Magnus den Gode (1024-25. oktober 1047[1]), konge af Norge fra 1035-1047 og af Danmark 1042-1047, frillesøn af den norske konge Olav den Hellige. I perioden 1028-1035 lever han i landflygtighed, men efter Knud den Stores død bliver han kaldt hjem og kåret til konge af de norske høvdinge, der har fået nok af danskerstyre. Efter Hardeknuds død i 1042 kåres han til dansk konge, selv om Svend Estridsen i hast er sejlet til Danmark for at gøre krav på tronen. Svend er søn af Estrid, Knud den Stores søster. Der er store uroligheder syd for den danske grænse, og i 1043 besejrer Magnus venderne i slaget på Lyrskov Hede, hvor omkring 15.000 vendere menes at miste livet. Det er vistnok den sejr, der sikrer ham tilnavnet "den Gode".
Hans stærke rival, Svend Estridsen, giver dog ikke op. Efter Magnus' tronbestigelse er der talrige konflikter mellem Magnus og Svend. Der indgås et forlig, som gør Svend til jarl i Danmark. Magnus har nok at gøre i Norge, hvor hans farbroder, Harald Hårderåde gør krav på den norske trone. I 1046 må Magnus anerkende Harald Hårderåde som medkonge. I 1047 fordriver Svend Estridsen Magnus fra Danmark med hjælp fra Anund Jakob af Sverige. Svend kan dog ikke samle den fornødne opbakning, og det ender med, at Svend må flygte til Skåne. Magnus dør den 25. oktober 1047, vistnok ved et styrt med hesten. På sit dødsleje meddeler han, at Svend skal arve Danmark og Harald Norge. Hans lig føres til Norge og begraves i domkirken i Trondheim, hvor også hans fader ligger begravet.
Harald Hårderåde eller Harald Hårdråde (1015 - 25. september 1066) var norsk konge fra 1046 sammen med brorsønnen Magnus den Gode og enekonge fra 1047 til 1066. Han var søn af kong Sigurd Syr (syr = so) fra Ringerike og Åsta Gudbrandsdatter, der også var mor til Olav den hellige; Harald og Olav var halvbrødre.
Efter slaget ved Stiklestad (29. juli 1030), hvor Olav faldt, måtte Harald flygte fra Norge. Han førte krig mod jyderne i 1048 og ødelagde Hedeby i 1050. Han mistede livet i forsøget på at erobre England i slaget ved Stamford Bridge 1066.
Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= Rusland) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs. Konstantinopel), hvor han trådte i den byzantinske kejsers tjeneste i 1034. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på Sicilien og i Bulgarien, og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre væringer, dvs. nordiske krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med Jelisavjeta (norsk: Ellisiv), datter af storfyrst Jaroslav den Vise og Ingegerd af Sverige. I Haralds følge var en islænding ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af sølv. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget sværd og forlangte dronning Ellisivs armring af guld som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds hævn, og det blev han højt respekteret for på Island.
Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med Svend Estridsen om herredømmet over Danmark, men anerkendte endeligt Svend som Danmarks konge i 1064. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage direktiver fra ærkebiskop Adalbert af Bremen, som var Svends forbundsfælle, og lod de norske biskopper indvies i England og Frankrig. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke og styrede kulten for sin helgen-halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" (dvs armenske) biskopper missionere på Island og muligvis i Norge, hvad der kan have fået ham ekskommuniseret mod slutningen af livet, uden at det vides sikkert. Historikeren Thormod Torfæus omtaler Haralds konflikt med pave Alexander 2., "en mand, der havde søgt paveembedet med våbenmagt". Denne strid fra 1060-årene dannede sandsynligvis en vigtig optakt til kong Sverres konflikt med paven i tiden omkring år 1200.
Før det store skisma mellem Øst- og Vestkirken i 1054 havde Harald været væringgardens leder i Konstantinopel. Sandsynligvis følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig. Så sent som i 1440'erne advarede Christian 1. paven om, at nordmænd var tilbøjelige til at være mere loyale mod Østkirken, hvis de følte sig presset af pavedømmet.
Ifølge Snorre skal Harald have grundlagt Oslo. Oslos tætbebyggelse er dog ældre, men Harald kan have bidraget til byudviklingen ved at opføre kongsgård og kirke. Både i Oslo og Trondheim fik han rejst Mariakirker. En lille saga beretter om islændingen Audun fra Vestfjordene, der købte en isbjørn på Grønland for alt, hvad han ejede og havde. Han tog bjørnen med til Norge, hvor Harald Hårderåde ønskede at købe dyret. Audun havde imidlertid tænkt sig til Danmark for at skænke isbjørnen til kong Svend Estridsen.
Med kong Harald var samlingen af Norge til ét rige fuldført: De oprørske opplændinger bragt til underkastelse og trøndernes høvding, Einar Tambeskælver, ryddet af vejen. Orknøerne og Hjaltland blev knyttet fast til det norske kongedømme.
[redigér] Stamford broI 1058 var Haralds søn Magnus 2. i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarl Ælfgar, der var blevet forvist fra jarledømmet Mercia, som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong Gruffydd ap Llewelyn af Wales og en norsk flåde. Derved kunne Magnus 2. forvente sig Ælfgars støtte ved en senere norsk invasion af England. Imidlertid døde både Ælfgar jarl og kong Druffydd i 1063. Invasionsplanerne må være skrinlagt helt til Harold Godvinsons bror Toste, jarl af Northumbria, lovede Harald støtte fra hele Northumbria og sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser.
I 1066 sejlede Harald med en skibshær til England. 25. september samme år faldt han i slaget ved Stamford bro. Hans to sønner med frillen Tora Torbergsdatter, Magnus og Olav (Kyrre), overtog som konger. Med dronning Ellisiv havde han datteren Ingegerd Haraldsdatter, der blev gift med den danske konge Oluf Hunger.
Wikipedia
Harald Hårderåde eller Harald Hårdråde (1015 - 25. september 1066) var norsk konge fra 1046 sammen med brorsønnen Magnus den Gode og enekonge fra 1047 til 1066. Han var søn af kong Sigurd Syr (syr = so) fra Ringerike og Åsta Gudbrandsdatter, der også var mor til Olav den hellige; Harald og Olav var halvbrødre.
Efter slaget ved Stiklestad (29. juli 1030), hvor Olav faldt, måtte Harald flygte fra Norge. Han førte krig mod jyderne i 1048 og ødelagde Hedeby i 1050. Han mistede livet i forsøget på at erobre England i slaget ved Stamford Bridge 1066.
Som femtenårig kæmpede Harald i slaget ved Stiklestad, flygtede derfra til Gardarike (= Rusland) og drog videre til Miklagard (= den store gård, dvs. Konstantinopel), hvor han trådte i den byzantinske kejsers tjeneste i 1034. I flere år skal han have kæmpet for kejseren på Sicilien og i Bulgarien, og tjenestegjorde til sidst i livgarden sammen med andre væringer, dvs. nordiske krigere i den byzantiske kejsers livvagt. På hjemrejsen gennem Gardarike giftede han sig med Jelisavjeta (norsk: Ellisiv), datter af storfyrst Jaroslav den Vise og Ingegerd af Sverige. I Haralds følge var en islænding ved navn Halldor Snorreson, der gjaldt som den bedste kriger blandt væringerne. Halldor var så misfornøjet med Haralds løn, at han smed mønterne fra sig, da han mente, Harald havde mindsket deres indhold af sølv. Derefter overfaldt han kongen i hans soveværelse med draget sværd og forlangte dronning Ellisivs armring af guld som betaling. Halldor undgik med nød og næppe Haralds hævn, og det blev han højt respekteret for på Island.
Harald kom tilbage til Norge i 1045 og blev anerkendt som brorsønnen Magnus den Godes medregent, mod at dele sine sølv- og guldskatte med ham. Da Magnus døde i 1047, blev Harald enekonge. I en årrække sloges han med Svend Estridsen om herredømmet over Danmark, men anerkendte endeligt Svend som Danmarks konge i 1064. I kirkelige sager nægtede Harald at modtage direktiver fra ærkebiskop Adalbert af Bremen, som var Svends forbundsfælle, og lod de norske biskopper indvies i England og Frankrig. Harald slap ikke kontrollen over den norske kirke og styrede kulten for sin helgen-halvbror Olav med jernhånd. Han lod også "ermske" (dvs armenske) biskopper missionere på Island og muligvis i Norge, hvad der kan have fået ham ekskommuniseret mod slutningen af livet, uden at det vides sikkert. Historikeren Thormod Torfæus omtaler Haralds konflikt med pave Alexander 2., "en mand, der havde søgt paveembedet med våbenmagt". Denne strid fra 1060-årene dannede sandsynligvis en vigtig optakt til kong Sverres konflikt med paven i tiden omkring år 1200.
Før det store skisma mellem Øst- og Vestkirken i 1054 havde Harald været væringgardens leder i Konstantinopel. Sandsynligvis følte han, og ikke mindst hans russiske dronning, sig mere hjemme i en byzantinsk kirketradition end i en vestlig. Så sent som i 1440'erne advarede Christian 1. paven om, at nordmænd var tilbøjelige til at være mere loyale mod Østkirken, hvis de følte sig presset af pavedømmet.
Ifølge Snorre skal Harald have grundlagt Oslo. Oslos tætbebyggelse er dog ældre, men Harald kan have bidraget til byudviklingen ved at opføre kongsgård og kirke. Både i Oslo og Trondheim fik han rejst Mariakirker. En lille saga beretter om islændingen Audun fra Vestfjordene, der købte en isbjørn på Grønland for alt, hvad han ejede og havde. Han tog bjørnen med til Norge, hvor Harald Hårderåde ønskede at købe dyret. Audun havde imidlertid tænkt sig til Danmark for at skænke isbjørnen til kong Svend Estridsen.
Med kong Harald var samlingen af Norge til ét rige fuldført: De oprørske opplændinger bragt til underkastelse og trøndernes høvding, Einar Tambeskælver, ryddet af vejen. Orknøerne og Hjaltland blev knyttet fast til det norske kongedømme.
[redigér] Stamford broI 1058 var Haralds søn Magnus 2. i England. Det ser ud til, at han skulle hjælpe jarl Ælfgar, der var blevet forvist fra jarledømmet Mercia, som han havde arvet året før. Kort tid efter vandt Ælfgar dog Mercia tilbage ved hjælp af kong Gruffydd ap Llewelyn af Wales og en norsk flåde. Derved kunne Magnus 2. forvente sig Ælfgars støtte ved en senere norsk invasion af England. Imidlertid døde både Ælfgar jarl og kong Druffydd i 1063. Invasionsplanerne må være skrinlagt helt til Harold Godvinsons bror Toste, jarl af Northumbria, lovede Harald støtte fra hele Northumbria og sine allierede; men da det kom til stykket, havde Toste helt overvurderet støtten fra sine forbindelser.
I 1066 sejlede Harald med en skibshær til England. 25. september samme år faldt han i slaget ved Stamford bro. Hans to sønner med frillen Tora Torbergsdatter, Magnus og Olav (Kyrre), overtog som konger. Med dronning Ellisiv havde han datteren Ingegerd Haraldsdatter, der blev gift med den danske konge Oluf Hunger.
Wikipedia