Christian X (1870-1947) Min Gud, mit land og min ære.Konge af Danmark 1912-47 og af Island 1918-44 (Island var koloni indtil 1918, derefter i personalunion med Danmark) søn af Frederik VIII. Christian X gik 1914 ind for minespærring af danske farvande. 1920 afskedigede han ministeriet Zahle,der nægtede støtte til Flensborg-bevægelsen. Da Socialdemokratiet proklamerede generalstrejke og luftede tanken om republik, afskedigede kongen efter 4 dages forløb sit forretningsministerium (Liebe) og udnævnte med alle partiers støtte etnyt forretningsministerium (Friis). Ved Genforeningen blev Christian X midtpunktet, da han 10. juli 1920 red over grænsen på en hvid hest og derefter mødte sønderjyderne på Dybbøl og sydslesvigerne ved Kruså. Under besættelsen forlangte Christian X Scavenius som udenrigsminister i stedet for Munch og afviste Højgaard-kredsens opfordringer til en ikke-parlamentarisk regeringsdannelse. Han blev besættelsestidens samlingsmærke,bl.a. ved daglig at ride gennem København. Christian Xs korte takketelegram til Hitler 1942 udløste en krise, der endte med, at Scavenius blev statsminister. Fra 29. august 1943 til krigens slutning var kongen sammen med regering og Rigsda
g ude af funktion efter et definitivt brud med den
tyske besættelsesmagt. Gift med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin.
Gustaf VI Adolf, Kung av Sverige
Konge 1950 - 73
Frederik VIII, "Christian", Konge af Danmark
Frederik 8. (Christian Frederik Vilhelm Carl) (3. juni 1843 - 14. maj 1912) var konge af Danmark fra 1906 til 1912.
Han var det ældste barn af Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel og anden danske konge af den Glücksburgske (lyksborgske) slægt. Som valgsprog havde han Herren er min Hjælper.
Prins Frederik blev født 3. juni 1843 i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg i København som ældste barn af Prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg (den senere Christian 9. af Danmark) og Louise af Hessen. Han blev døbt med navnene Christian Frederik Vilhelm Carl, men var kendt under navnet Frederik.
Da Frederik blev født var hans far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en fjern og ubetydelig sidegren til det danske kongehus der nedstammede fra Christian 3.. Familiens status ændredes i 1853, da Christian ved udsigten til den oldenborgske slægts snarlige uddøen blev gjort til arving til den danske trone. Frederik blev derved prins af Danmark.
Frederik havde fem yngre søskende: Alexandra (der blev gift med Edvard 7. af Storbritannien), Vilhelm (der blev konge af Grækenland som Georg 1.), Dagmar (der som Maria Fjodorovna blev gift med Alexander 3. af Rusland), Thyra (der blev gift med Ernst August, Hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover) og Valdemar.
Frederik voksede op i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, og efter at faderen var blevet dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot i Gentofte.Som ung studerede han statsvidenskab i Oxford og interesserede sig i øvrigt for videnskab, kunst og kultur. Senere gennemgik han en omfattende militæruddannelse. Han foretog adskillige rejser bl.a. til London, Paris, Berlin, Stockholm, Færøerne og Island.
I 1863 blev hans far konge som Christian 9., og Frederik blev kronprins.
I 1869 blev han gift med prinsesse Lovisa af Sverige-Norge. Sammen fik de 8 børn: Christian (X), Carl (kong Haakon VII af Norge), Harald, Gustav, Louise, Ingeborg, Thyra og Dagmar. Allerede som nygifte overtog kronprinseparret det smukke Charlottenlund Slot som sommerbolig. Her blev flere af deres børn født, og Frederik den 8. havde her et fristed langt væk fra hoflivet på Amalienborg.
Han forberedte sig med omhu til kongegerningen - han var kronprins i 43 år - men fik kun 6 år på tronen. Frederik, der var liberal af indstilling, var i modsætning til faderen tilhænger af systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev indført i Danmark.
I de sidste år var Kongens helbred svækket af en hjertesygdom, og under et ophold i Hamborg blev Frederik 8. fundet død om aftenen den 14. maj 1912 efter en uledsaget udflugt i byen. Da man om morgenen ikke fandt ham på hans værelse, startede man en diskret eftersøgning, og man fandt ud af, at liget af en velklædt ukendt herre var blevet indleveret på byens lighus lidt før midnat. Da man fik adgang dertil, fandt man lig nr. 133. Det viste sig at være kongen. Han blev transporteret tilbage til hotellet, og man udsendte en meddelelse om, at kongen var død under en aftentur i byen. Frederik den 8. blev efterfulgt af sin søn Christian 10. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.
I mange år gik der hårdnakkede rygter om, at Kongen i virkeligheden skulle være død på et bordel. Kongens høje alder og ringe helbred, samt det faktum, at Kongen døde blot et kvarter efter at have forladt sit hotel giver imidlertid al grund til at antage, at disse var uden hold i virkeligheden. Men der er ikke tvivl om at han har været et levemenneske og i Villa Mowgli - ikke langt fra Charlottenlund Slot - havde han sin elskerinde indlogeret, så han kunne besøge hende når han gik en tur i skoven.
Han var frimurer og 1871-1912 den øverste leder af Danmarks største frimurerorganisation Den Danske Frimurerorden.
Thyra Louise Caroline Amalie Augusta Elisabeth, Prinsesse af Danmark
Datter af Fr VIII. Ugift.
Christian IX, Konge af Danmark
Christian 9. (8. april 1818 - 29. januar 1906) var konge af Danmark fra 1863 til 1906 samt hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg fra 1863 til 1864.
Han voksede op som en yngre søn af hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og tilhørte dermed en fjern sidelinje af det danske kongehus, der nedstammede fra Christian 3. I 1852 blev han imidlertid udset til tronfølger i Det danske monarki, da Frederik 7. ikke havde arvinger, og man derfor måtte forvente at den oldenborgske slægts hovedlinje snart ville uddø. Ved Frederik 7.'s død i 1863 besteg han tronen som den første danske konge af den glücksburgske (lyksborgske) linje af den oldenborgske slægt. Han tog som valgsprog: Med Gud for Ære og Ret.
Starten af hans regeringstid blev præget af nederlaget i den Anden Slesvigske Krig i 1864 og tabet af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, der gjorde kongen meget upopulær. En lang række af hans efterfølgende regeringsår var domineret af Forfatningskampen, hvor Christian 9. stod fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets flertal. Først ved Systemskiftet i 1901 lod kongen sig endelig overtale til at anerkende folketingsparlamentarismen som statsform, hvor regeringen skulle have et flertal i Folketinget bag sig. På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til store dele af befolkningen, blev han efterhånden en populær regent på grund af sin lange regeringstid og fordringsløse og imødekommende væsen.
Christian giftede sig med sin halvkusine, Prinsesse Louise af Hessen, i 1842. Deres seks børn giftede sig ind i andre kendte slægter.
Christian blev født den 8. april 1818 på Gottorp Slot i Hertugdømmet Slesvig som Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Han var fjerde søn og sjette barn af Hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck og Prinsesse Louise Karoline af Hessen-Kassel. Han blev opkaldt efter Prins Christian Frederik af Danmark, den senere Kong Christian 8.
Prins Christians far var overhoved for slægten Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck, en fjern og ubetydelig sidelinje til det danske kongehus, der nedstammede fra Kong Christian 3.Hans mor var datter af Landgreve Karl af Hessen, dansk feltmarskal og statholder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og Prinsesse Louise af Danmark, datter af Kong Frederik 5.
Gennem sin far nedstammede Christian dermed i lige linje fra Kong Christian 3., mens hans gennem sin mor var oldebarn af Kong Frederik 5.
Christian voksede indledningsvis op med sine mange søskende på Gottorp Slot, hvor familien boede hos hertug Vilhelms svigerforældre. I 1824 døde imidlertid enkehertuginde Anna Karoline, enke efter den sidste hertug af den ældre linje af huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, Frederik Henrik Vilhelm, der var død i 1779. Glücksborg Slot stod herefter tomt, og ved et kongeligt patent af 6. juni 1825 overdrog Kong Frederik 6. af Danmark slottet til Vilhelm og udnævnte ham til Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg.
Familien flyttede herefter til Glücksborg, hvor Christian blev opdraget sammen med sine søskende under faderens ledelse. "Jeg opdrager mine sønner med strenghed, for at disse skulle lære at adlyde, uden at jeg dog derfor undlader at gøre dem tilgængelige for nutidens krav og fordringer", skrev hertugen til en ven.
Hertug Vilhelm døde imidlertid allerede som 46-årig i 1831, hvorefter Kong Frederik 6. sammen med Prins Vilhelm af Hessen-Philippstal-Barchfeld blev formyndere for Prins Christian og hans ni søskende. Samme år ønskede Christian at blive uddannet til søofficer, men Frederik 6. aftalte med hans mor, at han blev sendt til København for at få en officersuddannelse ved Landkadetakademiet. Året efter faderens død flyttede den 14-årige Christian derfor til København, hvor han blev sat i huset hos oberst Linde, chefen for Landkadetakademiet. Han fik eneundervisning og var kun sjældent sammen med de andre kadetter. Til gengæld tog det sønneløse kongepar tog sig godt af drengen, da Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster og Frederik 6. hans mors fætter. I 1838 blev Christians ældste bror, Hertug Carl af Glücksborg, ydermere gift med kongeparrets yngste datter, Prinsesse Vilhelmine.
I 1835 blev han konfirmeret i Garnisonskirken, og i 1836 blev han udnævnt til ritmester ved Hestgarden og fik herefter bolig i Hestgardekasernen ved Frederiksholms Kanal. Her boede han indtil Frederik 6. i 1839 tildelte ham en bolig i Det Gule Palæ ved siden af Amalienborg, hvor han kom til at bo frem til 1865. Fra 1839 til 1841 studerede han sammen med sin halvfætter Prins Frederik af Hessen statsret og historie på universitetet i Bonn i Tyskland. Her modtog han i december 1839 nyheden om Frederik 6.s død. I ferierne tog han på forskellige udflugter i Tyskland og rejste også til Venedig. På en af disse rejser besøgte han sin mors fætter Landgrev Vilhelm af Hessens familie på Slottet Rumpenheim i Hessen, hvor han fattede interesse for sin senere hustru, Prinsesse Louise.
I 1841 vendte han tilbage til København. På hjemrejsen aflagde han besøg ved hoffet i Berlin, hvor han afslog et tilbud fra Kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen om at træde ind i den preussiske hær.
Den 26. maj 1842 giftede Prins Christian sig på Amalienborg med sin halvkusine Louise af Hessen-Kassel. Hun var datter af Landgreve Vilhelm af Hessen, der var dansk general og gift med Christian 8.s søster Charlotte. Louise var dermed Kong Christian 8.s niece og ligesom Christian selv oldebarn af Kong Frederik 5.
Efter brylluppet fik parret overdraget Det Gule Palæ i Amaliegade som bolig, hvor de levede et meget borgerligt liv.
Midt i 1800-tallet blev det klart, at der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen.I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette ved den anden London-protokol, der blev underskrevet af Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig den 8. maj 1852, samt ratificeret af Danmark og Sverige. Den fastslog, at det Danske Monarki bestod af Kongeriget Danmark med hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, og at prins Christian skulle arve den danske trone. Denne protokol forudsatte en ændring af Tronfølgeloven, som blev vedtaget af den danske rigsdag og underskrevet af Frederik 7. den 31. juli 1853, hvorved Christian blev tronfølger i det samlede danske monarki, når Frederik 3.s mandlige linje måtte uddø. Som tronfølger fik han titlen Prins til Danmark og rang af Højhed.
I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.)
Den 15. november 1863 døde Frederik 7., og Christian efterfulgte ham som konge i Danmark og hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg. Han blev udråbt til konge af konseilspræsident Carl Christian Hall fra Christiansborg Slots balkon den 16. november 1863 under kongenavnet Christian 9. Han var den første konge af huset Glücksborg, en yngre sidelinje af den oldenborgske slægt. Christian 9 var konge af Danmark fra 1863-1906.
Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg (1829-1880) til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen.
Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 havde vedtaget en forfatning, som indlemmede Slesvig i det danske rige. C.C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning.
Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Men han var stillet over for et folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15." Dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl den 15. Ligeledes udtrykte dagspressen tvivl om, hvorvidt den nye konge ville underskrive forfatningen, og også Rigsrådet og Københavns borgerrepræsentation pressede kongen i henvendelser, der understregede forfatningens betydning for "Danmarks riges frihed og selvstændighed." På det første statsrådsmøde efter sin tiltræden underskrev den nye konge forfatningen den 18. november 1863. Han understregede, at ansvaret lå hos ministeriet, men at han ville skrive under af pligt, selv om han nødig ville bringe landet i ulykke.
Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyret med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg.
Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den preussiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland, men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Preussen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende.
Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.'s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig længe uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre, selv om visnepolitikken skabte store problemer for landet. Da Estrup trak sig tilbage fra posten, forsøgte kongen sig med endnu tre højreledede mindtretalsregeringer.
Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 lod kongen sig endelig overtale til at udnævne et Venstre-ministerium, bl.a. under indflydelse af svigerdatteren prinsesse Marie. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning.
På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle.
Christian 9. og Dronning Louise havde børnene Frederik, Alexandra, Vilhelm, Dagmar, Thyra og Valdemar. Christian 9. var kendt som "Europas Svigerfar", idet hele fire af hans børn kom til at sidde på europæiske troner: Frederik som kong Frederik 8. af Danmark, Alexandra som dronning af England, gift med Edvard 7., Dagmar som kejserinde af Rusland (under navnet Maria Fjodorovna), gift med tsar Alexander 3. af Rusland, samt Vilhelm som Kong Georg 1. af Grækenland. I 1887 afslog prins Valdemar endvidere at blive konge af Bulgarien.
Det faldt desuden i Christian 9.'s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge.
I årenes løb afholdtes mange og store familiefester på Fredensborg Slot med børn, svigerbørn, børnebørn m.fl.
Kong Christian den 9. kom meget ud til sit folk både i selve København men også til andre byer som for eksempel i 1853 hvor han var til fuglekongeskydning som er en årlig begivenhed i Randers og andre byer. Han var så heldig at vinde. Han er mindet på en tavle med alle de andre, der har vundet i gennem tiden.Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne.
Dronning Louise døde den 29. september 1898 på Bernstorff Slot. Christian 9. døde, 87 år gammel, den 29. januar 1906 på Amalienborg. Efter et castrum doloris i Christiansborg Slotskirke blev han gravsat i Roskilde Domkirke i Glücksborgernes kapel.
Hans blev efterfulgt som konge af sin ældste søn Frederik, der besteg tronen som Kong Frederik 8.