Valdemar I den Store, Konge af Danmark
KONGE AF DANMARK FRA 1157 - 1182
Valdemar blev født den 14. januar 1131 i Slesvig. Hans far Knud Lavard var hertug i Slesvig og tipoldebarn til Svend Tveskæg. Knud Lavard var en dygtig hærfører og det lykkedes ham flere gange at besejre venderne i Slesvig. I 1129 blev Knud kronet som konge over venderne i vest og abodritterne i Østholsten, Lauenburg og Mecklenburg. Men hans store popularitet i både Danmark og Europa fremkaldte misundelse hos kong Niels af Danmark og især hans søn kronprins Magnus. Den 7. januar 1131 blev Knud myrdet af Magnus og hans mænd i Haraldsted Skov, Knud blev kun 34 år gammel. Valdemars mor fyrstinde Ingeborg af Rusland fik husly hos en af sin mands trofaste venner, den mægtigste af de sjællandske stormænd og ærkebiskop Asser Rig. En uge senere blev Valdemar født, så Valdemar havde aldrig kendt sin far. Hele landet fordømte kongen og kronprinsen for mordet på Knud Lavard og det førte til 26 års ufred og mange borgerkrige i Danmark. Kong Niels og kronprins Magnus blev selv myrdet i 1134 af kong Erik 2. Emune’s folk, Erik Emune var også en af Knud Lavards tro følgesvende. Mens Valdemar voksede op hos ærkebiskop Asser Rig og hans frue Inge, fik han et meget nært venskab med deres to sønner, Esbern Snare ( 1127-1204 ) og Absalon Assersen ( 1128-1201 ). De tre drenge blev opdraget i våbenbrug og manerer, som det sømmede sig for en mand af hans og hans to fosterbrødres herkomst.
I 1146 trådte Valdemar i Svend 3. Grathes tjeneste og samme år sammen med Svend, skrinlagde de Knud Lavards lig i den nybyggede kirke Skt. Bendts kirke i Ringsted. To år senere fik Valdemar overdraget sin fars titel, hertug af Slesvig, af kong Knud 3. af Danmark og Asser Rig, men samme år døde Asser. Efter Assers død blev landet delt over i to lensdele, kong Knud 3. fik hele Jylland og Fyn, hvor Svend og Valdemar fik øerne, Lolland, Falster, Sjælland og Bornholm. Efterhånden begyndte Svend at hungre efter mere magt og han bekæmpede kong Knud, hvorefter Valdemar gik over på Knuds side i 1153. Svend blev trolovet med Knuds halvsøster Sofie. Svend forsøgte uden held at få magten over Valdemar, og i 1154 brød Valdemar definitivt med Svend og lod sig sammen med Knud udråbe til konge på landtinget i Viborg. I de følgende par år regerede Knud og Valdemar som samkonger over Danmark, mens Svend var flygtet til Tyskland for at få hjælp fra hertugerne i Slesvig og Holsten. I 1156 vendte Absalon tilbage til Danmark fra sine studier i Paris og blev Valdemars rådgiver i kirke og udenrigspolitik og Esbern Snare som var blevet stormand efter deres far, Asser Rig, og var også ligesom sin bror rådgiver i kirke og udenrigspolitik. Året senere vendte Svend tilbage til Danmark og tog Fyn og Lolland i sin besiddelse. Samme sommer gik kongerne, Valdemar og Knud, med til at gøre Svend til konge ved at dele landet i tre dele, men Svend var ikke tilfreds, han ønskede at være enekonge over Danmark. Han planlage at myrde sine medkonger, Valdemar og Knud, og chancen kom da Valdemar oprettede et gilde i Roskilde for at fejre freden sammen med Knud og Svend. Men det store gilde ved Roskilde den 9. august 1157 blev kendt som blodgildet i Roskilde. Kong Knud blev dræbt af Svends folk, men Valdemar slap væk hårdt såret i sit ene lår og fik husly og pleje i sit barndomshjem i Fjenneslev, hvor hans fosterbrødre boede. Mens Absalon holdt Valdemars forfølgere stangen, fik Esbern Snare i al hast skaffet en båd og smuglet Valdemar videre over til Jylland. Da Valdemar og Esbern ankom til landstinget i Viborg, holdt Valdemar en flammende tale for de forsamlede og fremviste sine endnu friske sår. Efter en hurtig gennemført bryllupsceremoni med Knuds halvsøster Sofie, drog kong Valdemar af sted med en hær for at mødes med kong Svends hær ved Grathe Hede. Den 23. oktober 1157 mødtes de to hære ved Grathe Hede, 25 km syd for Viborg. Slaget endte med en kæmpe sejr for Valdemar og Svend blev dræbt under sin flugt fra slagmarken. Borgerkrigen var slut efter 26 års ufred og Valdemar var nu enekonge over Danmark.
Da Valdemar var blevet enekonge, gik han og Absalon i gang med at genopbygge landet efter mange års borgerkrige, som havde gjort store ødelæggelser på landet. På Kong Valdemars fødselsdag den 14. januar 1158 blev Absalon gjort til Roskildes nye biskop af Valdemar, og Absalon var også med til at færdigbygge Roskildes domkirke. Men Absalon var også feltherre og politiker. Allerede samme år besejrede han i et søslag den vendiske flåde og krævede store summer fra sachserhertugen Heinrich der Löwe af Sachsen for at få fred, men Valdemar stolede ikke på hertug Heinrich der Löwe, så Valdemar gik i gang med at befæste landets gamlel fæstningsvold, Dannevirke, med at bygge en stærk teglstensmur, Valdemarsmuren. I 1160 gav kong Valdemar sin biskop Absalon landområdet ved det lille fiskeleje, Havn, ved Øresund, hvor Absalon byggede en rundborg på øen i 1167. Det lille fiskerleje skulle snart blive kendt som København. Da Absalon havde bygget sin borg, gik han i gang med at befæste fiskerlejet og udbygge den til en lille handelsby med store fæstningsvolde. Absalon byggede også en passende domkirke til byen, Vor Frue Kirke, som stod færdigbygget i starten af 1220erne. Byen blev opkaldt efter de mange købmænd der var i byen, som havde hjulpet og finansieret Absalons udbygning af byen og dens mange fæstningsvolde. Byen København blev først landets hovedstad 400 år senere, Roskilde var landets hovedstad gennem middelalderens Danmark.
I 1168 gennemførte Absalon et vellykket erobringstogt til øen Rügen i Østersøen. Øen var hertug Heinrich der Löwes hovedbase for sin flåde, og øen blev beskyttet af en meget stærk fæstning, Arkona. ”Den stærkeste fæstning i hele mit hertugdømme” sagde hertugen om fæstningen ved Rügen, men Absalon indtog fæstningen på kun 3 timer, så det passede vist ikke helt.
Krigen sluttede først i 1171, hvor hertug Heinrich måtte betale en stor pris for freden, nemlig øen Rügen, det nordlige Pommern fra Rügen til byen Rostock og flere hundrede tusind sølvmark.Absalon var efterhånden blevet kong Valdemars stærke biskop og hærfører, og i 1177 blev Absalon den gamle ærkebiskop Eskils efterfølger på ærkebispesædet i Lund i Skåne, den mest magtfulde stilling i datidens Danmark. Absalon vægrede sig til at begynde med og fik derfor lov til at beholde bispesædet i Roskilde, hvor han havde sit bagland i orden, men skåningerne var ikke begejstrede for hans måde at styre på. Han satte sjællandske venner og slægtninge på de ledende poster i Skåne og det førte til oprør i 1180, hvor Absalon måtte flygte tilbage til Sjælland. Året senere vendte han og kong Valdemar tilbage med en hær og oprøret blev brutalt slået ned, og så var Absalon igen ærkebiskop i Lund.
Samme år begyndte hertug Heinrich der Löwe at blive mere magtsyg efter at erobre mere land til sit hertugdømme i både det nordlige og centrale Tyskland, og så erklærede Holstens greve, Pommerns hertug, og den tysk-romerske kejser krig mod hertug Heinrichs Sachsen. Kong Valdemar gik også med ind i krigen på den tyske kejser Friedrich Barbarossas side i krigen. Krigen sluttede da den samlede tyske-holstenske-pommerske hær belejrede hertug Heinrichs hær ved Sachsens hovedstad Lübeck, og kong Valdemars flåde blokerede indsejlingen til Lübecks havn, for at hindre Heinrichs flåde i at forsyne byen med soldater og mad. Lübeck faldt efter 5 måneders blodig belejring, og hertug Heinrich af Sachsen blev smidt i kejserens fangehul, hvor han døde 18 år senere.
Efter erobringen af Lübeck i 1181 blev der indledt forhandlinger mellem Friedrich Barbarossa og kong Valdemar, hvor kejseren behandlede den danske konge med stor ærbødighed som sin ligeværdige. Kejseren lod Valdemar beholde sin provinser i Nordtyskland og kejseren gav ham tilladelse til at udvide sit kongerige fra Pommern til Holsten.Der blev tilmed indledt drøftelser omkring ægteskab mellem de to fyrsters børn.
I 1182 udbrød der krig mod venderne i Pommern.
Absalon og Valdemar gjorde en stor hær og flåde klar til et erobringstogt, men så pludselig blev Valdemar ramt af en febersygdom og måtte blive i sengen på Vordingborg slot.
Togtet blev opgivet, og Valdemars ældste søn Knud og ærkebiskop Absalon ilede til hans dødsleje, hvor kongen skriftede til Absalon, og sammen fik de bragt kongens testamente med rige gaver til landets kirker og klostre i stand.Tidligt om morgenen den 12. maj 1182 på Vordingborg slot udåndede kong Valdemar den Store, der for sidste gang var omringet af familie og nære venner.
Kong Valdemar blev 51 år gammel.
Han blev begravet i Skt. Bendts kirke i Ringsted, hvor Valdemar begravede sin far Knud Lavard.
På Valdemars gravsted inde i kirken står der:
”Her ligger danernes konge Valdemar, vendernes første betvinger og behersker , fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds søn, betvang Rygboerne og var den første, der omvendte dem til Kristi tro. Han døde i året efter Herrens kødspåtagelse 1182 i sin regerings 26. år den 12. maj”.