Frederik VI, Konge af Danmark & Norge
Frederik VI (28. januar 1768 - 3. december 1839) var konge af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-1814. Desuden var han kronprinsregent af Danmark-Norge 1784-1808. I denne egenskab satte han sig i spidsen for gennemførelsen af landboreformerne herunder stavnsbåndets ophævelse og landsbyernes udskiftning, desuden folkeskolens indførelse i 1814. Han forsøgte at holde Danmark ude af Napoleonskrigene, men mislykkedes da England stillede ultimatum om overdragelse af den danske flåde. Da Frederik nægtede, foretog lord Nelson verdens første terrorbombardement af København. Efter krigens afslutning deltog Frederik personligt i Wienerkongressen for at redde staten fra den opsplitning, som den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) havde ønsket. Det lykkedes, men Danmark måtte afstå Norge til Sverige, og fik i bytte Svensk Forpommern, som straks blev ombyttet med Hertugdømmet Lauenburg, hvorved Frederik opnåede at blive suveræn over Helstaten. Frederik forblev en selvbevidst og selvrådig konge hele sit liv. Kun nødtvungent lod han indføre rådgivende stænderforsamlinger til dels bestående af ham selv udpegede (såkaldte kongevalgte) folk. Sin absolutte magt udøvede han med stor grundighed, han fulgte med i alt og udvirkede, at jøderne ved en forordning i 1814 fik fulde borgerrettigheder og ligeledes livegenskabets ophævelse i 1806 i Hertugdømmet Holsten. Han døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg som den næstsidste enevældige konge.
Frederikke Benedicte Mortensdatter Andersen Rafsted
Frederikke Benedicte "Bente" Dannemand, født Mortensdatter Andersen Rafsted (6. august 1790 i København - 23. december 1862 sammesteds) var Frederik VI's officielle mætresse og var den sidste officielle kongelige mætresse i Danmark.
Faderen, Morten Andersen Rafsted (ca. 1752-1821), var brøndborer ved Holmen, og moderen var Malene Gregersdatter (død tidligst 1821).
Bente Frederikke Mortensdatter alias Bente Rafsted blev som 15-16-årig den danske kronprins Frederiks elskerinde. Kronprinsens ægteviede kronprinsesse Marie Sophie Frederikke havde i årene fra 1791 født flere børn; kun én pige levede, medens 2-3 drengebørn var døde som helt spæde. Kronprinsessen fik til 1808 otte børn, hvoraf kun to døtre overlevede.
Forfatteren Theodor Ewald fortæller i romanen Fru Dannemand, at Bentes fader blev grebet i et tyveri fra Holmen og nu stod til en streng straf. Den ganske unge Bente tog sagen i egen hånd og mødte op på slottet for at bede om nåde for sin far. Faderen fik efter sigende en mildere dom. Kronprinsens kammerjunker Johan Bülow fandt behag i pigen og foreslog kronprinsen, at pigen nu, som forholdene var, kunne "vikariere" for den syge og udmattede kronprinsesse.
Kronprinsen var nok betænkelig, men afslog ikke tilbuddet, hvorefter han i al hemmelighed valgte et skjulested hos smeden i Bagsværd for her en tid at holde eget kronprinseligt hof.
Da Christian VII døde i 1808, og kronprinsen blev konge, blev "Benedicte Rafsted" i august måned samme år installeret på Toldbodvej nr. 289, og fik senere titel og navn ”Fru Dannemand”.
Frederik VI spadserede næsten dagligt fra Amalienborg til Toldbodgade. Fru Dannemand måtte undvære hans selskab i 1805-07, medens han opholdt sig i Holsten hos sine tropper som værn mod Napoleon.
I 1810 fødte Fru Dannemand kongen sit første barn, som blev døbt Louise Frederikke og senere gift med kaptajn Wilhelm Zachariæ (1807-1871). Endnu en datter blev født i 1812 og døbt Caroline Augusta. Hun blev gift med major Adolph Frederik Schack von Brockdorff (1810-1859) og døde 1844.
I 1813 fødtes en dreng, Frederik Wilhelm Dannemand. Han blev siden adlet og erhvervede sig som lensgreve Aastrup Hovedgård på Sjælland. Han døde uden livsarvinger i 1888. 1819 fødtes Frederik Valdemar Dannemand, som døde 1835.
I 1814 rejste Frederik VI til Wien for at deltage i Wienerkongressen. Her var det, at kongen mødte Caroline Seufert. Rygtet om Frederik VI’s veninde, en "grevinde", nåede hurtigt København.
Rygtet kunne være årsag til, at Frederik VI kort efter sin hjemkomst fra Wien i april 1815 en dag fandt børnene alene hjemme med barnepigen. Fru Dannemand var rejst fra hjemmet på Toldbodvej uden at give nogen besked. Fru Dannemand rejste til Sorø. Hun var gravid og må have bedraget kongen.
Frederik VI var rasende, men skjulte værdigt sin vrede over for den, som kunne være bedrageren, en grev Edouard Romeo Vargas-Bedemar. Denne blev endda forfremmet.
En tid var Fru Dannemand i Sorø, men tog så over til sine forældre, som nu boede i Svendborg. Her var Morten Rafsted udnævnt til havnefoged, ikke pga. sine kvalifikationer, men tvangsflyttet fra hovedstaden sammen med sin kone, pga. "svigermorbesværligheder".
Senere flyttede Fru Dannemand i al hemmelighed til Brødremenigheden i Christiansfeld, hvor hun fødte et drengebarn. Barnet blev døbt d. 9. aug 1816 i Tyrstup Kirke og fik navnet William Christian Andersen. Moderens navn blev i kirkebogen anført som Fredericia Andersen, født Raufsted, og faderens navn som Christian Andersen. Men præsten rettede siden i kirkebogen og skrev, at moderen var Frederik VI’s frille, og faderen var en svensk officer.
Over for kongen opgav Fru Dannemand, at barnets far var en landskronakøbmand ved navn Åbjørnson, og mange vrede breve gik dengang fra Fru Dannemand til kongen og den modsatte vej. Brevvekslingen gik gennem Fru Dannemands sekretær, Fick, som i et af brevene bebrejdede hende, at hun kunne være så naiv at tro, hun kunne gemme sig i en så lille by som Christiansfeld. I stedet skulle hun være rejst til Hamborg.
I 1816 flyttede Fru Dannemand med sit barn til Sorø. Da Grev Vargas samtidig var i byen for at få et drengebarn vaccineret hos den lokale læge, blev greven officielt i Dansk Biografisk Leksikon udlagt som faderen til Fru Dannemands nyfødte søn. Miseren skyldtes imidlertid en forveksling, idet stolemager Holms datter, Charlotte Amalia, næsten samtidigt havde født et drengebarn. Ifølge borgerskabet måtte dette barns fader ligeledes være den forføreriske grev Vargas de Bedemar. Forvekslingen af de to børn førte endda til, at et portræt af stolemagerens datter, Charlotte Amalia, blev ophængt på Frederiksborg Slots Museum som værende et portræt af Fru Dannemand.
Men hvem der var den rigtige far til Fru Dannemand søn, blev aldrig opklaret.
Sønnen Vilhelm Andersen blev senere jurist i Hamborg, fik også en kgl. apanage, men blev offentligt kompromitteret, da han i 1848 tilsluttede sig oprøret, for i 1852 at blive auditør i preussisk tjeneste.
Som kuriosum kan nævnes, at Fru Dannemand bekostede og satte en sten ved faderen Morten Rafsteds grav ved Skt. Nicolai Kirke i Svendborg. Gravstedet blev som en af Svendborgs sjældne klenodier fredet, men nedlagt pga. vejudvidelse. Men efter sigende skal stenen befinde sig inde i selve kirken.[1]
I juni 1818 vendte Fru Dannemand hjem til Toldbodgade. Iflg. forfatteren Th. Ewalds roman ”Fru Dannemand” var hjemkomsten uventet for Frederik VI, men parret kom igen overens og blev forenet på Toldbodvej.
I 1819 fødte Fru Dannemand igen en søn, der blev døbt Frederik Valdemar Dannemand. Denne døde allerede i 1835.
9. december 1829 fik Fru Dannemand ved kgl. reskript titel som "oberstinde". Frederik VI mente nok, at en militær titel stod øverst på rangstigen. Samtidigt blev parrets børn alle adlet (patent af 4. februar 1830). Slægten Dannemand er senere uddød.
Efter sigende ilede Fru Dannemand straks op på slottet, da Frederik VI døde i december 1839, hvor hun sammen med dronningen græd over den afdøde konge.
Oberstinde Benedichte Frederikke Dannemand alias Bente Rafsted døde død 23. december 1862 og blev med militær honnør begravet på Garnisons Kirkegård.
Wikipidia 2016
Frederik VI, Konge af Danmark & Norge
Frederik VI (28. januar 1768 - 3. december 1839) var konge af Danmark 1808-1839 og af Norge 1808-1814. Desuden var han kronprinsregent af Danmark-Norge 1784-1808. I denne egenskab satte han sig i spidsen for gennemførelsen af landboreformerne herunder stavnsbåndets ophævelse og landsbyernes udskiftning, desuden folkeskolens indførelse i 1814. Han forsøgte at holde Danmark ude af Napoleonskrigene, men mislykkedes da England stillede ultimatum om overdragelse af den danske flåde. Da Frederik nægtede, foretog lord Nelson verdens første terrorbombardement af København. Efter krigens afslutning deltog Frederik personligt i Wienerkongressen for at redde staten fra den opsplitning, som den svenske kronprins Karl Johan (Bernadotte) havde ønsket. Det lykkedes, men Danmark måtte afstå Norge til Sverige, og fik i bytte Svensk Forpommern, som straks blev ombyttet med Hertugdømmet Lauenburg, hvorved Frederik opnåede at blive suveræn over Helstaten. Frederik forblev en selvbevidst og selvrådig konge hele sit liv. Kun nødtvungent lod han indføre rådgivende stænderforsamlinger til dels bestående af ham selv udpegede (såkaldte kongevalgte) folk. Sin absolutte magt udøvede han med stor grundighed, han fulgte med i alt og udvirkede, at jøderne ved en forordning i 1814 fik fulde borgerrettigheder og ligeledes livegenskabets ophævelse i 1806 i Hertugdømmet Holsten. Han døde 71 år gammel den 3. december 1839 på Amalienborg som den næstsidste enevældige konge.
Friedrich "Frederik" Christian II, Hertug af Hertugdømmet Schleswig-Holstein-Sønderborg-Augustenborg
Frederik Christian af Augustenborg
Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814): dansk hertug. Kulturpersonlighed, der virkede ivrigt for den højere uddannelse, indtil han 1810 kom i konflikt med det danske kongehus.
Louise Augusta, Prinsesse af Danmark
Louise Augusta af Danmark (7. juli 1771 på Hørsholm Slot - 13. januar 1843 på Augustenborg Slot) var dansk prinsesse til sit giftermål.
Hun var datter af Christian 7. og Caroline Mathilde, men det formodes, at hendes biologiske far var Johann Friedrich Struensee.
Hun blev den 27. maj 1786 gift med Frederik Christian af Augustenborg og blev efter giftermålet tituleret hertuginde af Augustenborg.
Ægteskabet var godt i en del år, men Louise Augusta var sin mand utro, og tog endda sin brors parti i en sag, der betød stort nederlag for hendes mand. De levede derfor i mange år adskilt i samme hus og undgik hinanden. Da de endelig blev forsonet, døde han kort efter.
Frederik Emil, "Prinsen" af Nør
Frederik af Nør (1800-65): prins af Augustenborg, broder til Christian August; ejede fra 1832 godset Nør S for Eckernförde. Som en indrømmelse til slesvig-holstenerne udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne 1842, men nedlagde sit hverv 1846 i protest mod Det åbne Brev. Overrumplede 24. marts 1848 garnisonen i Rendsborg ved at optræde i dansk generalsuniform og blev krigsminister i en oprørsregering. Led nederlag ved Bov 9. april 1848 og trak sig tilba
Prokurist, Grosserer.
Einar Adelsten Kirchhoff driver Handel som eneste ansvarlig Indehaver af Firmaet Einar Kirchhoff. Axel Bosenqvist har Prokura. Handelsregisteret 1915.
Ses også som Adeldon !
Haandarbejderske.
Ses også født 6 Jun 1886, men kirkebogen siger maj.
Frederik VII, Konge af Danmark
Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863) var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og blev den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.
Prins Frederiks forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengen blev nødtørftigt opdraget af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han af sin onkel Frederik 6. sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold. I stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han blev æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester.
I 1828 arrangerede Frederik 6. hans ægteskab med Vilhelmine Marie, sin yngste datter og prins Frederiks kusine. Ved brylluppet uropførtes Elverhøi. Ægteskabet vakte dog med tiden utilfredshed hos Frederik 6., da det blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia vedligeholdt han kontakten til den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner. Først da faderen den 8. december 1839 blev konge under navnet Christian 8., og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, denne gang imod egen vilje og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Det ægteskab holdt til 1846, hvor parret lod sig skille. Mariane flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.
Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser, at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven. Bølgerne fra den franske februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede tyskerne i hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogelig trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst". Den danske martsrevolution var en realitet.
To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstod en tysk bevægelse, der ønskede dels en fri forfatning for Slesvig og Holsten, dels at Slesvig (som var et dansk len) skulle med i det tyske forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Det gik stik imod den danske nationale bevægelses holdninger. De danske nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle være Ejderen. Sproggrænsen mellem tysk og dansk gik igennem Slesvig. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at træde ud af rigsfællesskabet og blive selvstændigt medlem af Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde de tysksindede slesvig-holstenerne oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det resulterede i den såkaldte Treårskrig, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig til Ejderen.
Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en konservativ helstatsforfatning for kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede den holstenske stænderforsamling og det tyske forbund den ugyldig, fordi den var i strid med de internationale aftaler, som Danmark havde skrevet under på efter Treårskrigens afslutning. Preussen støttede tanken om Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. I 1863 skulle den nationalliberale novemberforfatning afløse helstatsforfatningen fra 1855. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.
Allerede under krigen var der valgt en grundlovlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. fik Danmark en slags demokrati.
I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.
Wikipidia
Vilhelmine Maria, Prinsesse af Danmark
Halvtante til sin 1ste mand Fr (VII). Hun kunne/ville ikke acceptere prinsens livsførelse. De blev separeret i 1834 og skilt 1837.
Vilhelmine Maria, Prinsesse af Danmark
Halvtante til sin 1ste mand Fr (VII). Hun kunne/ville ikke acceptere prinsens livsførelse. De blev separeret i 1834 og skilt 1837.
Louise Frederikke, Grevinde af Dannemand
Gift med en Kaptajn Wilhelm Zachariæ
Frederik Vilhelm, Lensgreve af Dannemand til Aastrup til Det Dannemandske Fideikommis
Lensgrevepatent (03-10-1839) (Muligvis kasseret i dom)
Det Dannemandske Fideikommis (00-00-1xxx - x. Besidder)