Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Svend II Estridsøn, Konge af Danmark

1047 Konge af Danmark. Svend Estridsen er den enete danske konge, der er opkaldt efter sin mor. Dette utvivlsomt fordi hun som søster til Knud den Store gav Svend arveret til den danske trone og fordi hun havde giftet sig undersin stand. Blev født i England og fik som kristent dåbsnavn Magnus. Han voksede op i England, til trods for, at hans far Ulf i 1024 blev sendt til Danmark som kong Knuds jarl. I 1026 overvintrede Knud hos Ulf Jarl i Roskilde.
Det kom til et opgør, og Knud lod sin svoger dræbe.Ifølge Adam af Bremen skal Svend som ung have gjort tjeneste hos den svenske kong Arnund Jacob i samfulde 12 år. Det kan næppe være rigtigt i den forstand, at Svend var i Sverige så længe uden afbrydelser, da han ifølge andre kilder jævnligt var i kamp med Magnus den Gode fra 1042-47 og derefter med Harald Hårderåde frem til 1050. Under disse kampe kan Svend "så tit han blev besejret" have søgt tilflugt hos den svenske konge. Omend med besvær, og stadig truet af Harald Hårderåde, blev Svend Estridsen omsider konge over et rige, der omfattede Sønderjylland (i hvert fald til Slien), Nørrejylland, Fyn, Sjælland og øerne, samt Skåne, Halland og muligvis Bornholm. Det sidste slag mellem Svend og Harald Hårderåde udkæmpedes til søs i 1062. De norrøne skjalde besang siden kong Haralds sejr; men den fulgtes et par år efter af en fredsslutning, som skulle blive varig. Begge konger skulle beholde de lande, de nu havde. Dette kan have passet svenskerne godt, eftersom et samlet dansk-norsk rige kunne true svensk selvstændighed.

Fred i riget, men ikke fred på den private front. Tidligt blev Svend gift med en norsk jarledatter, Gunhild. Hun fødte en søn, som også blev kaldt Svend; men han døde som ung. Om ægteskabet med Gunhild skriver Adam fra Bremen, at Svend i overmod tog en blodsbeslægtet til hustru. Dette var korrekt: Gunhild var oldebarn af af Svends mormor, Svend Tveskægs dronning Gunhild, i dennes første ægteskab med den svenske kong Erik Sejrsæl. Et sådant ægteskab var ugyldigt efter kirkeretten. Følgelig kræver ærkebiskop Adalbert af Hamburg-Bremen ægteskabet opløst under trussel om bandlysning af kongen, som ifølge Adam bliver rasende og truer med at hærge Hamburg. Pave Leo 9. intervenerede, og Svend Estridsen opgav sit ægteskab - indgik aldrig siden et nyt. Men fik med flere forskellige kvinder mange børn.

Det fremgår af Adams værk, at han i vid udstrækning har ladet sig belære af kongen, såvel vedrørende danernes historie, som om tilstande og tildragelser blandt fjerntboende folkeslag. Svend roses for at have udbredt kristendommen, og har således været åndeligt veludrustet til sin rolle i det storpolitiske spil imellem de tre magtfaktorer: paven, kejseren og ærkebiskoppen af Hamburg -Bremen. "Boglige kundskaber" kan meget vel betyde, at kong Svend har kunnet læse, hvad Sven Aggesen også synes at bekræfte. Det har nok været usædvanligt for datidens verdslige, og dermed også konger; hvorfor det fremhæves af Adam, Sven Aggesen og paven.

Svend Estridsens regering er kildemæssigt en dunkel periode. Adam af Bremens beretning og nogle pavebreve er stort set de eneste lyspunkter.

Svend var konge i Danmark fra 1047 til 1074.

Han havde mange besværligheder i sin tidligste ungdom, idet Olav den Helliges søn, Magnus den Gode, der 12 år gammel var blevet konge i Norge i 1036, efter kong Hardeknuds død i 1042 tog magten i Danmark.

Svend var opdraget først hos kong Anund Jacob i Sverige og siden i England, og efter tilbagekomst til Danmark blev han jarl under Hardeknud (1018-42) og Magnus den Gode (1024-1047).

Han kæmpede en del mod den norske Magnus der havde erobret tronen, men blev ustandselig slået. Men så dør Magnus pludselig i 1047 kun 24 år gammel - det siges, at han styrter med sin hest - og Svend bliver nu valgt til konge.

Han hjalp kirken med at få et solidt fodfæste i landet.

Han prøvede at få landet fri af Bremer-kirkens overhøjhed, men det lykkedes ikke, uanset en del af biskopperne var engelske.

Danmark blev hjemsøgt af den norske kong Harald, og ved slaget i Nisselven i Halland 1062 blev Svend slået, dog uden at Harald fik noget ud af det.

I England prøvede Svend flere generobrings-togter, men uden større held.

Hans privatliv var en saga for sig. S. Otto Brenner opregner i sit værk:
'Nachkommen Gorms des Alten' ialt 18 børn, såvel drenge som piger, og vi ved, at 5 af drengene bliver konger.

Han dør i Søderup 'efter afholdt velbesøgt ting', antagelig sønderjysk landsting på det nærliggende Urnehoved.

Han var en intilligent og vidende mand - at dømme efter Adam af Bremens interview omkring 1070.


Erik I Ejegod, Konge af Danmark

Erik Ejegod var Danmarks konge fra 1095-1103. Han oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod er den fjerde af Svend Estridsens sønner som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen Oluf 1. Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da denne dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har han nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base, Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.

Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet Hamborg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk ærkebispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han at broderen, Knud den Hellige, bliver helgenkåret.

Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Paphos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil, fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnen Knud Lavard og Harald Kesja. Erik Ejegod når dog under sin rejse at sende forskellige relikvier til hhv. Roskilde og Lund, men også fødebyen Slangerup tilsender han relikvier, eftersigende en splint af Kristi kors og en splint af den hellige Niels´(Nikolais) ben. Det siges endvidere, at han også bød, at der opførtes en vældig kirke på hans fødested i Slangerup. Denne kirke var på sit opførelsestidspunkt Nordens største stenkirke. Kirken blev nedrevet efter reformationen, men apsis blev stående til langt op i det 17. årh., da fortællingen jo sagde, at netop her fødtes denne vældige konge. Ruinerne af kirken er blevet udgravet flere gange, senest i 1996.


Erik Larsen

Familien emigrerede til Canada - Alberta (Calgary) eller British Columbia .


Anna Dorthea Pedersen

Familien emigrerede til Canada - Alberta (Calgary) eller British Columbia .


Ernst Larsen

Familien emigrerede til Canada - Alberta (Calgary) eller British Columbia .


Leif Larsen

Familien emigrerede til Canada - Alberta (Calgary) eller British Columbia .


Margit Larsen

Familien emigrerede til Canada - Alberta (Calgary) eller British Columbia .