Carl Berling, egl. Johan Carl Ernst Berling,30.8.1812-30.3.1871, dansk bogtrykker, avisudgiver og hofembedsmand. Overtagelsen af familietrykkeriet og dermed af Berlingske Tidende 1836 indledte en blomstringstid for virksomheden. Berling var ungdomsbekendt af kronprins Frederik, og da denne blev konge i 1848, knyttedes vennen til hoffet som privatsekretær og finansiel bestyrer af civillisten (apanagen). Berling havde stået i forhold til Louise Rasmussen; efter hendes ægteskab med kongen 1850 og ophøjelse til grevinde Danner fik Berling en stærk politisk stilling ved hoffet, hvor han bidrog til ministeriet Ørsteds fald 1854 og til dannelsen af ministeriet Rotwitt i 1859. Samme år tvang dårligt helbred og stigende modvilje mod hans person ham til at nedlægge sine hofembeder.
Louise Christine Rasmussen, Lensgrevinde Danner
Louise Christine lensgrevinde af Danner (født Louise Christine Rasmussen 21. april 1815 i København - 6. marts 1874 i Genua) var gift "til venstre hånd" med kong Frederik 7. af Danmark.
Louise C. Rasmussen var født uden for ægteskab. Moderen var tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen og faderen grosserer Gotthilf L. Køppen. Hun voksede op hos moderen og blev i 1826 optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor Johanne Luise Heiberg var på samme tid. Hun fik løn ved teatret fra 1830, og fra 1835 blev hun ansat som figurantinde. Efter ansøgning blev hun august 1841 fritaget for tjeneste. Baggrunden var, at hun fødte en søn, som blev sat i pleje. Faderen var bogtrykker Johan Carl Ernst Berling. Ægteskab kom ikke på tale, men i stedet etableredes Louise Rasmussen som modehandlerske i København. 1842 blev hun afskediget fra Det kongelige Teater med pension.
Gennem Carl Berling lærte hun i 1830'erne kronprins Frederik at kende. Han var forvist til Fredericia. Forbindelsen bestod gennem 1840'erne, og efter sin tronbestigelse i 1848 ville Frederik 7. gifte sig med Louise Rasmussen. Regeringen fik i første omgang forhindret det, da kongens to første ægteskaber var barnløse, og tronfølgen ikke var sikret. Hvis Frederik og Louise fik børn, ville de ikke være arveberettigede. Med gennemførelsen af junigrundloven 1849 blev kongens popularitet så stor, at han satte sin vilje igennem: Ved kongelig resolution af 8. august 1850 blev Louise Rasmussen ophøjet til lensgrevinde af Danner. Samme dag blev hun og kongen viet i Frederiksborg Slotskirke af biskop J. P. Mynster. Hun var kongens hustru til venstre hånd. Det betød, at deres børn ikke fik arveret til tronen.
Frederik 7.'s var tidligere gift med Vilhelmine, som var datter af Frederik 6., og med Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Begge ægteskaber blev opløst ved skilsmisse. Ingen af de standsmæssige ægtefæller synes at have haft samme viljestyrke som grevinde Danner, der kunne styre kongen.
Forargelsen i det højere borgerskab og aristokratiet var stor. Grevinde Danner var udsat for chikane på forskellig vis. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold der. Efter kongens død i 1863 levede grevinde Danner et tilbagetrukket liv. Hun ejede Rudbjerggaard.
Hun testamenterede Jægerspris Slot "til gavn for fattige og efterladte piger". Efter hendes død blev der etableret børnehjemsbygninger nær slottet. Herudover oprettede hun i 1873 "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden". Et hus, som stod færdigt i 1875, blev senere kendt som Dannerhuset.
Grevinde Danner døde i 1874 og blev begravet i haven til Jægerspris Slot.
Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, og det blev hendes mand, der nød godt af denne arveret.Wikipidia
Hans Majestæt Edvard VII (Albert Edvard, før han blev konge, blev han kaldt Albert, uofficielt: Bertie) (9. november 1841 på Buckingham Palace, London - 6. maj 1910 på Buckingham Palace) var konge af Storbritannien og Irland fra 1901 til 1910, og kejser af Indien i samme periode.
Edvard 7. var søn af dronning Victoria af Storbritannien. Hans far, prins Albert, tilhørte slægten Sachsen-Coburg-Gotha, og Edvard blev dermed den første britiske monark af denne slægt.
10. marts 1862 giftede han sig med prinsesse Alexandra af Danmark på Windsor Slot. De fik seks børn:
Prins Albert Victor af Storbritannien (1864-1892)
Kong George V af Storbritannien (1865-1936)
Prinsesse Louise af Storbritannien (1867-1931)
Prinsesse Victoria af Storbritannien (1868-1935)
Prinsesse Maud af Storbritannien (1869-1938)
Prins John af Storbritannien (1871-1871)
Edvard var prins af Wales (tronarving) i næsten 60 år, hvilket er rekord i britisk historie. Først da hans mor døde 22. januar 1901 blev han konge. Selv om Edvard hele livet var blevet kaldt Albert, tog han navnet Edvard 7. som konge, fordi hans mor efter sin mands død havde bestemt, at ingen monark skulle bære navnet Albert som kongenavn. 9. august 1902 blev han kronet i Westminster Abbey.Edvard 7.s regeringstid blev kort. Lidt over ni år efter at han havde besteget tronen, døde han den 6. maj 1910, 68 år gammel.
Prins Valdemar af Danmark (27. oktober 1858 - 14. januar 1939) var en dansk prins, der var søn af kong Christian 9. og dronning Louise.
Prins Valdemar var søofficer og gjorde karriere i flåden, hvor han blev udnævnt til viceadmiral i 1911 og admiral i 1918. I 1887 blev han valgt til fyrste af Bulgarien men afslog valget.
Prins Valdemar med sin far Christian 9. Valdemar blev født den 27. oktober 1858 på Bernstorff Slot nord for København som det yngste og sjette barn af Christian og Louise af Hessen-Kassel. Christian tilhørte huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, der var en side linje til den regerende danske kongefamilie. På det tidspunkt var familiens anseelse steget betydeligt da hans far i 1853 var blevet udnævnt til dansk prins og tronfølger.I forbindelse med Valdemars dåb den 21. december 1858 fik hele familien prædikat af kongelig højhed.
Valdemar voksede op i en international familie. Til trods for at familien havde begrænsede midler til rådighed og levede et forholdsvis borgerlig tilværelse, lykkedes det Valdemars søskende at indgå nogle dynastisk vigtige ægteskaber.
I 1863 blev Valdemars far konge.
Valdemar fik en beskeden opdragelse, og som en yngre søn var det forventet at han fik en karriere indenfor militæret, og for Valdemar blev det søværnet. Valdemar startede på Søværnets Officersskole i 1874, kort efter hans konfirmation. Han deltog i flere ekspeditioner gennem årene og blev i 1880 Løjtnant.
Prinsesse Marie af OrléansPrins Valdemar giftede sig i 1885 med Marie af Orléans, (1865-1909). Hun var efterkommer af borgerkongen Ludvig-Filip af Frankrig og tillige katolik. Parret fik tilladelse af paven til at indgå ægteskab, og det blev aftalt at evt. sønner skulle opdrages protestantisk, mens døtre skulle opdrages katolsk.
Vielsen foregik i Frankrig, hvorefter parret gjorde deres indtog i København.
Valdemar og Marie fik som boliger, Det Gule Palæ og Bernstorff Slot.
Parret havde et godt ægteskab i følge nogen, mens andre hævder det var mindre lykkeligt. Valdemar var ofte væk på grund af rejser, og det menes at have påvirket Marie.
Valdemar var af natur beskeden og var tilfreds med livet som yngre prins og sømand. Gennem årene rejste han med sin fader rundt i riget, blandt andet til Island og passede ellers sine pligter som søofficer.
Prins Valdemar, som hans søskende, nevøer og niecer, var velplaceret og hans navn blev nævnt når stormagterne skulle indsætte en konge i et nyetableret selvstændigt land.
Prins Valdemar afslog i 1887 at blive konge af Bulgarien for ikke at risikere at komme i en vanskelig situation overfor broderen Georg 1. af Grækenland. Ligelededes var hans hustru, prinsesse Marie imod at rejse til Bulgarien.
I 1905 blev prins Valdemar nævnt som kongsemne i Norge, men det blev i stedet nevøen prins Carl, der under navnet Haakon 7. blev konge af Norge.
Marie Amélie Francoise, Prinsesse af Orléans
Af huset Bourbon