Anetræ for familien Krogsgaard og mange mange flere

Notes


Corfitz Ulfeldt

Corfitz Ulfeldt er født på Hagenskov på Fyn 1606 døde på Rhinen 1664.

Dansk statsmand og rigshofmester. Søn af rigskansler Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus. Corfitz Ulfeldt blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på dannelsesrejse i Europa, hvor han læste ved flere universiteter. Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630, blev har forlovet med Christian 4.s datter, den 9-årige Leonora Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt udnævnt til statholder i København. I 1646 blev Ulfeldt rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.

Efter Christian 4.s død i 1648 fortsatte Ulfeldt som rigshofmester, men forholdet til Frederik 3. blev med tiden temmelig anstrengt. Konflikten kom tydeligt til udtryk, da den prostituerede Dina Vinhofvers anklagede ægteparret Ulfeldt for at planlægge et mord på kongen. Anklagen viste sig at være det rene opspind, sat i værk for at ramme Ulfeldt, og Dina Vinhofvers blev da også efterfølgende dømt og henrettet for at afgive falsk vidnesbyrd.
Da Ulfeldt efter Hannibal Sehesteds fald i 1651 fornemmede, at en sag om embedsmisbrug mod ham var under opsejling, flygtede han og Leonora Christina til Sverige. Året efter blev han afskediget som rigshofmester, og fik senere sin formue konfiskeret.

I 1657 deltog Ulfeldt i den svenske konge Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark, og optrådte som svenskernes forhandler ved fredsslutningen i Roskilde 1658. Efter Roskildefreden fik Ulfeldt, de rettigheder og ejendomme der tidligere var frataget ham, tilbage.

Allerede året efter anklagede svenskerne Ulfeldt for at have forrådt svenskernes storm på København i februar. Han og Leonora flygtede til København for at søge nåde hos Frederik3., men ægteparret blev i stedet arresteret, sendt til Bornholm og indsat i fængslet på Hammershus Fæstning - brutalt ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk flugtforsøg fra Hammershus i 1661, blev Ulfeldt forsonet med Frederik 3. og efter at have svoret kongen troskab, blev han og Leonora løsladt, men måtte afstå størstedelen af deres godser og formue, samt for eftertiden kun opholde sig på Ellensborg gods ved Nyborg.

På grund af sit dårlige helbred fik Ulfeldt i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge, og nogen tid efter hørte Frederik 3. forlydender om at Corfitz Ulfeldt forsøgte at få kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone. Situationen blev heller ikke bedre af at deres søn Christian myrdede kommandanten fra Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge. Højesteret dømte den 24. juli 1663 Corfitz Ulfeldt til døden in absentia for højforræderi, og da Ulfeldt ikke var umiddelbart inden for rækkevidde, lod man i stedet en træfigur af ham henrette og rejste en skamstøtte på Gråbrødretorv. Corfitz Ulfeldt blev trods forsøg fra dansk side aldrig fanget og døde på en båd på Rhinen i februar 1664.

Kort tid efter Cortitz Uldfeldts dom blev Leonora Christina blev arresteret under et ophold i England, udleveret til Danmark og sad i næsten 22 år fængslet i Blåtårn på Københavns Slot, uden nogensinde at være blevet dømt.


Leonora Christine, Grevinde af Danmark

Leonora Christine blev født på Frederiksborg slot den 8. juli 1621 som tredje barn af Christian IV og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Sine første seks leveår tilbragte hun hos sin mormor, men i krigsårene 1628-29 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffære, som Christian IV aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.

Til gengæld påtog han sig med sin vanlige energi at sørge for børnenes videre opdragelse. Den var omfattende og grundig, også for pigernes vedkommende. Ikke bare traditionelle kvindelige sysler som håndarbejde, dans og passende offentlig optræden skulle de beherske. Undervisningen omfattede også læsning, skrivning, regning, musik, tegning og af sprog dansk, tysk og fransk - foruden naturligvis det fag, samtiden anså for det allernødvendigste: religion. Leonora Christine viste sig tidligt meget lærenem, dygtig til både boglige og praktiske færdigheder.
Kirsten Munks børn fødtes til en vanskelig placering. Da deres mor kun var af adelig, ikke fyrstelig byrd, blev pigerne ikke prinsesser, men fik af kongen tillagt titel af grevinder til Slesvig og Holsten. Dermed markeredes deres særrang: under de kongelige, men over den øvrige adel.

Christian IV's ambition om at spille en ledende rolle i det protestantiske Nordeuropa bragte ham i modsætningsforhold til rigsrådet, den kreds af magtfulde højadelige, der sammen med kongen udgjorde landets officielle styrelse, og som var dybt betænkelige ved kongens aggressive udenrigspolitik. I den situation søgte han at skabe sig forbundsfæller i højadelen ved at forlove sine og Kirsten Munks døtre med lovende unge mænd af de fornemste slægter. Det lykkedes ham faktisk at skille svigersønnernes interesser fra deres standsfællers ved at give dem en hurtig, strålende karriere i statsadministrationen.

Til Leonora Christine valgte kongen den fattige, men internationalt uddannede og højt begavede Corfitz Ulfeldt, der var 15 år ældre end sin udkårne. Da hun var 9 år, blev de trolovet, og som 15-årig blev hun gift. Kort efter brylluppet udnævntes Ulfeldt til statholder i København, og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udfoldede parret en elegance af internationalt tilsnit. For at skabe den livsstil måtte Ulfeldt sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokrater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian IV formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed og loyalitet over for kongen fik han betroet vigtige diplomatiske opgaver i udlandet, ligesom han i 1643 blev udnævnt til rigshofmester, dvs. rigets øverste embedsmand, der havde overopsyn med regeringen og fungerede som kongens stedfortræder.

Leonora Christine varetog rollen som rigets faktiske førstedame med værdighed og ynde. Ud over sine repræsentative opgaver dyrkede hun tegning, maling, håndarbejde, musik, læsning, italiensk og latin, foruden jagt og boldspil - altsammen jævnsides med graviditeter og børnefødsler; på 14 år fødte hun ti børn, hvis opvækst hun tog sig mere af, end det var almindeligt i overklassen. Højdepunktet i hendes offentlige liv blev en rejse til Nederlandene og Frankrig i 1646-47, hvor Ulfeldtparret som Danmark-Norges officielle udsendinge vakte beundrende opsigt, selv ved det kræsne franske hof. I Paris charmerede hun fuldstændigt enkedronningen ved sin ynde, stilfuldhed, intelligens og naturlige selvfølelse.

Hjemme i København blev parret imidlertid mødt af den gamle konges vrede. Foruden mistilliden til Ulfeldts omgang med offentlige midler nærede Christian IV en dyb uvilje mod Ulfeldts udenrigspolitik, som i de senere år var kommet i åbenlys opposition til kongens synspunkter. At Ulfeldtparret sammen med Kirsten Munks andre børn og svigerbørn arbejdede for en forsoning mellem Christian IV og hans hustru, øgede kongens bitterhed. I hans sidste dage på Rosenborg var Leonora Christine og Ulfeldt hos ham, men den rene familieidyl har det næppe været; umiddelbart efter kongens død den 28. februar 1648 jog Ulfeldtparret kongens mangeårige elskerinde, Vibeke Kruse, på porten, selvom hun var dødssyg.

Med valget af Frederik III til faderens efterfølger forringedes Ulfeldts position. Ganske vist foretog han og Leonora Christine en vigtig diplomatisk rejse til Nederlandene i 1649, men hans politiske ideal, et aristokratisk styre, lå langt fra Frederik III's ønske om en stærkere kongemagt, og rigshofmesterens indflydelse dalede. Forholdet mellem hans hustru og dronningen, Sophie Amalie, var rent ud hadsk. Som sine søstre måtte Leonora Christine opleve den tort at blive frataget sin titel af grevinde til Slesvig og Holsten. I 1650 indledtes undersøgelser af Ulfeldts embedsførelse, og snart efter beskyldtes han og hustruen af en kendt demimonde, Dina Vinhofvers, for at planlægge et giftmord på kongen. De frikendtes, men selvom Dina blev henrettet, var sagen efter deres opfattelse ikke blevet undersøgt tilbundsgående; Dinas elsker Jørgen Walter var knyttet til hoffet, som hindrede en klarlægning af de mulige forbindelser til kredse nær kongeparret.

Fra hele dette klima af mistænkeliggørelse og ydmygelse flygtede de i 1651. De drog til Stockholm, hvor han takket være sin diplomatiske erfaring og sine betydelige lån til statskassen opnåede en position ved hoffet. Efter bedste evne modarbejdede han danske interesser, selvom han også for alle tilfældes skyld søgte at opnå forlig med Frederik III. Med det formål sendte han i 1656 Leonora Christine til København. Hun rejste via Jylland, hvor hun besøgte sin mor, men blev standset i Korsør af kongens udsending, Vibeke Kruses søn Ulrik Christian Gyldenløve, og hun måtte vende hjem med uforrettet sag.

Ved den danske krigserklæring i 1657 gjorde den svenske konge, Karl X Gustav, Ulfeldt til sin betroede rådgiver. Der er ingen tvivl om, at Ulfeldtparret oplevede det sejrrige svenske felttog som en sød hævn over deres personlige fjender og utaknemmelige fædreland. En total udslettelse af Danmark-Norge var dog ikke i deres interesse. Derimod var det Ulfeldts drøm at omskabe Skåne til en aristokratisk republik, og da han ikke lagde skjul på sine hensigter, fattede Karl Gustav dyb mistillid til ham. Han deltog ikke i det fornyede angreb på Danmark, og da det gik galt, blev han anklaget for forræderisk kontakt til den danske konge. På grund af hans alvorlige sygdom blev det Leonora Christine, der førte forsvaret i sagen, og det gjorde hun overlegent, intelligent og veltalende, om end ikke altid i nøje overensstemmelse med sandheden. Under processen var parret i husarrest i Malmø, hvorfra de undslap ved en koldblodig flugt, da Ulfeldt var nogenlunde restitueret.

Med forbløffende naivitet drog han til København for at søge nåde hos Frederik III, som imidlertid greb chancen for endelig at få uskadeliggjort sin argeste modstander. Han og Leonora Christine førtes til Bornholm, hvor de halvandet år sad i hårdt fængsel på Hammershus. Drevet af desperation over vogteren Adolph Fuchs' rå brutalitet og udspekulerede ondskabsfuldheder forsøgte de en martsnat 1661 en hasarderet flugt, kun fulgt af en enkelt tjener. Ene kvinde trak Leonora Christine tjeneren op fra afgrunden og mere bar end støttede sin svækkede mand ned ad de stejle klipper uden at kunne se en hånd for sig. På grund af hans svaghed mislykkedes forsøget, hvorefter forholdene skærpedes yderligere, indtil parret i december gav afkald på stort set alle deres ejendomme i Danmark-Norge. Under ydmygende former måtte Ulfeldt aflægge troskabsed til Frederik III.

Baggrunden for den hårde behandling var ikke kun hævntørst, men også den nyindførte enevældes frygt for oprørstendenser i adelskredse. Derfor ønskede man at isolere Ulfeldt, og han fik anvist ophold på Ellensborg (det nuværende Holckenhavn), som Leonora Christine havde fået i arv efter Kirsten Munk. Da regeringen anså ham for effektivt stækket, fik han tilladelse til sammen med sin familie at foretage en kurrejse i 1662. Dårligt var de uden for landet, før han begyndte at intrigere mod Frederik III. Skæbnesvangert blev det, at han tilbød kurfyrsten af Brandenburg at rejse et oprør i Danmark, som skulle gøre kurfyrsten til dansk konge. Fra Brandenburg gik alle oplysninger videre til København, hvor højesteret den 24. juli 1663 dømte Ulfeldt til døden in absentia; familien opholdt sig imens i Brügge.
Inden domfældelsen var Leonora Christine rejst til London for at indkræve en betydelig pengesum, som den engelske konge havde lånt af parret. Den danske regering udvirkede, at hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun ankom den 8. august 1663 og straks indsattes i fængslet på Københavns slot, Blåtårn, mistænkt for meddelagtighed i mandens forræderi. Under de opslidende forhør fastholdt hun urokkeligt parrets uskyld; kun da hun fik Ulfeldts dødsdom forkyndt, brød hun sammen, men samlede sig straks. Skønt hun aldrig blev sigtet, endsige dømt, forblev hun fængslet. Også andre personer fra den ulfeldtske kreds blev anholdt; den mest prominente, familiens huslæge og ven Otto Sperling (den Ældre), indsattes 1664 i Blåtårn, hvor han døde i 1681.

Efter domfældelsen af Ulfeldt eftersøgtes han over hele Europa. I København foretog man den 13. november 1663 en henrettelse in effigie, på en træfigur, som maltrakteredes offentligt. Gården på Gråbrødretorv blev jævnet med jorden og en skamstøtte opsat på grunden. Først i 1842 var hadet mod Danmarkshistoriens usleste landsforræder kølnet så meget, at støtten blev fjernet; i dag står den på Nationalmuseet. Ulfeldt selv døde under falsk identitet på en båd på Rhinen i februar 1664. Umiddelbart efter blev han begravet i Neuenburg, men af frygt for fjendernes hævn også efter døden fjernede hans sønner liget. Hans grav er ukendt.

Efter Ulfeldts død kunne Leonora Christine politisk set ikke udgøre nogen trussel for den danske konge. I hans og især dronningens øjne var hun imidlertid ikke mindre skyldig end sin mand. Så længe Frederik III levede, var hendes vilkår i fængslet hårde, selvom der fra udlandet øvedes pres på det danske kongepar for at få den celebre fange frigivet. Ved Christian V's tronbestigelse i 1670 intensiveredes disse bestræbelser, men forgæves. Dog bedredes hendes forhold væsentligt under den nye konge. Først da hendes uforsonligste fjende, enkedronning Sophie Amalie, var død i 1685, blev hun løsladt.

Da Leonora Christine den 19. maj 1685 forlod Blåtårn, havde hun ikke været udenfor i fri luft i 21 år, 9 måneder og 11 dage. Hvad friheden nærmere indebar, vidste hun ikke, da hun den majaften kom ud på slotspladsen, men hun havde forestillet sig en større triumf end den, regeringen undte hende. Hun fik ikke foretræde for hverken Christian V eller dronningen, og efter ganske kort tid i København drog hun til Husum, dengang en lille flække uden for hovedstaden, indtil man i september fik gjort en fløj af det gamle birgittinerkloster i Maribo klar til hende. Takket være en kongelig understøttelse kunne hun føre en nogenlunde standsmæssig tilværelse i den stille provinsby. Hun var beskæftiget med litterære sysler og håndarbejde, foruden utrættelige forsøg på at generhverve slægtens tabte rigdomme til fordel for de tre overlevende børn. Hendes ældste datter, Anne Cathrine, boede på Maribo kloster fra 1688, og af den yngste, Leonora Sophie, som var gift i Skåne, modtog hun jævnligt besøg. Sønnen Leo, der var ved at skabe sig en strålende karriere i Østrig, hvor hans efterkommere forblev, fik allernådigst lov at besøge hende to gange. Første gang, i 1691, var han 40 år. Hans mor havde ikke set ham, siden han var 12. Med egnens honoratiores havde hun ikke alverden at gøre, men når stiftets gejstlige mødtes til landemode, modtog hun stiftamtmanden og biskoppen, Thomas Kingo, hvis værker hun værdsatte. Hun døde den 16. marts 1698 og er begravet i Maribo domkirke.

Leonora Christine skrev bogen Jarmersminde, der er en skildring af hendes knapt 22-årige fængselsophold. Bogen blev udgivet i 1869, godt 200 år efter den blev skrevet.

Ud over Jammersminde skrev Leonora Christine også "Den franske selvbiografi" og "Hæltinders Pryd".


Hannibal greve Sehested til Nøragergaard

Fransk Greve (00-00-1663)


Claus von Ahlefeldt af Seestermüh

Efter svogeren, Ulrik Christian Gyldenløves død, blev Ahlefeldt udnævnt til generalløjtnant. Udmærkede sig under stormen på Kbh i 1659


Margrethe Pape, Friherreinde af Løvendahl

Hun blev af Chr V i 1683 udnævnt til Friherreinde af Løvendahl


Ulrich Friderich lensgreve af Gyldenløve til Grevskabet Laurvig

Med Sofie Urne, stamfar til greveslægten Danneskiold-Løvendahl.
Med Antonia Augusta, stamfar til greveslægten Danneskiold-Laurvig.


Carl Gyldenløve lensbaron af Løvendal

Lensfriherrepatent (01-05-1682)


Ulrich Friderich lensgreve af Gyldenløve til Grevskabet Laurvig

Med Sofie Urne, stamfar til greveslægten Danneskiold-Løvendahl.
Med Antonia Augusta, stamfar til greveslægten Danneskiold-Laurvig.


Marie Grubbe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marie Grubbe (1643-1718). Hun er adelig og født på Tjele Gods i nærheden af Viborg. I 1660 bliver hun gift med Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704), uægte søn af Frederik 3., og hermed er hun tæt ved samfundets øverste niveau.
Fra 1664 er Ulrik Frederik statholder i Norge. Deres ægteskab går dårligt, og fra 1666 har Marie elskere, hvilket medfører, at Ulrik Frederik og Marie bliver skilt i 1670. Marie får ved skilsmissen sin medgift på 12.000 rigsdaler tilbage, og hun tager 1671-73 på rejse i forskellige lande i Europa sammen med sin søsters mand Stig Høgh; da hun kommer tilbage til sin far på Tjele gods, er alle pengene brugt. 1673-91 er hun gift med Palle Dyre, en nærtboende godsejer.
I 1689 indleder hun et forhold til kusken Søren Sørensen Møller, og da dette forhold opdages, bliver hun og Palle Dyre skilt i 1691. Efter skilsmissen rejser Marie og Søren væk, og de gifter sig. Man ved ikke noget om dem, før de i 1696 er på Møn, hvor Søren arbejder på en gård. Fra 1697 bor de i et lille hus på Møn, og Søren har arbejde i forbindelse med de søfolk, som kongen har placeret på Møn. Fra 1706 bor de i Borrehuset på Falster øst for Stubbekøbing, hvor de passer færgefarten tværs over Grønsund til Møn og samtidig driver et lille gæstgiveri i Borrehuset, hvor man måske også kan overnatte. Søren udlægges to gange som barnefar, mens de er gift. I 1711 kommer Søren til at skyde en mand, og for denne forbrydelse idømmes han 3 års tvangsarbejde på Bremerholm; han sendes til Kronborg for at udføre tvangsarbejde i forbindelse med gravearbejdet på slottets forsvarsværker, og han dør sandsynligvis her. Vi ved meget lidt om Maries sidste år, dog ved vi, at hun modtager fattighjælp 1714-16. Hendes grav kendes ikke, og Borrehuset eksisterer ikke mere.
Januar 2008 (Grethe Therkelsen, Amager og Lars Skovvang Larsen, Faxe): Såvel Marie Grubbe som Søren Sørensen Møller kommer sandsynligvis til Ugledige, Allerslev sogn, Bårse herrede, Præstø amt i løbet af 1716. Hun dør i vinteren 1717. Han gifter sig senere samme år med Margrethe Hansdatter, der er født i januar 1686 i Grumløse, Udby sogn; med hende får han 3 børn frem til 1723. Han dør selv i Ugledige i 1736. Dokumentaion/indicier for dette - alt fra Allerslev kirkebog: På septuagesimasøndag 1717 (eller i perioden frem til den 10. marts) begravedes "Söfren Söfrensens Hustrue i Ugledei. Mad: Grubbens". 4. søndag efter trinitatis 1717 trolovedes Søren Sørensen igen: "Samme dag blef Trolofvet Söfren Söfrensen och Magrete Hansdaatter, begge fra Ugledie". Viet senere samme år: "Fer: 2 Nat. sammenviet Söfren Söfrensen Möller og Margrete Hans D: af Ugledi". 1718 døbt "Dom: Palm: Döbt Söfren Söfrensen Möllers Sön i Ugledei ved nafn Hans. Maren Vefvers Daatter i Ugledi bar Ham. Testes. Peder Aage i Ugledie. Niels Steffesens Hustrui. Niels Pedersens Hustrue, Söfren Munchis Hustrue alle af Ugledei. Oluf Nielsens Kirsten ibd." 1720 døbt "Dom: 26 post Trinit. Döbt Söfren Möllers barn i Ugledie kaldet Else. Jörgen Olufsens Hustrue i Ugledie bar Hende. Testes Torchel Pedersen, Rasmus Lauritzen, Jep Shade i Ugledie, item Niels Povelsens Hustrue och Morten Shades Daatter ibd." 1723 - 23. søndag efter trinitatis: "Samme Dag Söfren Möllers Christopher af Ugledei, Jörgen Olsens hustrui i Ugledei bar Ham. Testes. Peder Höj i Ugledei. Hans Aages Hustrue ibd." 1736 begravet "Festo Epiphanias", "item Sören Sörensen i Ugledi og Hemming Pedersen i Ammedrup, begge i de fattiges jord". Derudover ses han 1, muligvis 2 gange som fadder i Allerslev sogn: I 1719 var "Söfren Möller i Ugledei" blandt fadderne til Peder Rasmussens og Kirsten Pedersdatters søn Rasmus i Ugledige. I 1721 var han muligvis fadder til konens søsterdatter Kirsten Pedersdatter i Ugledige. Da nævnt som Søfren Fisher / Søfren Fisker (han kan have ernæret sig som fisker; evt. på Ugledigesøerne). Der ses ingen andre med navnet Søren Sørensen i Allerslev sogn på den tid.
Maries dramatiske liv har interesseret mange. I Dan H. Andersens bog ”Marie Grubbe og hendes tid” (2006) kan man læse, hvad man ved om hendes liv. Ludvig Holberg taler med Marie i Borrehuset i 1711 i forbindelse med, at han forlod København under pesten, og han skriver senere om hende i sin Epistel 89 ”Mærkelige ægteskaber”. Steen Steensen Blicher lader hende optræde i ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (1824). H. C. Andersen skriver ”Hønse-Grethes historie” (1870). J. P. Jacobsens roman ”Fru Marie Grubbe. Interieurer fra det syttende århundrede” (1876) giver en dybtgående psykologisk analyse af hende. Ulla Ryum lader forskellige Marier optræde i skuespillet ”Marie Grubbe” (1985). Juliane Preisler har skrevet romanen Kysse Marie (1994) om hende.


Ulrich Friderich lensgreve af Gyldenløve til Grevskabet Laurvig

Med Sofie Urne, stamfar til greveslægten Danneskiold-Løvendahl.
Med Antonia Augusta, stamfar til greveslægten Danneskiold-Laurvig.


Ulrich Friderich lensgreve af Gyldenløve til Grevskabet Laurvig

Med Sofie Urne, stamfar til greveslægten Danneskiold-Løvendahl.
Med Antonia Augusta, stamfar til greveslægten Danneskiold-Laurvig.