Oluf I Hunger, Konge af Danmark
Oluf Hunger (ca. 1050 - 1095) var konge af Danmark 1086-1095.
Oluf var den tredje af Svend Estridsens fem sønner, der opnåede at blive dansk konge. Han var gift med dronning Ingegerd, datter af den norske konge, Harald Hårderåde. Efter Olufs død giftede hun sig med kong Filip af Västergötland.
Olufs bror, Knud, blev dræbt i Albani Kirke 10. juli 1086. Oluf blev herefter valgt til konge på Viborg Ting, selv om han på det tidspunkt opholdt sig i Flandern som fange hos grev Robert. Det lykkedes imidlertid at få ham byttet med den yngre bror, Niels, så Oluf kunne vende hjem til Danmark.
I disse år satte misvækst ind i Nordeuropa, og høsten svigtede flere år i træk. Deraf kommer Olufs tilnavn: Hunger. Samtidig berettedes der om jærtegn og undere, der var sket ved Knuds grav i Odense, og man var ikke sen til at forbinde misvæksten med den guddommelige vrede over drabet på Knud. Samtidens krønikeskrivere med Saxo i spidsen holdt sig heller ikke tilbage med at skildre ulykkerne i de sortest mulige farver. Der var en kirkelig, men dog især en klar politisk interesse i at få gjort Knud til helgen til styrkelse af kongemagten.
Oluf døde den 18. august 1095, og det siges, at han "nedlagde sin værdighed". Meningen hermed er dunkel. Nogle har hævdet, at vi her har et eksempel på et "kongeoffer", og den formodning styrkes delvis af nogle kryptiske bemærkninger hos Saxo. Han skriver "da han villigt gav sig selv hen for at løse landet af ulykken og bad om, at alles vånde måtte komme over hans hoved alene. Så ofrede han da sit liv for sine landsmænd...".
Han er den eneste danske konge, hvis begravelsesplads, man ikke kender.
Wikipedia