Frederik Vilhelm, Lensgreve af Dannemand til Aastrup til Det Dannemandske Fideikommis
Lensgrevepatent (03-10-1839) (Muligvis kasseret i dom)
Det Dannemandske Fideikommis (00-00-1xxx - x. Besidder)
Frederik Vilhelm, Lensgreve af Dannemand til Aastrup til Det Dannemandske Fideikommis
Lensgrevepatent (03-10-1839) (Muligvis kasseret i dom)
Det Dannemandske Fideikommis (00-00-1xxx - x. Besidder)
Frederik Vilhelm, Lensgreve af Dannemand til Aastrup til Det Dannemandske Fideikommis
Lensgrevepatent (03-10-1839) (Muligvis kasseret i dom)
Det Dannemandske Fideikommis (00-00-1xxx - x. Besidder)
Christian VIII, Konge af Danmark
Christian 8. (18. september 1786 - 20. januar 1848) var konge af Norge 17. maj-10. oktober 1814 og konge af Danmark 1839-1848. Christian 8. der var søn af arveprins Frederik (halvbroder til den sindssyge Christian 7.) fødtes den 18. september 1786[2] på Christiansborg Slot. Da Frederik 6. ikke efterlod sig sønner, var arveprinsens søn Christian Frederik ifølge Kongeloven nærmeste arving til tronen. Han var konge af Danmark 1839-48.
I 1806 giftede han sig med sin kusine Charlotte Frederikke, men deres ægteskab blev ulykkeligt. Charlotte Frederikke fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. Da Christian Frederik erfarede, at prinsessen havde et forhold til sin franske sanglærer komponisten Edouard du Puy, (der skrev musikken til Ungdom og Galskab), blev ægteskabet ophævet. Charlotte Frederikke forvistes til Horsens og fik forbud mod at se sønnen igen. du Puy forvistes til Sverige - han fik to timer på sig til at forlade Danmark og sit hjem i Vingårdstræde 15, hvor prinsessen havde besøgt ham. Prinsen giftede sig i 1815 med Caroline Amalie af Augustenborg.
Christian 8. havde 10 uægte børn. Forfatteren Jens Jørgensen har fremført den teori, at også eventyrdigteren H.C. Andersen skulle være barn af Christian 8. Dette er dog bestridt af flere eksperter, herunder Anders Monrad Møller.
I maj 1813 sendte Frederik 6. prins Christian Frederik til Norge som statholder med henblik på at styrke den norske loyalitet mod kronen. Den norske loyalitet havde lidt skade under Danmarks ulykkelige alliance med Napoleon. Ved freden i Kiel den14. januar 1814 afstod kongen Norge til kongen af Sverige. Sverige havde betinget sig at få Norge for at indgå i alliancen mod Napoleon.
Christian Frederik sluttede op om den norske uafhængighedsbevægelse og underskrev den 17. maj 1814 en norsk fri forfatning, Eidsvoll-forfatningen. Samme dag blev han valgt til konge af Norge. Men allerede den 14. august samme år måtte han abdicere ved Mosskonventionen mod, at Norge beholdt sin konstitution og sine uafhængige institutioner. Stortinget vedtog den 4. november de nødvendige ændringer i Grundloven og valgte kongen af Sverige til norsk konge i en løs personalunion.
Den skuffede prins Christian Frederik forlod Norge 10. oktober 1814 og vendte tilbage til Danmark, hvor han i 1815 giftede sig med Caroline Amalie af Augustenborg. Samme år udnævntes han til guvernør over Fyn og Langeland, og parret boede da på Odense Slot.
Fra 1818 til 1822 var Christian Frederik og Caroline Amalie på en længere udlandsrejse, hvor de fik lejlighed til træffe Europas førende statsmænd, og Christian Frederik kunne pleje sine videnskabelige og kunstneriske interesser. Bertel Thorvaldsen formede noget der senere skulle blive til en byste, da Christian Frederik var på besøg i Rom. I 1831 blev Christian Frederik medlem af statsrådet, hvor han viste stor forståelse for de nationalliberale og den vågnende danskhed i hertugdømmerne.
Prins Christian Frederik blev optaget i frimurerorganisationen Den Danske Frimurerorden 12. maj 1817, mens han opholdt sig på Fyn. 12. november 1836 blev han udnævnt til generalstormester for Den Danske Frimurerorden ved kongeligt reskript, og han efterfulgte prins Carl af Hessen, som havde besiddet denne post i henved 60 år.
Efter Frederik 6.'s død den 3. december 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Under navnet Christian 8. kunne han ved den sidste kroning i Danmark sætte kronen på sit eget hoved. De danske liberale huskede hans indsats i Norge, og mange forventede, at Christian 8. ville give en fri forfatning. Men kongen skuffede de liberale forventninger. Han så det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige. I 1840 udsendte han en forordning om, at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog.
Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år. Christian 8. døde den 20. januar 1848 af blodforgiftning efter en åreladning, og han gravsattes i Roskilde Domkirke.
Christian VIII var en ivrig kunstsamler og mæcen allerede før, han blev landets sidste enevældige monark. Især støttede han Bertel Thorvaldsen.
Kongens elskerinder var bl.a. Jomfru Fanny, Elise Ahlefeldt-Laurvig (1788-1855), Johanne Marie Brandvold (Eide), Mine Bügel, Johanne Buchwaldt, Amalie Jensen, Mathilde Winding og Sophie Frederikke Kraft (1785-1845). Derudover er en række kvinder nævnt med initialer i kongens dagbøger. Kun i de tilfælde, hvor der kom børn ud af det, kan man være sikker på, at kongens forhold var af seksuel art.
Wikipidia
Charlotte Frederikke, Prinzessin zu Mecklenburg-Schwerin
Prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (4. december 1784 - 13. juli 1840) var datter af den senere storhertug Frederik Frantz I af Mecklenburg-Schwerin-Güstrow og prinsesse Louise af Sachsen, blev gift med sin fætter prins Christian Frederik (den senere Christian 8.) i 1806 og fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. En datter født før ægteskabet skulle være jomfru Fanny.
Prinsesse Charlotte Frederikke var meget optaget af de tanker, der tog deres udspring i den franske revolution og sværmede for tanken om det enkelte menneskes frihed på en tid med enevældens hævdelse af det hierarkiske samfund. Da Christian Frederik erfarede, at prinsessen havde et forhold til sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy, blev de separeret 1809 og skilt 1810. Charlotte Frederikke blev forvist til Horsens og fik forbud mod at se sønnen igen. Hun levede et lystigt liv i Horsens fra 1810 til 1829 og drog til Rom. Hun døde i Rom i 1840. Hun ligger begravet på Camposanto Teutonico (den tyske kirkegård) i Vatikanet.
Wikipidia
Christian VIII, Konge af Danmark
Christian 8. (18. september 1786 - 20. januar 1848) var konge af Norge 17. maj-10. oktober 1814 og konge af Danmark 1839-1848. Christian 8. der var søn af arveprins Frederik (halvbroder til den sindssyge Christian 7.) fødtes den 18. september 1786[2] på Christiansborg Slot. Da Frederik 6. ikke efterlod sig sønner, var arveprinsens søn Christian Frederik ifølge Kongeloven nærmeste arving til tronen. Han var konge af Danmark 1839-48.
I 1806 giftede han sig med sin kusine Charlotte Frederikke, men deres ægteskab blev ulykkeligt. Charlotte Frederikke fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. Da Christian Frederik erfarede, at prinsessen havde et forhold til sin franske sanglærer komponisten Edouard du Puy, (der skrev musikken til Ungdom og Galskab), blev ægteskabet ophævet. Charlotte Frederikke forvistes til Horsens og fik forbud mod at se sønnen igen. du Puy forvistes til Sverige - han fik to timer på sig til at forlade Danmark og sit hjem i Vingårdstræde 15, hvor prinsessen havde besøgt ham. Prinsen giftede sig i 1815 med Caroline Amalie af Augustenborg.
Christian 8. havde 10 uægte børn. Forfatteren Jens Jørgensen har fremført den teori, at også eventyrdigteren H.C. Andersen skulle være barn af Christian 8. Dette er dog bestridt af flere eksperter, herunder Anders Monrad Møller.
I maj 1813 sendte Frederik 6. prins Christian Frederik til Norge som statholder med henblik på at styrke den norske loyalitet mod kronen. Den norske loyalitet havde lidt skade under Danmarks ulykkelige alliance med Napoleon. Ved freden i Kiel den14. januar 1814 afstod kongen Norge til kongen af Sverige. Sverige havde betinget sig at få Norge for at indgå i alliancen mod Napoleon.
Christian Frederik sluttede op om den norske uafhængighedsbevægelse og underskrev den 17. maj 1814 en norsk fri forfatning, Eidsvoll-forfatningen. Samme dag blev han valgt til konge af Norge. Men allerede den 14. august samme år måtte han abdicere ved Mosskonventionen mod, at Norge beholdt sin konstitution og sine uafhængige institutioner. Stortinget vedtog den 4. november de nødvendige ændringer i Grundloven og valgte kongen af Sverige til norsk konge i en løs personalunion.
Den skuffede prins Christian Frederik forlod Norge 10. oktober 1814 og vendte tilbage til Danmark, hvor han i 1815 giftede sig med Caroline Amalie af Augustenborg. Samme år udnævntes han til guvernør over Fyn og Langeland, og parret boede da på Odense Slot.
Fra 1818 til 1822 var Christian Frederik og Caroline Amalie på en længere udlandsrejse, hvor de fik lejlighed til træffe Europas førende statsmænd, og Christian Frederik kunne pleje sine videnskabelige og kunstneriske interesser. Bertel Thorvaldsen formede noget der senere skulle blive til en byste, da Christian Frederik var på besøg i Rom. I 1831 blev Christian Frederik medlem af statsrådet, hvor han viste stor forståelse for de nationalliberale og den vågnende danskhed i hertugdømmerne.
Prins Christian Frederik blev optaget i frimurerorganisationen Den Danske Frimurerorden 12. maj 1817, mens han opholdt sig på Fyn. 12. november 1836 blev han udnævnt til generalstormester for Den Danske Frimurerorden ved kongeligt reskript, og han efterfulgte prins Carl af Hessen, som havde besiddet denne post i henved 60 år.
Efter Frederik 6.'s død den 3. december 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Under navnet Christian 8. kunne han ved den sidste kroning i Danmark sætte kronen på sit eget hoved. De danske liberale huskede hans indsats i Norge, og mange forventede, at Christian 8. ville give en fri forfatning. Men kongen skuffede de liberale forventninger. Han så det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige. I 1840 udsendte han en forordning om, at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog.
Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år. Christian 8. døde den 20. januar 1848 af blodforgiftning efter en åreladning, og han gravsattes i Roskilde Domkirke.
Christian VIII var en ivrig kunstsamler og mæcen allerede før, han blev landets sidste enevældige monark. Især støttede han Bertel Thorvaldsen.
Kongens elskerinder var bl.a. Jomfru Fanny, Elise Ahlefeldt-Laurvig (1788-1855), Johanne Marie Brandvold (Eide), Mine Bügel, Johanne Buchwaldt, Amalie Jensen, Mathilde Winding og Sophie Frederikke Kraft (1785-1845). Derudover er en række kvinder nævnt med initialer i kongens dagbøger. Kun i de tilfælde, hvor der kom børn ud af det, kan man være sikker på, at kongens forhold var af seksuel art.
Wikipidia
Caroline Amalie, Hertuginde af Hertugdømmet Schleswig-Holstein-Sönderborg-Augustenborg
Caroline Amalie (1796-1881): dansk dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Ægtede 1815 den senere Christian 8. Stærk og initiativrig person.
Frederik VII, Konge af Danmark
Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863) var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og blev den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.
Prins Frederiks forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengen blev nødtørftigt opdraget af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han af sin onkel Frederik 6. sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold. I stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han blev æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester.
I 1828 arrangerede Frederik 6. hans ægteskab med Vilhelmine Marie, sin yngste datter og prins Frederiks kusine. Ved brylluppet uropførtes Elverhøi. Ægteskabet vakte dog med tiden utilfredshed hos Frederik 6., da det blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia vedligeholdt han kontakten til den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner. Først da faderen den 8. december 1839 blev konge under navnet Christian 8., og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, denne gang imod egen vilje og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Det ægteskab holdt til 1846, hvor parret lod sig skille. Mariane flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.
Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser, at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven. Bølgerne fra den franske februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede tyskerne i hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogelig trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst". Den danske martsrevolution var en realitet.
To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstod en tysk bevægelse, der ønskede dels en fri forfatning for Slesvig og Holsten, dels at Slesvig (som var et dansk len) skulle med i det tyske forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Det gik stik imod den danske nationale bevægelses holdninger. De danske nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle være Ejderen. Sproggrænsen mellem tysk og dansk gik igennem Slesvig. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at træde ud af rigsfællesskabet og blive selvstændigt medlem af Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde de tysksindede slesvig-holstenerne oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det resulterede i den såkaldte Treårskrig, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig til Ejderen.
Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en konservativ helstatsforfatning for kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede den holstenske stænderforsamling og det tyske forbund den ugyldig, fordi den var i strid med de internationale aftaler, som Danmark havde skrevet under på efter Treårskrigens afslutning. Preussen støttede tanken om Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. I 1863 skulle den nationalliberale novemberforfatning afløse helstatsforfatningen fra 1855. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.
Allerede under krigen var der valgt en grundlovlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. fik Danmark en slags demokrati.
I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.
Wikipidia
Frederik VII, Konge af Danmark
Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863) var en dansk konge af den oldenborgske slægt fra 1848 indtil sin død. Søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han står som giver af Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og blev den første konge efter enevældets fald. Han var 1848/49-1863 Generalstormester og Viseste Salomo Vicarius for Den Danske Frimurerorden og er den første danske konge, som ledede frimureriet i Danmark.
Prins Frederiks forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengen blev nødtørftigt opdraget af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han af sin onkel Frederik 6. sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold. I stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han blev æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester.
I 1828 arrangerede Frederik 6. hans ægteskab med Vilhelmine Marie, sin yngste datter og prins Frederiks kusine. Ved brylluppet uropførtes Elverhøi. Ægteskabet vakte dog med tiden utilfredshed hos Frederik 6., da det blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia vedligeholdt han kontakten til den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinde og senere modehandlerske Louise Rasmussen, den senere Grevinde Danner. Først da faderen den 8. december 1839 blev konge under navnet Christian 8., og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, denne gang imod egen vilje og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Det ægteskab holdt til 1846, hvor parret lod sig skille. Mariane flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.
Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser, at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven. Bølgerne fra den franske februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede tyskerne i hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts, det såkaldte Casinomøde, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration anført af borgerrepræsentationen næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogelig trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst". Den danske martsrevolution var en realitet.
To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”
Omkring 1830 opstod en tysk bevægelse, der ønskede dels en fri forfatning for Slesvig og Holsten, dels at Slesvig (som var et dansk len) skulle med i det tyske forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Det gik stik imod den danske nationale bevægelses holdninger. De danske nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle være Ejderen. Sproggrænsen mellem tysk og dansk gik igennem Slesvig. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at træde ud af rigsfællesskabet og blive selvstændigt medlem af Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde de tysksindede slesvig-holstenerne oprør mod den nye danske regering og dannede deres egen regering i Kiel. Det resulterede i den såkaldte Treårskrig, hvor det i første omgang lykkedes den danske hær at besætte Slesvig til Ejderen.
Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en konservativ helstatsforfatning for kongeriget Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede den holstenske stænderforsamling og det tyske forbund den ugyldig, fordi den var i strid med de internationale aftaler, som Danmark havde skrevet under på efter Treårskrigens afslutning. Preussen støttede tanken om Slesvig og Holstens indlemmelse i det tyske forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. I 1863 skulle den nationalliberale novemberforfatning afløse helstatsforfatningen fra 1855. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.
Allerede under krigen var der valgt en grundlovlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. fik Danmark en slags demokrati.
I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.
Wikipidia
Louise Christine Rasmussen, Lensgrevinde Danner
Louise Christine lensgrevinde af Danner (født Louise Christine Rasmussen 21. april 1815 i København - 6. marts 1874 i Genua) var gift "til venstre hånd" med kong Frederik 7. af Danmark.
Louise C. Rasmussen var født uden for ægteskab. Moderen var tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen og faderen grosserer Gotthilf L. Køppen. Hun voksede op hos moderen og blev i 1826 optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor Johanne Luise Heiberg var på samme tid. Hun fik løn ved teatret fra 1830, og fra 1835 blev hun ansat som figurantinde. Efter ansøgning blev hun august 1841 fritaget for tjeneste. Baggrunden var, at hun fødte en søn, som blev sat i pleje. Faderen var bogtrykker Johan Carl Ernst Berling. Ægteskab kom ikke på tale, men i stedet etableredes Louise Rasmussen som modehandlerske i København. 1842 blev hun afskediget fra Det kongelige Teater med pension.
Gennem Carl Berling lærte hun i 1830'erne kronprins Frederik at kende. Han var forvist til Fredericia. Forbindelsen bestod gennem 1840'erne, og efter sin tronbestigelse i 1848 ville Frederik 7. gifte sig med Louise Rasmussen. Regeringen fik i første omgang forhindret det, da kongens to første ægteskaber var barnløse, og tronfølgen ikke var sikret. Hvis Frederik og Louise fik børn, ville de ikke være arveberettigede. Med gennemførelsen af junigrundloven 1849 blev kongens popularitet så stor, at han satte sin vilje igennem: Ved kongelig resolution af 8. august 1850 blev Louise Rasmussen ophøjet til lensgrevinde af Danner. Samme dag blev hun og kongen viet i Frederiksborg Slotskirke af biskop J. P. Mynster. Hun var kongens hustru til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke fik arveret til tronen.
Frederik 7.'s var tidligere gift med Vilhelmine, som var datter af Frederik 6., og med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Begge ægteskaber blev opløst ved skilsmisse. Ingen af de standsmæssige ægtefæller synes at have haft samme viljestyrke som grevinde Danner, der kunne styre kongen.
Forargelsen i det højere borgerskab og aristokratiet var stor. Grevinde Danner var udsat for chikane på forskellig vis. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold der. Efter kongens død i 1863 levede grevinde Danner et tilbagetrukket liv. Hun ejede Rudbjerggaard.
Hun testamenterede Jægerspris Slot "til gavn for fattige og efterladte piger". Efter hendes død blev der etableret børnehjemsbygninger nær slottet. Herudover oprettede hun i 1873 "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden". Et hus, som stod færdigt i 1875, blev senere kendt som Dannerhuset.
Grevinde Danner døde i 1874 og blev begravet i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.Wikipidia