Agnes, Markgraffinn zu Brandenburg
Efter mordet på kong Erik V giftede hun sig med Grev Gerhard den Blinde af Holsten. Gerhard var en brorsøn til ABEL's Dronning, Mechtilde. De fik en søn Johan den Milde.
Regent fra 1286 for sin umyndige søn Erik 6. Menved; ægtede 1293 grev Gerhard 2. af Holsten.
Christoffer I, Konge af Danmark
Han havde problemer med sine nabolande. Danmark stod svagt efterkampene mellem brødrene og mordet på Erik. Christoffer må give køb og give Slesvig som fanelén til sin brorsøn Valdemar Abelsøn, et dansk hertugdømme, men selvstændigt. SelvomValdemar Abelsøn dør barnløs (18 år gl) i 1257 forhindrer de holstenske grever, at kongen tager lenet hjem til kronen som herreløst en. Problemet med Slesvigs tilhørsforhold var skabt, og gav store vanskeligheder gennem de næste godt 600 år
Fader: Hertug Sambor af Pommern. Efter kongens død styrede hun landet for sin mindreårige søn, Erik V Klipping.
"Johann" Hans den Yngre, Hertug af Hertugdømmet Schleswig-Holstein-Sönderborg
Hans (1545-1622), kaldt den Yngre, var broder til Frederik 2., der 1564 udnævnte ham til hertug af Sønderborg med Ærø, Nordborg, Sundeved samt Plön i Holsten m.m.; fik 1581 bl.a. klostret Ryd, hvor han opførte Glücksburg. Blev ikke anerkendt som regerende fyrste (i modsætning til huset Gottorp). Havde 23 børn og blev stamfader til den sønderborgske (derfra senere augustenborgske og beckske), nordborgske, ældre glücksborgske og plönske linje. Danmarks nuværende kongehus nedstammer fra Hans den Yngre gennem slægten Beck, der siden 1825 kaldes yngre glücksborgske linje.
Valdemar I den Store, Konge af Danmark
KONGE AF DANMARK FRA 1157 - 1182
Valdemar blev født den 14. januar 1131 i Slesvig. Hans far Knud Lavard var hertug i Slesvig og tipoldebarn til Svend Tveskæg. Knud Lavard var en dygtig hærfører og det lykkedes ham flere gange at besejre venderne i Slesvig. I 1129 blev Knud kronet som konge over venderne i vest og abodritterne i Østholsten, Lauenburg og Mecklenburg. Men hans store popularitet i både Danmark og Europa fremkaldte misundelse hos kong Niels af Danmark og især hans søn kronprins Magnus. Den 7. januar 1131 blev Knud myrdet af Magnus og hans mænd i Haraldsted Skov, Knud blev kun 34 år gammel. Valdemars mor fyrstinde Ingeborg af Rusland fik husly hos en af sin mands trofaste venner, den mægtigste af de sjællandske stormænd og ærkebiskop Asser Rig. En uge senere blev Valdemar født, så Valdemar havde aldrig kendt sin far. Hele landet fordømte kongen og kronprinsen for mordet på Knud Lavard og det førte til 26 års ufred og mange borgerkrige i Danmark. Kong Niels og kronprins Magnus blev selv myrdet i 1134 af kong Erik 2. Emune’s folk, Erik Emune var også en af Knud Lavards tro følgesvende. Mens Valdemar voksede op hos ærkebiskop Asser Rig og hans frue Inge, fik han et meget nært venskab med deres to sønner, Esbern Snare ( 1127-1204 ) og Absalon Assersen ( 1128-1201 ). De tre drenge blev opdraget i våbenbrug og manerer, som det sømmede sig for en mand af hans og hans to fosterbrødres herkomst.
I 1146 trådte Valdemar i Svend 3. Grathes tjeneste og samme år sammen med Svend, skrinlagde de Knud Lavards lig i den nybyggede kirke Skt. Bendts kirke i Ringsted. To år senere fik Valdemar overdraget sin fars titel, hertug af Slesvig, af kong Knud 3. af Danmark og Asser Rig, men samme år døde Asser. Efter Assers død blev landet delt over i to lensdele, kong Knud 3. fik hele Jylland og Fyn, hvor Svend og Valdemar fik øerne, Lolland, Falster, Sjælland og Bornholm. Efterhånden begyndte Svend at hungre efter mere magt og han bekæmpede kong Knud, hvorefter Valdemar gik over på Knuds side i 1153. Svend blev trolovet med Knuds halvsøster Sofie. Svend forsøgte uden held at få magten over Valdemar, og i 1154 brød Valdemar definitivt med Svend og lod sig sammen med Knud udråbe til konge på landtinget i Viborg. I de følgende par år regerede Knud og Valdemar som samkonger over Danmark, mens Svend var flygtet til Tyskland for at få hjælp fra hertugerne i Slesvig og Holsten. I 1156 vendte Absalon tilbage til Danmark fra sine studier i Paris og blev Valdemars rådgiver i kirke og udenrigspolitik og Esbern Snare som var blevet stormand efter deres far, Asser Rig, og var også ligesom sin bror rådgiver i kirke og udenrigspolitik. Året senere vendte Svend tilbage til Danmark og tog Fyn og Lolland i sin besiddelse. Samme sommer gik kongerne, Valdemar og Knud, med til at gøre Svend til konge ved at dele landet i tre dele, men Svend var ikke tilfreds, han ønskede at være enekonge over Danmark. Han planlage at myrde sine medkonger, Valdemar og Knud, og chancen kom da Valdemar oprettede et gilde i Roskilde for at fejre freden sammen med Knud og Svend. Men det store gilde ved Roskilde den 9. august 1157 blev kendt som blodgildet i Roskilde. Kong Knud blev dræbt af Svends folk, men Valdemar slap væk hårdt såret i sit ene lår og fik husly og pleje i sit barndomshjem i Fjenneslev, hvor hans fosterbrødre boede. Mens Absalon holdt Valdemars forfølgere stangen, fik Esbern Snare i al hast skaffet en båd og smuglet Valdemar videre over til Jylland. Da Valdemar og Esbern ankom til landstinget i Viborg, holdt Valdemar en flammende tale for de forsamlede og fremviste sine endnu friske sår. Efter en hurtig gennemført bryllupsceremoni med Knuds halvsøster Sofie, drog kong Valdemar af sted med en hær for at mødes med kong Svends hær ved Grathe Hede. Den 23. oktober 1157 mødtes de to hære ved Grathe Hede, 25 km syd for Viborg. Slaget endte med en kæmpe sejr for Valdemar og Svend blev dræbt under sin flugt fra slagmarken. Borgerkrigen var slut efter 26 års ufred og Valdemar var nu enekonge over Danmark.
Da Valdemar var blevet enekonge, gik han og Absalon i gang med at genopbygge landet efter mange års borgerkrige, som havde gjort store ødelæggelser på landet. På Kong Valdemars fødselsdag den 14. januar 1158 blev Absalon gjort til Roskildes nye biskop af Valdemar, og Absalon var også med til at færdigbygge Roskildes domkirke. Men Absalon var også feltherre og politiker. Allerede samme år besejrede han i et søslag den vendiske flåde og krævede store summer fra sachserhertugen Heinrich der Löwe af Sachsen for at få fred, men Valdemar stolede ikke på hertug Heinrich der Löwe, så Valdemar gik i gang med at befæste landets gamlel fæstningsvold, Dannevirke, med at bygge en stærk teglstensmur, Valdemarsmuren. I 1160 gav kong Valdemar sin biskop Absalon landområdet ved det lille fiskeleje, Havn, ved Øresund, hvor Absalon byggede en rundborg på øen i 1167. Det lille fiskerleje skulle snart blive kendt som København. Da Absalon havde bygget sin borg, gik han i gang med at befæste fiskerlejet og udbygge den til en lille handelsby med store fæstningsvolde. Absalon byggede også en passende domkirke til byen, Vor Frue Kirke, som stod færdigbygget i starten af 1220erne. Byen blev opkaldt efter de mange købmænd der var i byen, som havde hjulpet og finansieret Absalons udbygning af byen og dens mange fæstningsvolde. Byen København blev først landets hovedstad 400 år senere, Roskilde var landets hovedstad gennem middelalderens Danmark.
I 1168 gennemførte Absalon et vellykket erobringstogt til øen Rügen i Østersøen. Øen var hertug Heinrich der Löwes hovedbase for sin flåde, og øen blev beskyttet af en meget stærk fæstning, Arkona. ”Den stærkeste fæstning i hele mit hertugdømme” sagde hertugen om fæstningen ved Rügen, men Absalon indtog fæstningen på kun 3 timer, så det passede vist ikke helt.
Krigen sluttede først i 1171, hvor hertug Heinrich måtte betale en stor pris for freden, nemlig øen Rügen, det nordlige Pommern fra Rügen til byen Rostock og flere hundrede tusind sølvmark.Absalon var efterhånden blevet kong Valdemars stærke biskop og hærfører, og i 1177 blev Absalon den gamle ærkebiskop Eskils efterfølger på ærkebispesædet i Lund i Skåne, den mest magtfulde stilling i datidens Danmark. Absalon vægrede sig til at begynde med og fik derfor lov til at beholde bispesædet i Roskilde, hvor han havde sit bagland i orden, men skåningerne var ikke begejstrede for hans måde at styre på. Han satte sjællandske venner og slægtninge på de ledende poster i Skåne og det førte til oprør i 1180, hvor Absalon måtte flygte tilbage til Sjælland. Året senere vendte han og kong Valdemar tilbage med en hær og oprøret blev brutalt slået ned, og så var Absalon igen ærkebiskop i Lund.
Samme år begyndte hertug Heinrich der Löwe at blive mere magtsyg efter at erobre mere land til sit hertugdømme i både det nordlige og centrale Tyskland, og så erklærede Holstens greve, Pommerns hertug, og den tysk-romerske kejser krig mod hertug Heinrichs Sachsen. Kong Valdemar gik også med ind i krigen på den tyske kejser Friedrich Barbarossas side i krigen. Krigen sluttede da den samlede tyske-holstenske-pommerske hær belejrede hertug Heinrichs hær ved Sachsens hovedstad Lübeck, og kong Valdemars flåde blokerede indsejlingen til Lübecks havn, for at hindre Heinrichs flåde i at forsyne byen med soldater og mad. Lübeck faldt efter 5 måneders blodig belejring, og hertug Heinrich af Sachsen blev smidt i kejserens fangehul, hvor han døde 18 år senere.
Efter erobringen af Lübeck i 1181 blev der indledt forhandlinger mellem Friedrich Barbarossa og kong Valdemar, hvor kejseren behandlede den danske konge med stor ærbødighed som sin ligeværdige. Kejseren lod Valdemar beholde sin provinser i Nordtyskland og kejseren gav ham tilladelse til at udvide sit kongerige fra Pommern til Holsten.Der blev tilmed indledt drøftelser omkring ægteskab mellem de to fyrsters børn.
I 1182 udbrød der krig mod venderne i Pommern.
Absalon og Valdemar gjorde en stor hær og flåde klar til et erobringstogt, men så pludselig blev Valdemar ramt af en febersygdom og måtte blive i sengen på Vordingborg slot.
Togtet blev opgivet, og Valdemars ældste søn Knud og ærkebiskop Absalon ilede til hans dødsleje, hvor kongen skriftede til Absalon, og sammen fik de bragt kongens testamente med rige gaver til landets kirker og klostre i stand.Tidligt om morgenen den 12. maj 1182 på Vordingborg slot udåndede kong Valdemar den Store, der for sidste gang var omringet af familie og nære venner.
Kong Valdemar blev 51 år gammel.
Han blev begravet i Skt. Bendts kirke i Ringsted, hvor Valdemar begravede sin far Knud Lavard.
På Valdemars gravsted inde i kirken står der:
”Her ligger danernes konge Valdemar, vendernes første betvinger og behersker , fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, betvang Rygboerne og var den første, der omvendte dem til Kristi tro. Han døde i året efter Herrens kødspåtagelse 1182 i sin regerings 26. år den 12. maj”.
Valdemar II Sejr, Konge af Danmark
Hertug af Sønderjylland 1188 - 1202.Konge 1202 - 12411214 anerkender den tyske kejser Valdemars overhøjhed over området ned til Elben. 1215 Erobres Hamborg. 1219 Korstoget mod Estland hvor Dannebrog iflg sagnet faldt ned fra himlen d 15. juni. (Valdemarsdag siden 1912). 1223 blev kongen og sønnen Valdemar d. Unge kidnappet på Lyø af Grev Henrik af Schwerin. Fange i 2 år, kæmpe løsesum betales. 1231 Kong Valdemars Jordebog. 1241 Udstedelse af Jydske Lov. Loven udarbejdet under ledelse af Biskop Gunnar af Viborg. Dele af lov en har været gyldig til ind i det 20. århundrede i dele af Sønderjylland.
Som en vigtig havn for handel mellem Rusland og Skandinavien blev Tallinn central i ekspansionsplanerne for Den tyske Orden og Danmark under De nordlige korstog i begyndelsen af 1200-tallet, hvor kristendommen blev påtvunget lokalbefolkningen.
Efter at have samlet en meget stor hær drog kong Valdemar 2. af Danmark mod Estland med 1500 langskibe i et korstog mod, det danskerne så som de hedenske estlændere. Flåden nåede Estlands nordlige provins Revele i begyndelsen af juni 1219. Med i flåden var udover kongen ærkebiskop Anders Sunesen og biskop Theoderik af Estland. I hæren var også flere af kongens vasaller, tyskere under grev Albert og sorbere under Vitslav 1. af Rügen.
Korsfarerne slog sig ned ved Lyndanisse (dagens Tallinn) og begyndte at opføre en borg, "Castrum danorum", som senere på estisk blev til Tallinn, danskerborgen. Under bygningen af borgen kom flere estiske forhandlere på besøg for at trække tiden ud, mens de selv samlede deres hær.
Om aftenen den 15. juni 1219 angreb esterne danskerne og deres allierede fra fem retninger i det, som i dag er kendt som slaget ved Lyndanisse. Biskop Theoderik blev dræbt af esterne, som troede, de havde dræbt kongen. Alt tydede på et katastrofalt nederlag for korsfarerne. Imidlertid blev sorberne ikke opdaget af den estiske angrebsstyrke. Vitslav gennemførte et hurtigt modangreb, som standsede den estiske fremrykning. Dette gav de øvrige korsfarere tid til at samle sig og omgruppere, hvorefter de i fællesskab klarede at drive den estiske hær på flugt. Tallinn og store dele af dagens Estland blev efter dette underlagt Danmark.
Ifølge sagnet knælede ærkebiskop Anders Sunesen i bøn på en bakketop under slaget. Da han rakte armene mod himlen, rykkede danskerne frem, da armene blev sænket på grund af træthed, trak de sig tilbage. Hjælpere kom til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit mest intense, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, som faldt ned fra himlen. Dette opmuntrede de danske soldater yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar bekendtgjorde, at det korsflag, som gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske flag, i dag kendt som Dannebrog.
I 1200-tallet tillod den danske konge, at bystyret i Reval (som byen den gang hed) måtte benytte hans personlige våbenskjold, tre blå løver med kroner på gylden baggrund.
Valdemar 2. Sejr (1170-1241), konge af Danmark 1202-41. Da broderen Knud 6. døde i 1202, kåredes Valdemar til hans efterfølger. I hans regeringstid nåede Valdemarernes rige sin største udstrækning, kulminerende med erobringen af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden dalede ned fra himlen. Derefter gik det imidlertid ned ad bakke, og nederlaget ved Bornhøved i 1227 satte en stopper for den kortvarige stormagtsstatus. Fra hans regeringstid stammer Jyske Lov 1241. Han er gravlagt ved sin faders side i St. Bendts Kirke i Ringsted.
BESIDDELSER: Vegholm
BESIDDELSER: Eriksstrup