sig alligevel ikke helt rolig, og Symeon af Durham skrev, også i begyndelsen af 1100-tallet, at Vilhelm havde sendt mænd til Norge. Deres ærinde omtales ikke, men sandsynligvis har Vilhelm villet forvisse sig om, at Olav overholdt sin ed. Olav sendte da også en mængde skibe til Danmark for at støtte et dansk forsøg på generobring af England i 1085, men det togt blev der ikke noget af.
Harold Godvinsons søn og to brorsønner, der var Vilhelms modstandere, flygtede til Norge og blev godt modtaget af Olav Kyrre, selv om det var netop Harold Godvinson, der havde tilføjet hans far nederlaget ved Stamford Bridge. Den ene, Skule Tostigsson, blev Olavs vigtigste rådgiver. En anden flygtning var biskop Turgot af St. Andrews. I Norge bidrog han til opførelsen af den første stenkirke til ære for Hellig-Olav. Turgot er også kendt for sin biografi om Skt. Margaret, der senere blev Skotlands nationalhelgen.
Olavs regeringstid blev en fredelig tid for kongeriget. Han indgik forlig både med danskekongen Svend Estridsen og med Vilhelm Erobreren som da var konge i England, og klarede at holde landet udenfor konflikter med andre lande og magthavere. Fordi hans regeringstid var så fredelig, er der ikke meget om ham i sagaerne. Dette betyder ikke, at der ikke skete noget vigtigt i hans tid som konge. Dette var tværtimod en tid som var præget af at kongemagten, staten og retsorganisationen blev stærkere. En indikation på dette er at hirden i kongsgården blev fordoblet, og at der blev indført nye skikke efter europæisk model, blandt andet ville han have gulvene strøet både sommer og vinter. I denne tid blev forholdet til paven bedre, og dette førte til etableringen af faste bispesæder flere steder i Norge.
Olav regnes som Bergens grundlægger.
Olav Kyrre var den første norske konge der lærte at læse, og en engelsk munk har fortalt at Olav mange gange hjalp præsten ved gudstjenesten.
Olav Kyrres eneste søn, Magnus Barfod, overtog kongemagten da faderen døde i 1093 i Håkeby i Tanum i Bohuslän, den gang norsk område (Ranrike). Han er begravet i Nidarosdomen i Trondheim.
Wikipedia
Øystein Magnusson (1088 - 1123) var konge af Norge 1103 - 1123.
Han var gift med norske Ingebjørg Guttormsdotter. Øystein Magnusson var søn af kong Magnus Barfod. Øystein Magnusson var konge sammen med brødrene Sigurd Jorsalfar og Olav Magnusson.