George II, Fürst zu Hannover & King of England
George 2. (10. november 1683 - 25. oktober 1760) var engelsk konge fra 1727 til 1760. Han var den anden britiske monark af slægten Hannover, og den sidste konge der personligt førte hæren i krig.
Ligesom faderen var han stærkt tyskpræget, men kunne dog engelsk. Han accepterede i det store hele regeringens og parlamentets magt men prøvede jævnligt at gøre sine synspunkter gældende, således modarbejdede han energisk statsmanden William Pitt den Ældre, hvis syn på Hannovers underordnede rolle han afskyede. En del af hans regering domineredes af premierminister Robert Walpoles lange fredsperiode. Kongen døde under den sejrrige Preussiske Syvårskrig, hvor regeringen netop var ledet af William Pitt.
Han var lidenskabeligt interesseret i musik, og var Händels velgører og beskytter.
Christian VII, Konge af Danmark & Norge
Konge 1766 - 1808. Kærlighed til fædrelandet er min ære. Bliver gift samme år som han bliver konge. Brylluppet finder sted i London pr. stedfortræder (Hertugen af York), dernæst den 8. nov 1766 i Christiansborg Slotskirke til Kongen selv. Kongeparret ser først hinanden da Droningen går i land iHelsingør. Kongen lider af ungdomssløvsind, en sindsygdom der gradvis forværres. Vekslen mellem sløvhed og voldsom (voldelig) aktivitet. Gør byen usikker sammen med Støvlet Kathrineog andre. Må næsten "tvinges" til at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser for at få en tronarving (1768). Lægen Struensee får meget stor indflydelse på Kongen. Overtager nærmest styret i landet, Adles som greve. Gennemfører adskillige, i øvrigt fornuftige, reformer, men går for hurtigt frem. Overtager kongens ægteskabelige forpligtelser over for dronningen og blev af samtiden uofficielt udlagt som fader til Louise Augusta f. 1771 (g.m. Hertugen af Augustenborg). Struensse væltes, anklages, dømmes og henrettes. Dronningen sendes i landflygtihed i Celle i Tyskland, hvor hun dør i 1775. Enkedronningen (kongens stedmoder), hans halvbroder Arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg overtog den reelle magt, indtil Kronprinsen ved et "kup" i 1784 overtager magten. Ved et Statsrådsmøde forelægger han sin far et dokument til underskrift. Kongen skriver som sædvanlig blot under, uden at se på hvad det indeholder. Kronprinsen skynder sig ud med det,for at komme i sikkerhed. Kongen har skrevet under på, atfremover er intet dokument gyldigt med mindre BÅDE Kongens OG Kronprinsens underskrifter er med. Kronprins Frederik styrer nu som Kronprinsregent til Kongen dør i 1808 i Rendsborg,
som følge af det chock han fik ved de spanske hjælpetroppers indmarch.1766 Aalborg Stifttidende udkommer. 1769 Første danske folketælling. Der er ca 800.000 indbyggere. 1779 Danmark tjener fedt på handel med de krigsførende parter i den Nordamerikanske Frihedskrig. (1775 - 83) 1780 Premiere på Ewalds "Fiskerne" med kongesangen "Kong Christian stod---" 1784 Kronprinsens "kup". 1786 De første dødsannoncer i aviserne. 1788 Stavnsbåndet ophæves. Selvejerbonden begynder at afløse fæstebonden. Man må ikke længere tømme latrinspande i rendestenen i Kbh. 1790 Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie. 1792 Handel med negerslaver i de danske kolonier forbydes, dog først med virkning fra 1802. Der indføres arveafgift. 1794 Kongefamilien flytter ind på Amalienborg efter Christiansborgs brand. 2.000 tømrersvende strejker, formentlig Danmarks første strejke. 1795 Storbrand i Kbh. 941 gårde og huse brænder. 1800 Der er ca 315 brændevinsbrænderier i Kbh. 18
01 Kbh. har
ca 101.000 indbyggere. Slaget på Rheden. 1803 Forbudet mod handel med negerslaver i de danske kolonier overtrædes groft. 1805 H C Andersen fødes i Odense. 1807 Kbh's bombardement. Briterne tager vores flåde.
Caroline Mathilde (engelsk: Caroline Matilda; 22. juli 1751 - 10. maj 1775) var dronning af Danmark og Norge fra 1766 til 1772. Hun var datter af Frederik Ludvig, prins af Wales og søster til George 3. af Storbritannien.
Caroline Mathilde blev gift som 15-årig 8. november 1766 med sin fætter Christian 7., kongen af Danmark-Norge.
Den unge dronning mødte i sit ægteskab en (skizofren) ægtemand og blev hurtigt meget isoleret ved hoffet. Caroline Matildes eneste rigtige ven var hendes overhofmesterinde Louise von Plessen.
Det ændrede sig, da kong Christian i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge Johann Friedrich Struensee med hjem. Struensee blev snart dronningens fortrolige og snart også hendes elsker. Det vakte forargelse, da prinsesse Louise Augusta blev født i 1771. Alle vidste, at Struensee var faderen. Hun gik endda under den lidet flaterende betegnelsen, la Petite Struensee. Nutidige historikere er enige i, at Struensee var faderen. Ligheden mellem dem var slående, som det ses af deres portrætter. Prinsessen lystes dog i "kuld og køn", det vil sige, at kongen anerkendte faderskabet. Det var en skæbnens ironi, at Louise Augustas datter Caroline Amalie blev dronning af Danmark ved sit ægteskab med Christian 8..
Struensee blev ved sin evne til at styre den sindssyge konge landets mægtigste mand. En paladsrevolutionen 17. januar 1772 anført af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik styrtede Struensee og Caroline Mathilde. Dronningen blev ført i fangenskab på Kronborg, hvor hun indrømmede sit forhold til ham. 6. april 1772 blev ægteskabet ophævet, og hun blev sendt til den britiske besiddelse Hannover, hvor hun i sine sidste tre år levede i byen Celle, omgivet af sit eget lille hof.
Ved ægteskabets ophævelse beholdt Caroline Matilde sin dronningetitel, men hun mistede retten til at kalde sig dronning af Danmark og Norge. Det afholdt hende dog ikke fra - i Tyskland - fortsat at lade sig titulere af Danmark og Norge.
Christian VII, Konge af Danmark & Norge
Konge 1766 - 1808. Kærlighed til fædrelandet er min ære. Bliver gift samme år som han bliver konge. Brylluppet finder sted i London pr. stedfortræder (Hertugen af York), dernæst den 8. nov 1766 i Christiansborg Slotskirke til Kongen selv. Kongeparret ser først hinanden da Droningen går i land iHelsingør. Kongen lider af ungdomssløvsind, en sindsygdom der gradvis forværres. Vekslen mellem sløvhed og voldsom (voldelig) aktivitet. Gør byen usikker sammen med Støvlet Kathrineog andre. Må næsten "tvinges" til at opfylde sine ægteskabelige forpligtelser for at få en tronarving (1768). Lægen Struensee får meget stor indflydelse på Kongen. Overtager nærmest styret i landet, Adles som greve. Gennemfører adskillige, i øvrigt fornuftige, reformer, men går for hurtigt frem. Overtager kongens ægteskabelige forpligtelser over for dronningen og blev af samtiden uofficielt udlagt som fader til Louise Augusta f. 1771 (g.m. Hertugen af Augustenborg). Struensse væltes, anklages, dømmes og henrettes. Dronningen sendes i landflygtihed i Celle i Tyskland, hvor hun dør i 1775. Enkedronningen (kongens stedmoder), hans halvbroder Arveprins Frederik og Ove Høegh-Guldberg overtog den reelle magt, indtil Kronprinsen ved et "kup" i 1784 overtager magten. Ved et Statsrådsmøde forelægger han sin far et dokument til underskrift. Kongen skriver som sædvanlig blot under, uden at se på hvad det indeholder. Kronprinsen skynder sig ud med det,for at komme i sikkerhed. Kongen har skrevet under på, atfremover er intet dokument gyldigt med mindre BÅDE Kongens OG Kronprinsens underskrifter er med. Kronprins Frederik styrer nu som Kronprinsregent til Kongen dør i 1808 i Rendsborg,
som følge af det chock han fik ved de spanske hjælpetroppers indmarch.1766 Aalborg Stifttidende udkommer. 1769 Første danske folketælling. Der er ca 800.000 indbyggere. 1779 Danmark tjener fedt på handel med de krigsførende parter i den Nordamerikanske Frihedskrig. (1775 - 83) 1780 Premiere på Ewalds "Fiskerne" med kongesangen "Kong Christian stod---" 1784 Kronprinsens "kup". 1786 De første dødsannoncer i aviserne. 1788 Stavnsbåndet ophæves. Selvejerbonden begynder at afløse fæstebonden. Man må ikke længere tømme latrinspande i rendestenen i Kbh. 1790 Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie. 1792 Handel med negerslaver i de danske kolonier forbydes, dog først med virkning fra 1802. Der indføres arveafgift. 1794 Kongefamilien flytter ind på Amalienborg efter Christiansborgs brand. 2.000 tømrersvende strejker, formentlig Danmarks første strejke. 1795 Storbrand i Kbh. 941 gårde og huse brænder. 1800 Der er ca 315 brændevinsbrænderier i Kbh. 18
01 Kbh. har
ca 101.000 indbyggere. Slaget på Rheden. 1803 Forbudet mod handel med negerslaver i de danske kolonier overtrædes groft. 1805 H C Andersen fødes i Odense. 1807 Kbh's bombardement. Briterne tager vores flåde.
Støvlet-Cathrine" (eller "Støvlet-Katrine"), Anna Cathrine Benthagen (1745-1805) var en prostitueret, som i en periode omkring 1767-68 var kong Christian 7.s elskerinde. De turede på Københavns værtshuse og bordeller. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Holsten.
Cathrine var illegitim datter af prins Georg Ludvig af Braunschweig-Bevern, som var chef for det sjællandske regiment og dennes elskerinde Anna Marie Schröder. Som datidens skik og vane var, når det kom til uægte fyrstebørn, blev Schröder gift med en af prinsens soldater, Johan Ernst Benthagen, hvis navn Cathrine fik.
I sin enkestand levede Anne Marie Schröder af at fremstille støvler og støvletter, som Cathrine hjalp med at bringe ud, deraf øgenavnet. Allerede før Anna Cathrine fik forbindelse med kongen, var hun kendt i det københavnske forlystelsesliv. Hun var maitresse hos den engelske gesandt og siden offentligt fruentimmer, altså prostitueret. Som sådan beskrives hun som "en hore af 30 år, som havde været tilfals for alle, og var ei kiøn, men velvoxet, raffineret, dristig og uinteresseret...".
Kong Christian 7. er kendt for sine ødelæggende natteture gennem Københavns mere brodne kvarterer. Kongens "forlystelseschef", den ligeledes udsvævende greve Conrad Holck (1745-1800) sørgede for, at kongen stiftede intimt bekendtskab med Støvlet-Cathrine. Forholdet mellem dem skal kun have varet et par måneder i slutningen af 1767, men Støvlet-Cathrine opnåede meget stor indflydelse på majestæten, da hun i særlig grad evnede at tilfredsstille hans sære tilbøjeligheder. Bo Bramsen påstår, at det muligvis var hende, der fik udvirket, at kongen fyrede kabinetssekretæren Élie Reverdil (1732-1808), mens Ulrik Langen i sin biografi over Christian 7. hævder at Støvlet Katrine ikke havde noget med det at gøre, men at det var et resultat af en modvilje fra flere sider i hoffet, fra blandt andre grev Holck og Caspar von Saldern.
Kongens og Cathrines forhold udviklede sig til en rendyrket hærværksbølge, idet Støvlet-Katrine fik kongen og hans skare af drikkebrødre til at besøge de bordeller, som hun tidligere havde haft forbindelse med. De var alle forklædte, og Katrine gik i mandsklæder. De smadrede systematisk alt inventaret og tæskede alfonser, som skyldte hende penge eller andre ludere, som havde behandlet hende dårligt. Når dette var overstået smed hun forklædningen for at være sikker på at vise, hvorfor det skete. Kongen gav Katrine en lejlighed på Vandkunsten hvor han ofte opsøgte hende, og hvor genboerne overfor kunne se dem ligge nøgne sammen på gulvet.
På Gammel Lundtoftevej 31 ligger et hus i Bondebyen, Kongens Lyngby, der er betegnet Støvlet Katrines hus. Ministrene var ikke glade for Støvlet Katrines indflydelse og de rygter både i ind- og udland som den fremkaldte. De indså, at der måtte gøres noget for at fjerne hende fra hoffet. Men trods gentagne overtalelsesforsøg var kongen, til forskel fra de mange andre hyppige afskedigelser af mere eller mindre magtfulde hoffolk, som var sket under hans regering, ikke til at rokke, når det gjaldt Støvlet-Katrine. Det lykkedes dog til sidst Heinrich Carl von Schimmelmann at få Christian 7. til at tro, at landet var truet af oprør på grund af hans forhold til Katrine, og den let skræmte konge gav omsider efter.5. januar 1768 blev Støvlet-Catrine forvist til tugthuset i Hamborg, hvor hun dog skal have fået en ganske mild behandling. Da Christian 7. i foråret 1768 opholdt sig på slottet Travendahl i Holsten, forsøgte Katrine at få adgang til ham og tale sin sag. Forklædt i mandfolkeklæder gik hun til slottet, hvor hun præsenterede sig for hoftjenerne som "monsieur de Brockdorff". Hun fik hjælp af løberen Andreas Hjort, der havde introduceret Katrine for kongen. Hun blev genkendt og ført tilbage til Hamborg inden hun nåede at se kongen. I 1770 fik hun tildelt en livsvarig pension på 500 rigsdaler, men forpligtede sig samtidig til ikke at tage ophold i de byer, hvortil hoffet kunne ventes.
Hun døde 25. august 1805 i Plön i Holsten. Hun boede en overgang i Bondebyen i Kongens Lyngby. Huset i Sorø, hvor hun boede, er nu en restaurant Støvlet Katrines Hus.
Wikipedia
Ikke historisk dokumenteret, men i flg. familiesagn.
Johann Friederich lensgreve Struensee
Johann Friedrich Struensee (5. august 1737 i Halle i Tyskland - 28. april 1772 i København) var en tysk læge og politiker. Fra 1769 var han livlæge for Christian 7., og han var den egentlige magthaver i Danmark 1770-1772. På grund af Christian 7.s sindssygdom, der gjorde kongen viljeløs og fuldstændig uinteresseret i regeringssager, kunne de, der opnåede kongens tillid, overtage regeringsmagten. Efter kongens tronbestigelse i 1766 havde forskellige kliker kæmpet om magten. Struensee opnåede den mest magtfulde position ved sit nære forhold til dronning Caroline Mathilde og udmanøvreringen af grev Holck og udenrigsminister J.H.E. Bernstorff.
Han indledte nu en strøm af reformer i oplysningstidens ånd, der greb væsentligt ind i en lang række danske forhold. Han afsattes ved et kup efter knap to år ved magten 17. januar 1772 og blev dødsdømt og henrettet.
Johann Friedrich Struensee var søn af præsten i Halle og professor i teologi på Halles universitet, den senere biskop i hertugdømmerne Adam Struensee, og Marie Dorothea Struensee. Faderen var af pietistisk overbevisning af den franckeske retning, der både lagde vægt på samfundsnyttige aspekter og verdslige kundskaber. Struensee blev indskrevet som medicinstuderende på universitetet i Halle i 1752. Der havde været flere ansete læger i Struensees familie bl.a. Christian 6.s livlæge Johan Samuel Carl, der efter sin afsked i 1742 boede hos Adam Struensee.
Efter Struensees egne udtalelser var nogle af hans forbilleder kendte videnskabsmænd som den schweiziske læge Albrecht von Haller og den franske filosof Claude Adrien Helvétius, hvis mest kendte værk De l'esprit (1758) den franske regering havde dømt til offentlig afbrænding. Hans bogsamling rummede bøger af Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Ludvig Holberg (Moralske Tanker i en tysk oversættelse). Struensee var både påvirket af Oplysningstidens tanker og den pietistiske strømning.
I 1757 tog Struensee doktorgraden i medicin med en afhandling Om skaden ved forkerte legemsbevægelser, et emne som var blevet pålagt ham at skrive om af hans professor, den i datiden berømte Johan Andreas Wilhelm Büchner. Den omtalte forebyggelse af skader og pegede frem mod de opdragelsestanker, som han udsatte kronprins Frederik for. Afhandlingen var bemærkelsesværdig på grund af dens fuldkomne mangel på kildehenvisninger og selvstændige eksperimenter. Forarbejderne til den viser at emnet sandsynligvis ikke har interesseret den unge Struensee synderligt.
I 1757 blev faderen ansat som præst i Altona i det det danske rige. Struensee fulgte med familien til Altona, og allerede 1758 blev han ansat som stadsfysikus (læge) i byen. Lønnen på 70 rigsdaler om året var alt for lav til at nogen kunne leve som en anstændig borger, og han begyndte i 1763 sammen med studiekammeraten fra Halle, David Panning, at udsende tidsskriftet Zum Nutzen und Vergnügen ("Til nytte og fornøjelse"). Det indeholdt både folkeoplysning og underholdning. Men en artikel - der i et satirisk teologisk sprog gjorde grin med læger som solgte kvaksalvermedicin for egen vindings skyld - blev anset for at være fordærveligt for ungdommen og forhånende overfor religionen. Tidsskriftet blev forbudt, og bogtrykkeren fik en bøde. Artiklen var sandsynligvis ikke skrevet af Struensee selv, men som redaktør var han ansvarlig for indholdet i bladet.[4] Året efter udgav Struensee endnu et tidsskrift, Til Fremme af Videnskaberne, Kunsterne, Smagen og Sæderne, som ikke indeholdt satirisk stof. Det blev tilladt.
Embedet som læge skaffede ham kontakt med områdets adelige, bl.a. grev Schack Carl Rantzau, og det var ham, der fik Struensee udnævnt til rejselæge for den forestående kongelige udlandsrejse.
Wikipedia
Caroline Mathilde (engelsk: Caroline Matilda; 22. juli 1751 - 10. maj 1775) var dronning af Danmark og Norge fra 1766 til 1772. Hun var datter af Frederik Ludvig, prins af Wales og søster til George 3. af Storbritannien.
Caroline Mathilde blev gift som 15-årig 8. november 1766 med sin fætter Christian 7., kongen af Danmark-Norge.
Den unge dronning mødte i sit ægteskab en (skizofren) ægtemand og blev hurtigt meget isoleret ved hoffet. Caroline Matildes eneste rigtige ven var hendes overhofmesterinde Louise von Plessen.
Det ændrede sig, da kong Christian i 1769 fra en rejse bragte en ny livlæge Johann Friedrich Struensee med hjem. Struensee blev snart dronningens fortrolige og snart også hendes elsker. Det vakte forargelse, da prinsesse Louise Augusta blev født i 1771. Alle vidste, at Struensee var faderen. Hun gik endda under den lidet flaterende betegnelsen, la Petite Struensee. Nutidige historikere er enige i, at Struensee var faderen. Ligheden mellem dem var slående, som det ses af deres portrætter. Prinsessen lystes dog i "kuld og køn", det vil sige, at kongen anerkendte faderskabet. Det var en skæbnens ironi, at Louise Augustas datter Caroline Amalie blev dronning af Danmark ved sit ægteskab med Christian 8..
Struensee blev ved sin evne til at styre den sindssyge konge landets mægtigste mand. En paladsrevolutionen 17. januar 1772 anført af enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik styrtede Struensee og Caroline Mathilde. Dronningen blev ført i fangenskab på Kronborg, hvor hun indrømmede sit forhold til ham. 6. april 1772 blev ægteskabet ophævet, og hun blev sendt til den britiske besiddelse Hannover, hvor hun i sine sidste tre år levede i byen Celle, omgivet af sit eget lille hof.
Ved ægteskabets ophævelse beholdt Caroline Matilde sin dronningetitel, men hun mistede retten til at kalde sig dronning af Danmark og Norge. Det afholdt hende dog ikke fra - i Tyskland - fortsat at lade sig titulere af Danmark og Norge.