Til Søbo (1468), 1450 og 1489 Landsdommer i Fyen.
Et endnu bevaret Fogedmandssegl fra 1384 og 1434 med Indskrift S'PARENTELE VOGHEDINCMAN viser et tværdelt Skjold, hvis nederste Felt optages af en Murtinde overensstemmende med Reventlowernes Skjoldmærke.
Slægten Reventlow har formentlig taget navn efter sit ældste bosæde, som man mener lå nær ved Windbergen i Ditmarsken, hvor der også skal have ligget et kapel der var kendt som valfartssted. Navnet på denne nu ukendte lokalitet er sandsynligvis en afledning af 'Reve', en flod eller flodmunding (andre sammensætninger er Revenow ved Camin og Revensdorf i Slesvig), og 'Lue', 'Lo', en skov eller en lund, der kendes fra stedsbetegnelser som Oldesloe og Alvensloe og slægtsnavnet: Loe, van der Lo. Altså en lund ved en flod. Navnet staves også undertiden Revetlo, Reventlo, Reventlau, Reventlou, Reventlow, Refendtlof og Reffentloff).
Et gammelt nordtysk sagn giver denne forklaring på familien Reventlows navn: Folket i Ditmarsken havde til alle tider elsket og forsvaret sin frihed. Der havde fra tidernes morgen været store og blodig slag, med skiftende resultat, men til sidst overvandtes også folket i Ditmarsken af Karl den Store, som længe havde måtte kæmpe med Ditmarsker-folket. På den tid levede ved Windbergen en stærk og tapper krigshelt, som kaldtes Röwerlöwe, og han trådte i kejserens tjeneste. Karl den Store gjorde ham til foged over Ditmarsken og dets folk, og han fik på den måde til opgave at tøjle befolkningen og omvende den til kristendommen. Folket lod sig dog ikke undertvinge, og gjorde derfor oprør mod Röwerlöwe, tog ham til fange, henrettede ham og satte ham på hjul og stejle. Fra denne Röwerlöwe skal slægten Reventlow nedstamme, og hans efterkommere levede længe i Ditmarsken, men i befolkningen ulmede et gammelt had mod familien, og den flyttede til sidst fra Ditmarsken og slog sig ned i Holsten, Mecklenburg, Slesvig og Danmark.
Som sagnet om Röwerlöwe også antyder, skal slægten Reventlow, ifølge Neocorus, som skrev Ditmarskens krønike, være udgået fra de såkaldte fogedmandsslægter i Ditmarsken. De regnedes for den mest fremstående af alle landets familier på grund af sin magtstilling og talrighed. Embedet som foged (vocatus), der antagelig har været arveligt, svarede i den tid nærmest til en statholder. Endnu bevarede fogedmandssegl fra 1384 og 1434 viser et tværdelt Skjold, hvis nederste felt har en murtinde svarende til Reventlowernes skjoldmærke.
Livet i slægtens oprindelige, trange og overbefolkede hjemstavn afstedkom familiefejder. I et forlig fra 1323 mellem grev Gerhard af Holsten og Ditmarskerne hedder det, at alle stridigheder skal bilægges undtagen dog 'det gamle drab' (antiquum homicidium), som havde fundet sted mellem slægten Reventlow på den ene side, og slægterne Wolderiksman og Meyman på den anden side. Dog skulle det være forbudt for begge parter at forulempe hinanden med rov, tilfangetagelse og brandstiftelse. Det pågældende drab må havde fundet sted langt tilbage i tiden, men hævntørsten var endnu så sent levende.
Slægten havde fra gammel tid besiddelser i Ditmarskens fede marskegne langs Elben, Stör og deres bifloder og åer, primært i egne, hvor der fandtes gammelsachsisk bebyggelse. Meget taler for, at slægtens senere udvandring og bosættelse i de frugtbare egne af Østholsten (Wagrien) startede i forbindelse med Henrik Løves erobring af Ditmarsken og Reventlowernes nye tjenesteforhold til grev Adolf 2. af Schauenburg og Holsten, hvem de havde fulgt på hans togter mod venderne og det obotritiske Mecklenburg.
Den fynske linje, som formentlig er en gren af den holstenske linje, var navnlig knyttet til Søbo. Linjens ældste kendte stamfader er Henrik Jensen Reventlow som nævnes 1358.
Til den fynske linje hørte Henrik Tagesen Reventlow til Bjørnholm i Jylland, som 1441 var anfører i det nørrejyske bondeoprør, hvorfor han blev halshugget og stejlet i Aalborg. Linjen uddøde med Knud Reventlow, der druknede 1566 ved Gotland som chef for Papegøjen.
Kilde: Wikipedia
&2 ukendt
&3 ukendt
24 børn
Til Lyngby (-1420-1443-) (Efverød S., Gærds H.) - skænkede 1420 (10. febr.) som væbner i Lyngby m. sin hustru Bodil Truelsdatters samtykke en gård i Soderton i Lyby S., Frosta H. til Lund Domkapitel til en årtid for Niels Benedictsen og hans døtre Elsif og Gyde, på den betingelse, at de to gårde i Efverød overlodes ham og hustruen, skrives til Lyngby, 1443 (30. nov.) vidne på Lunde Landsting for hr. Niels Jensen, skrives da endnu til Lyngby.
? gift Merete Aage Sandbergs søster.
Bodil Truelsdatter, nævnes 1420 (10. febr.) m. ægtefællen.
Til Bjernede (1377-1388), Buddinge (1377) og Farebæksholm (1381-1390) m.m.
Nævnes 1347 med broderen Conrad, var 1350 ridder, da han nævnes i biskop Jacob af Roskildes testamente, nævnes 1360 i håndfæstningen, fik samme år af hr. Johannes Pikkard kaldet Smeker overladt dennes panterettighed i Hegnetsgaard, Assendrup (Ramsø H.), Aashøj (Bjeverskov H.), Dalby (Fakse H.), Skjensved (Ramsø H.) og Gods i Stevns H.
Eller Elline Olufsdatter Lunge.
Til Bjernede, købte 1370 (5. juni) af hr. Niels Clementsen ejendomsretten til det ovennævnte pant (Hegnede m.m.) og skrives da til Bjernede i Alsted H., ligeså 1382 (23.febr. eller 20.sept.), da hun m. sine tre sønner, Conrad, Henneke og Evert, af hr. Jacob Olufsen Lunge fik opladt det gods han havde arvet i Hegnede, Nørre-Dalby og Assendrup og da hun s.d. afkøbte Folmer Jacobsen Lunges gods sst., mageskiftede 1383 (25. jan.) m. sønnerne Conrad, Henneke og Evert.
Ridder sidst paa Aaret 1310, 1315 Medudsteder ved Transsumptet af Dokumentet af 1307 om Niels Ranis Sammensværgelse mod Kong Erik, købte s. A. af Fyrst Henrik af Mecklenborg Detershagen, 1328 Vidne for Kong Erik i dennes Privilegiebrev til Byen Rostock.